Skyldfølelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2015
  • Opdateret: 9 sep. 2015
  • Status: Færdig
Har du nogensinde følt dig skyldig? Måske skyldig i at en anden person er død? Det har hovedpersonen Claire.

1Likes
3Kommentarer
252Visninger

1. Skyldfølelse

Jeg grinede så højt, og kraftigt at sodavanden strømmede ud af næsen, hvorefter jeg så skreg højere, da det begyndte at boble, og svie i næsen. Lilly, min bedste ven, skar endnu en grimasse. Min mor bankede på, min mor er en midaldrende kvinde,med tegn på gråt hår, som ikke er særlig høj heller, hun kiggede over på os, og sagde, det var tid til snart at sove. Lilly og jeg skar en grimasse, og nikkede, så døde vi af grin.

Da vi lå i min dobbeltseng, vendte Lilly sig om, tændte lyset, og kiggede på mig. Hun hev dynen af, hun havde stadig sit normale tøj på. Hun begyndte at grine, og lave fagter mod vinduet. Jeg rystede på hovedet, og slukkede lyset. Hun tændte natlampen igen. Hun rejste sig, og fandt noget tøj frem, som hun kastede over til mig. Jeg kastede det ned på gulvet, og rystede atter på hovedet. Hun grinte kort. Så tog hun en sort hue på, og listede over mod vinduet. Hun åbnede forsigtigt, og lydløst vinduet. Hun begyndte at lave en masse fagter med armene, men jeg rystede bare på hovedet, og vendte mig om. Hun kravlede ud af vinduet, og gav sig til at kravle ned ad vores, hvide, blomster hegn, som hænger op af huset. Jeg lå og tænkte på for og imod argumenter for om jeg skulle hoppe i tøjet og tage med, men jeg fandt ret hurtigt frem til at lade vær. Der var stille, meget stille, vinden susede ind af vinduet, det var koldt, men jeg lå lige så godt. Pludselig hørte jeg et højt knæk, og stormede hen til vinduet. Mit hjerte hamrede så kraftigt, at jeg troede, det ville sprænge min brystkasse. Jeg hang nærmest halvt ud af vinduet for, at se hvad der var sket. Da jeg kiggede ned, lå Lilly på jorden, uden at tænke mig om sprang jeg ud på vores tag, og nærmest kastede mig ud over. Jeg løb over til Lilly. Hun lå helt stille, en tåre strejfede min kind, inden jeg hurtigt tørrede den væk igen. Jeg gik tættere på, men jeg kunne ikke se hendes ansigt. Jeg bøjede mig ned, og gik helt tæt på. Lilly begyndte at grine, og kiggede  på mig. Jeg slog hende på skulderen, og begyndte at skælde ud. Lily rejste sig op, børstede jorden af sig, og kiggede på mig. Hun sagde undskyld. Jeg tilgav hende, hun var jo trods alt min bedste veninde, som jeg elskede utrolig højt. Hun kiggede på mig, så vinduet, så mig, så vinduet og så mig igen. Hun brød ud i en kæmpe latter. Hun kunne slet ikke tro sine egne øre, da jeg sagde, at jeg var urolig for hende, og sprang ud efter hende. Jeg hjalp hende op og stå igen. Lilly kiggede op og ned af mig, jeg havde stadig nattøj på, hun trak på skuldrene, og sagde, at det kunne gå an, jeg forstod ikke, hvad hun mente, før jeg kiggede på hendes og mit tøj. Hun ville have mig med sig. Jeg rystede voldsomt på hovedet, og gjorde tegn til at snige sig ind igen. Hun hev i mig, og trak mig over mod fortovet,  Hun var både stærkere og højere end mig, så jeg havde intet valg.

Vi stod ude på fortovet, og diskuterede, hun ville have mig med ud og drille nogle af de andre og lege spioner, men jeg ville meget hellere ind på mit hyggelige hvide værelset, hvor der var trygt, rart, varmt og, ikke mindst, lyst. Hun begyndte at skubbe mig over vejen, jeg skubbede tilbage. Vi blev ved i noget tid med det, indtil. Indtil jeg flyttede mig, Lilly røg direkte forbi mig, og over i den modsatte side af vejen, lige i det øjeblik hvor en bilist kom drønende. Lilly skreg en så skinger stemme, at et glas ville have smadret. Bilen ramte hende lige i maven. Det flød ud af hende med blod. Jeg stod, og stirrede på Lilly, min bedste veninde, som var bevidstløs, jeg stirrede, ikke et blink, ikke et hurtigt ryk, intet. Jeg stirrede. Da alvoren i situationen gik op for mig, begyndte jeg at græde, jeg faldt ned på knæ, og begyndte at skrige, manden i bilen havde allerede ringet efter en ambulance, og prøvede at snakke til hende.

Lyset i vores vinduer begyndte at tænde, og min mor kom løbende ud, min far var lige i hælene, hun stivnede, og begyndte at græde, da hun så Lilly. Lilly var som en datter for hende, hun havde jo kendt hende, fra da hun var helt små. Min far var allerede i telefonen med Lilly’s far, og aftalte at mødes på hospitalet.

 

Jeg dræbte hende. Jeg skubbede Lilly ud foran den bil, Jeg dræbte hende. ordene gav genlyd i mit hoved. Det var nu præcis 3 måneder siden.

Jeg sad ved hendes gravsten, jeg græd. Lilian Parker, 2000-2015 “savnet og elsket datter” Stod der på hendes gravsten. Gravstenen var stor, tyk og grå, rundt om den lå der hendes yndlings blomster, Liljer. De lå i fine blomsterkranse. Jeg plejede, at komme forbi en gang om måneden, og tale om hvad jeg har lavet, jeg spurgte også til, hvordan hun havde det. Ellers undskyldte jeg for det meste bare.

Det var hårdt at gå i skole, hårdt at leve livet. Alle havde hørt om det, og alle bebrejdede mig. Eller. Sådan følte jeg det i hvert fald. For det var jo mig. Ham bilisten hjalp bare til.

 

Min telefon bippede, det var psykolog tid. Jeg har måske været for distraheret de sidste par måneder, og mine lærere har måske lagt mærke til det, og snakket med mine forældre om det, så mine forældre har simpelthen skaffet en tid hos Mrs Schuster.

Søndag morgen cyklede jeg over til Mrs Schuster. Jeg bankede på døren, ude foran på hendes terrasse, stod der to høje planter, en på hver sin side af døren. Døren gik op, en ung brunette med håret løst stod i døren. Hun smilede venligt, og inviterede mig indenfor. Hendes kontor lå på første sal, der var ryddet pænt op og orden i tingene. Mrs Schuster havde en stram beige farvet nederdel på, sorte højhælede sko, en sort top og en flot grå blazer på. Smykker så det ikke ud som om, hun havde på, lige udover en flot vielsesring. Kontoret var passende, hverken for stort eller småt. Hun havde en høj bogreol fuld af alle mulige bøger, som jeg aldrig havde hørt om. Tæt på den stod en flot grå sofa. Der var to vinduer, foran dem stod et brunt designer skrivebord med en sort skrivebordsstol til, og en sort HP computer. På skrivebordet stod der også en mørke grøn vase. Med liljer. Jeg kunne mærke nogle tårer, men jeg holdte igen. Væggene var lidt lysebrune, og gulvet bestod af et stort lyst gulvtæppe.

Mrs Schuster gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig i sofaen. Hun tændte sin bærbar, hvilket gik lynhurtigt, og begyndte at sætte sig til rette i stolen, så hun kunne se mig og den bærbare på samme tid. Tiden gik langsomt, jeg følte, at jeg havde været derinde inde i timer, dage, måske uger. Jeg kiggede på mit sorte Marc Jacob ur, kvart over tolv, jeg havde kun været der i femten minutter. Det var de samme kedelige rutine spørgsmål såsom; Hvad tænkte du på det tidspunkt, hvordan reagerede du på det, hvorfor tror du at du reagerede som du gjorde, hvordan har du det med det. Samme dødsyge spørgsmål, lige indtil jeg hørte spørgsmålet. Hvem bebrejder du. Det slog mig dybt, dybt inde i, for hvem bebrejdede jeg? Det var jo ikke Lilly, det var heller ikke bilisten, det var mig. Det var mig som jeg bebrejdede. Mig og kun mig. Der blev helt stille. Mrs Schuster begyndte at forklare mig at det ikke var min skyld, men jeg hørte ikke efter, og hvorfor skulle jeg også det? Jeg var kun kommet fordi mine lærere og forældre var bekymret, jeg ville meget hellere væk, væk fra alting.

Da jeg kom hjem spurgte mine forældre indtil hvordan det var gået, jeg svarede ikke, jeg gik bare direkte op på mit værelse. Jeg prøvede at tænke tilbage på noget af det som Mrs Schuster havde sagt om, at det ikke var min skyld, men jeg kunne ikke huske det, jeg havde ikke hørt efter.

Dagene gik, jeg besøgte Lilly mindre og mindre, jeg blev hjemme fra skole i længere perioder. Det var hårdt, jeg græd mere og mere. Jeg kunne ikke mere, skyldfølelsen blev større. Jeg kunne ikke klare det, jeg cyklede ud til byens bro, jeg kiggede på mit ur, klokken var syv, nu varede det ikke længe. Jeg havde brug for en afslutning, en ende på mine lidelser. Stenene på jernbanen under broen begyndte at rasle, jeg kunne høre toget. Jeg lagde min cykel og cykelhjelm i vejkanten, og stillede mig helt ud på kanten af broen. Toget kom tættere og tættere på, jeg tog en dyb indånding, og sprang. Alt blev sort. Jeg kunne høre mit navn gentagende gange, jeg åbnede øjnene, og mødte de flotteste blå øjne, som var klistret fast på det flotteste blege ansigt, med det flotteste lyse hår. Lilly. Hun var iført de samme sorte jeans, hættetrøje og sko, som den aften hun døde. Rundt omkring os var der helt hvidt, næsten som om vi stod i et rum, der var malet helt hvidt. Hverken en indgang eller udgang. Ingenting. Jeg løb hen, og omfavnede hende, hun grinte. Jeg trådte et skridt tilbage, og brød ud i gråd. Jeg undskyldte, og bad om tilgivelse. Lilly gik hen til mig, og sagde, hun ikke bebrejdede mig, men sig selv. Jeg fortalte hvor meget, jeg havde savnet hende, og at jeg havde besøgt hendes gravsten nogle gange. Lilly strøg min kind, kiggede på mig, og hviskede, at hun bare var glad for, at vi var sammen igen, og at vi skulle være sammen for evigt.

 

 

**Tusind Tak fordi i gad at læse min historie, det er egentlig en skoleopgave, som jeg tænkte at jeg ville lægge ind på movellas, hvilket jeg også har tænkt mig at gøre fremover:D Jeg vil meget gerne høre hvad i synes om den (gerne også de andre jeg har skrevet)

Er altid åben for konstruktiv kritik, men bevar det pæne sprog. Vil også meget gerne høre hvad der var godt<33 tak på forhånd.

Hvis i har ideer til andre historier jeg kunne skrive, vil jeg meget gerne høre dem og skrive dem.**

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...