Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
783Visninger
AA

2. KAPITEL 2

Som forventet, ventede der verdens største skideballe da jeg kom ind af døren klokken lort om morgenen. Dog ikke fra min bror Benjamin, men i stedet is dronningen Jasmin. Hun fyrede de værste ord mod mig om hvor bekymret Benjamin havde været og hvad de har gennemgået efter en opringning fra Josefines forældre, der havde været ih og åh så forfærdede over at jeg bare var løbet uden at give besked.

Men hvad havde de forventet efter det stunt Josefine havde lavet? Bedt mig om at skride af helvedes til, bare på grund af at jeg havde fortalt hende sandheden om den fyr hun datede. Han havde i forvejen prøvet at score mig, men jeg afviste ham. Han var en skørtejæger og Josefine var den næste i rækken af hans erobringer. Men ville hun tro mig? Næhh nej, det ville hun bestemt ikke.

I stedet stod jeg model til de værste skældsord fra Jasmin, der i forvejen ikke selv havde forstand på unge mennesker, mens Benjamin så til med en skuffet mine. Jeg vidste at minen var rettet mod mig og at jeg bare havde at tage imod hvad end Jasmin sagde. Men jeg nægtede da jeg til sidst så vredt på hende og gav igen.

”JEG ER DA LIGEGLAD MED HVAD DU SIGER! DU ER IKKE MIN MOR, OG DET BLIVER DU ALDRIG!”, råber jeg mod hende, med tårer i øjnene.

”Hvad var det lige du sagde unge dame? Du har hermed stuearrest i den næste måned, uden nogen fornøjelser.”, giver hun fornærmet igen, mens man kan se at hun er mærket efter at jeg råbte af hende.

”Stuearrest? Mener du virkelig det helt seriøst?”, fnyser jeg hånligt. Som om hun kunne give mig stuearrest. Jeg er blevet 18 og dermed myndig, så hun kunne da slet ikke bestemme over mig.

”Ja, det mener jeg seriøst, unge dame. Du bor stadig hjemme, så derfor kan vi stadig bestemme over dig.”, fnyser hun igen.

”Vi? Som i dig og Benjamin? Du bor her ikke engang, selvom du sikker gerne vil tro det. Du har slet ingen magt over mig og det har han for den sags skyld heller ikke, for jeg flytter gerne med det samme. Specielt hvis det betyder at jeg slipper for JER! Og specielt dig.”, siger jeg, mens jeg peger på Jasmin.

De står måbende tilbage mens jeg løber direkte til mit værelse. Jeg finder straks en taske, den største jeg kan finde og begynder at pakke mine ting ned i den. Mest af alt tøj og ting fra badeværelset. Benjamin løber efter mig og stiller sig i døren, så han står i vejen. Jeg stopper op og kigger vredt på ham, mens han kigger bedrøvet men skuffet på mig.

”Hvad laver du Benjamin, du står i vejen. Flyt dig så.”, siger jeg, mens jeg prøver at komme forbi ham ind til mit værelse.

”Jeg ved virkelig ikke hvad der går af dig, siden du reagerer som du gør. Jeg kan dog regne ud at det kommer af alt den svigt, du hidtil har oplevet, hvilket jeg nok er en del af her i den seneste tid. Specielt efter den bombe jeg sprang på din 18 års fødselsdag. Men det er ikke grund nok til at du pakker dine ting og smutter.”, får han endelig sagt efter en pinlig tavshed. Jeg kigger måbende på ham, med åben mund.

”Seriøst? Har du FØRST fundet ud af det NU?!”, spørger jeg skingert.

”Nej, det er noget jeg har tænkt over i et lille stykke tid, men vi har ikke rigtig snakket sammen på det sidste.”, svarer han tilbage.

”Det siger du ikke. Du har så sjovt nok haft så PISSE travlt med Jasmin, at du SLET ikke har haft tid til at sige bare et ord til mig OG du er aldrig hjemme. Hvis du endelig er, smutter du ud af døren med det samme. For at være samme med Jasmin. Hun tager AL din tid, så der slet ikke er bare den mindste tid til mig, overhovedet. JEG HADER HENDE! Hun prøver at styre dit liv, ligeså vel som mit og kalder det for kærlighed. Hun er en kontrolfreak og du er hendes marionet dukke. Du kan ikke stoppe mig. Jeg er gammel nok til at bo for mig selv. Jeg er SÅ meget skredet herfra.”, får jeg sagt, uden at han får lov til at afbryde mig en eneste gang.

Jeg får pakket de sidste par ting jeg kan have i tasken og lukkede den. Jeg havde alligevel ikke brug for det sidste bras jeg havde på værelset. Gamle, slidte og uduelige minder, jeg ikke kunne bruge til en skid. Det hele kunne ligeså godt blive smidt ud med det samme. Jakken bliver slynget over armen og tasken på skulderen, men Benjamin spærrer igen vejen da jeg vil til at gå ud af døren.

”Hva’ FUCK har du gang i? Lad mig så for helvede komme forbi.”, vridser jeg og skubber til ham.

”Sådan skal du SLET ikke tale til mig unge dame.”, svarer han tilbage. Jeg ryster bare op hovedet af ham, men det skulle jeg ikke have gjort, for han tager hårdt fat i min arm og hiver mig tilbage ind på værelset.

”Nu stiller du den taske fra dig og pakker ud, for du går INGEN steder.”, kommanderer han.

Jeg kigger dumt på ham, da jeg siger: ”Og det er noget DU bestemmer? Du har INGEN magt over mig længere, så det der fis du fyrer af, kan du ligeså godt glemme alt om. Jeg er den der er skredet, med det samme.”

Jeg vender mig om mod døren og går, men ligesom jeg skal til at gå ud af værelset, siger Benjamin noget jeg aldrig havde troet han ville sige: ”Hvis du går ud af den dør, kan du ligeså godt lade vær med at komme tilbage, for der er alligevel intet her for dig mere. Jeg har gjort ALT jeg kunne for at hjælpe dig, men INTET har hjulpet. Du vil ikke hjælpes og jeg kan ikke hjælpe en person, der ikke vil hjælpes. Som jeg allerede har sagt, går du ud af den dør nu, skal du ikke vende tilbage.”

Jeg bliver stående et øjeblik, for at fordøje det han sagde. En lille del af mig ville gerne blive, da jeg ikke havde lyst til at miste Benjamin, men en større del af mig følte at jeg allerede havde mistet ham. Det gjorde ondt i hjertet og tårerne sprang frem i øjnene. Jeg kiggede ned. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, men alligevel gjorde jeg. Jeg blev nødt til at tage af sted. Der var ingen udvej, så jeg rettede mig op og gik ud af døren.

Da jeg kommer helt uden for på gaden, begynder jeg at løbe. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, men alligevel var der en lille del af mig der gjorde. Mine ben styrede nærmeste direkte mod det forladte hus ude i skoven. Jeg lod bare mine ben føre mig, mens tårerne løb ned af kinderne. Jeg vidste alligevel ikke hvor jeg ellers skulle tage hen og ingen ville lede efter mig der. Det var mit hemmelige tilflugt sted. Det perfekte sted at gemme sig, hvis man ville væk fra folk.

Da jeg når til skovkanten, bryder jeg sammen ved det første træ jeg når hen til og sætter mig ned. Jeg hulkede som en sindssyg, så det gjorde helt ondt i maven. Jeg lod det komme ud, mens tankerne kørte rundt. Jeg havde lige mistet Benjamin, som smed mig ud. Ikke nok med det, var han en kæmpe løgner. Han havde INTET gjort for at hjælpe mig og det var først nu at han indså at jeg havde brug for ham. Men det var for sent nu. Jeg havde ikke andre end mig selv.

Jeg fik rejst mig op og kom hen til hytten. Jeg gik indenfor og regnede som altid med at jeg havde stedet for mig selv, så jeg kiggede ikke om der var andre. Der var helt tomt da jeg gik ind. Det var i hvert fald det jeg ønskede at der skulle være. Lige indtil at jeg så en skikkelse. En skikkelse i det ene hjørne og så opdagede jeg ham. En høj og sexet fyr, med mørkt hår og intense øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...