Detour gennem helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Færdig
Vi møder her igen Cecilie fra "Cecilie's verden"
Cecilie er blevet ældre og går nu i gymnasiet sammen med de piger hun mødte i 8. klasse på den nye skole, som blev hendes venner. Men som hun troede det hele endte godt, går det hele i stykker for hende og hele hendes verden går fra godt til skidt og hun må en tur ud hvor hun ikke kan bunde.

1Likes
0Kommentarer
677Visninger
AA

1. KAPITEL 1

Jeg løber ned af den nærmeste gangsti i den omsluttende mørke. Jeg måtte bare væk derfra. Væk fra alle de usle personer, jeg troede var mine venner, efter at vi var kommet levende ud fra folkeskolen sammen. De havde været der for mig i mine sidste to år i folkeskolen, efter at jeg var flyttet til byen sammen med min storebror Benjamin.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne vi falde fra hinanden og gå bag hinandens ryg? Vi var blevet så tæt sammenknyttet af alle de ting vi havde lavet sammen gennem de sidste par år. Selv da vi alle var kommet på efterskole. Vi holdt kontakten og sørgede for at ende på det samme gymnasium.

Men nej, det var ikke nok til at de ikke ville stikke mig i ryggen en efter en. Ikke nok med det. De gjorde det alle sammen på samme aften. Eftersom jeg var den sidst ankomne i gruppen, var jeg hermed den første der skulle ryge ud af gruppen. Jeg troede ellers de var åbensindede, men nej, det var de ikke i sidste ende.

Jeg løb og løb så langt som mine ben kunne bære mig og de syrede som ind i helvede, at det ikke var til at bære. Regnen piskede mod min hud og gjorde tøjet vådt, så det ikke var til at holde ud. Samtidig piskede tårerne ned af kinderne og følelserne fik frit spil. Der var ingen grund til at skjule det nu. De forstod ingenting. Det var der INGEN der gjorde. Jeg følte mig helt alene i verden.

Jeg nåede ud til den hytte jeg fik flere måneder siden fandt, liggende et øde sted i en skov lidt uden for byen. Jeg smuttede indenfor og satte mig ned i en lænestol i det ene hjørne. Jeg kollapsede nærmeste med det samme ned i stolen, da min hjerne registrerede stolen. Jeg lod kroppen folde sig sammen i foster stilling i stolen og blev siddende i det der føltes som evigheder. Tårerne løb som om de ingen ende ville tage og jeg lod mig selv hulke. Jeg var endt i et kæmpemæssigt sort hul, der omsluttede mig med næb og klør. Jeg lod tankerne løbe løbsk for en gangs skyld.

Det havde taget i mig og havde prøvet at få fat i mig ligeså stille, lige siden Benjamin havde fået en kæreste. Det havde han haft i et par måneder forinden, men afslørede det først på min 18 års fødselsdag. ”Oh my FUCKING god”, var mit første udbrud. Det var derfor han altid havde alle de aftenvagter på sit arbejde og arbejdede over konstant.

Men det undrede mig ikke. Hvem ville ikke falde for Benjamin? Hvis det ikke havde været for hele den her søskende ting, vat jeg selv hoppet på ham. Yearhh, i know, creepy.

Så vidt som jeg havde fundet ud af om hende var at hun hed Jasmin og var fra den anden ende af landet. Hun virkede sød nok, men tog al Benjamins opmærksomhed, så han knap nok havde tid til mig. Ikke den mindste smule, hvilket kørte mig endnu længere ned. Benjamin havde altid været der for mig, lige indtil hun trådte ind i billedet. Hun krævede al opmærksomheden og ville altid have ham med ud at shoppe eller i biografen. Så længe det var med hende. Selv hans venner ringede og spurgte om han havde tid, hvor svaret gang på gang var nej. Hans undskyldning? Jasmin.

Så ikke nok med at mine såkaldte venner havde svigtet mig, svigtede mig familie mig også. Min far havde ikke fået det bedre, siden han for nogle år siden blev indlagt og vi derefter flyttede her til byen. Min anden bror Troels havde afskåret sig fuldstændig fra os efter fars detour på psykiatrisk afdeling. Fars detour på psykiatrisk hjalp ham på ingen måde, selvom sygeplejerskerne og psykiaterne hjalp ham på diverse måder. Både med medicin og diverse behandlinger. De var i gang med processen omkring alternativ behandling, men far havde mistet modet på livet, selvom vi prøvede at overbevise ham om andet. Men intet hjalp.

Han havde truet med selvmord flere gange og er efterhånden begyndt med det flere gang dagligt. Det er indtil videre ikke lykkedes ham at tage det skridt. Hvilket er heldigt, da jeg ikke havde lyst til at miste den eneste forælder jeg har tilbage, selvom han stadig er en silhuet af den han var engang. På den anden side kunne det være lige meget, siden jeg på en måde allerede har mistet ham, så hvorfor ikke lade ham hoppe videre ud i universet. Mit liv er fucked op i forvejen og mister efterhånden hele familien. Min mor er væk, min far er så godt som væk, Troels har meldt sig ud for altid og båndet til Benjamin hænger i en tynd tråd.

Tårerne strømmer endnu mere og hulkeriet bliver værre, men til hvad nytte? Jeg bliver siddende i stolen og lader kroppen afreagere, lammet af de tanker der flyver rundt. Hvorfor skulle det absolut ske for mig?

”Jeg har ingen tilbage. ABSOLUT INGEN!!!”, råber jeg ud i det blå, selvom der ikke er nogen at råbe af. Men på en måde råber jeg af dem alle, uden at de kan høre mig. Jeg må have det hele ud, selvom det ligeså godt kunne være ligegyldigt. Jeg kunne ligeså godt lade det hele blive indeni og lade mig eksplodere. Hvordan det vil ske, ved jeg ikke.

Gråden blev efterhånden dæmpet og jeg endte med at gispe efter vejret. Jeg kunne ikke mere. Kunne ikke klare det mere. Jeg bevægede mig ud af fosterstillingen og fik mig selv ud af stolen. Jeg begyndte at vandre rundt i rummet, uden at vide hvorfor. Jeg var gået fra at føle mig svigtet, til at føle vrede mod verden omkring, og videre til at føle mig tom indeni. Tom for energi. Tom for følelser. Tom for alting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ligeså godt ligge mig ned og dø. Men et eller anden indeni fik mig til at stoppe. Min tid her var endnu ikke slut, selvom trangen og følelsen af at ville ende det hele her og nu var sindssygt stærk.

Min mave rumlede og jeg kunne mærke at jeg var sulten. Jeg fandt mobilen frem og indså at klokken var 5 om morgenen. Jeg havde været her i næsten 2 timer, da jeg løb væk fra festen cirka klokken 3. jeg løb væk efter skænderiet med Josefine, som var veninden der lavede det største svigt i gruppen. Hun fik de andre til at vælge side og til min store overraskelse og skuffelse, valgte de hende og jeg var dermed ude af gruppen.

Jeg krympede sammen på gulvet i fosterstilling. Jeg skreg og skreg, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv, med tårerne endnu en gang strømmende ud af øjnene.

Efter godt og vel endnu en times tid og det efterhånden var blevet lyst udenfor, vidste jeg at det var morgen og det var på tide at jeg kom hjem. Jeg fik mig selv op fra gulvet og havde følelsen af at være følelsesløs i hele kroppen og havde sat mine følelser på standby. Kunne virkelig ikke rumme det mere, intet af de ting jeg havde gennemgået det sidste stykke tid. Hvad end af dårlige ting jeg havde gjort, som jeg ikke vidste hvad var, havde karma virkelig fået ram på mig på det groveste. Mine skridt var lange og turen hjem føltes som en evighed. En evighed mod det der formentlig ventede mig.

Jeg havde 30 ubesvarede opkald og 20 beskeder på mobilen, som alle var fra Benjamin, der ville vide hvor jeg var. I sidste ende skrev han at hvis jeg ikke kom hjem inden solopgang, ville han smide mig ud af huset, siden jeg på det sidste havde det med at forsvinde.

Solen havde endnu ikke vist sig og det var trods alt kun ved at være lyst. Men tiden føltes som en evighed og jeg var ret sikker på at der ventede mig noget af en skideballe. Men hvad ville han gøre? Det var sikkert hans kæreste Jasmin der havde sat ham op til det med at smide mig ud, så hun var helt sikker på at få ham for sig selv, uden at skulle bekymre sig om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...