Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
639Visninger
AA

17. KAPITEL 17

”Det kan du bande på, unge mand. Denne gang for alvor og du kommer ikke fri af dine små narrestreger. Du sidder virkelig dybt i det.” sagde betjenten, der tog Jason i armen. Den anden gjorde det samme og hev Jason med sig, selvom han råbte og skreg som ind i helvede.
Hvad skulle der så ske med os andre? Var vi fuldstændig usynlige? Jeg prøvede at rejse mig op, men det nyttede ikke. Alle mine kræfter var opbrugt og mit tøj sad virkelig løst. Hvornår var det sidste gang jeg havde fået noget at spise?
Men nej, de havde på ingen måde overset os eller glemt os. Benjamin og jeg lå stadig på gulvet, hvert vores sted. Min hals var fuldstændig ør og jeg havde bræk fornemmelser, som på ingen måde ville stoppe. Det stoppede efterhånden, som jeg døsede væk og ikke vidste hvad der ellers skete omkring mig.
Ikke andet end at der var nogen der tog mig op i deres arme. Bar mig afsted. Hvor hen vidste jeg dog ikke. Jeg var helt væk, i en anden verden. Gav op på hvad der skete omkring mig. Faldt ind i en dyb søvn. Mistede tidsfornemmelsen omkring mig. Hele min krop smertede af noget der føltes som en brand.

Åh nej. Benjamin. Hvad sket der mon med ham? Jeg vågnede brat op. Så mig omkring. Hvor var jeg henne? Hvad lavede jeg dog her? Hvordan var jeg dog kommet her til?
Jeg satte mig straks op. Opdagede at jeg befandt mig i en hospitalsseng. Hvad lavede jeg dog her? Jeg måtte væk herfra. Dette var ikke det rigtige sted. Der var ledninger sat til i begge mine arme, der førte til diverse maskiner, der stod på begge sider af sengen. Alle maskinerne bippede. Hvordan skulle jeg dog slippe væk herfra?
Mit hjerte hamrede af sted. En af maskinerne var sat til mit bryst, ved hjælp af en mærkelig dims. Mit hamrende hjerte fik maskinen til at gøre udsving, jeg ikke vidste hvad betød. Alt jeg vidste var at jeg skulle væk herfra. I en rasende fart. Hvor var Benjamin? Hvor var Jason? Det sidste jeg huskede, var at Jason blev taget af politiet og jeg blev båret af en eller anden fremmed mand.
”Jamen dog, du er allerede vågen. Godt at se at vi ikke helt har tabt dig.” var der en venlig stemme der sagde. Jeg så straks hen på der hvor stemmen kom fra. Mit hjerte havde dog ikke sat farten ned.
”Hvor er jeg? Hvordan kommer jeg væk herfra? Hvor er Benjamin? Hvor er Jason?” spurgte jeg ud i et. Jeg måtte simpelthen vide det. Finde dem. Komme væk herfra. Tilbage til det liv jeg nu var en del af, sammen med Jason. Hvad havde de gjort med ham?
”Jeg ved ikke hvem Jason er, men Benjamin er til gengæld på en af de andre stuer og er under behandling. Han har det heldigvis godt. Du kan se ham så snart du har det bedre, men det er først om et par dage.” sagde damen. Det var tydeligt at hun var en sygeplejerske.
”Hvad mener du med det? Hvorfor kan jeg først komme væk herfra om et par dage?” spurgte jeg, fuldstændig ude af mig selv. Hun kunne da ikke mene seriøst at jeg skulle blive her, når Jason var derude. Manglede mig og havde brug for mig.
”Sødeste ven. Du er fuldstændig dehydreret og underernæret, blandet med en ordentlig omgang alkoholforgiftning. Du var kun et par dage fra at det kunne gå virkelig galt, hvis du fortsatte på den måde. Hvornår har du sidst fået noget at spise?” spurgte sygeplejersken. Hvad mente hun med det? Var jeg på randen til at dø, hvis jeg blev hvor jeg var? Det kunne ikke tyde godt.
”Hvad mener du med det? Kunne jeg være død?” spurgte jeg direkte. Hun nikkede, hvilket skræmte mig. Alt blod forsvandt fra mit ansigt, i skræk for hvad der ville være sket.
”Du ser ikke for godt ud, min ven. Læg dig hellere ned og hvil dig.” sagde sygeplejersken.
”Nej, det kan jeg ikke. Jeg må finde Benjamin. Jeg må simpelthen snakke med ham. Kom nu. Please, lad mig se ham. Please.” tiggede jeg, men hun blev ved med at insistere på at jeg blev i min seng og hvilede mig.
Hun blev ved med at sige at jeg kunne se ham, når jeg havde det bedre. Eller han kunne komme op til mig, når han var færdig med de sidste undersøgelser. Men jeg kunne simpelthen ikke bare blive liggende her og lade som ingenting. Jeg måtte simpelthen se Jason. Jeg behøvede ham. Han var min livline. Selv hvis han var en virkelig slem fyr.
Lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke snige mig ud af sengen og ud af hospitalet, når der hele tiden var øjne på mig. Diverse læger og sygeplejerske tilså mig og der var hele tiden folk der gik rundt ude på gangen. Det var umuligt at komme væk herfra.

De havde fanget mig. Endeligt. De vidste, hvor de havde mig. Min verden kollapsede. Ikke mindst, da politiet kom ind på min stue et par dage senere og ville have en forklaring, der kunne hjælpe dem med at fængsle Jason. Jeg protesterede og talte hans sag. Lige meget hvad de så end sagde. Jason havde været der for mig, så jeg nægtede at svigte ham, men de tvang mig til jeg.
Jeg græd og græd, igennem hele samtalen. Alle de anklager politi kom med, kunne jeg genkende igennem hele Jasons og mit forhold. Selv min krop var vidne til de ting han havde gjort mod alle andre. Blå, gule og sorte mærker udover hele kroppen. Stoffer i blodet. Alkoholen.
”Nej, nej, nej, nej, nej. Please, sig ikke at i fængsler ham. Han kan blive bedre. Jeg lover det. Please.” hulkede jeg.
”Nej. Han ender hvor han for længst skulle være havnet. Du derimod, skal se at droppe ham. Han er ikke god for dig.” sagde den ene betjent, inden du smuttede ud af døren. Benjamin havde også fået det bedre. Ligesom jeg havde.
Mærkerne på min krop var der dog stadig, men mit indre system var efterhånden ved at få det bedre. Det var snart tid til at komme hjem. Dog ikke hjem til Jason, men tilbage til hjemmet, hvor det hele startede. Hos Benjamin. Min gode gamle bror, der virkelig havde forsøgt at få mig tilbage noget før. På et tidspunkt jeg på ingen måder havde lyttet til ham.

Da de udskrev mig, tog Benjamin mig med hjem og puttede mig under dynen. Han ligefrem insisterede. Hvad skulle jeg dog gøre med mit liv nu? Lægerne havde beordret mig til at jeg skulle blive i sengen og tage den med ro, indtil jeg fik styrken tilbage og derved kunne få en normal hverdag op og stå. Men hvornår ville det ske? Hvad skulle jeg dog bruge resten af mit liv på? Mit liv lå i ruiner.
Hvad mon mine tidligere veninder ville sige? Hvordan havde de det mon? Efter den aften, hvor jeg bare var skredet og ikke havde set dem siden? Det hele var et stort rod.
”Hvad skal jeg dog gøre, Benjamin?” spurgte jeg, da vi sad i stuen og så en film. Vi havde endelig talt igennem. Om alt det der var sket. Det bedste af det hele var at hverken Jasmin eller Jason var her til at ødelægge det vi havde sammen.
”Jeg ved det ikke. Det er helt op til dig selv. Hvis jeg virkelig skulle sige noget, burde du virkelig sige undskyld til dem.” sagde Benjamin.
”Ej, Benjamin. Det kan du ikke mene seriøst. Jeg tror næppe at de vil tage mig tilbage. Specielt ikke når jeg svinede dem til på den måde som jeg gjorde den aften. Du var der ikke, så du ved ikke hvad der skete.” sagde jeg. Jeg sukkede.
”Men nogen skal vel starte, så hvorfor ikke dig? Sig undskyld og vis dem at du mener det. Hvordan vil du ellers få dine veninder tilbage? De var trods alt de første der accepterede dig, da vi kom hertil. Der er ingen grund til at brænde alle broerne, når vi endelig har et sted at være.” sagde Benjamin. Jeg vidste at han havde ret, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det.
”Du har ret. Jeg hader det, men du har ret. Jeg ved bare ikke hvordan de vil tage imod det eller om de vil tilgive mig for at have været sådan en kælling.” sukkede jeg.
”Nej, du er ikke en kælling, Cecilie. Du havde bare en dårlig tid sammen med dine veninder. Det kan ske for selv de bedste venner.” trøstede Benjamin.
”Ske for selv de bedste? Jeg tror næppe at alle kommer SÅ meget op at skændes, at de ligefrem råber af hinanden og ønsker hinanden døde.” sagde jeg. Det hele føltes så håbløst. Min verden var lige kommet tilbage til noget nogenlunde normalt og så ville Benjamin have mig til at tilgive mine venner. Eller tidligere venner. Jeg vidste jo ikke hvordan de havde det i dag. Eller om de ville se mig. Men på den anden side, så savnede jeg dem virkelig meget. Det ville være så rart at se dem igen. Se hvordan de havde det. Om de så ville være mine venner igen eller ej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...