Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
689Visninger
AA

4. KAPITEL 4

”Jason, stop. Du kvæler mig.”, fik jeg fremstammet, til trods for at jeg knap nok kunne trække vejret. Jeg kiggede ind i hans vilde øjne, der havde fokus på mig. På et splitsekund kom han tilbage til sig selv og slap mig. Jeg faldt ned på gulvet, tog mig til halsen og hev efter vejret. Ud af øjenkrogen så jeg Jason gå frem og tilbage et stykke fra mig. Efter noget tid kom min vejtrækning tilbage til det normale. Jeg rejste mig op og så på Jason, der endelig stod stille. Han kiggede intenst på mig, men jeg kunne alligevel se en snert af dårlig samvittighed i hans øjne, inden det forsvandt igen et sekund efter.

”Det må du virkelig undskylde, det var ikke min mening at det skulle ende så galt. Er du okay?”, sagde Jason efter et par minutters stilhed.

”Det ved jeg.”, svarede jeg. ”Jeg skal nok klare det, så længe du ikke gør det igen, okay?”

”Ja, det vil aldrig ske igen.”, sagde Jason og nikkede anerkendende. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg nu skulle gøre. På den ene side havde jeg lyst til at løbe så langt væk herfra som muligt, men på den anden side ville jeg gerne blive. For Jasons skyld.

Hvem vidste hvad der fik ham til at reagere som han gjorde? Der var en lille del af mig, der havde trangen til at finde ud af det, men hvordan? Oven i det følte jeg mig tiltrukket af ham. Hans charmerende stil, sexede stemme og bad boy attituden. Den sidste del fik mig til at blive hos ham, i den lille hytte. Jeg trak vejret dybt et par gange, ligesom for at få mig selv til at falde til ro. Det hjalp dog ikke helt på mit hjerte, der bankede helt vildt bare det at jeg kiggede på Jason. Selvom at jeg kun havde kendt ham i et døgns tid.

-------------------------

Tiden gik og flere dage fløj forbi os. Efterhånden lærte jeg Jason at kende på en helt anden måde, end jeg ville have troet. Selv han viste interesse for mig og den voldelige episode blev til et svagt minde, som dagene fløj forbi. Nogle dage var jeg dog alene i hytten, mens tankerne alligevel kredsede om Jason konstant. Ingen havde nogensinde vist den samme slags interesse for mig, som han gjorde. Jeg var helt skudt i ham, på adskillige måder. Han fik mig til at glemme alt det dårlige der var sket og min verden virkede efterhånden lyserød. Jeg svævede på en lyserød sky i den 7. himmel.

Mit hjerte bankede stadig helt vildt, bare ved tanken om ham. Smilet blev stort og øjnene glimtede. Han var mildest talt min helt, prinsen på den hvide hest, der ledte mig ud af mørket. Han blev endda ved med at sige at jeg ikke skulle bekymre mig om noget som helst, så det var det jeg gjorde.

Ca. halvanden måned senere sad vi ved stranden og slappede af. Vi havde ovenikøbet brugt flere dage på at indrette hytten med møbler og andre ting vi havde fundet rundt om i byen. Ting andre alligevel havde smidt ud, så det tog vi til hytten. Jason sad og røg en cigaret, som dog alligevel ikke lignede en almindelig cigaret, men hvad vidste jeg. Jeg var bare glad for at være sammen med ham, så det var ikke ligefrem det jeg gik og tænkte mest over. Selvom mine indre alarmer egentlig burde ringe, gjorde det de ikke. Selv da jeg bemærkede at røgen lugtede anerledes end normal røg.

Jeg var trods alt ikke herre over hvad han gjorde med sit liv, så længe han var min. Til trods for at vi ikke definitivt kaldte os for ’kærester’, føltes det alligevel som om at det var mig og ham imod resten af verden. Intet kunne skille os ad og der var heller ingen der skulle vove sig ud i at prøve.

Det værste var dog at være i skjul. Benjamin havde efterhånden prøvet at komme i kontakt med mig, for at se om han kunne få mig hjem igen, men aldrig i livet. Han havde selv valgt at vende mig ryggen den dag og smidt mig ud, selvom han ikke havde sagt det direkte. Mere idet at jeg ikke skulle vende tilbage, hvis jeg gik ud af døren. Jeg nægtede simpelthen at leve under samme tag, som den kugleskøre kvinde til Jasmin. Det skulle i hvert fald ikke undre mig, hvis hun for længst var flyttet ind allerede.

”Hva’ smukke, har du ikke lyst til et hiv?”, spurgte Jason, da han rakte mig sin smøg. Han fik mig ud af mit tankespind.

”Nej tak. Det er ikke lige mig.”, sagde jeg og rystede på hovedet.

”Årh, come on, du får det bedre af det. I hvert fald for en stund.”, prøvede Jason igen.

”Jason, jeg sagde nej, okay? Vær sød at acceptere det.”, fik jeg sagt i en lidt for hård tone.

”Du behøver da ikke være så ubehøvlet, smukke.”, sagde Jason. Han rejste sig op og begyndte at gå ned af stranden. Jeg fortrød allerede med det samme at jeg havde sagt noget. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare holde min kæft og have taget imod den smøg, hvis det havde gjort ham glad?

”Hey, Jason, undskyld. Det var ikke min mening at være ubehøvlet.”, råbte jeg til ham, da han var flere meter foran mig. Jeg prøvede at indhente ham, men jeg var i alt for dårlig form til at løbe. Efter et par minutter standsede han heldigvis, hvor jeg fik indhentet ham. Hele min krop sitrede hele vejen igennem. Tårerne var begyndt at trille og den dårlige samvittighed rullede ind over mig. Han vendte sig om imod mig.

”Jeg ved det godt, smukke. Men hvorfor kan du ikke bare slappe af? Du ved, ligesom mig. Der er alligevel ingen der kommer efter dig. Det er dig og mig imod resten af verden, ligesom vi har snakket om, ikk’?”, sagde Jason og tog et sug af sin smøg.

”Seriøst, Jason? Jeg kan godt slappe af, så længe jeg er sammen med dig. Der foregår bare så mange ting ind i mit hoved, så det er lidt svært at slappe af nogle gange. Ved du hvad jeg mener?”, spurgte jeg, men det var svært at komme i kontakt med ham. Hans øjne dansede rundt, som om han var i en anden verden. Det var endnu en af de dage, hvor han blev helt lalleglad af sin smøg. Dem havde der været rigeligt af, men jeg kunne ikke få mig selv til at konfrontere ham med det. En lille del af mig var bange for at miste ham, hvis jeg gjorde.

”Det er sQ svært at forstå dig nogle gange, Cecilie, men jeg vælger at se bort fra det, da du ikke er til at modstå. Du er sød, når du er tænksom.”, svarede Jason, med hans charmerende stemme. De bevægede sig videre ned af stranden, mens de gik hånd i hånd. Efter et par meter får jeg øje på en velkendt skikkelse, der står og kigger ud over vandet. Det lignede Benjamin, både udseendet og i højden. Så jeg mon syner? Han plejede ellers aldrig at tage på stranden, og da slet ikke alene. Han endda hadede når vi skulle på stranden, da vi var små og brokkede sig helt vildt.

”Lad os vende om, Jason.”, sagde jeg, da jeg bedre kunne se at det VAR Benjamin der stod der. Jeg havde virkelig ikke lyst til at se ham.

”Hvorfor?”, spurgte Jason med et undrende blik.

”Kan du se den fyr, der står lidt længere henne?”, spurgte jeg tilbage. Jason nikkede. ”Det er min bror Benjamin, og jeg har ærlig talt ikke lyst til at snakke med ham, hvilken han med sikkerhed vil gøre.”

”Den Benjamin, der smed dig ud hjemmefra?”, spurgte han med vrede i stemmen.

”Ja, det er ham.”, sagde jeg nikkende, og kunne mærke tårerne presse sig frem. Det var lige før jeg ikke kunne få vejret. På den ene side var jeg såret over at han havde smidt mig ud, men jeg savnede til tide at jeg var hjemme. Det var heldigvis kunne nogle små øjeblikke, jeg meget hurtigt fejer væk.

”Skal jeg give ham en omgang og fortælle ham, hvordan det hele hænger sammen?”; spurgte Jason truende, med den ene knytnæve hævet.

”Jason, nej, lad os bare komme væk herfra inden han ser os, please?”, sagde jeg prøvende, men han rykkede sig ikke ud af stedet. Han begyndte at gå hen mod Benjamin. Blandede følelser væltede op i mig endnu mere end før og jeg stod som lammet lidt for længe. Jeg løb efter Jason, der farede hen mod Benjamin, men det var for sent. Jeg nåede ikke at standse ham, før han fyrede knytnæven mod Benjamins ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...