De forsvunde børn

Syv piger for svinder fra byen, vil de to brødre finde dem. Og hvem er den forbande

0Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

1. De forsvunde brøn

De forsvundne børn.

Der var engang to brødre, de to brødre levede for længe siden i et land ikke så langt borte.

De red ind i den lille landsby, landsbyen lå øde hen.” Borger i Maledictus- vi er kommet for at hjælpe jer med jeres problemer.” Jacob kaldte, ekkoet var højt og tydeligt. Ud fra de små huse kom nogle af landsbyboerne, deres høtyve var rettet mod dem. “Vi er kommet for at befri jer fra jeres forbandelser.” Jacobs lød som en meget højt hævet mand, selvom han på ingen måde var det. De stod begge af deres heste. “Hvem er i” snerrede en af landsbyboerne. Det kom bag på dem begge, de kiggede en gang på hinanden. “Jeg er Jacob og det her er min bror Vilhelm, Vi rejser rundt i rigerne og hjælper folk med deres problemer som de enten ikke kan forklare eller hvor trolddom er indblandet.” Brødrene blev vist hen til kroen, der var næsten ingen. Der sad en gammel kone over i det ene hjørne, hun vinkede dem over. “Jeg hører at i vil hjælpe hos...s...så må i vist hellere få hele historien. Det sker hvert hundrede år.” Vilhelm rodet gennem hans taske for at finde han notesbog og sin skrivepen. “Det er skoven den er forbandet, hvert hundrede år tar den syv, det er altid syv piger. De forsvinder bare ud i det blå, nogle gange finder vi deres sjal eller kapper, men aldrig dem.” Vilhelm pen fløj hen over papiret, for at få alle detaljer med. Jacob træk nærmest Vilhelm ud af kroen, men før det var nået at komme ud, kom en mand stormende ind med en lyseblå i hænderne; han råbte og skreg, det var ikke til at forstå et ord af hvad han prøvet at få frem. De hælde et krus øl i ham og så begyndte han da ellers at tale. “ Hun er væk... væk skoven har taget hende.” Han brød ud i gråd og klamrede den lyseblå kappe ind til sig. “ Hun betød alt for mig, hun var det eneste jeg havde tilbage. Hjælp mig, jeg ber jer, bring hende tilbage.” De to brødre gik tilbage til den gamle kone. “Hvem kan vise os skoven.” Jacob så den gamle kone i øjne, hun vidste hvem der kunne hjælpe, men hun var bange for at sige det. “Der er kun..meenn” hun så tænksom ud. “ Der måske en der kan hjælpe jer” Jacob og Vilhelm sagde i munden på hinanden “Hvem, hvem kan vise os skoven” de kiggede underligt på hinanden og så tilbage på den gamle kone. “Den for..forbandede.” Hun spyttede, for at rense hendes mund. “hvor kan vi finde den forbandede”

Bank, bank, bank en unge pige. “Undskyld men er deres far eller bror hjemme” Vilhelm smilede stort. “Nej” hun smækkede smækkede døren. Jacob gik ind i huset, “Vi er kede af at vi får styre men vi leder efter Den forbandede” hun kiggede ikke på han hun stirrede bare ud af vinduet. “Så er i kommet til det rette sted” Hun vente sig, Jacob og Vilhelm kunne ikke forstå hvad hun mente. Ud fra deres spørgende ansigter, rystede hun på hovedet. “ Jeg er den der bliver kaldt den forbande. Hvad er det i skal bruge min hjælp til.” Efter mange spørgsmål og svar drog de afsted, på hesteryg mod skoven. De kom til skoven, det var som om at den stirrede på dem. “Hvor godt kender du skoven” Vilhelm var nervøs. “I finder ingen der kender den bedre, jeg er vokset op der” Hendes blik fortalte at hun tænkte tilbage. De satte deres heste i skridt og fortsatte ind i skoven. “ Hvorfor er det at man siger at skoven er forbandet” Jacob så på Den forbandede. “Det er fordi der engang levede en Dronning i et tårn i skoven, hun var opsat med sin skønhed og da pesten kom byggede hun tårnet. nogen siger at hendes ånd stadig er her, og at det er hende der styre skoven.” Alle i landsbyen kendte den historie. “Hvad hedder du, for du hedder vel ikke Den forbandede.” Jacob red op på siden af hende. “Jeg hedder Rosa” Hun viste ingen følelser. Rosa stod af hesten og tøjrede den til et træ. “Hvad laver du” Sagde Vilhelm. “Vi er nødt til at fortsætte til fods.” Så de fortsatte til fods, efter stykke til i tavshed, kom de til et tårn. “Er det her dronningens tårn”. Jacob stod med åben mund. “ja.” Bag Vilhelm kravle et lille egetræ hen over jorden. “Hvad var det” Råbte Jacob, han drejede rundt, men der var intet. Vilhelm tegne en skitse af tårnet i sin notesbog. “Vi skal gå nu, det er ved at blive mørkt.” Jacob og Vilhelm nikkede. Jacob og Vilhelm gik med den nedgående sol, for de var kommet med solen i ryggen. “Vi skal den her vej” Sagde Rosa og var på vej væk fra solen. “Nej vi kom med solen i ryggen, så vi skal gå mod solen for at komme ud.” Rosa rystede på hovedet. “skoven har det med at ændre sig.” Hun samlede en frø op “Hjælp os gamle mormor frø, hvilken vej skal vi” frøen hoppede ned og hoppede væk fra solen. “Stoler du på en frø” Jacob have et grin på læberne. “ja de kender skoven bedre end nogen anden. De fulgte efter frøen og kom som Rosa sagde ud til deres heste. De red til bage til Maledictus.

På anden dagen mødtes de med Rosa ved solopgang. De red mod skoven. Da de kom til skoven så den helt anderledes ud end dagen før. Den var mærker og de havde en følelse af at noget holdt øje med dem. Inde i skoven tøjrede de deres heste til et klippevæg. De fortsatte videre til fods. Rosa stoppede og kiggede ind mellem de tætte grantræer. Hun gik ind mellem træerne, med Jacob og Vilhelm i hælene. Rosa hæv et broderet forklæde ned fra en lav gren. "Jeg kender det her, det tilhøre en pige der forsvandt for en uge siden." De hørte en høj snerren længer fremme, de kiggede alle tre under træerne. Der stod en kæmpe ulv med gule øjne og blottede tænder. De satte i løb, de kunne se deres heste længer fremme. Rosa sad allerede på sin hest da Jacob og Vilhelm. De noget udkanten af skoven, med ulven ikke mere end en fod bag sig. Så snart de var var forbi trægrænsen, forsvandt ulv. De vendte rundt, men der var ingen ulv. Landsbyboerne var begyndt at blive mistænksomme, det fortalte brødrene at hvis de ikke snart fandt pigerne, ville de blive et hoved kortere.

På den tredje dags morgen mødes ved skovbrynet. De var ikke noget lang ind i skoven før de så en lille rød kappe, den hang fast i en busk. Da de nærmede sig kom der et vindstød, som blæste kappen længer ind i mørket. "Der er noget som ikke føles rigtigt." Vilhelm så rundt på de andre. "Husk på hvorfor skoven og landsbyen heder som den gør, der altid noget der ikke føles rigtigt." Rosas stemme var lav og mystisk. De fulgte kappen i lang tid. De var fremme ved det gamle tårn, kappen fløj let og elegant af den lille tårn vindu. "Vi må derop" Jacob var fast besluttet, så de andre fulgte efter han. Der var kulsort inde i tårnet, med et blev alle lysene tændt. Og til deres skræk stod de syv piger lænket til væggen, en af dem skreg. Jacob forundt og så en ung kvinde, hun havde en krone sat fast i sit sorte hår. Hun sprang frem mod Jacob med en dolk i hånden, Jacob trak sin egen dolk. Ham var hurtigere end dronningen og stak dolken i hendes hjerte, i det dolken boret sig gennem huden faldt hun sammen. Men i stedet for hendes krop lå der tusindvis af glasskår spredt ud over gulvet. De tog pigerne med tilbage til Maledictus. Da pigerne var tilbage i landsbyen, blev der holdt en kæmpe fest. De ændrede endda også navnet til Fortuna. Brødrene. Rosa og alle beboerne i Fortuna levede lykkeligt til deres dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...