Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
588Visninger
AA

13. KAPITEL 13

Til sidst stoppede jeg op. Først der opdagede jeg at Jason havde fulgt efter mig. Da jeg vendte mig om og så ham, hang hans bukser nede ved anklerne, mens han ihærdigt prøvede at holde dem oppe. Jeg hev efter vejret, der på alle måder var tabt, da jeg havde løbet for livet. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Igen.
”Hvad fuck havde du gang i?” spurgte jeg direkte.
”Det er ikke som det ser ud til.” svarede Jason en del irriteret. Blikket i hans øjne var skræmte, men alligevel ikke.
”Ikke som det ser ud til? Mener du det helt seriøst?” spurgte jeg. Det kunne være lige meget hvad han sagde. Jeg havde mistet troen på hvad han sagde.
”Ja, jeg mener det seriøst. Stacy insisterede og sprang på mig, som om jeg var hendes. Jeg prøvede virkelig på ikke at få det til at ske. Det var et uheld. Du må virkelig tro mig. Please, Cecilie. Du må virkelig tro på mig. Du kender ikke Stacy som jeg gør. Hun er en kælling.” svarede Jason. Hans åndedræt var stakåndet.
”Som om jeg skulle tro på dig. Du er ikke andet end en idiot, der har udnyttet mig. Hvad så med alle de gange Stacy er kommet hjem til os, og i forsvandt ind på et af værelserne? Var det også uheld?” spurgte jeg vredt. Vreden sydede i hele kroppen. Jason så på mig med tårer i øjnene, men jeg var ligeglad. Jeg skreg af ham, så hele byen kunne høre mig, mens han virkelig prøvede på at få mig til at tie stille. Det nyttede alligevel ikke. Det fik mig til at skrige højere.
”Cecilie, HOLD NU KÆFT! Lad mig dog forklare. Det er ikke som du tror.” tyssede Jason. Jeg stoppede med at skrige.
”Forklare mig hvad? At du ved et uheld knaldede med Stacy, mens jeg var glædeligt uvidende i et andet rum?” spurgte jeg såret. Mit hjerte blødte.
”Ja, nemlig.” svarede Jason lidt for ihærdigt, indtil han tænkte over hans reaktion og sukkede. Jeg grinte hysterisk. Hvordan kunne jeg være så dum at tro på ham i alt den her tid, mens han havde travlt med at rende rundt sammen med andre?
”Kæft, hvor har jeg været dum.” sagde jeg, mest henvendt til mig selv.
”Nej. Du er ikke dum. Det hele er min skyld. Det er på ingen måder din fejl. Jeg ved jeg har været ond ved dig, men du har fortjent bedre. Jeg kan virkelig gøre det bedre end det her. Please, bliv hos mig. Du har alligevel ikke andre end mig. Jeg er den eneste du har tilbage. Det ved du udmærket godt.” plagede Jason. Udtrykket i hans ansigt sagde en del. Jeg var forvirret. Skulle jeg blive hos ham eller ej?
”Undskyld, Jason. Undskyld jeg sagde alle de ting. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Du sårede mig virkelig, da jeg så dig med en anden.” hulkede jeg. Tårerne strømmede stadig ned af kinderne på mig, men de blev endnu værre nu da jeg indså at jeg ikke kunne leve uden Jason. Han tog mig ind i hans arme. Det føltes godt at være tilbage i hans arme. Det begyndte endda efterhånden at blive lyst og himmelen gik fra det mørke til det lyse, mens vi stod der.
”Hvad siger du til at vi smutter hjem og hygger os?” spurgte Jason ømt.
”Hvad så med Stacy?” spurgte jeg nervøst.
”Hun er fortid. Hun kommer aldrig tilbage. Det er dig og mig for altid, skatter.” svarede Jason. Jeg sukkede lettet, for derefter at tage Jason i hånden og vi drog hjemad.
Nu kunne vi endelig være alene. Aftenen og natten havde været rigtig god, i et helt nyt selskab, hvor jeg følte mig mere hjemme end jeg nogensinde havde følt før nogen steder. 
Da vi kom hjem, var søvnen det første der faldt os ind. Vi faldt hurtigt om på de senge vi havde lavet som vores rede, inde i stuen. Glæden var kommet tilbage, men kun for en kort stund, da vi vågnede op hen på eftermiddagen.
”Hvad fanden har jeg gjort?” spurgte jeg frustreret. Endnu en gang havde jeg gjort et eller andet galt, som Jason på ingen måder ville fortælle mig hvad var. Slagene fløj afsted mod mig, mens jeg ikke kunne andet end at blive liggende og tage imod. Hele mit sind skreg om at han snart ville stoppe, men jeg vidste at jeg havde fortjent det. der skulle næsten ingenting til før han blev gal og langede ud efter mig.
”Du ved godt hvad det er du har gjort. Du kan som altid, ikke se det.” råbte Jason efter mig. Han stoppede endelig med at tæske mig. Jeg ømmede mig og blev liggende på gulvet. Der var ikke ret meget andet jeg kunne gøre lige nu. Jeg så op på Jason. Hans øjne lyste med vrede, da han så virkelig intenst på mig.
”Undskyld, undskyld, undskyld.” hylede jeg svagt.
”Der er ikke noget du kan gøre. Andet end at gøre hvad jeg beder dig om. Okay?” snerrede Jason. Jeg nikkede og gjorde som han sagde resten af dagen og de efterfølgende dage. Det var enten at gøre ydmygt som han sagde, eller modtage hvad end han mente var velfortjent.
Når han ikke var der, kunne jeg endelig slappe af. Men det var ikke uden hjælpemidler. Der var heldigvis rigeligt med alkohol i køleskabet, der hjalp mig med at dulme smerten, blandet med kokain. Alt det hele blandet sammen, så jeg kunne få kroppens smerter væk. Væk fra Jasons utallige gener.
Der var dog stadig tidspunkter, hvor han viste mig kærlighed. Viste mig den Jason jeg i starten var faldet for. Den bad boy der inderst inde godt kunne lide mig. Det var de tidspunkter, som i sidste ende fik mig til at blive. Lige meget hvad der så end skete derudover.
Jason var dog væk en hel del. Mest af alt for at skaffe flere rationer, så vi ikke løbe tør. Alkoholen og kokainen skaffede ikke sig selv. Jeg vidste ikke hvordan Jason gjorde det, men det lykkedes ham altid at komme hjem med et eller andet.
Lige indtil den dag han ikke kom tilbage med noget, men til gengæld havde to store fyre med sig. Fyre der ville have noget til gengæld for alt det de havde hjulpet ham med at skaffe.
”Er det her den lille kælling, som du er sammen med?” spurgte den højeste af fyrene. Han var muskuløs, skaldet og havde tatoveringer over det meste af kroppen. Har var iført en tanktop, et par jeans og læderstøvler.
”Fuck, hvor er hun da lækker, mand.” smiskede den anden fyr. Han var lidt lavere, iført en T-shirt, læderjakke, læderstøvler og havde til gengæld skulderlangt sort hår.
”I rører hende ikke. Hun er min, og kun min. Fatter i det?” hvæssede Jason til fyrene, men stemningen fik en helt anden klang, da fyrene så på Jason med vrede i øjnene.
”Det er så ikke noget du bestemmer.” brølede den skaldede fyr.
”Vil du have hjælp fra os igen, lader du os ordne hende, som vi vil. Er du med?” smiskede den langhårede fyr. Det fik hele min krop til at gyse af skræk. Hvad nu?
”Ordne hende? Det mener du vel ikke seriøst, vel? Det var på ingen måde en del af vores aftale. I må finde en anden at ’ordne’, så længe det ikke er min pige i taler om.” kvækkede Jason usikkert. Mine ben skælvede. Hvad mon de ville gøre imod mig? Specielt når de fik Jason til at virke så usikker.
”Ja, ordne hende. Du ved hvad jeg mener. Mig og min ven her, sammen med hende, inde på et af værelserne. Er du med? Så kan du få alt det du mangler og det tre dobbelte oveni.” sagde den skaldede. Mine øjne blev store. Det kunne kun betyde en ting og det var at de ville have mig for dem selv. Gøre diverse ting ved mig, uden at jeg kunne gøre noget.
”Nej, nej, nej. Jason, du må ikke lade dem gøre det imod mig. Please, få dem ud herfra.” skreg jeg hysterisk. Han ville da kæmpe for mig. Stå imod dem, lige meget hvad der var på spil. Han kunne da vel ikke lade dem gøre det imod mig, mod min vilje? Ville han?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...