Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
840Visninger
AA

11. KAPITEL 11

”Vi burde virkelig smutte tilbage.” sagde jeg, efter at vi havde kigget rundt i hele huset.
”Ej, det mener du ikke. Vi er trods alt lige kommet. Er det ikke nok at vi i det mindste har fundet os et nyt sted at være, før vi tager tilbage?” spurgte Jason. Han så ikke engang på mig, mens han snakkede.
”Jo, men helt ærligt. Vi flytter rundt fra sted til sted, når vi ellers lige har fundet os et sted.” klagede jeg. Hele min krop rystede. Den omgang vi havde taget var forsvundet ud af systemet og det efterfølgende havde på ingen måder virket.
”Tag dig nu sammen, Cecilie. Så slemt kan det da heller ikke være.” sagde Jason og så endelig på mig. Jeg havde sat mig ned på knæ foran sofaen, for at hvile mig. Mine knæ havde rystet for meget til at jeg kunne stå op. Jason skyndte sig over til mig, efter han havde fundet et laset tæppe og lagde det om mig.
”Jeg har brug for en omgang mere. Har du noget?” spurgte jeg forventningsfuldt.
”Nej, desværre. Jeg smed det væk, da vi løb fra politiet.” svarede Jason.
”Hvorfor gjorde du nu det? Jeg har virkelig brug for det. Please, sig du har noget. Bare et eller andet.” klynkede jeg.
”Fordi jeg sjovt nok ikke vil bustes for at have stoffer på mig, hvis de fangede os. Vi kan risikere fængselsstraf bare det at vi er på stoffer. Hvis vi har noget på os, bliver tiden i fængslet længere.” svarede Jason irriteret. Tårerne strømmede ud af mig.
”Jeg har virkelig brug for noget. Please.” græd jeg. et hårdt slag ramte mig direkte i siden af ansigtet. Jeg landede på gulvet og ømmede mig af smerte. Det næste slag ramte direkte ind mod maven, og til sidst i ryggen. Slagene blev ved med at komme og komme. Jeg skreg i smerte at Jason skulle holde op, men han lyttede ikke. Han blev ved og ved med at gå amok. Jeg ønskede mig væk herfra, men på den anden side var det min egen skyld. Jeg havde pirret ham. Jason bøjede sig ned, så hans mund var tæt på mit øre.
”Det gør du ALDRIG mere. Er du med? Ellers kan du meget nemt få endnu en omgang. Jeg styrer hvor meget du må få.” hviskede Jason vredt. Ind i mit øre. Jeg kunne mærke at hans hånd tog godt fat i mit hår, slyngede mit hoved op ad, og derefter direkte ned i gulvet. En jagende smerte gennem borede mit hoved og gik direkte videre ned i nakken.
Jeg hulkede som en stukket gris, da han endelig gik væk fra mig. Der var intet jeg kunne gøre lige nu, andet end at blive liggende. Smerterne i hele kroppen, gjorde det umuligt for mig at bevæge andet end frem og tilbage i fosterstilling.
Det var alt sammen min skyld. Han gjorde det ikke med vilje. Det eneste jeg skulle gøre, var at undskylde. Efter lang tids smerte, forsvandt det endelig og jeg fandt Jason inde i et af de andre rum. Der sad han afslappet i en sækkestol.
”Jason. Du må virkelig undskylde. Det var virkelig ikke min mening at være så krævende.” undskyldte jeg. Han så op på mig med et blidt udtryk i øjnene.
”Det er okay, skattepige. Du kan ikke gøre for det.” svarede han sødt. Jeg gik hen til ham og satte mig ned på knæ foran ham.
”Mener du det, skat?” spurgte jeg og tørrede tårerne væk fra mine øjne.
”Ja, det gør jeg. Det var abstinenserne der talte hos os begge to.” svarede Jason. Vi kyssede hinanden og for nu virkede alt godt igen.
”Men er du sikker på at du ikke har noget?” spurgte jeg. Mest af alt for at tjekke, da min krop stadig rystede. Hans blik forandrede sig igen fra blid til rasende.
”Hvor vover du at spørge en gang til? Forstod du den ikke første gang?” spurgte Jason vredt. Jeg landede på bagdelen, da det overraskede mig.
”Jeg mente det ikke på den måde.” svarede jeg uskyldigt. Lussingen ramte før jeg kunne sige mere. Jeg lå nu for fødderne af ham, hvor jeg krøb mig sammen i frygt for at han ville gøre mig mere ondt.
”Du er fandme så krævende. Jeg skulle aldrig have taget dig med mig.” sagde Jason, og rejste sig op. Hjertet splintredes i tusind stykker. Han hadede mig, han hadede mig, han hadede mig.
Sådan gik det resten af dagen. Lige meget hvor mange gange han både skubbede mig, slog mig eller skældte mig ud, så blev jeg hos ham. Han var den eneste jeg havde. Det var tanken om at vi hørte sammen, der holdte mig gående og det at han et par gange den dag gav mig stoffer og nogle enkelte piller, da vi skulle lægge os til at sove.
Vi havde endelig taget os sammen til at tage tilbage til det andet hus, da Jason vurderede at der var gået tilstrækkeligt med tid til at politiet ville give op for i dag. Hele stedet var total kaotisk. Alt lå ud over det hele. Men vi sørgede for at få det meste ryddet op, inden vi lagde os til at sove.
Pillerne han havde givet mig, virkede med det samme og havde en beroligende virkning. Hvad det så end var for nogle piller, var for mig sindssygt ligegyldigt. Så længe de virkede. Hele dagen havde været et stort rod. Frygten havde fået overtaget, efter at tankerne endte omkring min far. Hna var død.
Døden havde aldrig skænket mig en eneste tanke. Specielt ikke da det gjaldt min far. Tårerne væltede ud af øjnene på mig. Det hele var uvirkeligt. Min far var for alvor væk. Jeg hadede alt omkring mig. Jeg havde troet at han ville komme ud fra psykiatrisk afdeling. Men åbenbart ikke. Alt omkring mig var nu ikke andet end noget rod. Jason var den eneste jeg havde tilbage at kunne læne mig opad. Han var min.
Jeg fik ikke lukket et øje hele natten. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Pillerne virkede kun i et vist omfang, så da de aftog deres virkning, blev det hele 1000 gange værre. Følelserne var ud over det hele og føltes som en tornado, der aldrig ville stoppe. Hvad end jeg gjorde, hjalp det ikke. Til sidst fik Jason nok af mig, efter adskillige forsøg på at trøste mig. Intet hjalp. Hele min verden var brast sammen på mindre end et øjeblik.
”Nu er det altså nok, Cecilie. Tag dig dog sammen, for helvede altså. Se dog at komme videre. Det er næsten to dage siden at du fik det at vide. Jeg var allerede videre dagen efter jeg fik at vide at begge mine forældre var døde. Tag dig sammen.” hvæssede Jason irriteret.
”Men det er min far vi taler om. Begge mine forældre er døde og de betød virkelig meget for mig. Mere end du nogensinde vil kunne forstå, bare fordi du ikke har det på samme måde med dine forældre.” hulkede jeg. For en gangs skyld talte jeg ham imod, men min vilje til at gøre det, var ved at løbe tør.
Det hele sejlede for mig og mit hoved gjorde mere ondt, end hvad godt var. Jason havde givet mig adskillige slag i hovedet på mig, for at tale ham imod og ikke have det på samme måde som ham. Blod løb ned fra den ene mundvige, mit ene øje var opsvulmet og helt blåt og gult.
”Helt ærligt, hvor meget kunne han lige betyde for dig? Han var indlagt, da han stadig sørgede over jeres mors død og fuldstændig glemte alt om dig og dine brødre. For slet ikke at snakke om at din bror, Benjamin, glemte alt om dig da hans fancy lille kæreste kom ind i billedet. Du er ikke så vigtig som du tror du er.” sagde Jason koldt. Hele min krop rystede af skræk.
”Jeg ved det, Jason. Men vores familier var ikke ens. Hvordan kan du sige sådan noget? Er jeg ikke vigtig for dig eller var det bare noget du sagde?” spurgte jeg.
”Du er vigtig for mig, men ikke for andre. Verden derude er ikke andet end totalt ligeglad med dig. Det er dig og mig mod resten af verden, okay?” svarede Jason. Jeg nikkede og stoppede med at gøre modstand. Det stoppede dog ikke Jason i at give mig et par ekstra slag.
Resten af den dag brugte jeg på at ømme mig. Blive hvor jeg var. Der var ingen chance i at tage på hospitalet eller på skadestuen. De ville bare spørge ind til hvad der var sket og jeg kunne på ingen måde fortælle dem at det var Jason der havde gjort det. Det var ikke hans mening at gøre det. Han elskede mig mindst lige så meget som jeg elskede ham. Det hele var min egen skyld og jeg fortjente det når han slog mig.
Da dagen var ved at være slut, kom han tilbage med en lille gave efter at han havde været ude efter nogle fornødenheder. Et par baner blev indtaget gennem næsen, der blev blandet med et par piller og en smøg. Alt omkring mig blev bedre

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...