Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
606Visninger
AA

8. KAPITEL 8

Jeg vågnede hen på dagen, efter at jeg havde haft noget af en søvnløs nat. Til at starte med var jeg ret desorienteret, ift. at jeg ikke genkendte stedet i dagslys. Men jeg kom i tanke om at Jason havde taget mig med hen i hans barndomshjem, som lignede en omgang bras.
Der lå alligevel forskellige ting rundt i huset som vi kunne bruge og jeg fik muligheden for at få opladet min mobil. Der var nogen der havde fået den smarte ide at få genskabt strømmen, ved hjælp at naboen, der åbenbart var gode venner med Jason og lod os bruge hans strøm. Hvordan det kunne lade sig gøre, vidste jeg ikke. Men jeg var alligevel glad for at kunne bruge min mobil igen. 
Da jeg tændte den, lå der adskillige beskeder, både skrevne beskeder og talebeskeder, og ovenikøbet snapchats. Mine såkaldte veninder havde prøvet at få fat i mig, og min bror og endda kommunen. Pigerne havde skrevet diverse undskylds beskeder og ville gerne se hvordan jeg havde det. min bror til gengæld udviste massevis af bekymring, mens hans sidste besked var den værste. Han havde kontaktet kommunen, som havde ringet til mig ADSKILLIGE gange. 
Det Benjamin havde fortalt dem var at Jason og jeg var sammen, eller at han havde set os sammen. Samtidig med at Jason havde slået Benjamin.
Kommunen havde ledt efter mig med lys og lygte, for at sørge for at finde ud af hvad der var sket med mig. Jeg var fløjet under deres radar, så de på ingen måde kunne finde mig. Eller rettere sagt, så var jeg bare løbet hjemmefra. Nærmere flyttet hjemmefra, uden at have flyttet min adresse nogen steder hen.
Det var det kommunen havde fundet ud af via Benjamin og det at jeg havde meldt mig ud af gymnasiet, efter det kæmpe skænderi med de veninder jeg havde. De ville ellers gerne have fat i mig og finde ud af hvad jeg lavede. Men det ville jeg ikke lade ske. Ingen skulle vide hvor jeg var. Jeg ville jo bare gerne væk fra det hele. Benjamin havde svigtet mig. Veninderne hadede mig. Nu var kommunen efter mig, fordi jeg ikke lavede noget. Den ellers så stille og rolig opvågning var endt med det rene kaos i mit hoved. 
Jeg begyndt at hyperventilere og kunne ikke trække vejret. Jeg var bange. Bange for at de ville finde mig. Bange for hvad de ville gøre. Endnu en besked tikkede ind på mobilen. Det var Benjamin igen. Han skrev at han havde noget at fortælle mig, hvis jeg ellers ville ringe og give lyd fra mig. Han kunne ikke miste endnu en person, når han allerede havde mistet så mange. Hvad mente han dog med det?
Tårerne fik frit løb. Jeg både hulkede, hyperventilerede, dårlig vejrtrækning og nu det her? Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvad fanden mente Benjamin? Det var jo kun mor der var død. Af KRÆFT. Troels havde selv valgt at forlade os andre til fordel for et bedre liv et andet sted, mens vi måtte send vores far på psykiatrisk afdeling. Jeg var ude af mig selv. Jeg rejste mig op og gik rundt i rummet.
Til sidst endte jeg med at ringe til Benjamin. Jeg ville vide hvad han mente, lige meget hvad konsekvenserne var og hvad der end måtte ske. Jeg ville have svar. Da han endelig tog telefonen efter adskillige toner, kunne jeg ikke lade være med at give ham en ordentlig omgang.
”HVAD FANDEN SKER DER FOR DIG OG ALLE DINE BESKEDER! Hvad fanden mener du med at du ikke vil miste flere i din familie? Jeg ville stadig være der, hvis du ikke havde valgt Jasmin over mig til at starte med. Troels valgte selv at smutte, og mor havde ikke noget valg. Far er stadig på psyk, så hvad ind i HELVEDE er det du snakker om?” sagde jeg.
”Far er død. Han begik selvmord her i morges.” var det eneste han sagde. Det ramte mig lige i hjerte og jeg fortrød alt jeg havde sagt.
”Er far død? Mener du det alvorligt?” spurgte jeg med musestemme. Jeg var ikke sikker på om han hørte mig eller ej. Men luften var forsvundet fra min krop. Vi var forældreløse. Helt alene i verden. Jeg bemærkede ikke engang at Jason var kommet ind i rummet og havde stille sig ved siden af mig. Tårerne fik frit løb. Jeg kunne ikke styre det. Det gav ikke mening.
Min verden braste sammen. Min krop braste sammen. Alt omkring mig forsvandt, og kroppen summede af energi jeg på ingen måder kunne forklare. Jeg tabte mobilen på gulvet. Jason prøvede at komme i kontakt med mig, og Benjamin råbte nærmest i telefonen, for at komme i kontakt med mig. Intet hjalp.
Min far var død. Min mor var død. Troels havde afskåret familien. Jeg havde afskåret Benjamin. Alligevel havde han valgt at kontakte mig. Fortælle mig at vores far var død. Men selvmord? Hvorfor selvmord? Godt nok var han gået psykisk ned efter vores mors død, men selvmord? Det var på ingen måde til at fatte. Jeg havde fuldt og fast troet på at han ville blive rask igen. Komme tilbage til os. Blive en del af familien igen. Jeg troede at Troels ville komme tilbage igen. Men jeg tog åbenbart fejl. Grueligt fejl.
Jeg skreg igen. Skreg så højt og længe, som mine lunger kunne klare. Halsen brændte, men jeg blev ved. Smerter. Uendelig smerte. Endnu person jeg holdt af, var nu væk. Uden for rækkevidde. Ufatteligt. Så langt væk. Ude bag stjernerne, hvor jeg ikke kunne nå.
Jason hev mig op og fik liv i mig. Men kun halvt. Jeg var der fysisk, men mentalt var jeg lysår væk. Jeg kunne virkelig ikke mere. Det føltes ligesom den dag mor døde. Tomt. Forladt. Jeg var fortabt. Der var intet hverken Jason, Benjamin eller nogen anden kunne gøre. Min verden var brast sammen, og den kunne på ingen måde samles igen. Jason sørgede for at afslutte samtalen med Benjamin, selvom han på ingen måder kunne lide ham. De snakkede i et par få minutter, mens jeg bare sad på gulvet.
Jason ledte mig ud i køkkenet, hvor han havde sørget for at der var noget at spise, inden han havde hørt mig skrige den første gang. Jeg lod ham føre an, da min hjerne alligevel var gået i baglås. Jeg kunne intet gøre, hverken til eller fra. Alt jeg gjorde var mekanisk anlagt. Maden var bare noget der skulle spises. Intet andet.
Øjnene flakkede omkring, mens tankerne gjorde det samme. Alt omkring mig virkede så sløret, mens Jason bare snakkede til mig. Hvad han snakkede om, vidste jeg ikke. Jeg hørte på ingen måder efter. Det kunne alligevel være lige meget. Ligegyldigt. Jeg hadede alting. Hadede verden for dens grusomhed. Jeg havde bare lyst til at forsvinde herfra og aldrig komme tilbage. Lade verden forsvinde og ikke skulle have noget som helst ansvar. Hverken overfor Benjamin, kommunen eller nogen anden. Bare forsvinde. Tårerne løb stadig ned af kinderne mens vi begge spiste.
”Cecilie, kom nu. Sig noget. Bare et eller andet. Du gør mig altså VILDT bange og jeg bliver ellers ikke bange.” sagde Jason, men det hjalp ikke. Jeg var som forstenet. Alt jeg gjorde var bare at sukke og kigge på ham, som om han lige havde sagt noget vildt dumt. Jeg kunne ikke engang spise færdig, da alt stadig snurrede rundt. Det svimlede for mine øjne og peb for mine ører. Jeg rejste mig op. Prøvede at komme ud på toilettet. Vejrtrækningen var igen blevet til små hvæs og jeg kunne knap nok styre mine ben. Men alligevel formåede jeg at komme ud på toilettet.
Mad, væske, ALTING! Alt hvad jeg lige har spist, og mere til kom ud af mig. Jeg kunne på ingen måde stoppe, selvom det føltes som om at mine indvolde var på vej op. Jeg kunne intet gøre. Bare lade stå til. Jason var løbet efter mig, for at se om jeg var okay. Men jeg var på ingen måder okay. Alt var et stort kaos. Et kaos der på ingen måde ville ende inde i mit hoved. Da jeg var færdig, satte jeg mig med ryggen mod væggen.
”Kan jeg få noget af dit kokain?” spurgte jeg direkte

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...