You Think So.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2015
  • Opdateret: 7 feb. 2016
  • Status: Igang
18-årige Adelie, har levet med sin far og storebror, som aldrig var hjemme, i London i 10 år indtil hendes far hængte sig selv. Derefter blev Adelie selvstændig efter sin egen mening, og begyndte at drikke. Fik en kæreste hun senere hen i livet fortrød 100p, men mødte også denne Harry Styles og hans gruppe One Direction. Kunne de få hende op med humøret? Hjælpe hende? Eller gøre det værre? Følg med i 'You Think so' og se hvad der vil ske :)

2Likes
8Kommentarer
298Visninger
AA

1. The meet.

Blodet pumpede hurtigt rundt i min krop, mens det normalt høje musik, kun var som mumlen i mine ører. Den klamme smag i min mund skyllede jeg ned med det sidste i den fantastiske drink, for derefter at kigge rundt igen, efter Mindy. Hende hvis forældre har taget sig af mig siden min far 'gik bort', hvis man kan kalde det, det.

Mindy var ingen steder at se, så jeg bevægede mig langsomt op mod baren, eftersom den klamme smag var begyndt at vende tilbage.

"Hey - Er det ikke over din sengetid?" Sagde en hæs stemme pludselig bag mig. Efter den lille lamme sætning kunne man også høre nogle grin. Klamme brittere altså. Deres accent. Derfor kunne jeg høre de var fra Britannien.

Jeg vendte mig langsomt om og opdagede så til mit uheld, at 5 über lækre drenge stod og kiggede på mig. Jeg er high, okay? Den ene med brunt hår og brune øjne, en anden med brunt hår og blå øjne, så var der også en med brune øjne og sort hår, kun én blond, og så var der ham der kom med lorte-kommentaren. Krøller og grønne øjne. Selvfølgelig! Jeg hader krøller... Altså fra denne her aften af.

"Hvad med et, nej?" Svarede jeg koldt og kiggede ham fyren med krøller i øjnene, med et løftet øjenbryn.

"Rolig. Jeg spurgte bare for at få en samtale i gang." Han kørte en hånd igennem sit hår og rækkede den så hen imod mig som en hilsen. "Harry". Jeg studerede navnet Harry lidt, imens jeg bare kiggede på hans hånd. Hvem ved hvor den har været sidst? Jeg tager den i hvert fald ikke.

"Mit navn er Adelie" Sagde jeg så efter noget tid og fjernede blikket op på hans ansigt igen. Harry irriterede mig en smule. Hvem ved hvorfor? Jeg er Adelie. Jeg bliver irriteret over de mindste ting. Og så kender du så hele min livshistorie. Eller noget.

"Såå, har du et telefonnummer?" Spurgte Harry tøvende og fjernede hurtigt sin hånd fra hilse-position.

"Tro mig sweety, du gider ikke blandes ind i mit skod liv, i promise you..." Sagde jeg i et så overbevisende toneleje at han sendte mig en medlidende blik. Altså? Hvor gammel var han lige? 70? Det var nu alligevel ret sødt.

"Må... Må jeg høre en smule om dit... 'Skod liv'?" Spurgte han nysgerrigt men også lidt sjovt om. Han troede sikkert bare jeg var endnu en teenager som var sur over jeg ikke måtte drikke mere end 5 genstande for mine forældre. Men nej. Så nu skulle han nok få halvdelen af det hele. Også kun fordi jeg er pisse skæv.

"Er du klar?" Jeg ventede ikke engang på svar, før jeg begyndte hele min livshistorie - "Min far hængte sig selv da jeg var omkring de 10 år. Det var også cirka deromkring jeg begyndte at drikke. Jeg kender ikke min mors navn. Min bror vil ikke dele en skid med mig. Nårh ja, min bror, han lever i en lille ussel lejlighed, i frygt for at min sindsyge eks, skal komme og slå ham ned igen, så han skal bruge flere penge inde på hospitalet. Og ja, du får sikkert kun det her at vide fordi der er en eller anden idiot der har proppet drugs i min meget velsmagende drink. Og så er mit ene næsebor også en smule større end det andet-" Før jeg nåede at vise ham det, kunne jeg mærke en meget kvindelig hånd om min overarm.

"Bare fordi du er skide fuld betyder det altså ikke du skal stå og give alt om dig selv ud til totalt fremmede!!" Der var Mindy. Okay, hun fandt mig. Jeg fandt ikke hende. Hun er bossen... Eller... Noget.

"Jamen... Hvor bor du så?" Harry lagde hovedet på skrå og fik hurtigt min opmærksomhed igen.

"Hos hende her. Hendes forældre er skide søde! Du skulle tage at møde dem!!" Råbte jeg pludselig helt muntert og smilte til ham, imens jeg pegede på Mindy. Forresten, har jeg sagt at hun elsker mig?

"Er du okay, egentligt?" Spurgte han så pludselig helt omsorgsfuldt så jeg fik helt lyst til at kaste op.

"Life is a bitch. It just hits somebody Harder than others" Var det sidste jeg nåede at sige til ham før jeg blev hevet med ud i flokken af mennesker på dansegulvet.

"Vi tager hjem nu" Skreg Mindy og holdt godt fast, stadigvæk om min overarm.

***

Harry's synsvinkel:

Endelig fik jeg vendt mig om mod drengene igen som bare sad og så måbende på mig. Jeg havde det på fuldstændig samme måde. Jeg fik det helt dårligt på hendes vegne. Haters er jo ingenting ved siden af det der. Og det var garanteret ikke det hele.

"Fuck, det er trist for hende. Hun er ellers lækker..." Niall's kommentar gjorde ikke ligefrem stemningen bedre, men alligevel erklærede vi os alle enige i havd han sagde.

"Skal vi ikke bare tage hjem i min og Louis' lejlighed og se film? Jeg har det ærligtalt ikke særlig godt" Sagde jeg, hvilket var helt sandt. Det er meget muligt hun var så skæv at hun skulle til at vise mig hendes næsebor, men da hun sagde det sidste med life is a bitch, havde jeg virkelig bare lyst til at kramme hende.

***

Vi var hurtigt hjemme, så det var bare skoene af og så smide sig i sofaen med en pose sourcream & onion chips, tænde fjernsynet og æde.

"Mit humør er bare ruineret" Sagde Louis pludseligt. Jeg fjernede blikket fra fjernsynet og kiggede istedet på Louis med munden fyldt med Chips, for at proppe flere ind i kæften. Mig og drengene havde det med at sige ting lige ud til hinanden, fx som hvis man sur over noget, så man ikke skulle til at læse mellem linjerne.

"Hun kunne umuligt være mere end 18!" Udbrød Niall også pludseligt efter lidt stilhed igen.

"Niall, men må mindst være 18 på et diskotek. Så jeg hentyder bare til at hun nok er 18 så." Jeg kigger over på Liam. Var det kun mig der også blev en smule nysgerrig da hun fortalte mig hendes livshistorie?

"Jeg skrider i seng" Louis rejste sig og skred ud i gangen. Sikkert for at lægge sig ind at sove. Vi andre erklærede os enige, men jeg havde ikke tænkt mig at sove. Jeg ville ud og drikke mig i hegnet. Det var lige det jeg følte for. Så skulle det også være på den fuldstændig samme klub. Gæt hvorfor?

Adelie's synsvinkel:

"Nej! Mindy, vi er næsten lige kommet! Jeg tager ikke med hjem nu" Råbte jeg af hende så hun slap sit greb om min arm og kiggede sukkende på mig, "Typisk dig altså! Nej, Adelie. Vi har været her i 2 timer!!" "-Det er ingenting! I promise you babe." Jeg havde virkelig brug for noget mere at drikke!

"Så tager jeg hjem. Du betaler selv for en taxa" Sagde hun så inden hun halvløb ud. Der stod jeg så og kiggede i lidt tid, før det gik op for mig hvorfor jeg blev.

Jeg havde nok drukket 3 genstande og danset lidt, før der pludselig var en irriterende hæs stemme der ligesom fangede min opmærksomhed.

"Hvor er din veninde?" Spurgte han. Ham der Harry. Jeg hader at sige hans navn. Men det er kortere end - Ham-Der-Den-lækre-dreng-jeg-mødte-på-klub-cornelia-i-London.

Okay glem lige det der med lækre. Det kom bare lige med. Jeg er drunk, okay?!

"Hun skred hjem. Hun mente vi havde været her længe" Svarede jeg koldt og bundede min drink. Jeg havde snart ikke flere penge på mig, og jeg måtte altså have lidt mere, så jeg ender sikkert med at gå hjem.

"Bor du langt væk?" Spørger Harry så. Ej, virkelig? Så jeg måske ikke den komme? Hvorfor fanden er han her stadig?

"Okaaaay, Hej über stalker?? Har du da tænkt dig at komme og voldtage mig?" Spurgte - svarede jeg sarkastisk og grinte lidt for mig selv. Harry grinte så med selvom det var en lorte joke, men altså, hvis han syntes jeg er sjov, så lad ham gøre det.

"Nej, det var bare hvis du boede langt væk, så hvordan du havde tænkt dig at komme hje -" "-Jeg kør' bare i min lækre bil" Lige nu lavede jeg de vildeste jokes, som i kan høre. Men jeg kunne ikke lade være. Han var fremmed, og så bekymrede han sig om hvordan jeg kom hjem? Jeg kommer til at tro mere og mere at han er en 70-årig der bare holder sig skide godt.

"Lækker bil? Er du rig?" Grinte han og fastholdte blikket på mig. "Meget rig. 100kr om ugen. Det kaldes lommepenge" Jeg grinte med ham. Og der stod vi i noget tid bare og grinte og snakkede imens jeg lavede de mest platte jokes ind imellem, (som han rent faktisk grinte af) Det er vildt ikke? Folk plejer at sige til mig, at jeg skal holde min kæft eller i det mindste sige noget der gav mening. Så venlig er mine tætteste...

"Men helt seriøst, skal jeg ikke køre dig hjem nu?" Så brød Harry alt det sjove med sit 'seriøse' spørgsmål. Jeg kiggede først lidt uforstående på ham, indtil det var sivet ind hvad han lige havde spurgt om.

"Det må du da godt. Bare du ikke kidnapper mig" Svarede jeg og fniste lidt, men holdt øjenkontakten.

"Det skal jeg nok prøve at lade være med" Blinkede han og sendte mig et charmerende smil, før han slog armen om mig, og begyndte at trække mig ud igennem folkemængden.

Vi sad endelig i hans røde fede bil som nok har kostet over 1.000.000kr. Men altså. Så passer den jo til mig *blink*

Jeg er fuld okay.

Han startede den og kørte ud fra parkeringspladsen, og så tog han sig tid til at spørge mig - "hvor bor du så? Igen?"

"Øhm.. Det er jo... Et godt spørgsmål??" Svarede jeg og pillede ved mine negle. Hans blik brændte mod min hud, og det var også derfor jeg kiggede op.

"Er du seriøs?"

"Nej. Jeg snyder bare"

"Hvor bor du så?"

"Øhmm... Det har jeg svaret på!"

"Jamen så kommer vi jo ikke videre?"

Og sådan endte vi hjemme i Harrys gigantiske lejlighed.

***

Jeg kunne sagtens mærke næste morgen at jeg ikke havde fået fjernet min make up, eftersom mine øjenvipper & læber klistrede sig sammen hver gang jeg blinkte eller gabte. Jeg lod mit blik glide ned af mig selv, hvor jeg mødte en for stor t-shirt & intet andet end underwear indenunder.

"Det løgn" Hviskede jeg træt. Endnu en gang var jeg endt hjemme ved en eller anden Random fyr. Jeg kunne ikke huske en skid, men jeg plejer da at vælge de flotte. Stol på dig selv Adelie.

Jeg listede ud i en nymoderne lys gang, hvor jeg begyndte at kunne høre stemmer. Var der flere af dem? High five.

"Hun kunne ikke huske sin adresse, så jeg følger hende hjem idag" Snakkede de om mig? Eller, det gjorde de vel. Det lyder ellers som mig at glemme sådan noget.

Jeg nåede hen til åbningen og gik ind i et kæmpe køkken/spisestue rum, hvor der kun stod én dreng, men en telefon op til øret. Harry. Nu kunne jeg sgu' godt huske ham da jeg så ham. Den satans briter.

"Hun er stået op nu. Vi ses." Sagde han stille ind i telefonen, mens han havde øjenkontakt med mig, hvorefter han lagde på.

"Har du sovet godt? Er du sulten?" Spørgsmålene gjorde mig forvirret, eftersom jeg havde de vildeste tømmermænd. Det var bare en orkan der gongede min lille hjerne rundt inde i min hovedskal. Og jeg kunne først mærke det nu, hvilket resulterede i dårligt humør.

"Jeg har sovet godt. Men nu har jeg det dårligt" Svarede jeg hurtigt og koldt før jeg kunne mærke orkanen på vej ned i min opfyldte mavesæk. Og derfor fløj jeg ud i gangen igen for at finde et toilet, som jeg heldigvis fandt før alt indholdet var ude.

Harry var hurtigt bag mig for at holde mit hår. Han var ikke så sart? Undskyld fordi jeg kaldte dig en satans briter. Du er sgu' god nok.

"Er du okay? Skal jeg hente et glas vand? Eller noget andet? En tandbørs..."- "IKKE SÅ MANGE SPØRGSMÅL!" Afbrød jeg råbende, fordi jeg havde det så dårligt. Og nu fik jeg også dårlig samvittighed.

"Undskyld." Var det eneste Harry sagde hviskende, men blev ved med at holde mit hår.

Jeg havde endelig ikke kvalme-fornemmelsen mere, og derfor lånte jeg mig tilbage, så jeg kunne sidde op ad muren.

"Undskyld. Et glas vand tak" Afbrød jeg stilheden. Nu havde jeg rigtig dårlig samvittighed. Jeg kendte ham ikke. Han hjalp mig. Jeg råbte ad ham. Ikke fair, og sådan er det bare.

Han kiggede lidt forskrækket på mig, men smilte så.

"Intet problem. Jeg kender følelsen. Et glas vand på vej!" Og så var han ude ad badeværelses døren. Og der sad jeg. Helt efterladt og alene. Og ventede på et glas vand... Okay, det var ret komisk.

Han var ellers hurtigt tilbage og sad på hug foran mig og smilede mens jeg drak et glas vand. Det varede faktisk ret lang tid.

"Gør det ikke ondt i dine ben? Hvis jeg sad i den stilling i så lang tid, ville jeg få krampe eller sådan noget" Røg det ud af mig. Det var lidt bizart han bare sad på hug og studerede mig som om jeg var det mest spændene dyr på jordkloden.

Han brød bare ud i grin, men satte sig så også helt ned på røven. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik også mig til at slappe mere af. Måske så det bare anstrengende ud sådan som han sad før.

"Du er faktisk ret smuk, selvom du sidder og har lidt bræk i mundvigende og drikker vand ved siden af mit toilet, med mascara smurt rundt i hele hovedet"

"Det tager jeg som et kompliment."

"Det skal du også"

"Du er faktisk ret flot, selvom du har kæmpe morgenhår, og sidder ude på et badeværelsesgulv med lidt tandpasta i mundvigene og joggingbukser på"

Harry smilte lidt større, og undslap et fnis.

"Det tager jeg som et kompliment"

"Det skal du også"

Vi kunne pludselig høre en dør der åbnede sig hårdt, og nogle grin, hvilket fik os begge til at miste øjenkontakten og rejse os op.

Vi nåede ud i gangen, hvor resten af drengene som var med igår var kommet ind af døren.

"Kæft i ligner lort" Grinte fyren med det brune hår og de blå øjne. Men han fik hurtigt et puf i siden af ham den blonde.

"Niall" Sagde den blonde og rakte sin hånd frem imod mig.

"Jeg tror ikke du gider røre ved mine hænder" Svarede jeg og kiggede op på hans ansigt igen, og så han kiggede på mig som om jeg var klam.

"Altså..." Nej, hvad troede han om mig? Nu tror han fanme jeg sikkert har ligget og... Jeg gider ikke engang skrive det.

"Nej! Ikke på den måde!" Grinte jeg og havde bare lyst til at kravle væk i et hul. Men hans ansigtsudtryk ændrede sig heldigvis hurtigt til et sjovt et igen.

"Jeg hedder Louis" Sagde ham som førhen havde sagt at vi lignede lort. "Nu hvor du siger din hånd er klam så..." Han krammede mig? Stop. Nej. Forkert. Skrid. Hvad har du gang i?

"Okay. Hej Louis" og så grinte jeg et akavet grin. Typisk fucking mig. Nogen der har et bat? Nej? Okay.

"Jeg er Liam"

"Og jeg er Zayn" okay. Det var ikke kun mig der var akavet her, for ham her Zayn skulle selvfølgelig lave verdens mest akavede vink, som derefter fik ham selv til at klø sig i nakken.

"Ja. Jeg er Adel..."- "Adelie" afbrød Louis mig.

"I ved det allerede. Selvfølgelig" Hvorfor det ikke undrede mig? Fordi alle i fucking London kender mit navn. Jeg bliver kaldt Adelie?-hende-den-pisse-stive-sjove-og-akavede-pige-som-du-kan-møde-næsten-hver-dag-i-Londons-klubber-klokken-sent-om-aftenen/natten.

Det kalder i mig også bare fremover hvis det er det i en dag føler for. Det med sjove... Det fandt min fantasiven på.

"Er der ikke noget at spise?" Spurgte Niall pludseligt om.

"Enig"

Og jeg fik opmærksomheden.

"Jeg gjorde mig bare enig? Jeg er sulten?"

"I køleskabet" svarede Harry og holdt blikket på mig.

"Surprise" Sagde jeg og gik ind mod køkkenet hvor Niall fuldte lige bagefter.

-----------------------

Første kapitel::)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...