Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
589Visninger
AA

18. KAPITEL 18

”Ej, Cecilie. Hvordan er det du ser ud?” spurgte Line. Bekymringen i hendes ansigt var tydelig, da jeg mødtes med pigerne på en cafe inde i byen. Det var et par dage senere og jeg havde endelig taget mig sammen til at kontakte dem. De var mere end glade for at høre fra mig, hvilket jeg kun var helt og aldeles taknemlig for.
Der var en del mennesker i caféen, men vi fik fundet os et sted at sidder, hvor der var stole nok til os alle sammen. De sidste par dage havde været virkelig hårde, da min krop på alle måder havde reageret. Mest af alt havde jeg haft abstinenser, over at kroppen manglede den mængde stoffer jeg havde indtaget og den manglende alkohol. Kroppen skulle samtidig vænne sig til at spise ordentlig igen, samtidig med at jeg skulle passe på mig selv.
Der var tidspunkter, hvor jeg stadig kunne mærke vreden indeni. Det resulterede i at jeg fik lysten til at løbe væk hjemmefra igen. Løbe væk og finde den gruppe mennesker jeg havde omgås og blive der. Men hver gang jeg gjorde, stoppede Benjamin mig. Gang på gang. Det havde fået mig til at blive hjemme og komme på rette køl.
”Ja, du ser virkelig ikke for godt ud. Hvad er det sket?” spurgte Melissa. Hun var en del af gruppen, efter at hun var startet i deres gymnasie klasse. Nabo pigen, der havde budt mig velkommen. De gav mig alle sammen et hjertevarmt kram, da vi mødtes.
”I vil nødig tro det, hvis jeg fortalte det hele.” svarede jeg. Vi fik bestilt noget at drikke og lidt at spise til, så vi ikke bare sad der. Mine veninder fra gymnasiet Line, Melissa, Julia, Trine og Gina sad alle tre og var spændte på at høre hvad jeg havde været igennem. Taknemligheden strømmede igennem kroppen på mig.
”Men vi vil mægtig gerne høre det hele, så fortæl. Vi har virkelig savnet dig og alle i klassen har undret sig over hvor du blev af, efter den fest.” sagde Line. Alle nikkede i takt. Jeg smilte svagt. Der var vel ikke andet at gøre end at fortælle dem det hele. Men hvordan? Det var svært at sige hvordan de ville tage imod det jeg havde at fortælle.
”Okay, men jeg skal ikke kunne sige hvordan i vil reagere på det jeg har at fortælle nu.” svarede jeg.
”Det er helt i orden, Cecilie. Tag din tid. Vi løbe ringen vegne. Vi er bare glade for at se dig og se at du er okay.” sagde Gina. Alles blikke var rettet mod mig, og opmærksomme.
Jeg startede ved starten. Den aften jeg var løbet væk fra festen. Om hytten. Den dag jeg mødte Jason derude og hvad han havde gjort imod mig. Alle de ting han havde gjort hele vejen igennem og hvordan jeg gang på gang havde valgt at blive, til trods for hvad Jason udsatte mig for. Festerne. Alkoholen. Stofferne. Fyrene der voldtog mig, som en slags fortjeneste for at give Jason det han ville have.
Ikke mindst de piger, som Jason havde rendt rundt med, udover mig. Om Stacy og Lulu, der begge havde prøvet at advare mig mod Jason, men hvor jeg nægtede at lytte. De få dage på hospitalet, og helt op til nu. Nu, hvor jeg var tilbage hos Benjamin og boede hjemme. Tilbage til den ubekymrede tid, hvor jeg endelig havde taget kontakt til pigerne. Det lyttede alle intenst til hvad jeg sagde, indtil jeg stoppede med at snakke. Indtil der simpelthen ikke var mere at fortælle. De så alle forbløffet på mig, da jeg stoppede med at snakke.
”Så du faldt for en fyr, som du troede var din eneste ene, men han viste sig at være en player? En virkelig slem en af slagsen, der på en måde misbruger alle de piger han møder?” spurgte Gina.
”Ja, stort set. Jeg så ikke andet end en fyr, der var bad boy, uden egentlig at se alle de slemme ting.” svarede jeg.
”Selvom han stort set bankede dig gul og blå, når du ikke gjorde som han ville have eller du sagde ham imod?” spurgte Trine.
”Jep, stort set. Det eneste jeg ville have var kærlighed, hvilket han gav mig. Nogle gange. Der var tider, hvor han virkelig var den der søde og kærlige fyr, som jeg forelskede mig i hen ad vejen.” svarede jeg.
”Okay, men hvordan kunne du blive der, når en del af dig vidste at det ikke var godt at blive der?” spurgte Melissa.
”Jeg ved det ikke. Den del af mig, der gerne ville væk, var bange for hvad der ville ske hvis jeg forsøgte at komme væk. Ligesom dem der vælger at blive i et voldeligt forhold, selvom de ved det er skidt for dem.” svarede jeg.
”Hvad så nu? Skal du bare gå rundt derhjemme, eller skal der ske et eller andet?” spurgte Gina. Jeg trak på skuldrene.
Ja, kommer du ikke tilbage til klassen? Vi savner dig alle sammen og det ville være så rart at få dig tilbage. Du er jo klog.” sagde Line.
”Jeg ved det virkelig ikke. Lægen der udskrev mig sagde at jeg skulle tage den med ro i et stykke tid, og snakke med en psykiater. Der er sket ting, som de beskriver, der er traumatiske for en. Så jeg kommer nok ikke tilbage til skolen foreløbig. Slet ikke til klassen. Desværre. Jeg kan nok først komme i gang med noget, når psykiateren mener at jeg er klar til det.” svarede jeg. Alle pigerne så skuffede ud.
De havde alle håbet på at jeg ville komme tilbage og blive en del af kliken igen. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre, da jeg ikke var klar til det psykisk. Hele min verden og hele mit liv havde i den grad lidt overlast, med alt det jeg havde været igennem. Det tog mest af alt noget tid at komme igennem.
”Ej, hvor træls. Det ville ellers have været så dejligt at få dig tilbage i klassen. Alle snakker om dig og Jason, som om du bare er en eller anden lille dum tøs.” sagde Line. Alle gav Line ret, men lovede at de i det mindste at vi stadig var venner og at de ville være der for mig. Det lettede virkelig mit hjerte at jeg ikke helt og holdent havde mistet mine veninder, selvom jeg havde svigtet dem noget så groft, da jeg på alle måder forsvandt.
”Hvad med at vi holder en film aften hos mig en eller anden dag?” spurgte jeg, tog et sip af min cola og så rundt på dem alle sammen.
”Ja, det ville da være virkelig fedt. Få sammenholdet tilbage og lave noget sammen.” svarede Melissa.
”Ligesom i gode gamle dage, hvor vi lavede noget lignende. Det er virkelig også længe siden vi har gjort den del.” samstemte Trine.
”Jeg kunne ikke være mere enig. Hvornår havde vi sidste en film aften? Sådan virkelig?” spurgte Line. Det var der ingen der kunne svare på, men til gengæld fik vi hurtigt aftale en dag i den nærmeste fremtid, hvor vi lavede en film aften. Jeg glædede mig mere, end hvad jeg i første omgang lige havde troet at jeg ville gøre.
Efter at vi havde siddet og snakket sammen om vidt og bredt, skiltes vi ad og tog hjem. Det havde virkelig været en god dag, sammen med de piger jeg mest af alt havde savnet. Den eneste jeg egentlig manglede, var mest af alt min far. Han var ikke blandt os længere.
Samtidig var jeg på alle måder gået glip af hans begravelse, hvilket jeg virkelig fortrød. Benjamin havde stået med alt ansvaret alene. Troels havde på ingen måder gidet at tage hjem, for at være sammen med ham. Jeg var ingen steder at finde, mens alle andres liv på alle mulige måder gik videre, mens Benjamin var alene.
Man kunne sagtens se spor i hans ansigt, når man lige fangede ham i det helt rigtige øjeblik. Uden at der var nogen der så ham. Jeg gjorde virkelig mit bedste, for ikke at give ham endnu en grund til at bekymre sig, så jeg holdt mit mod oppe. Den del fortjente han. Ikke mindst efter alt det jeg havde udsat ham for i den seneste tid. Mest af alt, da jeg svigtede ham igennem vores fars død.

Da jeg kom hjem den dag, efter at have været sammen med veninderne, var Jasmin der. En klump satte sig straks fast i halsen på mig. Hvad skulle der nu ske? Var de sammen igen?
”Hvad sker der her?” spurgte jeg, mens mit blik gled hastigt imellem dem. De så straks blikket i mine øjne.
”Det er okay, Cecilie. Der er ikke noget at bekymre sig om. Virkelig.” svarede Jasmin.
”Men hvorfor er du her så? Er i sammen igen?” spurgte jeg. Mit hjerte hamrede afsted.
”Nej, vi er ikke sammen igen. Jeg er her bare for at hente mine ting og så ville jeg bare gerne se dig.” svarede Jasmin.
”Se mig? Hvorfor?” spurgte jeg direkte til Jasmin. Mine forsvarsparader var oppe, selvom jeg var glad for at de ikke var sammen igen.
”Ja, dig søde. Benjamin har fortalt mig det hele, så jeg ville lige se om du var okay. Jeg ved at jeg var ret hård ved dig, hvilket jeg for alt i verden er ked af. Det må du virkelig undskylde og jeg håber at du en dag vil kunne tilgive mig. Men hvis ikke, så er det okay.” svarede Jasmin. Jeg sukkede og takkede hende, selvom jeg ikke var glad for hende. Efter et par ord mere, sagde hun farvel og smuttede.
Nu var der kun Benjamin og mig tilbage, samt den skræmmende fremtid, der lå foran mig. Hvor jeg skulle henad, vidste jeg dog ikke. Det ville tiden vise, mens jeg på alle måder kun ville fokusere på at få det bedre. Sørge for at jeg havde en fremtid at kunne se frem til.
Hvad der så end var sket med Jason efter den aften jeg sidst så ham, vidste jeg ikke. Han var for mig fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Hvad der ville ske med ham, kunne være for mig ret så lige meget. Han var ude af min verden. For altid. Han kunne for alt i verden dø, hvis det skulle være. Specielt efter alt det han udsatte mig for, når han vidste at jeg på alle mulige måder var forelsket i ham. Skudt i ham. For alt i verden troede på at han var min eneste ene.
Selv efter alle de gange jeg sagde at jeg elskede ham, og han sagde det tilbage, slog og sparkede ham mig noget så groft. Men den tid var heldigvis slut nu. For altid. Til trods for alle de efterfølgende mareridt der nu var en del af min hverdag. Det var en af de ting jeg valgte at leve med. Mit liv kunne nu kun blive bedre. I hvert fald ikke lige nu. Hvert skridt jeg tog, vidste jeg var et skridt på vejen til et helt nyt liv, hvor alle andre kunne rende mig noget så groft, hvis de prøvede på at styre mit liv.
Gode råd ville jeg da med glæde tage imod, men det var mit liv. Kun jeg kunne bestemme hvad der skulle ske fremadrettet.
Pigerne var ved min side. Benjamin var ved min side. det var det eneste jeg behøvede. Vitterligt ikke andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...