Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
567Visninger
AA

3. KAPITEL 3

Han stod der bare. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham og jeg kunne da SLET ikke få et ord ud af min mund. Hvad skulle jeg sige? Jeg havde mest af alt lyst til at flygte. Men hvor hen? 
Spørgsmålene kørte rundt. Hvem var han? Hvordan kendte han til det her sted? Jeg troede at stedet var forladt. Som i at INGEN kendte stedet.
”Hej”, siger han til sidst. Jeg bliver blæst væk af hans sexede stemme.
”Hej”, svarer jeg tilbage.
”Hvem er du?”, spørger han.
”Jeg hedder Cecilie, jeg troede stedet var forladt.”, svarer jeg tilbage.
”Det troede jeg også. Jeg bruger stedet som tilflugt sted. Jeg hedder for resten Jason. Jason LaCour.”, siger han, meget nøgtern. Jeg nikker bare.
”Godt at møde dig, Jason.”, svarer jeg tilbage og vender mig om. Det var nok bedst at jeg fandt et andet sted at bo, end lige her. Men jeg når ikke at gå før han stopper mig.
”Du må gerne blive. Vi kan sagtens være her begge to. Jeg har en ekstra sovepose med, hvis det interesserer dig.”, smigrer han. 
Jeg kigger forundret på ham da jeg vender mig om og svarer: ”Ja, det ville da være rart. Jeg har ingen andre steder at tage hen.”
”Det lyder godt. Jeg kunne bruge selskabet.”, svarer han og kaster en sovepose til mig. Jeg placerer mig i det ene hjørne og folder soveposen ud. Jeg stiller min taske ved siden af og erklærer hjørnet for mit område. Jeg havde ikke engang noteret at tårerne var stoppet, siden jeg blev overrasket over at han var her.
Hvad mon jeg skulle stille op nu? Jeg havde ikke ligefrem planlagt at han skulle være her, siden jeg regnede med at stedet var mit. Men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at stirre på ham. Han var sexet, mystisk og jeg kunne ikke regne ham ud, som jeg ellers plejede at kunne med fyre som ham. Det var for en gangs skyld en lettelse.
Jeg slog sig ned og havde slet ikke travlt med at tage øjnene fra ham. Det bemærkede han hurtigt, siden at han konstant smilede til mig.

Næste morgen vågnede jeg brat op. Hun svedte over hele kroppen. Ikke underligt, da diverse mareridt havde forfulgt hende hele natten. De handlede mest af alt om de såkaldte veninder, der havde forrådt mig og hendes bror Benjamin, der havde vendt mig ryggen dagen forinden. Det hele var noget værre lort. Den eneste jeg kunne stole på, var mig selv. Ingen andre. Flugt var den eneste mulighed og skolen kunne jeg da SLET ikke vende tilbage til. Jason var ingen steder at se, men hans ting var der stadig. Jeg kom op fra soveposen og kiggede udenfor, hvor jeg heller ikke kunne finde ham. Hvor var han dog forsvundet hen?
”Hey, går du allerede?”, lød det bagfra. Jeg vendte mig brat om og stod ansigt til ansigt med Jason, der havde ansigtet helt tæt på.
”Hey.”, svarede jeg, kort for hovedet.
”Tak for i går for resten.”, sagde Jason. ”Det var hyggeligt.”
”I lige måde.”, sagde jeg. Hans øjne var betagende, og var lige til at svømme ind i og aldrig komme ud igen. Der var noget bad boy over ham, med hans slidte bukser, sorte t-shirt, læder jakke og kæder hængene. For slet ikke at snakke om Noget helt andet end hvad jeg ellers ville falde for. Helt kroppen sitrede på en helt anden måde og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Mit smil bredte sig over hele ansigtet. Jeg ville finde ud af hvad han var for en og hvad det her kunne føre hen.
”Hvor meget jeg så end nyder dit selskab, Cecilie, så må jeg lige være nødt til at smutte og ordne nogle ting.”, sagde Jason.
”Okay, hvad er det for nogle ting?”, spurgte jeg ud af ren nysgerrighed.
”Bare nogle ting, som du nok ikke burde blive involveret i.”, svarede Jason. Han vendte sig om og gik, inden jeg så meget som kunne nå at sige mere. Hvad var der med ham? Det ene øjeblik flirtende og det næste fjern.
Jeg brugte til gengæld resten af dagen på ingenting, andet end at håbe på at han kom tilbage. Men et godt stykke tid efter frokost, var han stadig ikke vendt tilbage, så derfor smuttede jeg ud og ledte efter ham. Men hvor skulle jeg begynde? Jeg havde kun lige mødt ham aftenen forinden, og havde ingen anelse om hvor jeg skulle lede henne. Han havde ikke fortalt noget om sig selv, udover sit navn og derved ikke fortalt noget som helst om hvor han hang ud eller hvem hans venner var. Jeg havde alligevel taget min taske med, da jeg i forvejen skulle ind og have fat i noget mad. Men hvordan? Jeg havde dog lidt penge til overs og SU’en tiggede stadig ind, selvom de endnu ikke havde opdaget at jeg ikke havde været i skole i et godt stykke tid. Hvad jeg så end skulle gøre når de opdagede det, ved jeg ikke.
Efter at have vandret i et par butikker, fik jeg lagret noget mad i tasken. Det jeg gjorde derefter overraskede mig. Jeg kiggede forbi min brors hus. Ikke for at tage hjem igen, men stod bare på den anden side af gaden og kiggede på huset. Hvad mon han lavede? Savnede han mig? Fortrød han mon at have smidt mig ud? Eller rettere det at have sagt at hvis jeg gik ud af døren, skulle jeg ikke komme tilbage.
Lyset var tændt inde i stuen. Jeg kunne med det samme se Benjamin og Jasmin, der sad i sofaen. Det skulle ikke undre mig at hun var flyttet ind permanent. Hun havde trods alt snakket om det så længe, og samtidig det at sende mig på gaden. Så det var sikkert et hit hos hende at jeg klarede den del helt alene, uden hendes hjælp overhovedet. Hvorfor skulle hun også lige komme og ødelægge det hele? Benjamin og jeg havde det ellers fint uden hende. Jeg kunne selvfølgelig ikke forhindre Benjamin i at blive forelsket og finde kærligheden, men hvorfor skulle det absolut være en sippe som Jasmin? Hun kom direkte ind og ville bestemme med det samme og gøre Benjamin til en tøffelhelt. Det værste er at han ikke selv kan se det. Kærlighed gør åbenbart blind, så han virkelig ikke kan se det. Det skilte os ad og nu er familien virkelig skilt ad.
Efter et godt stykke tid, vendte jeg tilbage til hytten ude i skoven. Jeg havde jo ikke andre steder at tage hen. Jason var der allerede og da jeg kom ind af døren væltede han rundt. Frygt var det første der dukkede op indeni mig. Hvad foregik der lige her? 
”Heeeyyyy Cecilie, der var du jo. Dig har jeg ventet på.”, sagde Jason ret så muntert.
”Øhh, hej Jason. Jeg har ellers ventet på dig hele dagen, men jeg blev nødt til at smutte.”, svarede jeg.
”Hvor dælen skulle du hen?”, spurgte han nysgerrigt. Han kiggede intenst på ham. Jeg stirrede bare tilbage i et par tavse, akavede minutter.
”Jeg skulle ud efter mad.”, var det eneste jeg svarede.
”Mad? Har du så taget noget lækkert med? Jeg har virkelig fråderen på lige nu.”, sagde han og kom hen til mig. Jeg veg væk fra ham. Han virkede anerledes end i formiddags. Selv hans øjne var udvidede. Hvad det så end var, var det virkelig skræmmende. Men der var alligevel et eller andet der dragede mig til ham. Jeg vidste bare ikke hvad det var. Han var vildt tiltrækkende.
”Nej, det er ikke andet end de ting der skal bruges. Ikke noget lækkert. Desværre.”, svarede jeg. Jeg gik hen i hjørnet, hvor resten af mine ting lå. Jeg fik sat mig ned efter den lange gåtur. Trætheden meldte sig.
”HVAD?!”, spurgte han. Pludselig forandrede han sig og hans opførsel var ikke som den var tidligere. Hans rolige og mystiske facade, var blevet til fest og farver og nu til truende adfærd. Han stirrede intenst på mig, mens han stormede hen mod mig. 
Jeg fløj op mod væggen og havde hans hånd om min hals. Han var ved at kvæle mig, så hårdt havde han sin hånd om min hals. Hans øjne lyste af vrede. Vreden var ikke til at komme uden om, men hvad det skyldtes var svært at sige for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...