Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
571Visninger
AA

10. KAPITEL 10

”Hvad sker der?” sagde jeg til Jason. Vi kom begge på benene og jeg afbrød opkaldet med Benjamin, som ellers var ved at sige noget. Vi fik meget hurtigt tøj på og listede os hen mod døren. Vi prøvede at undgå at blive set, da ingen af os vidste hvem der bankede. Da vi kom ud i gangen, kiggede vi ud af sprækken. Jason sprang tilbage, som om noget havde forskrækket ham.
”Hvad sker der?” spurgte jeg febrilsk.
”Det er politiet. Og din bror.” sagde han stille.
”HVAD?” næsten råbte jeg. ”Det kan da ikke passe. De kan da på ingen måde vide hvor jeg er. Hvordan fandt de os?”
”De må have sporet din mobil, mens du snakkede med din bror og have fulgt sporet hertil.” svarede Jason, mens han tyssede på mig. Hjertet sank. Hvad skulle vi nu gøre? De kunne da på ingen måder tag mig. Jeg var trods alt 18 år gammel og myndig. Men på den anden side kunne de straffe mig med både fængsel og bøde. Selvom jeg ingen penge har. Politiet bankede konstant på døren, for at få vores opmærksomhed.
”Hvad gør vi nu? Vi kan da ikke lade dem fange os.” spurgte jeg frustreret. Mit indre barn var kommet frem. Jeg var pisse bange for hvad de ville gøre og hvad de mon kunne finde på. Mit instinkt sagde til mig at jeg burde flygte og helst flygte så langt væk herfra som overhovedet muligt. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre, men på den anden side havde jeg heller ikke lyst til at flygte. Specielt ikke hvis Jason ikke var med.
”Jeg ved det ikke, men vi kan ikke lade dem få os. Ikke frivilligt. Specielt ikke med stoffer i systemet.” svarede Jason. ”Hvad end der sker, må vi holde sammen. Lige meget hvad.”
”Ja, men hvordan skal vi dog komme ud herfra, uden at de ser os?” spurgte jeg. Jason nikkede den modsatte vej end hvor vi sad. Jeg nikkede tilbage og vi smuttede så lydløst som vi kunne. Vi pakkede vores ting sammen. I hvert fald det vi kunne bære og gjorde os klar. Der blev råbt at vi skulle åbne døren, men vi prøvede at undgå dem.
”For en sikkerheds skyld, må du hellere lade din mobil blive her. Vi kan ikke lade dem spore os.” sagde Jason. Jeg nikkede bare og fulgte med ham ud af vinduet, efter at han havde fundet sit lager af stoffer. På samme tid opdagede jeg at der også var en pose med piller. Jeg havde dog på ingen måder tid til at spørge ind til det nu.
I samme sekund vi smuttede ud af vinduet og jeg smider mobilen fra mig, braser politiet ind af hoveddøren. Vi skyndte os så godt vi kunne og løb afsted. Hvor det så end var hen, vidste ingen af os. Lige meget hvor det var, ville vi ende sammen. Jeg kiggede hurtigt tilbage og så at politiet også var kommet ud i haven, mens Jason og jeg løb derudaf. Nogle enkelte nåede dog at spotte os, inden vi kom ud af syne.
”Jason, de så os. Lad os gemme os.” råbte jeg.
”Okay, der er et kæmpe krat herhenne.” råbte Jason tilbage og vi løn derhen. Vi gemte os i krattet, mens politiet kom nærmere.
Heldigvis havde vi gemt os godt nok, mens politiet løb videre. Folk kom gående forbi, mens de undrede sig over hvad det var der foregik. Jason og jeg grinte imens, men smuttede derimod videre da politiet var udenfor synsvidde.
”Kom. Lad os hellere sørge for at komme væk, før de kommer tilbage.” sagde Jason.
”Okay. Jeg vil følge dig overalt.” sagde jeg. Afsted vi løb. Endnu en gang løb vi afsted, uden egentlig at vide hvor vi skulle hen. Vi løb bare. Blandede følelser løb rundt i årene på mig. Benjamin kunne rende mig i røven, om det så gjaldt verdens ende. Fars død gjorde det virkelig ikke bedre. Hvad skulle jeg nu gøre uden ham? Han havde været mit anker. Et anker til at det hele en dag ville blive bedre. Men nu kunne det vitterligt være fuldstændig lige meget. Jason var mit liv nu.
Jeg satte farten ned, da jeg ikke kunne løbe mere og sidestikkene blev kun værre og værre. Jason stoppede dog ikke til at starte med. Ikke før han opdagede at jeg var flere meter bagud.
”Kom nu, Cecilie. Politiet kan komme efter hvert øjeblik det skulle være. Der kan da ikke gå vildt lang tid, før der er nogen der har set os og fortalt dem hvilken vej vi løb.” kommanderede Jason.
”Jeg kan ikke løbe meget længere. Jeg har sindssygt meget sidestik. Lad os nu holde en pause.” svarede jeg igen.
”Nej, der er ikke tid til en pause. Vi skal komme så langt som vi overhovedet kan, før de finder os. Det er sindssygt vigtigt. Er du med mig eller ej?” spurgte Jason.
”Jeg er med dig. Det ved du godt, men helt ærligt. Du kan da ikke forvente at vi løber en maraton. Min kondi er ikke det bedste.” sagde jeg.
”Har du brug for en omgang mere, for at kunne holde ud?” spurgte Jason. Jeg nikkede. Mit humør begyndte at dale. Alt omkring mis svimlede. Alt jeg kunne gøre var at vente imens Jason fandt sit udstyr frem og rullede en smøg. Da han havde tændt den, sugede han en enkelt gang og rakte den til mig. Jeg tog imod den og sugede alt hvad jeg kunne. Min hals raslede og jeg hostede.
”Du skal ikke inhalere så kraftigt. Det skal være mere stille og roligt.” sagde Jason. Jeg gjorde som han sagde og det gik bedre. Energien begyndte at vende tilbage og vi fortsatte bagefter med og løbe. Jason var den der sørgede for at gemme smøgen væk.
Hvad der end havde været inde i smøgen, var lige meget for mig. Så længe det virkede og fik alt det slemme til at gå væk. Da vi endelig stoppede, var vi kommet til udkanten af byen og lige ved siden af os lå et ubeboet hus. Jeg så et øjeblik på Jason og tilbage til huset. Gad vide om dem der havde boet her stadig boede her eller om de var flyttet.
”Skal vi mon gå derind eller ej?” spurgte jeg.
”Jeg stemme for at vi går derind. Det må da være forladt af en grund. I det mindste ser der da vedligeholdt ud.” svarede Jason.
”Men hvad nu hvis vi ikke kan komme ind? Døren må da være låst og nogen må da have nøglerne.” sagde jeg. Lidt efter så jeg et til salg skilt, men det virkede ret bidt af vejret. Der var vist ikke mange der ville have det her hus. Nok mest af alt fordi det var så afsidesliggende som det nu var.
”Vi må da lirke en lås op.” svarede Jason. Jeg nikkede og vi listede os op til hoveddøren, selvom der næppe var nogen der så os. Hvis der var nogen der så os, ville det alligevel sende et helt forkert signal. Et signal om at vi var ude på noget. Alt jeg kunne håbe på var at der helt sikkert ikke var nogen der så os.
Jason fik lirket låsen op og vi listede os indenfor, låste døren og så os omkring. Huset var stadig møbleret med alle tingene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...