Back to New York

Da Poppy bliver sendt på kostskole på landet, er hun sikker på at det er verdens undergang. Det eneste hun vil er at komme hjem til sin fantastiske kæreste og sin bedste veninde. Poppy er vant til at bo i en kæmpe storby, og nu er hun strandet her. Det kan kun blive bedre fra nu af.

0Likes
0Kommentarer
317Visninger
AA

4. kapitel 3

Jeg fandt endelig værelset på trods af lange og ret uhyggelige gange, Forvirrende skiltesystemer og min alt for tunge bagage. Jeg kom i et øjeblik i tvivl, om jeg ville have en værelseskammerat, men da jeg åbnede døren, var værelset tomt. Det var ret stort af et "skoleværelse" at være ( ca. 4x5 m). Møblerne var store og mørke og så ret dyre ud. Det var ikke lige min stil, men i de mindste var der et stort vindue med udsigt over...marker. I mit gamle værelse kunne jeg se ud over New York og nu...marker, træer og søer. Sikkert meget smukt hvis man var til den slags. Selvom min far sikkert mente det godt nok, var jeg træt af at han havde sendt mig væk. Det var jo ikke min skyld at hans karriere var hans baby. Men jeg kunne jo bare have boet hos min bedsteveninde, ja hendes forældre ville sikkert blive træt af det, men det ville være en bedre løsning end at sende mig langt væk på kostskole. Jeg havde kun de mest nødvendige ting med, resten ville komme senere. Så jeg hængte det tøj, jeg havde med i skabet og sattenogle bøger på den hylde der hang over sengen. Til sidst måtte jeg bekæmpe trangen til at organiserer yderligere, og gå i seng.

Jeg følte, at jeg lige havde lukket øjnene, da min alarm ringede. Selvom det kun var søndag havde jeg sat alarm, for at der ville være massere af tid til at opleve stedet. Klokken var 7:00 og jeg besluttede mig for at finde kantinen. Efter at jeg havde taget et hurtigt bad skyndte jeg mig ud og fulgte skiltende til kantinen. På min gamle skole var kantinen klam og lugtende. Så jeg regnede egentlig ikke med at det var anderledes her. Men dét var det. Både de blanke gulve og lysekronerne gik igen. Små runde borde i mørkt skinnende træ stod strategisk placeret rundt omkring. Glasbeholdere med muffins, kager og brød stod fristende ved siden af morgenmadsmenuen. Idag kunne man vælge mellem: Æg og bacon med hvedebrød, grød med frisk frugt eller croissant med frugtsalat. Jeg var for anden gang helt mundlam og vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde nok stået der hele dagen hvis ikke en pige prikkede til mig. "Er du ny her?" spurgte hun nysgerrigt, hun snoede en krøllet mørkebrun hårlok. "Ja, jeg kom i aftes" svarede jeg, hun hævede et øjenbryn "Hvor kommer du fra". "New York" svarede jeg og trak på skuldrene. Hun spærrede øjnene up og begyndte at snakke med kokken om morgenmaden. Hun vendte tilbage til mig med to portioner "croissant med frugtsalat" jeg tog imod den ene tallerken og fulgte efter hende. Hun vinkede mig hen til et halvfuldt bord i hjørnet. Jeg regnede med at de var venner, for de udbrød alle sammen et søvnigt "Godmorgen Madison". Hun satte sig ned og klappede på en tom stol, hvor jeg satte mig. Alle de andre kiggede på mig og Madison præsenterede mig hurtigt "Det her er øhm hvad hedder du egentlig?". Jeg rømmede mig hurtigt og fik fremstammet "Poppy". Jeg kastede et blik på resten af gruppen. Der sad to drenge og en anden pige udover Madison. Den ene dreng sad med næsen i nogle fotografier af en meget smuk pige, jeg kunne helt sikkert genkende hende, men havde glemt hvorfra. Den anden dreng sad og kiggede i en stor tung bog, hans kindben var markerede og han havde fløjlsbløde øjne. Og den anden pige, det var hende på billedet. Hende jeg havde set før, hun havde et engleansigt, men så meget arrogant ud. Hun sad stille og læste i en svensk krimi. Madison smilede lidt undskyldende til mig. "Poppy... og hvor er du så fra?" udbrød drengen med kindbenene, jeg rødmede og kæmpede med et svar "New York". Han nikkede eftertænktsomt og vendte tilbage til sin bog. Madison prikkede lidt til den smukke pige for, at få hende til at hilse på mig, men hun læste uforstyrret videre. Jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet at ringe til James( min kæreste) når jeg var nået godt frem og faldet på plads. "Ved nogen af jer, om jeg kan ringe hjem herfra?" spurgte jeg dem. Drengen med kindbenene (William) sagde hurtigt at han gerne ville hjælpe mig med , at få min telefon på internettet og hjælpe med et opkald. "Har du din telefon med her?" spurgte han. Jeg havde glemt den på mit værelse og da jeg rejste mig for at hente den, fulgte William efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...