Back to New York

Da Poppy bliver sendt på kostskole på landet, er hun sikker på at det er verdens undergang. Det eneste hun vil er at komme hjem til sin fantastiske kæreste og sin bedste veninde. Poppy er vant til at bo i en kæmpe storby, og nu er hun strandet her. Det kan kun blive bedre fra nu af.

0Likes
0Kommentarer
288Visninger
AA

3. kapitel. 2

Jeg slæbte min bagage indenfor og var mundlam i et øjeblik. Kæmpe forgyldte lysekroner hang fra de høje lofter, og gulvet var spejlblank. Det var noget lidt andet end den kommuneskole jeg gik på før, hvor "indretningen" bestod af lysrør og gulve med tyggegummiklatter hist og her. Men på trods af bedre belysning og mere charmerende indretning, ville jeg tusind gange hellere hjem til New York. I New York tog mig og mine venner altid ud i byen i weekenden. Eller det vil sige, de tog ud, mens jeg lod som om jeg sov, indtil mine forældre også gik i seng. Så skrev jeg til min kæreste, og flokken ventede nede foran min lejlighed mens jeg listede ned til dem. Vi havde det altid så sjovt, engang tog vi ud midt om natten og svingede i trapezer (lyder måske lidt nederen, men prøv at se 5 halvfulde drenge svinge i trapez, så ved du også hvor sjovt det ser ud). Mike (en af mine gamle venner) kendte en fyr der havde nøgler til trapezhallen, og selvom jeg var utrolig nervøs endte det som en af de sjoveste dage(nætter?) i mit liv. Tilbage til den overdådige entré. En meget poleret kvinde stod ved skranken og stirrede ind på sin computerskærm. Jeg besluttede mig for at sætte mig i en af de cremefarvede lænestole og læse, mens jeg ventede på at nogen ville henvende sig til mig. Damen tastede lynhurtigt uden at blinke. Hendes hår var redt sirligt og sat i en stram lav knold (til dem der ikke ved det er dette "Bibliotekar frisuren"), hendes uniform var musegrå og nystrøget, og hendes perleøreringe skinnende. Jeg undrede mig over, hvorfor min far sendte mig hertil af alle steder. Mine slidte sneakers og rodede hår passede ikke ligefrem ind. Jeg regnede heller ikke med, at skolen tilbød alle de kreative fag som jeg plejede at studerer. 20 minutter senere var klokken 12:30 og jeg var taknemmelig for den godt belyste entré da bogstaverne bare blev mindre og mindre jo senere det blev. Mine øjne lukkede langsomt i og jeg faldt næsten i søvn.

Jeg besluttede mig for at gå op til damen og spørge hvad der nu skulle ske (okay, måske skulle jeg lige omformulere det, men ideen var god). Jeg rejste mig, strakte mine ben og gik hen til skranken. Damen tastede videre, jeg rømmede mig, og hendes blik hvilede på mig et øjeblik, før hun vendte tilbage til skærmen. "Undskyld, jeg er ny her, kunne du evt fortælle mig, hvor jeg skal gå hen?". Hun vendte diskret øjne (eller diskret nok til at jeg så det, men stadig ikke åbenlyst). " Har du ikke fået nogen mail? normalt får nye elever besked på hvor de skal gå hen" sagde hun med et snert af ironi. Jeg skyndte mig at trække min telefon frem, og ganske rigtigt ventede der en mail fra skolen. Jeg åbnede den flovt og skyndte mig at læse den. En masse informationer og beskeder ventede. Jeg fandt hurtigt mit værelsesnummer frem og bad om nøglen til værelse nr. 67. Hun rakte den og viste dermed sin perfekte franske manicure. Jeg rakte frem efter dem og gik på jagt efter værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...