Her i verden findes der kun grå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 sep. 2015
  • Status: Færdig
Verden er grå. Selv himlen har efterhånden givet sig. Nogle gange er det svært at se, hvor den begynder, og bygningerne slutter. // Maze Runner-konkurrencen, valgmulighed 2.

7Likes
1Kommentarer
407Visninger
AA

1. Her i verden findes der kun grå

         

          Verden er grå. Selv himlen har efterhånden givet sig. Nogle gange er det svært at se, hvor den begynder, og bygningerne slutter. Med stenen fra min lomme ridser jeg endnu en streg i væggen ved siden af gitterdøren. Det er nu tre dage siden, at jeg så himlen sidst. I tre dage er den eneste farve, jeg har set, grøn. Farven på mine øjne jeg hver morgen kan se afspejlet i vaskebaljen.

                       

          ”87.” Først tror jeg, at stemmen er noget, jeg har bildt mig ind. Men så lyder der en svag banken mod min dør. Jeg skubber tæppet til side, og mine bare fødder rammer det kolde betongulv. 309s stemme lyder igen, da jeg åbner døren. Gennem mørket kan jeg se hans smil. Jeg kigger i begge gangens retninger, inden jeg hiver ham indenfor og låser døren igen.

          ”Hvad laver du her?” Jeg forsøger at hviske, men alligevel lyder min stemme alt for højt. Blodet bruser i mine årer. Hvis nogen har set ham…

          ”Jeg har noget til dig.” Han griber fat i mit håndled og trækker mig hen til sengen. Han stikker den ene hånd i lommen og rækker mig noget. Det er småt og rundt.

          ”Hvad er det?” spørger jeg, men han svarer ikke. I stedet tænder han natlampen. Lyset skærer i mine øjne, og jeg skal lige til at række ud for at slukke den – nogen kunne se det – men så får jeg øje på knappen i min hånd. Den er blå.

          ”Hvor har du den fra?” spørger jeg og kigger på ham med store øjne. Han smiler bare.            

 

          Lyden af støvler, der regelmæssigt rammer betongulvet, når min celle. Jeg lader stenen falde tilbage i lommen og kravler hen til madrassen i hjørnet. Jeg når lige at hive tæppet op over skuldrene, inden en vagt dukker op uden for gitteret. Metalansigtet og de stive bevægelser afslører, at han ikke er menneske. Han kommer ind med vaskebaljen.

 

          Hele dagen holder jeg pladsen ved siden af mig fri, men 309 dukker ikke op. Efter anden time har min mave krøllet sig helt sammen, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg føler mig kvalt i det grå klasselokale, og mine fingre gør ondt efter at have knuget om knappen i min lomme siden starten af første time.

          ”87!” Professor Kelly stirrer på mig med sine metaløjne.

          ”Hv-hvad?” fremstammer jeg. Min stemme er spinkel.

          ”Kontoret. Nu.” Straffen for at være uopmærksom i timerne. Jeg synker en enkelt gang. Alles blikke er rettet mod mig, da jeg går mod døren. Mine ben ryster, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan gå hele vejen til kontoret.

 

          Vagten bliver stående lige inden for døren, mens jeg vasker mig. Grå klud, grå sæbe. Da jeg er færdig, krænger jeg igen den grå skjorte på. I tre dage har jeg ikke set andre mennesker. I tre dage har jeg ikke snakket med nogen. Der er gået tre dage, og jeg er stadig i live. Lidt endnu i hvert fald.

 

          Jeg løber hen til værelsesdøren, da der bliver banket på den. På den anden side står 309, og jeg slår armene om ham. Et enkelt hulk slipper over mine læber. Han skubber mig ind på værelset og lukker døren.

          ”Undskyld,” hvisker han og tørrer mine kinder.

          ”Jeg troede… jeg troede…” Jeg er ikke i stand til at færdiggøre sætningen. Han tysser på mig og trykker sine læber mod mine et øjeblik. Så børster han håret væk fra min pande.

          ”Jeg flygter, rejser til Europa.”

          Jeg stirrer på ham med store øjne. Hans blik bliver bedende. ”Tag med.”

          Jeg knuger hans hænder, mens jeg igen ser verdenen fra mine drømme for mig. En verden med farver og uden metalmennesker. Et sted, hvor ens liv ikke afhænger af ens gennemsnit, og hvor kærlighed er tilladt.

 

          Vagten går med vaskebaljen. Kort efter vender han tilbage, og jeg ved, hvad det betyder. Han låser igen celledøren op, men bliver stående udenfor. Jeg rejser mig og går ud til ham. Hele min krop ryster. Jeg ved godt, hvad der skal ske, men det er ikke tanken om det, der får min hjerte til at banke hurtigere. Vil han også være der?

 

          Jeg holder vejret, da et sæt sorte støvler passerer forbi. Det svier på undersiden af mine hænder. Noget af huden blev skrabet af, da jeg mavede mig ind under det parkerede køretøj. Lyset fra lygter danser hen over asfalten ude på pladsen. Vi skulle være blevet.

          Jeg stivner, da en af lyskeglerne rammer mit ansigt. En lyd slipper over mine læber, og støvlerne stopper op. Metalhænder griber fat i mig, trækker mig ud. Mine knæ skraber mod asfalten, der går hul på mine grå bukser. Jeg kigger mig tilbage over skulderen. En anden metalmand har fat i 309. Hans blik møder mit. Så bliver jeg skubbet i ryggen, og jeg snubler forover.

 

          Verden er grå. Den eneste anden farve, der er tilbage, er blå. Blå som 309s øjne, der møder mine fra den anden side af rummet. Blå som knappen, der ligger tilbage et sted på asfalten. Metalmandens hånd graver sig ned i min skulder, men jeg ænser det ikke. Jeg kan se på 309s øjne, at han også er klar over det. Jeg vil ønske, at vi var tilbage ved hegnet mellem pigehjemmet og drengehjemmet. Så kunne jeg flette mine fingre ind mellem metalsnorene og spørge ham, om verden får farver, når man dør. Han ville fortælle mig, at døden er rød som kærlighed eller grøn som håb. Men jeg ville ikke længere tro på ham. Her i verden findes der kun grå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...