Far, mor og børn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 9 sep. 2015
  • Status: Færdig
// "Far siger altid til os, at vi er en lykkelig familie. Sådan en rigtig én med far, mor og børn, der altid smiler og ser glade ud. Jeg har altid troet på far, når jeg har set vores glade ansigter. Far har altid ret." // Bidrag til Renée Toft Simonsen-konkurrencen, valgmulighed 2 med udgangspunkt i ordene skilsmisse og hjem.

19Likes
16Kommentarer
918Visninger
AA

2. FAR, MOR OG BØRN

 

På væggen i vores lejlighed hænger et billede af vores familie. Far siger altid til os, at vi er en lykkelig familie. Sådan en rigtig én med far, mor og børn, der altid smiler og ser glade ud. Jeg har altid troet på far, når jeg har set vores glade ansigter. Far har altid ret.

Hjemme hos os er det far, der bestemmer. Han bestemmer både over mig og min søster, Molly, men mest af alt bestemmer han over mor. Nogle gange kan jeg høre hende græde om natten, når han vil bestemme. Men jeg siger aldrig noget til mor, for så bliver hun bare ked af det igen, og det skal hun ikke, for jeg kan ikke lide, når jeg skal falde i søvn til lyden af mors gråd.

Engang da jeg og Molly kom hjem fra skole, var noget i lejligheden ændret. Det var svært at forstå, da vi kun havde været væk i nogle timer, men noget var der sket, siden vi var taget afsted den morgen.

Nu lugtede lejligheden anderledes, end den plejede, og mor var ingen steder at finde, selvom vi ledte. Vi blev enige om, at vi var nødt til at finde mor, for far kom snart hjem, og ingen af os havde lyst til at være alene med far, der ville bestemme og råbte ad os, hvis vi ikke hørte efter.

Mens vi ledte lejligheden igennem, fandt jeg ud af, hvad det var, der var ændret. Billedet af vores dengang glade familie var blevet slået i stykker.

Langsomt rakte jeg ud efter billedet for at se nærmere for de glade ansigter, vi havde engang. Men i det samme trådte far ind af døren, og jeg skar mig på skårene fra billedet, så blodet piplede ud.

”Så er jeg hjemme!”

Fars stemme gav genlyd i gangen og sendte kuldegysninger igennem min krop. Hvorfor kom mor dog ikke hjem? Jeg skævede over til Molly, der så mindst ligeså bange ud, som jeg selv. Vi kiggede skræmte på hinanden, mens fars tunge skridt kom nærmere og nærmere.

”Hvem har gjort det?” spurgte han vredt, mens han pegede på mig og det ødelagte portræt af vores lykkelige familie. Der var had at spore i hans vilde øjne, der borede sig ind i mine. ”D-det var ikke mig,” nåede jeg at fremstamme, men det nyttede ikke noget. Far brølede som en bjørn og hævede sin hånd. Jeg mærkede, hvordan slaget dunkede, da fars hånd ramte min kind. Hele mit hoved summede, og jeg havde mest af alt lyst til at græde. Jeg kiggede ned og så blodet strømme fra det sted, hvor jeg havde skåret mig. Pludselig var der blod overalt, og min kind dunkede voldsomt.

Jeg kunne stadig mærke slaget, da mor trådte ind ad døren. Hun stod i døren med et papir i hånden. Jeg forstod ikke, hvad det betød, men bogstaverne var tykke og faretruende. S-K-I-L-S-M-I-S-S-E. Far blev ligbleg i hovedet, da mor holdt papiret op, så han bedre kunne læse overskriften. Så forsvandt han ind på værelset, hvor han smækkede døren så hårdt i, at hele lejligheden rystede.

Da vi så ham igen var til aftensmaden. Man kunne se, at han havde grædt. De vilde øjne var nu helt blodsprængte og fulde af frustration. Som et vildt dyr i fangenskab, tænkte jeg for mig selv.

Han stak arrigt i de kogte kartofler, mens resten af familien holdt vejret, for ingen kunne vide, hvem hans næste bytte ville være.

”Jeg begynder at pakke mine og børnenes ting ned i morgen. Vi flytter,” lød det fra mor.

Så skete det. Det ustyrlige udyr var blevet sluppet frit, og ingen af os havde kræfterne til at holde det tilbage.

Far begyndte at råbe højt og bankede så hårdt i bordet, at sovsens brune masse flød over og dryppede ned på trægulvet. Denne gang råbte mor også. Far tog hårdt fat i mors arm og vred den, så hun langsomt måtte overgive sig, for far kunne råbe højest. Det havde han bestemt, som han altid gjorde.

Så rejste han sig fra bordet og trak mor med ind på værelset, hvor vi hørte hendes gråd, ligesom vi plejede at gøre om natten. Jeg holdt Molly for ørerne, så hun ikke behøvede at høre den vilde tumult, der foregik i værelset lige ved siden af.

Da de kom ud igen, havde mor røde aftegninger over det hele, men hun smilede, hvilket hun aldrig plejede at gøre, når far ville bestemme. Hun havde trods alt forsøgt at knække det udyr, der havde holdt hende nede så længe, så hun var villig til at tage de slag, det gav.

Far sagde altid til os, at vi var en lykkelig familie. Men jeg er ikke så sikker længere, for jeg tror godt, far ved, at det ikke var mig, der smadrede billedet og ideen om vores lykkelige familie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...