You Think So.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2015
  • Opdateret: 7 feb. 2016
  • Status: Igang
18-årige Adelie, har levet med sin far og storebror, som aldrig var hjemme, i London i 10 år indtil hendes far hængte sig selv. Derefter blev Adelie selvstændig efter sin egen mening, og begyndte at drikke. Fik en kæreste hun senere hen i livet fortrød 100p, men mødte også denne Harry Styles og hans gruppe One Direction. Kunne de få hende op med humøret? Hjælpe hende? Eller gøre det værre? Følg med i 'You Think so' og se hvad der vil ske :)

2Likes
8Kommentarer
294Visninger
AA

2. Party Hard.

Vi sad alle om bordet. Mig og Harry iført nattøj, imens vi spiste boller og drak juice. Jeg fatter ærligtalt ikke hvordan de kan leve med ost & alt det der kedelige pålæg. Jeg vælger altid pålægschokolade & nutella. Hvis de ikke har noget af det, så smør som smelter ned i bollen. Bare kald mig klam, men jeg elsker det.

"Hvad hedder din bro... Har du en hund?" Spurgte Louis. Han havde sikkert glemt historien fra i går, og så husket den igen, og blevet bange for jeg ville blive sur hvis man spurgte ind til det.

Jeg grinte først højlydt og rystede så på hovedet for så at tage en bid af en bolle, og svare på Louis spørgsmål. "Altså, det er jo ikke fordi jeg sætter mig til at stortude fordi i spørger ind til min lorte familie. Men nej. Jeg har ikke en hund. Og min bror hedder William"

Louis nikkede bare og spiste videre mens Harry sendte mig et udspekuleret smil, og begyndte at prikke til mig under bordet. Først i siden nede ved hoften. De andre lagde ikke mærke til noget, de sad bare og snakkede om alt muligt fodbold pis.

"Stop det" hviskede jeg så kun Harry kunne høre det.

Han prikkede mig i siden igen så jeg hoppede lidt i stolen. Det vil sige det samme som at råbe OPMÆRKSOMHED. Derfor fik jeg opmærksomhed.

"Nårh, har jeg ikke fortalt jer endnu jeg bliver totalt hyper af gluten?" Sagde jeg sarkastisk og sendte Harry et ondt blik, mens jeg selv fik mærkelige blikke fra de andre.

"Bollerne er glutenfri?" Udbrød Liam pludselig, og tog en bolle op i luften og viftede med den.

Jeg kiggede rundt på dem alle som så helt forvirret ud. Undtagen Harry som lignede han ville bryde ud i grin når som helst.

"Har i aldrig hørt om sarkasme?" Spurgte jeg så og kiggede rundt. Really?

"Jo? Det lød ikke sarkastisk?" Zayn kiggede stadig forvirret på mig.

"Åh gud. Man kan sgu' da ikke blive hyper af gluten. Tænk." Grinte jeg og kiggede stadig rundt på de forvirrede ansigter som langsomt ændrede sig til normale igen.

"Nårh nej, lad os komme videre med at spise" Niall var allerede igang med at spise igen. Selvfølgelig var hans kommentar at vi skulle spise. 'Lad os spise' er bare en Niall-ting. Den er med i hver anden sætning der kommer ud af hans mund. Mad. Det undrer mig ikke. Mad er godt.

Pludselig begyndte min mobil at ringe, og hen over skærmen stod navnet Mindy. Forhelved altså!! Jeg satte to finger op som skulle vise det bare ville tage to minutter, og så tog jeg telefonen og gik ud i gangen.

"Hvor fanden er du?" Råbte Mindy ind i røret så jeg blev nødt til at tage den lidt væk fra øret.

"Hjemme ved... Hjemme ved... En ven" Løj jeg eller løj jeg ikke? Harry var jo en 'ven'?

"Kom hjem nu" Sagde hun pludseligt helt roligt. Jeg nikkede bare og lagde på. Selvfølgelig kunne hun ikke se mig nikke, men hun burde kende mig godt nok til at hun vidste jeg gjorde det.

"Jeg tager hjem nu" Jeg begyndte at bære min tallerken ud i køkkenet.

"Bare stil den på bordet igen. Ved du overhovedet hvor du er?" Spurgte Louis og sendte mig et sjovt blik, hvilket irriterede mig. Lad være med at spørge hvorfor.

"Det finder jeg vel ud af" Svarede jeg koldt, og hørte ikke efter hvad Louis sagde, så jeg stillede tallerkenen ud i køkkenet.

"Hvor er min kjole fra igår?"

"Inde på kommoden ved siden af sengen, men vil du ikke have noget andet på end den?"

"Stramme kjoler er rent faktisk noget af det eneste der ikke irritere mig" Smilte jeg falskt og var allerede på vej ind på soveværelset jeg havde sovet på. Hurtigt trak jeg i kjolen og gik ud i gangen for at tage de hvide stan Smith sneakers på, som jeg også havde på igår. Nu undrer du dig sikkert over jeg ikke havde stilletter på, men forklaringen er, at for det første får jeg alt for tynde ben i dem, og for det andet ligner jeg så også en pose i dem.

Derfor er det bedre med flade sko.

"Skal jeg ikke køre dig hjem?" Den hæse stemme var ikke til at tage fejl af, så jeg vendte mig ikke om før jeg bare trak på skuldrene.

"Lad nu være med at være så beskeden, Adelie. Jeg kører dig hjem." Og så åbnede han døren, og som en rigtig gentleman lod mig komme ud først, og så kørte vi ellers bare.

Vi var nået til min venindes hus, og Harry kørte ind i indkørslen.

"Tak for turen" jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne slå mig selv i hovedet for det. Jeg lød fucking trist. Nej. Facade? Hvor helvede er du?

Jeg tog selen af, og var lige ved at stige ud af bilen, men inden kunne jeg mærke et stramt grab om mit håndled, så jeg kiggede hurtigt ind i bilen igen, hvor Harry var lænet et godt stykke hen over det sæde jeg havde siddet på.

"Må jeg få dit nummer?" Bad han, og kiggede på mig med alvorlige øjne. Jeg rakte ham bare min telefon så han selv kunne taste det ind.

"Vi ses" Harry rakte mig min telefon igen, som jeg smuttede ned i lommen.

"Vi ses" Smilte jeg halvt, og lavede et akavet vink som hurtigt fik Harry til at smile stort, tænde bilen og kører væk.

"Hvor fuck har du været?!" Var det første jeg fik smidt i hovedet da jeg kom ind ad døren, hvilket irriterede mig på det groveste, og derfor kom det her- "VED EN FUCKING VEN HAR JEG SAGT!" Lige nu var jeg bare træt af Mindy. Hun var irriterende. Irriterende. Irriterende er ikke et stærkt ord. Det er et godt ord. Mindy, du er irriterende. Hvis bare jeg så kunne sige det til hende.

"Adelie. Du lyver"

"Vel gør jeg ej"

"Du har sgu' ingen andre venner end mig" Hvem fuck troede hun at hun var? Nu ville jeg virkelig gerne have det bat, jeg manglede det. Det skulle bare ikke bruges til mig.

"Mindy" sagde jeg roligt-"du pisser mig af" og så trampede jeg op ad trappen og smed mig i min seng. Rigtig teen herover i hjørnet.

Der lå jeg. I et kvarter eller sådan noget, indtil jeg ville have et bad. Derfor tog jeg et bad. Jeg overrasker konstant, var?

#imorgen? Club cornelia?#

Tiggede det ind på min telefon mens jeg var igang med at få min kjole af.

#hvem er du?#

#Harry#

#selvfølgelig så :) kl 21#

#aftale;))#

Så fik jeg tøjet ordenligt af, og trådte ind i brusekabinen under det varme vand. Kæft det var ligesom at blive befriet fra alt vreden.

***

Musikken på mit værelse spillede højt, imens jeg stod og lagde min make-over til i aften. En aften med Harry. Det ville enten ende forfærdeligt eller fantastisk. Jeg har krydsede fingre, tæer, hår, læber, øjne og hvad fuck man nu kan krydse mere.

*bank*

"Der er aftensmad" Lød Kirstens altid søde stemme. Men jeg var ikke Kirsten-barn. Iskold. Iskold Adelie.

"Lad være med at spilde mad på mig lige nu. Det kommer alligevel op igen i nat, 100p" Svarede jeg og dansede videre til den høje musik. Døren åbnede og Kirsten kom ind og kiggede på mig med et medlidende blik.

"Det er søndag søde, du skal i skole imorgen" Sagde hun bekymrende og kiggede bedende på mig.

"Det er sgu' da langmandag eller sådan noget" Svarede jeg ligegyldigt og stod stadig foran spejlet med makeuppen.

"Det hedder Langfredag, og imorgen er der altså ikke en eller anden helligdag."

"Gå ud. Du er ikke min mor" Jeg var ond mod hende. Måske. Hun kunne også bare høre efter! Imorgen er det lang mandag. I hvert fald for mig. En undskyldning til læreren. Ha! Pikhoveder. Hænderne op hvis i hader alle jeres lærere, og min hånd fløj op i luften. Total overraskelse med glimmer og alt det der pis og så videre ud i livet...

Henne ude foran klubben står Harry allerede og venter. Kun Harry. Ikke One Direction, men Harry. "Halløj" smilte jeg og kom tættere på. "Du er lækker-" "-det var jeg også før puberteten, Harry. Du behøves ikke fortælle mig det" afbryder jeg ham og svinger mit hår bagud, rigtig diva agtigt.

"Undskyld" griner han så og trækker mig med indenfor. Lige da jeg er kommet indenfor er den første tanke, 'altså, ligger alle bare og dyrker total hed...' For der er fanme varmt. Jeg sveder som en fucking metal-ske, altså. Hvad fanden sker der?

"Der er pisse varmt" siger jeg og hiver lidt ud i min kjole. Det værste til fester er simpelthen hvis man kommer til at svede så meget at man for en plet på ryggen, og bare håber på ingen ligger mærke til det. Ellers er det sådan lidt-"jeg danser bare her i min driv våde sved kjole... Alene fordi jeg lugter af våd hund..."

"Ja, der er varmt? Er du ikke lidt blevet van til det?" Spørger han og kigger på mig.

"Nej. Jeg bliver ikke van til at svede Harry" jeg så irriteret på ham så jeg fik et sjovt og forvirrende blik tilbage. På en måde var jeg rigtig irriteret på ham, og på en anden ikke. Harry er flink, men alle og alt irritere mig hvis ikke i har lagt mærke til det.

Det eneste der skal til er at sige noget eller gøre noget forkert, og så har jeg sat full bitch mode på on. Derfor elsker alle mig. Alle.

Efter noget tid kunne jeg mærke at min blære var helt fyldt. Altså helt. Det vil sige nærmest kravle ud til toilettet, ellers bliver det en automatisk tændende vandhane, og når der er så mange mennesker overalt, er jeg rimelig sikker på at den tænder med det samme. Ikke fedt. Derfor valgte jeg at presse mig sammen til en fucking vindrue og vakle ud til dame toilettet.

"Er du okay?" Harry stemme var nogle meter bag mig, men jeg skulle bare ud på toilettet, så jeg nåede ikke at svarer.

Ved i hvad den bedste følelse i hele verden er? At tisse. Der var svaret. Imens man sidder der og fylder toilettet med 10 liter, kommer den der tanke-"tak Gud! Fordi du gjorde så jeg kunne fylde mig selv med nogle flere drinks"

Inden jeg når ud af min lille pis box, kan jeg høre den velkendte hæse stemme på den anden side af den lille plastik dør.

"Adelie? Er du okay" spørger Harry, og her står jeg og hiver mine trusser op. Er han seriøst kommet ud på dame toilettet for at spørge om det? Man går sgu ud på et toilet for at tisse, ikke for at tude. Jeg åbner 'lågen' og går ud.

"Jeg har det helt fint. Hvorfor?" Spørger jeg undrende om og går hen for at vaske mine hænder. Harry svaret ikke i starten men kigger så rundt for at tjekke at der ikke er nogen, hvor han derefter låser yderdøren så ingen kan komme ind.

"Fordi du ikke svarede mig. Jeg var da bange for at der vat sket noget" svarer han og kommer tættere på med sin drinks i hånden.

"Okay... Hej far? 70 år gammel" griner jeg sarkastisk, og vender mig om mod Harry så jeg står op af vasken.

"Jeg kan bare ikke lide hvis piger ikke har det godt" siger Harry ærligt, og stiller sig lige foran mig. Jeg nikker som respekt. Det har jeg ALDRIG hørt en dreng sige før.

Harry tager pludselig fat om mine hofter og trækker os helt sammen, og der rammer vores læber hinanden. Så står man der, lige indtil at der lyder en knirke lyd efter en dør. En af boxene er blevet åbnet og en rødhåret pige med fregner træder ud.

"Undskyld jeg nævner det, men det er altså et dame toilet" snerper hun imens mig og Harry trækker os fra hinanden.

"Det havde jeg aldrig haft en ide om hvis du ikke havde nævnt det" griner jeg og kigger snobbet på hende. Fuck hvor hun irritere mig. Og så er hun rødhåret. Jeg hader rødhårede personer. I hvert fald efter jeg har mødt hende her.

Vi gik ud fra dame toilettet som rigtig love birds med flettede fingre hvilket jeg fandt meget ukomfortabelt, men jeg gad ikke virke som en so og fjerne min hånd, lige indtil jeg så min ex, Casper stå oppe i baren og kigge på mig som en sulten ørn kigger på sit bytte.

Ikke et sekund efter min tanke var han allerede på vej ned mod Harry, med lange vrede skridt. Please sig det er løgn, hvis han har set os holde i hånden, så ligger Harry stort sansynligvis som en bunke mel på jorden lige om lidt...

"Hey!" Råber Casper ned mod Harry som hurtigt vender blikket mod ham. Casper tager fat i Harrys krave og trækker ham med udenfor hvor folk plejer stå og ryge. Jeg følger efter dem og prøver at trække lidt i Casper hvilket ikke går særlig godt.

"Det der er min dame. IKKE din" det sidste råber han ind i hovedet på Harry.

"Casper, stop nu" ber jeg og tager fat i hans t-shirt.

"Hold kæft, kælling" hvæser han og skubber mig væk. Idiot. Kan i se hvorfor jeg hader ham?

"Behandle hende ordenligt. Hun har ikke gjort dig noget" siger Harry og holder om Caspers arme for ikke at falde ned på gruset. Men han får bare en knytnæve lige i fjæset så han ikke har en chance for at blive oppe.

"CASPER" råber jeg og slår til ham, men han skubber mig bare væk.

Jeg må gøre noget. Jeg løber ind i klubben igen og henter en af de høje barstole, for at slæbe den hen af gulvet og udenfor. Jeg løfter den op og svinger den direkte mod Casper, så den rammer ham lige i hovedet og han besvimer. 2 High five til Adelie. Eller skulle jeg sige 2 High barstole til Adelie? Hold nu kæft jeg er kikset.

"Kom Harry" siger jeg og får Harry rejst op. Vi skynder os ud af klubben, mens vi er sikre på at Casper stadig er bevidstløs.

"Var det din sindsyge eks?" Spørger Harry og holder sig til kæben.

"Nej. Det er min søde og totalt forstående eks kæreste, som jeg så gerne vil have tilbage. Jeg syntes bare det er så frækt når han kalder mig kælling" Siger jeg sarkastisk og glor på ham som om han er dum.

"Undskyld" er det eneste der kommer ud af Harrys mund. Jeg kigger mærkeligt på ham. Hvad fanden siger han undskyld for? Det er sgu da ikke hans eks kæreste der lige er kommet og brækket min kæbe fordi jeg holdt ham i hånden.

"Lad være" svarer jeg og kan mærke en prikken i mine øjne. Okay? Jeg har ingen ide hvorfor mine tårer pludseligt vil ud nu. Måske fordi jeg er fuld? Måske fordi Casper kom? Måske pga at Harry sagde undskyld? Jeg har ikke den fjerneste ide, men jeg lader dem glide, fordi jeg ikke kan holde dem tilbage. Harry kigger helt bekymret på mig og ligger så en arm om mig.

"Hvad er der galt?" Spørger ham om og tører tårerne væk fra mit ansigt.

"Jeg ved det ærligtalt ikke" snøfter jeg, og smiler til ham med et lille grin, selvom tårerne sprøjter ud af fjæset på mig.

"Hey? Fortæl det nu bare" Harry beder virkelig om det. Det samme gør jeg.

"Hvis bare jeg vidste det Harry, så ville jeg med glæde fortælle dig det" smiler jeg til ham og tøre mine nye tårer væk selvom det ikke nytter. Der kommer bare flere.

"Skal jeg følge dig hjem?" Spørger han. Jeg ryster på hovedet. Jeg skal ikke hjem. Det gider jeg ikke. Harry kigger undrende på mig, men jeg kan egentligt godt forstå ham.

"Så tager jeg dig med hjem til mig" siger han efter lidt tid og strammer sit greb om mig. Det var lige det jeg gerne ville have han skulle sige. Det kan godt være det lyder mærkeligt, men nede ved Mindys forældre er ligesom at være fanget i et lille sort hul. Det er træls. Jeg hader det hus. Hjemme ved Harry føler jeg mig fri, mit liv bliver et fucking lys, hvis i forstår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...