Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
575Visninger
AA

7. KAPITEL 7

”Seriøst? Men det er jo det rene bullshit.” sagde Jason irriteret. ”Det kan du da for fanden ikke mene.”
”Jo, det kan du bande på, unge mand. Han har intet gjort, og det er jer to, der er gæster i huset, så det er tydeligvis jer der bliver nødt til at forlade stedet.” sagde politibetjenten. Både Jason og jeg måbede. Hørte vi rigtigt? Blev VI nødt til at forlade stedet?
”Men her betjent, det var Jonas der angreb MIG fordi han er afhængig af stoffer og troede at JEG havde taget hans lager, selvom jeg ikke har. Hvordan kan det give grund til at VI skal forlade stedet?” spurgte jeg forfærdet, men det var tydeligvis håbløst. Betjenten rystede på hovedet.
”Det er hans hus og han er tydeligvis ikke på stoffer. Han er den mest vel formulerende person jeg kender, og den mest velfungerende person i nabolaget. Det var tydeligt at noget var galt her.” sagde Jason. Betjenten kunne da næppe tro på det han selv stod og sagde. Kunne han? Men det var håbløst. Vi havde diskuteret med betjenten i over en halv time, hvilket betjenten ikke virkede glad for, da han virkede virkelig irriteret.
Betjenten var smuttet over til Jonas, for at se om han var okay, efter at vi havde opgivet at diskutere med ham. Der var åbenbart ikke andet at gøre end at finde et andet sted at crashe end her. Jonas var et håbløst tilfælde, som betjenten var lidt for optaget af. Jason og jeg listede os inden i huset, for at samle vores ting. Jeg troede vi kunne gøre det i et hurtigt snuptag, inden betjenten opdagede os, men Jason havde lige et ekstra ærinde i køkkenet.
”Hvad skal du nu, Jason?” spurgte jeg. ”Vi skal seriøst ud herfra, inden betjenten opdager os.”
”Rolig nu, sveske. Jeg skal bare lige have fat i mit lager bagerst i køleskabet.” svarede Jason nonchalant.
”Dit lager? Seriøst?” spurgte jeg. ”Har du et lager her?”
”Ja, det har jeg da. Jeg har et lager alle de steder jeg crasher.” svarede Jason surt. Jeg måbede og stod der bare, mens han hentede sit lager af stoffer ude i køkkenet. Utroligt. Vi kunne nå at blive fanget. Hvorfor skulle jeg også lige falde for ham? Men han var så dejlig og endelig en, der faktisk lagde mærke til mig og interesserede sig for mig, til trods for hans mærkelige sider.
Vi fik møvet os afsted og kom ud af døren, inden politiet så meget som fik fanget synet af os.
Vi satte hurtigt i løb, men hvor skulle vi løbe hen? Nu havde vi på ingen måde nogen steder at være, eller noget mad for den sags skyld.
”Hvor skal vi løbe hen?” spurgte jeg Jason i farten. Men han svarede overhovedet ikke. Han så slet ikke på mig, på nogen måde og løb bare afsted. Han satte endda farten op, hvorefter jeg prøvede at følge med, men jeg kunne på ingen måde indhente ham. 
Efter flere minutters løb, kunne jeg simpelthen ikke mere. Jason var nu ingen steder at se, efter at han havde rundet et hjørne, som jeg havde løbet ned af. Men nu var han væk. Hvor kunne han være blevet af? Jeg stoppede op og så mig omkring.
”BØHH!” skreg en stemme ud af det blå. Jeg hoppede op, af hvad der føltes som flere meter, og landede på røven ude på vejen. Jeg indså at det var Jason, der havde forskrækket mig.
”HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!” skreg jeg, hvorefter jeg gav ham en lussing. ”JEG KUNNE VÆRE BLEVET KØRT NED, HVIS DER VAR KOMMET EN BIL!!!”
”Ja ja, som om, lille skat. Der kommer ingen biler her, på det her tidspunkt. Så hvad er det lige du hidser dig op over?” spurgte Jason.
”Hidser mig op over? Seriøst? Hvad nu hvis der VAR kommet en bil, uden at du havde tænkt over det? Hvad ville du have gjort, hvis jeg var kommet til skade?” spurgte jeg hidsigt.
”Ja ja, lad os nu komme videre. Vi må hellere finde et sted at sove.” sagde Jason og gik videre. Som om han ikke lige havde forskrækket mig og risikeret min sikkerhed på den mest idiotiske måde. alligevel valgte jeg at følge efter ham.
”Seriøst, Jason? Du går bare videre, uden at svare på mit spørgsmål?” prøvede jeg, men stadig intet svar. Han opførte sig virkelig som en nar, uden nogen medfølelse overhovedet. Trætheden var endda virkelig begyndt at melde sig. Det var en blanding af at vi havde løbet, mine frustrationer og det at vi nu ikke havde nogen stedet at være.
”Så er vi her.” sagde Jason og pegede på et hus. Det så forladt ud. Ruderne var knuste, der var planker foran nogle af vinduerne og det så ud til at være på randen til faldefærdigt. Lidt på samme måde som hytten vi havde boet i tidligere, men her var bare mere plads. Selv taget manglede nogle tagsten her og der.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte jeg.
”Det er mit barndomshjem.” svarede Jason. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jason var vokset op her.
”Hvad er der sket her?” spurgte jeg.
”Hmm. Lang historie kort, så blev mine forældre skilt da jeg var 15. Det var en hård skilsmisse, siden min far var utro med adskillige kvinder igennem hele deres ægteskab, og min mor gik psykisk ned over det. Det resulterede i at hun prøvede at ødelægge huset med både vandskade og brand. Min far endte med at drabsforsøg på hende, da han havde bygget huset fra bunden. Min mor endte på psykiatrisk afdeling og min far endte i fængsel. Jeg endte til gengæld på gaden og huset her er evigt forladt.” svarede Jason. Hvis jeg troede det første var forbløffende, var det her en mavepuster af den groveste slags. Der var ingen ord i verden, der kunne gøre rede for det han lige havde fortalt. Hvad der så end var sket, måtte det have været en pinsel at have oplevet sådan noget omkring sine forældre. Hvordan kunne de dog svigte ham på den måde?
”Det er jeg virkelig ked af, Jason.” sagde jeg. Han nikkede bare og tog mig i hånden, for derefter at tage mig med hen til huset og indenfor. Jeg så mig omkring, mens han fulgte mig igennem huset og fortalte historier fra hans barndom. Jeg kunne ikke andet end at lytte, da han aldrig før havde åbnet sig for mig på den her måde. Jeg ville nødig sige noget, hvis han nu endte med at lukke ned igen.
Da han var færdig med rundvisningen, så han på mig med tårer i øjnene. Det havde været sværere for ham at genfortælle dette hele, end man lige havde troet til at starte med.
”Er du okay, skat?” spurgte jeg, lige så stille. Han nikkede bare og tog mig med ind i stuen. Der lå der et par madrasser og nogle dyner, som var spredt rundt i rummet. Det var tydeligt at der indimellem var nogen der overnattede her. Gad vide om han havde brugt stedet her, når han ikke havde været ude i hytten, i skoven? Jeg turde ikke spørge.
”Hvad siger du til at vi får noget hvile, inden solen står op?” spurgte Jason. Nu var det min tur til at nikke og vi lagde os ned på hver vores madras. Jason faldt ret hurtigt i søvn, mens jeg stadig lå vågen.
Tankerne startede lige så stille ud, med hvad Jason havde fortalt mig inden vi gik ind, og de ting han fortalte efterfølgende da vi gik rundt i huset. Han virkede så skrøbelig, og på en måde ved siden af sig selv. Det var en helt anden side af ham, som jeg ikke havde lært at kende før nu. Selvom vi dog alligevel kun har kendt hinanden i kort tid, føltes det alligevel som en evighed siden at vi mødtes i den hytte ude i skoven. Men på en god måde

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...