Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
572Visninger
AA

9. KAPITEL 9

”HVAD?!” var alt Jason kunne sige. Han var chokeret og kunne ikke tro sine egne ører. Havde han lige hørt mig spørge efter stoffer, selvom jeg havde været stærkt imod det? Ja.
”Please, Jason. Jeg har virkelig brug for det. kom nu?” tiggede jeg. det føltes som om jeg ikke kunne klare noget, og jeg vidste at jeg blev nødt til at mødes med Benjamin, for at være helt sikker på at far var død og se hvad kommunen dog ville. Eller i det mindste vise mig, så de kunne se at jeg var i live og havde det godt.
”Mener du det seriøst, Cecilie? Det er virkelig ikke til at spøge med.” sagde Jason. Jeg nikkede.
”Jeg kan ikke tage nogle steder sådan her, så please? Jeg kan jo knap nok gå.” svarede jeg.
”Okay så, men du skal ikke ende sådan som mine venner ender. Er du med på det?” spurgte Jason. Jeg nikkede bare og han hentede hans lille lager. Man kunne tydeligt lugte at han havde røget en joint her til morgen, samtidig med at han var helt rød om næsen efter en omgang kokain. Han sørgede for at den første bane blev gjort klar og gav mig en slidt pengeseddel jeg kunne sniffe det op med. jeg tog den og gjorde som han viste, og sniffede det op med en pengeseddel. Jeg så på ham efter den korte bane var sniffet op.
”Du får ikke mere lige nu, skat?” sagde Jason.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg grådkvalt.
”Fordi det er bedst med en kort bane til at starte med, når man aldrig har prøvet det før, okay?” sagde Jason. ”Det kan ske at få fatale følger, hvis du får mere til at starte med. Det tager lige et par minutter før det slår til.”
”Okay.” sagde jeg og nikkede. Der var alligevel ikke så meget andet jeg kunne gøre lige nu. Vi så hinanden ind i øjnene, mens vi ventede på at det skulle slå til. Da det endelig gjorde, var det fantastisk. Intet kunne måle sig med det jeg nu oplevede. Jeg begyndte at små fnise og Jason gjorde det samme.
Alt hvad der lige var sket her til morgen forsvandt i en døs af ekstase. Jeg så på Jason. Så ham dybt ind i øjnene. Vores læber mødtes i et kys, så blødt, som roser på en eng. Alt omkring os forsvandt, mens vi kom op og stå, for at bevæge os ind i stuen. Vi stoppede ikke før vi snublede over en madras og fik os lagt ned på en madras. Ingen bekymringer, ingen tanker. Kun os. Lige her, lige nu.
Kyssene stoppede på intet tidspunkt. Selv ikke da Jasons hænder famlede sig vej ind under mit tøj, som han lige så stille fik taget af mig. Inderst inde vidste jeg godt hvor det her var på vej hen, men jeg var ligeglad. Jeg elskede Jason af hele mit hjerte. Lige meget hvad der var sket. Han var der når jeg havde brug for det, så han kunne gøre lige hvad han ville, når han ville.
Tøjet røg af os begge og vores kroppe begyndte at bevæge os i takt med hinanden. Mine hænder famlede sig frem, indtil Jasons hænder fandt mine. Han førte mig igennem det hele. Kyssede mig på halsen, på skuldrene, over det hele. Et støn tvang sig over mine læber, da han formåede at trænge ind i mig. Det stoppede mig ikke. Heller ikke ham. Selvom det føltes som en gennemgribende smerte. En smerte jeg aldrig havde prøvet før. Men det kunne ikke blive bedre.
Alt jeg så var ham. Hans krop. Bevægelserne der kørte ud i et. Intet andet virkede vigtigt. Mig og ham mod resten af verden. 
Da det sluttede var jeg hverken træt eller noget som helst. Jeg kunne sagtens tage en tur til. Men vi lå bare ved siden af hinanden og så hinanden ind i øjnene. Verden omkring os var stadig forsvundet. Sporløst væk. Alt andet kunne rende og hoppe.
”Er du okay, skattepige?” spurgte Jason efter et par minutters stilhed, og efter vi havde fået vejret efter den omgang,
”Ja, jeg er okay. Faktisk har jeg det helt perfekt.” smilede jeg henrykt. Jason kyssede mig midt på panden, og jeg lagde mig tæt ind til ham under det uldne tæppe.
”Det lyder godt. Det lyder til at det jeg gav dig hjalp på hvad end du følte.” sagde Jason.
”Ja, det kan du bande på. Jeg kunne ikke have det bedre lige nu.” sagde jeg. Han så mig dybt ind i øjnene. Alt var fryd og gammen. Og dog…
Min telefon ringede lige som vi var i gang med at kysse. Jeg så på displayet og indså at det – igen – var Benjamin, der gerne ville have fat i mig. Jeg tog telefonen, da det nok var den eneste måde at slippe af med ham, så hvad kunne jeg ellers gøre?
”Hvad er der Benjamin?” spurgte jeg direkte.
”Hvor er du? Jeg har VIRKELIG brug for at snakke, så PLEASE sig mig hvor du er. Du kan ikke lade mig alene om alt det her kaos.” svarede Benjamin.
”Kaos? Jeg har fandme levet i kaos lige siden Jasmin ankom, så kom ikke og belær mig om kaos.” vrissede jeg og satte mig op. Jeg så på Jason.
”Jeg har jo sagt at Jasmin er ude at mit liv. Kan du ikke huske det? Den dag vi mødtes på stranden og din fyr slog mit lige i ansigtet?” sagde Benjamin en anelse opgivende. Det var derfor han havde set så nedslået ud den dag.
”Helt sikkert, Benjamin, men det er jo en evighed siden.” svarede jeg.
”Kom nu, Cecilie.” sagde Benjamin. ”Jeg har virkelig brug for dig.”
”Som om du har Benjamin. Du har ALDRIG haft brug for mig. Det har ALTID været omvendt, men ikke længere.” svarede jeg surt.
”Helt ærlig, Cecilie. Kom nu. Vær dog ikke sådan.” sagde Benjamin. Ligesom jeg skulle til at svare, bankede det kraftigt på døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...