Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
594Visninger
AA

6. KAPITEL 6

”Jeg nægter at tro det. Hvorfor skal det absolut ske for mig?”, spurgte jeg grådkvalt. Jason trøstede mig, men havde ikke haft held, siden vi kom tilbage til hytten. Det der skete på strande virkede mareridtsagtig. Hvis jeg nogensinde havde overvejet at tage tilbage og bo hjemme ved min bror Benjamin, kunne jeg godt glemme det nu. Ja, jeg savnede de trygge rammer, men jeg nægtede at lade ham kontrollere mig.
”Det skal nok gå, Cecilie. Vi to har hinanden, og det skal han ikke ødelægge for dig. Jeg elsker dig, ved du godt det?”, sagde han trøstende. Jeg kiggede op på ham og kunne ikke lade vær med at smile. Mit hjerte hoppede et slag over og jeg var endnu mere forelsket i ham end før.
”Ja, det ved jeg nu. Jeg kunne ikke drømme om nogen bedre fyr end dig.”, sagde jeg smilende. Jeg var blindt forelsket. Som en eller anden tåbe.
”Siden vi har det på plads, hvad siger du så til at vi finder et bedre sted at bo, end den her hytte?”, spurgte Jason.

Jeg var med på hvad som helst han sagde. Vi fandt dog ikke vores eget sted, da vi ingen penge havde, men til gengæld crashede vi hos en af hans venner. Hans ven, Jonas, virkede sød og charmerende til at starte med de første par dage. Men det ændrede sig meget hurtigt. 
Med Jonas var det helt tydeligt at han var på stoffer. Når stofferne var i systemet på ham, var han sød og charmerende og gæstfri. Der var ingen problemer. Men når det hele var ved at være ude af hans system, var han til gengæld uberegnelig, vred og man skulle ikke komme i vejen for ham. Lige meget hvor meget man så var uenig med ham. I det hele taget, skulle man på ingen måde stå i vejen for ham. Stofferne havde fået overtaget. Stofferne var hans verden, og det skulle man ikke tage fra ham. Medmindre man havde et dødsønske.
Dette var nu mit hjem. Et bedre sted end hytten i skoven. Jason sørgede for at jeg havde det godt og tog sig godt af mig. Ligeså vel som at Jonas ikke gjorde mig noget. Jonas gav mig konstante blikke, jeg vidste betød at han havde et godt øje til mig. Eller også var de mere af seksuel betydning, der fortalte at det var en ting han ikke havde fået længe. Den del gjorde mig utryg, men Jason gjorde det klart for Jonas at han på ingen måde måtte komme i nærheden af mig, når han var i det humør og i stedet skulle gøre det et andet sted.

Efter 14 dages tid, efter at vi var flyttet ind, gik det fuldstændig af sporet for Jonas, da at han ikke havde fået skaffet sig den mængde stoffer han havde brug for at klare sig. Han endte med at jagte mig og jeg løb straks ovenpå, til det værelse hvor Jason og jeg sov, for at gemme mig.
”Cecilie, din lille luder. Kom så her. Jeg VED du har taget mit lager. KOM SÅ MED DET!!!”, råbte Jonas, mens han løb efter mig op ad trapperne.
”Hold dig fra mig, Jonas.”, råbte jeg tilbage. Jeg flygtede så hurtigt jeg kunne, men han var lige i hælene på mig. Alle mine instinkter skreg til mig at jeg skulle flygte. Mit hjerte hamrede og det bankede i alle mine muskler. Jeg styrtede ind i værelset og nåede knap nok at lukke døren, inden han kom.
”KOM SÅ HERUD, DIN LILLE MØGLUDER!”, skreg Jonas. Han prøvede at få døren op, men jeg havde låst den. ”JEG VED AT DU HAR DET! KOM SÅ MED DET, NU!”
”JEG HAR IKKE TAGET DET! FAT DET NU, FOR HELVEDE!”, skreg jeg. tårerne piblede frem. De løb ned af kinderne, mens det brændte indeni. Jeg var fuldstændig fortabt, når Jason ikke var her. Det var en af de dage, hvor han var ude for at finde forsyninger. Jeg havde haft muligheden for at tage med, men valgte at blive her. Det var det dummeste jeg kunne have gjort, men jeg havde på ingen måde forudset at Jonas ville gå amok på mig.
Jeg skreg hver gang han bankede og sparkede mod døren, samtidig med at han råbte skældsord til mig. Intet kunne stoppe ham, før han fik stofferne. Selv ikke da jeg tiggede og bad ham om at stoppe. Intet hjalp. Mine nerver var tyndslidte. Mest af alt fordi han havde været på randen til et sammenbrud hele dagen, og nu var det hele brudt sammen.
Jeg var panikslagen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, andet end at håbe at Jason snart kom hjem, men det kunne vare evigheder.
”KOM SÅ HERUD, DIN LILLE MØGKÆLLING! JEG HAR BRUG FOR DET, NU!”, skreg Jonas, mens han blev ved og ved med at hamre på døren. ”HVIS DU IKKE KOMMER HERUD NU, SÅ SLÅR JEG DIG IHJEL! HØRER DU, CECILIE! JEG SLÅR DIG FANDME IHJEL, OM DET SÅ ER DET SIDSTE JEG GØR!”
Jeg rystede af skræk, mens tårerne løb. Det eneste jeg kunne gøre var at vente. Det føltes som en evighed. Hele min krop rystede. Jeg endte med at sætte mig ned på gulvet. Jeg tudbrølede og det hele føltes omtåget.
”Jonas, stop. Please, stop.”, tiggede jeg bønfaldene. Men intet hjalp mod det raseri der foregik udenfor døren. Jeg ville næsten give alt for at være tilbage i hytten. Langt væk herfra og væk fra Jonas. Alt var bedre end at være fanget i et rum, med en stofmisbruger udenfor døren, der truede med at slå en ihjel. Hvor blev Jason af? Hvad kunne dog tage så lang tid, at han ikke kunne komme hjem og redde mig? Redde mig ud af den her skandale? For fuck sake, jeg kunne virkelig have brug for at blive reddet. Jeg kunne på ingen måde blive herinde hele natten. Hvad kunne Jonas ellers finde på, udover at true? Kunne han virkelig finde på at slå mig ihjel? Det var svært at sige, men jeg turde ikke finde ud af det, for slet ikke at tale om at jeg virkelig ikke havde lyst til at lukke den dør op, før Jason var hjemme igen.
Efter noget tid, søgte jeg efter flugtmuligheder. Jeg havde begået den fejltagelse ikke at have min mobil på mig, men den var på givende tidspunkt løbet tør for strøm, så der var ingen hjælp at hente. Jeg kiggede rundt i rummet, indtil jeg fandt vinduet. Jeg kom hurtigt på benene og flygtede hen til vinduet, selvom hele min krop rystede og blodet strømmede vildt gennem mine blodårer. Det var den eneste flugtmulighed jeg kunne få øje på.
Jonas kunne stadig høres udenfor døren, men det gav mig kun endnu mere motivation for at komme ud herfra. Flugt instinktet var sat ind i det højeste gear. Intet kunne stoppe mig fra at komme væk. Panikken satte dog ind, da det viste sig at vinduet sad fast. Alt i mig satte sig i endnu mere alarmberedskab. Det gjorde det ikke bedre at døren næsten var ved at blive brudt ind af at Jonas hamrede og sparkede til døren.
Efter adskillige forsøg fik jeg vinduet op og kiggede ned. Der var buskads nedenfor, så alt der var at gøre var at springe ud. Jeg var skrækslagen, men det var det eneste der var at gøre. Jonas var tæt på at bryde igennem døren.
Jeg kravlede op i vindueskarmen og fik benene ud af vinduet. Der var ingen anden udvej, end at hoppe. Jeg tog mod til mig. Trak vejret dybt. Til sidst hoppede jeg, ligesom Jonas brød ind af døren. Jeg landede i buskadset og kom hurtigt op på benene.
”FOR HELVEDE, DIN LILLE MØGLUDER! KOM SÅ HEROP, ELLER JEG JAGTER DIG TIL VERDENS ENDE! JEG VED DU HAR TAGET DET! KOM SÅ MED DET!”, råbte Jonas.
Jeg løb så hurtigt jeg kunne om på anden side af huset, ud til gaden. Det var mørkt. Gadelysene var alle slukkede. Panikken havde fået fat i mig og alt jeg kunne tænke på, var hvor jeg skulle flygte hen. Jeg måtte finde Jason. Men hvor var han.
”JEG KOMMER EFTER DIG, KÆLLING!”, råbte Jonas. Jeg skreg og fløj i vejret, da jeg så at han stod 10 meter fra mig. Hvordan var han dog kommet herhen så hurtigt? Jeg måtte komme væk, hurtigt.
”HOLD DIG FRA MIG!”, råbte jeg tilbage. Hjælp. Jeg begyndte at løbe med det samme, men nåede ikke ret langt ned af gaden, da jeg stødte ind i Jason. Lettelsen skyllede ind over mig. Jeg slog armene om ham. Hans ansigtsudtryk fortalte at han var ret så forvirret, men da han så Jonas, ændrede hans ansigtsudtryk til det værre.
”HVAD FUCK HAR DU GANG I, JONAS!”, råbte Jason.
”HUN HAR TAGET MIT LAGER! JEG VIL HAVE DET TILBAGE!”, råbte Jonas igen. Han pustede og prustede, mens han prøvede at få fat på mig. Den sidste del blev forhindret af Jason, der holdt Jonas tilbage. Jeg holdt mig i baggrunden, mens fyrene slås.
Jason prøvede ihærdigt at få Jonas til at fatte, at han var løbet tør og at jeg på ingen måde havde taget hans lager. Alt jeg kunne gøre var at stå og kigge på. Mest af alt var jeg skrækslagen for at Jonas ville gøre Jason ondt. Heldigvis var Jason stærkere end Jonas, men alligevel var Jonas sindssyg nok til at gøre enhver skade.
”Cecilie, ring til politiet. Jeg kan umuligt blive ved med at holde ham nede.”, sagde Jason.
”Men mit mobil er løbet tør for strøm og den ligger indenfor.”, svarede jeg hurtigt. 
”Her, du kan bruge min.”, svarede Jason og kastede mobilen til mig. Jeg greb mobilen og ringede hurtigt 1-1-2.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...