Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
589Visninger
AA

16. KAPITEL 16

”Hvem der?” spurgte jeg stille, da jeg listede mig hen til fordøren.
”Det er mig. Din bror. Luk mig ind.” sagde Benjamin. Hvad lavede han her på dette tidspunkt. Hvordan vidste han dog at jeg stadig var her? Selv efter at han og politiet havde jagtet Jason og mig et par gader væk?
”Hvad laver du her? Benjamin, du burde virkelig se at komme væk herfra. Jason kan komme hjem når som helst.” sagde jeg, men Benjamin nægtede at smutte.
”Luk mig nu ind, Cecilie. Jeg vil bare gerne snakke med dig. Er du okay?” spurgte Benjamin insisterende.
”Ja, jeg har det fint.” fik jeg sagt lidt for hurtigt. Der var stadig blå mærker over hele kroppen, samt ar på sjælen der aldrig ville hele. Men jeg elskede Jason mere end nogen anden.
”Du lyder ikke okay. Du lyder virkelig ikke som dig selv. Please, luk mig ind. Lad mig nu se at du er okay.” insisterede Benjamin. Det endte med at jeg lukkede døren op. Blikket der mødte mig var jeg på ingen måder forberedt på. Benjamin var helt og aldeles ved siden af sig selv.
”Benjamin. Jeg mener det. Jeg har det helt fint og du har ikke noget at skulle bekymre sig om. Okay? Please, gå. Før Jason kommer. Han kan virkelig blive rasende, hvis han ser at du er her.” sagde jeg. Jason kunne virkelig være her hvert øjeblik det skulle være, og jeg havde på ingen måder lyst til at se hvordan han ville reagere, hvis han så at Benjamin var her.
Jeg pudsede næsen, selvom jeg på ingen måder var snottet. Benjamin så det med det samme, ligeså vel som ind i mine øjne, der på alle måder var blodforskudte. Det bekymrede blik hos Benjamin blev endnu værre. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Min krop skreg efter at få den daglige ration af kokain, men jeg kunne på ingen måder lade Benjamin se den del.
”Cecilie, du ser virkelig træt ud.” sagde Benjamin, men jeg kunne se at der lå mere under det end han lige ville indrømme. Jeg gik ind i stuen og lagde mig ned.
”Jeg har det fint. Jeg skal bare have noget søvn. Bliv hvis du vil, men du skal ikke regne med at Jason bliver særlig glad, når han ser at du er her.” sagde jeg opgivende.
Benjamin så sig rundt i stuen. Der var rodet med diverse ting. Flasker, kanyler, piller og små rør vi brugte til at sniffe kokain med. Ingen af os havde gidet at rydde op, hvis vi alligevel endte med at rode det hele til igen.
”Cecilie. Det kan du ikke mene seriøst. Er det virkelig sådan her du vil bo? I en svinesti, mens du ender som en, der på ingen måder kommer videre herfra?” spurgte Benjamin. Jeg rejste mig op og fløj hen til Benjamin, til trods for at mine ben var ved at svigte mig. Jeg slog løs mod ham, med alle de kræfter jeg havde tilbage. Hvilket ikke var mange, i forhold til at jeg både var træt og kroppen modarbejdede mig hele vejen igennem. Jeg kunne snart ikke mere.
”HVAD FANDEN BOLDER DU DIG IND AT STILLE SPØRGSMÅL VED MIT LIV? DET ER MIT LIV, MIT VALG OG IKKE DIG, DER SKAL BESTEMME HVAD JEG SKAL OG IKKE SKAL!” skreg jeg. Benjamin gjorde ikke andet end at tage imod de slag jeg gav ham. Lige meget hvad jeg så end sagde, blev han hverken vred eller ked af det.
”Cecilie. Jeg ved jeg har svigtet dig, men jeg kan ikke lade dig leve sådan her. Kom med mig hjem. Du kan få dit værelse tilbage og bo der lige så længe du har lyst til.” lovede Benjamin, uden at fortrække en mine. Jeg brød sammen på gulvet, hvor jeg bare blev liggende i et godt stykke tid. Benjamin gjorde ikke andet end at sætte sig ned ved siden af mig. Trøstede mig så godt han kunne. Jeg hadede mig selv mere end før. Vi sad der bare i det der føltes som en evighed. Bevægede os ikke ud af stedet.
”HVAD FANDEN SKER DER HER?!?!” var der en stemme der råbte. Det var Jason. Han var endelig kommet hjem. Vi så begge op på ham med et chok. Han var hjemme hurtigere end jeg havde troet. Tiden var gået. Hvad skulle vi nu gøre? Der var ikke tid til at Benjamin kunne flygte.
”Det er ikke som det ser ud til, skat.” sagde jeg febrilsk.
”Ikke som det ser ud til? Du har lukket din bror ind, selvom vi havde en tydelig aftale om at det på ingen måde skulle ske. Ved du hvad det betyder?” svarede Jason vredt. Han var helt oppe og køre, i det røde felt.
”Jeg ved det. undskyld, undskyld, undskyld.” hikstede jeg. alt var håbløst. Jeg skyndte mig op og stå. Få Jason væk fra Benjamin, før han gjorde ham noget.
”Jeg kan simpelthen ikke tro at du har lukket ham ind. Ved du hvad det betyder? Det betyder at din idiotiske bror nu kan løbe direkte hen til politiet og fortælle dem at vi er her. Nu bliver vi IGEN nødt til at løbe. Finde et helt nyt sted. Måske endda en helt ny by, da politiet HELT sikkert vil lede hele byen igennem for at finde os. Din lille forbandede luder. Du fatter jo ingenting. Du er så dum at en rotte ikke engang vil have dig boende.” rablede Jason af sig.
Aldrig havde jeg gjort ham så gal. Aldrig skulle jeg have lukket Benjamin ind. Jeg skulle have ladet ham blive udenfor. Men jeg skulle absolut bede om ballade. Alt var vendt på vrangen. Kun på grund af mig. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Jeg kunne på ingen måder styre det der skete. Slagene haglede ned over mig. En efter en.
Benjamin prøvede at stoppe ham, men det nyttede ikke noget. Jason skubbede Benjamin over mod væggen, og Benjamin væltede bagover. Jeg skreg af Jason at han skulle lade Benjamin værre. Det var mig der var skyld i alt det her. Ikke ham. Han stoppede ikke med det samme. Ikke før jeg skreg i vilden sky. Skreg af mine lungers fulde kraft, hvorefter Jason styrtede hen til mig.
Han tog mig om halsen. Strammede fingrene omkring min hals, så mine luftvej var spærret. Jeg hev efter vejret. Prøvede at få ham til at give slip, men intet hjalp. Benjamin lå på gulvet henne ved væggen, uden at rører sig. Ikke en eneste gang. Hvad havde Jason dog gjort ved ham?
Intet stoppede, før der blev spottet blå blinklys udenfor vinduet. Ude på gaden. Dertil lød der sirene, der kun kunne betyde en ting. Politiet var blevet tilkaldt. Men af hvem? Var der nogen der havde hørt larmen herindefra, set os eller bare var gået forbi og tilkaldt strisserne? Vi var SÅ meget på den.
Panikken i Jasons øjne sagde det hele. Han slap mig, så jeg landede på gulvet foran ham. Jeg hev efter vejret, var magtesløs og bad til at jeg ville dø, imens Jason farede rundt i rummet som en høne uden hoved. Hellere dø end at ende i fængslet. Hvis vi blev opdaget, ville vi ende der. Det var alt hvad Jason havde fortalt mig hele vejen igennem. Jeg hadede det her. Hele mit liv var et helvede.
Benjamin vågnede ligeså stille op, da politiet kom styrtende ind i rummet. De kom lige tids nok til at Jason ikke engang kunne nå ud af huset. Tids nok til at se at der var sket et eller andet.
”Jamen dog, Jason. Så mødes vi igen. Hvem har du så fået i fælden den her gang?” spurgte den ene af betjentene. Hvad skulle det betyde?
”Jeg tager ikke med jer en gang til.” snerrede Jason

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...