Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
676213Visninger
AA

49. Opgivelsen...

 

                    Location: Bella Sky Hotel, København, Danmark. Dato: Mandag d. 20. April 2020, Kl. 07.36.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Ak ja.. Så lå vi her.. I en stor hvid seng i et oplyst rum, pga gulv-til-loft vinduerne, på det danske designerhotel, Bella Sky.. Først havde vi egentlig overvejet Hilton hotellet, fordi jeg kendte til den hotel-kæde og vidste, at der var Hilton-hoteller rundt om i hele verden.. Men da Justin hørte, at man kunne leje hele 23. etage med massere af suiter og en eksklusiv sky bar, som vi kunne have helt for os selv på Bella Sky, så faldt valget på det.. Og ja.. Justin fik mig til at booke hele 23. etage som nu var lukket totalt af for alle andre end os..

Personligt mente jeg ikke, at det var nødvendigt at leje sky baren og jeg fik vidst også sagt igår, at det var pisse åndssvagt, at han ville leje den, men Justin var mildt sagt pisse ligeglad og bad mig bare om at gøre hvad han bad mig om.. Så det måtte jeg jo gøre..

Jeg hørte stille døren til mit og Justins værelse gå op og det fik mig til hurtigt at åbne øjnene og vende blikket ned i fodenden, da døren var i den retning.

Jeg bemærkede, at Liam kiggede ind kun iført sit nattøj og havde sit blik over på mig. Han stod og hang lidt i døren, men tog tydeligvis beslutningen om at gå helt herind, da han så, at jeg var vågen.

Jeg tog en dyb indånding igennem næsen og satte mig så op i sengen, så dynen kun dækkede mine ben, da jeg havde en sort top på, som dækkede min overkrop.

’’Moar?’’ Lød det stille sig Liam som stillede sig ved sengekanten og kiggede småtrist op på mig.

’’Mm?’’ Mumlede jeg småhæst og træt og kløede mig lidt i hovedet imens jeg holdte mit blik på ham.

’’Jeg har tænkt mig om nu og jeg gør det aldrig mere.. Undskyld, mor’’ Sagde Liam småtrist imens han kiggede ned foran sig på sengen og pillede lidt ved dynebetrækket med sine små fingre.

Jeg smilede sødt og kørte blidt min hånd igennem hans blonde hår og lænede mig derefter imod ham og placerede et kys i håret på ham.

’’Kom her’’ Sagde jeg med en ufattelig stor varme om hjertet imens jeg tog fat under hans arme og løftede ham op at sidde på skødet af mig, så hans fødder strittede udover sengekanten.

Jeg krammede ham godt ind til mig imens han sad med siden til mig og mærkede kort efter, at han drejede sin overkrop imod mig og lagde armene om halsen på mig, hvilket fik mig til at smile og placere et kys på hans kind, hvorefter jeg igen krammede ham godt ind til mig.

’’Jeg elsker dig, skat!.. Overalt på hele jorden’’ Sagde jeg stille ind i øret på ham og krammede ham videre imens jeg lukkede øjnene og virkelig nød mit kram med min dejlige søn!.

’’Jeg elsker dig overalt på hele universet’’ Svarede Liam og fik mig til at smile med lidt lyd på, da han lille ikke helt korrekte sætning varmede utrolig meget om hjertet og i resten af min krop!.

Jeg kyssede ham blidt på kinden og trak mig så lidt fra ham og kiggede smilende på ham og nussede ham kort på kinden og derefter igennem håret.

’’Føltes det ikke meget bedre, at vi er søde ved hinanden og ikke taler grimt til hinanden?’’ Spurgte jeg ham med et roligt og kærligt smil og fik kort Liam til at nikke.

’’Skal vi så ikke aftale, at det var sidste gang, at vi var uvenner?’’ Spurgte jeg ham og fik igen et nik fra ham, hvorefter han igen svang armene rundt om halsen på mig og krammede sig godt ind til mig, hvilket jeg straks gengældte.

Jeg var godt klar over, at det nok ikke blev sidste gang, at jeg ville blive uvenner med Liam, men man havde jo lov at håbe.. Om ikke andet, så var jeg bare glad for at se og mærke, at Liam virkelig havde lært noget af det her og havde tænkt over det.. Og ikke mindst var stor nok til at komme med en undskyldning, som jeg virkelig kunne se, at han mente.. Det var vigtigt at kunne indrømme sine fejl i livet.. Næsten ligeså vigtigt som det var også at kunne tilgive, og det viste jeg jo meget godt ved at tilgive ham, så snart han sagde undskyld.. Nu håbede jeg bare, at han ville blive ved med at huske på det her og huske på det jeg havde sagt, så han ikke gjorde det en gang mere.. Men igen, så virkede det virkelig som om, at Liam havde haft det dårligt med det, så ærligt, så tvivlede jeg meget på at jeg kom til at høre det ord fra ham igen.

’’Og så glemmer vi det grimme ord du sagde, ikke også?’’ Spurgte jeg ham roligt i krammet og trak mig blidt fra ham og kiggede spørgende og roligt på ham.

’’Jeg har allerede glemt det’’ Svarede Liam og fik mig til at fnise kort og nikke svagt.

’’Godt, min skat’’ Smilede jeg og kyssede ham på kinden og krammede ham igen ind til mig imens jeg plantede små kys i håret på ham.

’’Nå, hvad siger du, skat?.. Skal vi ikke stå op og gøre os klar og så komme ned og få noget morgenmad?’’ Spurgte jeg ham roligt imens Liam og jeg trak os fra hinanden.

’’Jo’’ Svarede Liam glad og kravlede derefter ned fra sengen og stillede sig på gulvet.

’’Okay..’’ Smilede jeg til ham og vippede dynen af mine ben og rejste mig imens jeg trak min sorte stropbluse nedover røven, så den mest lignede en lille stram kjole.

Jeg vendte kort blikket ned på Justin som lå på maven og boblede med hænderne indenunder puden. Jeg valgte at vente lidt med at vække ham, da han efter min mening trængte virkelig meget til at sove ud.. Specielt nu hvor han havde et show i aften.. Heldigvis havde han ingen interviews eller noget her i Danmark, som han skulle op til.. Ja, det var sket i nogen få lande, at Justin slet ikke havde planlagte interviews, men det var de jo også selv udenom. Hvis de ikke ville have et interview med Justin, jamen så behøvede de da heller ikke.. Ingen tvang..

                                                                                                 ~ 

                    Location: Bella Sky Hotel, København, Danmark. Dato: Mandag d. 20. April 2020, Kl. 09.04.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Justin...’’

Hendes stemme der kaldte fjernt på mig føltes som et stød i kroppen og efter bare 2 sekunder slog jeg øjnene op og så hendes stå ved sengekanten med nyglattet hår og i et outfit der nærmest skreg ’’businesswoman’’.

Hun havde et par sorte stramme læderbukser på, en sort bluse indenunder hendes hvide og åbenstående jakke, som mest af alt lignede noget hun havde brugt virkelig mange penge på. Hendes sko var sorte lukkede stilletter med en slags perlekæde viklet lidt rundt om dem og så havde hun er guldur på venstre håndled og et guldarmbånd med diamanter på det andet håndled. Hun havde en lille guld og diamant hjertehalskæde om halsen, hvor kæden ikke var så lang, en guld og diamantring på venstre ringfinger og så selvfølgelig hendes vielsesring på højre ringfinger..

 

 

’’Liam og jeg går ned og spiser morgenmad.. Jeg synes du skal stå op nu.. Men du bestemmer selvfølgelig selv.. Du skal ikke noget før klokken 15’’ Sagde Maddie køligt og bevægede sig væk fra sengen og ud af værelset, hvor hun lukkede døren.

Jeg tog en dyb indånding og tog mig til hovedet med begge hænder.. Som altid når jeg vågnede, vågnede jeg med den mest deprimerende og sørgelige følelse ever!. En naturlig forklaring på det, var jo pga de skide stoffer.. Men det kunne ikke være anderledes og jeg var bare nød til at bide det i mig, da Sean jo ikke kunne skaffe mig noget helt normalt coke!.. Men jeg indrømmer, at den deprimerende følelse bestemt ikke blev mindre deprimerende af at Maddie og jeg nok ikke lige var på talefod efter igår...

Jeg satte mig op i sengen med et tungt suk og vippede kort efter dynen af og rejste mig op kun iført røde boxers.

Jeg gik ud af værelset og ind i stuen, som så ud til at være helt tom for mennesker.. Okay, det var jo heller ikke så mærkeligt, når Maddie lige havde sagt at hende og Liam gik ned for at spise morgenmad.

Jeg gik hen til min røde Louis Vitton taske, hvor jeg havde alt mit håndbagage i og satte mig ned på hug ved den. Jeg lynede den op og istedet for at tømme den helt for ting, stak jeg bare hånden ned og borrede den ned igennem alle mine ting ude i siden af tasken.

Jeg ramte bunden og løftede så op i det papstykke der lå dernede. Jeg mærkede kanten af konvolutten og følte mig frem tid åbningen af den, som jeg vidste var i den her side.. Ja, det siger vidst mere om hvor mange gange jeg havde gjort det her..

Jeg åbnede i blinde konvolutten og trak en tilfældig lille pose op og rejste mig så fra min taske og gik ind på værelset igen, hvor jeg lukkede og låste døren... I ved, bare for at være på den sikre side, ikke?.

Jeg gik hen til mine sorte bukser på gulvet, som jeg havde på igår og trak min pung op og satte mig så ned på sengen lige ved natbordet.

Jeg fik trak en pengeseddel og min hævekort op af pungen og linede så en lille streg op på natbordet ved hjælp af mit kort. Jeg rullede pengesedlen sammen til et lille rør og dykkede så ned imens jeg satte sedlen til næsen og kort efter sugede godt ind, hvorefter jeg mærkede, at der gik et vildt sus igennem min krop.. Den deprimerende følelse i min krop skulle jeg bare af med.. Og det her var løsningen!..

Jeg kørte min finger over stedet hvor stregen havde ligget og samlede det sidste amfetamin/speed op på min finger og gned det ind på mine tænder. Jeg børstede bordet lidt efter med min hånd og pakkede så tingene sammen i min pung, som jeg smed på gulvet ved mine bukser og gik så tilbage ind i stuen, så jeg kunne komme af med det sidste der var tilbage i den lille gennemsigtige pose.

Godt nok havde jeg lige fået et ordentligt boost og et ordentligt spark i hovedet af den streg, men ærligt, så var der virkelig noget i mig der mindede mig om, hvor lidt jeg havde lyst til at lave showet i aften.. Lige nu havde jeg mest af alt bare lyst til at forsvinde.. Væk fra alt opmærksomheden. Væk fra mit team som havde en masse forventninger til mig hver eneste dag.. Og ikke mindst, væk fra min skide sure dame, som absolut evig og altid skulle være på tværs og gøre alt til et problem!... Kunne hun dog ikke bare høre efter istedet for det bullshit der!.

-Var der ikke bare 1 sted?.. 1 sted, hvor jeg kunne tage hen og gemme mig og være i fred?!.  

                                                                                              ~

                              Location: Parken, København, Danmark. Dato: Mandag d. 20. April 2020, Kl. 20.21.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Har i fundet ham?’’ Spurgte jeg lettere stresset og panisk, da jeg mødte Hugo og Mike på en af gangene.

’’Nej.. Han er som sunket i jorden.. Vi har været nede og tjekke bilerne og han har ikke taget nogen af dem og kørt, så hvis ikke han er gået til fods, så er han stadig her i bygningen’’ Svarede Hugo mig og fik mig til at gnide mig lidt i hovedet. Dog uden at ødelægge min makeup.

’’Vi stopper ikke før vi har fundet ham, og hvis vi er helt sikre på, at han ikke er her i bygningen, så ringer vi til politiet og får ham efterlyst’’ Sagde jeg bestemt og seriøst og forlod Hugo og Mike på gangen og fortsatte ned igennem den.

Ja, man kunne roligt sige, at alt var sat på den anden ende.. Alle samtlige fra vores crew og alle dem der arbejdede her i arenaen til dagligt rendte rundt og ledte efter Justin, som ingen havde set siden hans M&G..

Jeg kunne ikke rigtig forklare årsagen til hvorfor Justin lige pludselig var som sunket i jorden. I hvert fald kunne man roligt sige, at jeg blev mere og mere panisk og bange over hans forsvinden.. Så panisk, at jeg begyndte at tænke i de mest syge tanker.. Havde nogen brudt ind og bortført ham?.. Ja, sådan nogen tanker og det var jo komplet vanvittigt, når man tænker på, at bygningen var sikret og der stod vagter ved samtidig ud- og indgangen..

Gud!.. Vagterne!. Hvis de ikke havde set noget, så betød det altså at Justin stadig var i bygningen!.

Jeg havde snakket med chefen over de vagter som stod alle steder i bygningen og han havde sagt, at vagterne udenfor ikke havde set Justin overhovedet... Så det var ret sandsynligt, at Justin stadig var i bygningen!.

Jeg stoppede brat op ved døren til brandtrappen, som jeg ikke var helt sikker på om var blevet tjekket. Jeg vidste ved sikkerhed, at alle vores kontorer og alle de forskellige rum som vi havde fået tildelt imens vi var her, var blevet tjekket op til flere gange, og efter hvad jeg havde fået af vide, så sad der nogen i hvert rum i tilfælde af, at Justin skulle dukke op, så det var ikke nødvendigt for mig at gå derinde og tjekke de lokaler..

Jeg tog i håndtaget til brandtrappen og til mit held var den åben. Jeg gik ind og fandt hurtigt en rød knap på væggen som nok betød lys. Jeg trykkede på den og straks begyndte lyset at blinke svagt og derefter tænde helt.

Jeg kiggede hurtigt rundt og fandt ikke lige den her trappe som det mest behagelige sted at opholde sig. Rigtig kælderagtig farvede vægge med ridser og.. Ja, det så bare virkelig gammelt ud.. Og så med kolde grå betontrin som man skulle gå på.

Jeg småløb hurtigt en etage ned, så jeg ikke kunne komme længere ned herinde. Der var et lille mørkt rum under trappen, hvor det var oplagt at kunne sidde og gemme sig. Jeg tvivlede nu lidt på, at han sad der, men alligevel kiggede jeg kort for en sikkerhedsskyld, men fandt ham desværre ikke.

Jeg bevægede mig op af trapperne igen og kiggede kort op imellem dem imens det eneste larm herinde kom fra mine stilethæle som klikkede imod betontrinene. Jeg gættede på, at der var omkring 7-9 etager oppe, hvilket i hvert fald blev en stor udfordring for mig. Ja, jeg var jo ikke lige i den bedste form for tiden og da jeg havde stiletter på, så blev det ikke ligefrem nemmere.. Men jeg skulle derop!. Helst helt op.

Jeg bemærkede godt dørene på hver etage, men valgte ikke at lede ude på de gange, da jeg var ret sikker på, at der var nogen der havde ledt der. Mit håb var, at han sad allerøverst oppe ved sidste etage.. Hvis ikke han gjorde det, så anede jeg virkelig ikke hvor fanden han ellers kunne være.. Jeg stolede jo på de andre, når de sagde, at han ikke var til at finde nogen andre steder i bygningen.

Det sagde måske mere om hvor stort stedet var, når folk kunne give mig en garanti for, at han ikke var til at finde i hele bygningen.. Vi havde virkelig også bare rendt rundt og ledt siden kl. lidt i 19, hvor det var meningen at Justins koncert skulle begynde.. Der var jo ikke rigtig så mange der var bekymrede før showstart, da alle jo selvfølgelig gik med forventningen om, at han var her og han nok bare ikke lige var det sted som andre var.. Jeg havde f.eks. siddet inde på det kontor jeg havde fået tildelt mig og ordnet noget papirarbejde og jeg regnede personligt selv med, at Justin sad i sin garderobe, varmede op med Mama Jan eller noget andet, hvor nogen af de andre var med..

Jeg kom op til sidste etage og var virkelig godt forpustet efter den lange gåtur herop. Jeg sukkede tungt, da jeg bemærkede, at han ikke sad der hvor jeg faktisk havde håbet, at jeg ville finde ham.

Jeg satte mig op på allersidste trappetrin og tog mig opgivende til hovedet og pustede tungt og tog en masse dybe indåndinger for at få vejret igen og få mine vejrtrækninger til at blive normale.

Hvor fanden var han henne?.. Og hvorfor var han overhovedet smuttet til at starte med.. Mine tanker kørte seriøst på højtryg og jeg prøvede virkelig at sætte mig ind i, hvor Justin ville tage hen, hvis han ikke var her.. Hvor var der fred?.. Hvor kunne han være alene?. Nok ikke indenfor i hele arenaen, men heller ikke udenfor, da han ville blive genkendt af hvert eneste menneske der så ham.. Og hvis han virkelig ville være alene, så var det måske dumt at være et sted hvor der kom andre og tilfældige mennesker. For hvis nu han havde tænkt på det, at jeg eller nogen af de andre ville få ham efterlyst, så ville han være den første til at regne ud, at det ville være dumt at lade folk se en.. Det var jo vidner og når Justin var så kendt som han var, så ville der blive fundet vidner på no time, da alle ville være sikre på, at de havde set ham.. Hvis de havde set ham... Og så stod der jo stadig fans ude rundt om bygningen, og de ville slet ikke være i tvivl om, at de havde set Justin.

Kunne han være taget hen på hotellet?.. Ej, nok ikke.. Hugo og Mike havde jo næsten lige stået og sagt til mig, at ingen af bilerne vi ankom i, var væk, og der var temmelig langt at gå, så det tvivlede jeg sku meget på.

Jeg tog en dyb indånding efter at have fået vejret og tog så fat i trappens gelænder og hjalp mig selv i op takt med, at jeg bemærkede at lampen på væggen gik ud, hvilket de andre lamper på trappen også gjorde.. Men hvorfor var der så stadig lys?..

Jeg vendte mig om og fik øje på et lille firkantet vindue lige foran mig.. Hvorfor fanden havde jeg ikke set det før?.

Jeg gik hen til vinduet og bemærkede så hurtigt, at jeg var allerøverst oppe i arenaen.. Oppe ved taget.. Selvfølgelig man!. Taget!. Hvem fanden havde tænkt på at kigge der?..

Jeg vendte blikket imod højre og så så en brun og halvslidt dør. Jeg gik hen til den og trak i håndtaget og døren gik op.. Nu begyndte håbet virkelig at komme til mig. Jeg var sikker på, at jeg havde fundet ham nu!. Normalt var sådan en dør jo låst, men Justin havde et eller andet med låse og der fandtes ikke den lås, som han ikke kunne åbne, så hvem andre end ham kunne havde låst den her dør op?... Nej, vel?.. Ikke rigtig nogen!.

Jeg gik ud på taget og lukkede døren efter mig og kiggede mig rundt. Heldigvis var taget fladt, men alligevel var jeg sku lidt nervøs for at rende rundt heroppe, da der var lagt det der typiske tagpap heroppe.. Der var placeret en masse metalkasser rundt omkring, som tilsyneladende sad fat i taget.. Og så var der sådan nogen buede gelændere som mest af alt lignede noget der dannede en bro.. Det var jeg dog sikker på, at det ikke var.

Jeg bevægede mig længere rundt på taget med en ret rystende krop. Her var jo ingen indhegning og hvis vinden fik fat i en, så kunne den sikkert sagtens vippe en udover kanten, hvis man kom for tæt på.. Ja, det bragte i den grad min højdeskræk frem i mig!. Det var helt 100!.

Jeg gik over et par store runde rør af en slags for at kunne se mig omkring det hjørne, som jeg havde fornemmet at der var længere fremme. Og ganske rigtigt.. Jeg kom hen til hjørnet og så så, at der til venstre for mig var en kant som var ca. en meter høj, hvor taget fortsatte langt derudaf med flere store metalkasser og ’’rør’’ rundt omkring..

Jeg gik hen til den høje kant og kiggede frem for mig imens jeg holdte min hånd op ved øjenbrynene, så solen, der var ved at gå ned, ikke skinnede mig lige ind i skærmen.

Jeg spilede øjnene lidt op, da jeg så noget bevæge sig længere fremme og mit hjerte begyndte straks at slå, da jeg nu kun blev endnu mere sikker.. Han sad deroppe!. Typisk!. Selvfølgelig var han kravlet derop og havde sat sig det mest besværlige sted!. Var det ikke nok, at han var på taget?. Han skulle absolut også kravle rundt heroppe.. Nå, men der var vel ikke andet at gøre.. Jeg måtte vel bare se at komme derop.. Ja, jeg turde sku ikke kalde på ham, for så var jeg mest bange for, at han bare skred igen.

Jeg kiggede mig omkring og prøvede at finde noget som jeg kunne stille mig op på, så jeg havde nemmere ved at komme op over den en meter høje ’’kant’’ ’’mur’’, eller hvad fanden man skulle kalde det. Mit hår flagrede en del, da vinden heroppe var lidt kraftigere i forhold til nede på jorden.. Det var jo også klart.. Vi var hvad?.. 7-8 etage oppe, og endda oppe på taget hvor vinden nærmest havde frit spil..

Jeg valgte at tage chancen og hoppe derop.. Ikke, at det var specielt farligt, når man tænkte på, at der i hvert fald var 2 meter hen til kanten.. Altså den kant, hvor man kunne falde udover og dø!. Dog var jeg pisse bange i forvejen, så det, at jeg skulle hoppe op på det nyt stykke tag, var ikke lige det mest passende og behagelige for mig lige nu.

Jeg hoppede let op og brugte mine armkræfter på at få mig helt derop uden at snavse min hvid blazer til. Ja, den havde kostet en del og skulle sendes til rens, når den skulle gøres ren, så jeg ønskede helst at gøre den så lidt beskidt som overhovedet muligt. Dog var jeg nok nød til at indse, at jeg nok måtte lægge mig på taget, hvis jeg skulle kunne komme derop på det næste stykke tag, da mine kræfter i armene simpelthen ikke var stærke nok.

Jeg kom ned at stå på taget igen og tog så min hvide blazer af og lagde den forsigtigt oppe på taget uden at give slip den, af bar frygt for, hvis den skulle blæse væk.. Ja, hellere ligge den forsigtigt end at slide den ned af tagpappet, når jeg skulle møve mig op på næste stykke tag.

Jeg hoppede engang og brugte igen mine kræfter i armene, men lagde så overkroppen ned oppe på det næste stykke tag. Jeg møvede mig lidt frem og svang benet op og kort efter stod jeg oppe på det næste stykke på alle fire.

Jeg tog en dyb indånding og så hvordan mine arme og hænder rystede over at skulle gøre det her... Måske var det lige præcis derfor, at Justin havde sat sig herop?.. Hvis nu jeg var den der fandt ham, så regnede han ikke med, at jeg turde gøre det her.. Det turde jeg sådan selv heller ikke, men lige nu stod der 45.000 mennesker lige nedenunder os og råbte og skreg og ventede på Justin, som efterhånden var snart 2 timer forsinket.

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig op at stå på benene og svingede hurtigt min blazer rundt om mig og tog den på igen, da det var lidt småkoldt uden.

Jeg gik så langt ind på taget jeg kunne, da jeg virkelig frygtede at vinden ville tage mig og kyle mig udover.. Paranoia?.. Oh yes!.

Jeg kom længere og længere ned langs taget og bemærkede så, at der omme bag en af de store metalkasser kom lidt røg ud fra. Nu var jeg stensikker!. Jeg havde fundet ham!.

Jeg gik roligt hen til kassen og fandt så Justin siddende op af den i sit normale tøj, med blikket imod solnedgangen udover byen, det ene ben strakt og det andet bukket lidt op, hvor hans underarm hvilede på knæet af benet og han havde en smøg hvilende i hånden imellem tog fingre.

Han tog et hvæs af hans smøg og sugede det godt ned i lungerne og pustede tungt ud.. Ligesom hvis han virkelig tog en dyb indånding, hvilket jeg også var ret sikker på, at han gjorde.

’’Det må jeg sku nok sige.. Af alle mennesker, så vælger netop DU at kravle herop for at finde mig’’ Sagde Justin totalt køligt og uden at kigge op på mig. Jeg sukkede tungt og satte mig ned ved siden af ham med fronten imod ham og i skrædderstilling, så jeg også sad med ryggen til kanten.

’’Hvad er det du laver, Justin?’’ Spurgte jeg en smule opgivende og samtidig også lettet over endelig at have fundet ham.

’’Hvad ligner det.. Jeg nyder livet lidt i fred og ro’’ Svarede Justin køligt og holdte sit blik udover byen imod solen, og tog så endnu et hvæs af hans smøg.

’’Folk render helt paniske rundt og leder efter dig.. 45.000 fans står dernede og venter på dig. Alt er klar til at vi kan begynde’’ Sagde jeg så roligt jeg kunne og kiggede ret seriøst på ham.

’’Jeg er ligeglad’’ Svarede Justin køligt og iskoldt.

’’Du er ligeglad?’’ Sagde jeg en smule overrasket og løftede svagt det ene øjenbryn.

’’Fuldstændig..’’ Svarede Justin iskoldt og askede sin smøg.

’’Hvad tror du at du opnår ved at sidde her og være så skide hård?.. Du har et show nu!.. Eller rettere, du har et show for 2 timer siden!.. Du..’’

’’Fuck det show!’’ Svarede Justin iskoldt og tog endnu et hvæs af sin smøg og sugede det hårdt ned i lungerne.

’’Justin, drop nu det der!.. Du skal ned og lave dit show. Kom nu med forfanden.. Alle er klar til at gå igang’’ Sukkede jeg opgivende og kiggede seriøst på ham.

’’Det show bliver lavet når JEG er klar, og ikke ét fucking sekund før!’’ Brummede Justin koldt og hårdt. Jeg rynkede panden og øjnene lidt og rystede på hovedet.

’’Hvad sker der med dig?’’ Spurgte jeg meget lavt og småhviskende.

’’Er det virkelig det her vi har kæmpet for i så lang tid?.. Er det virkelig det her vi har knoklet 24/7 for?.. Jeg kæmpede kun for det her, fordi jeg vidste, at du ville det så meget.. Men lige nu kan jeg sku slet ikke kende dig.. Du har overbevist mig så mange gange om, at det var det her du ville, og nu er du her, og opføre dig som en fucking iskold nar, som ikke engang kan tage sit arbejde seriøst!.. Du er 26 Justin!.. Er det ikke på tide at se realiteterne i øjnene og tage dig lidt sammen og tage dit arbejde seriøst, hva?’’ Spurgte jeg ham småvredt, men stadig med en lav tone.

’’Gider du godt stoppe det der!. Lad vær med at brug den der prædiken overfor mig, for det virker kræftedeme ikke!’’ Vrissede Justin surt og vendte først nu blikket imod mig.

Jeg rystede lidt på hovedet af ham og sukkede tungt imens jeg rejste mig op.

’’Hold kæft hvor jeg er glad for at Anna passer Liam hjemme på hotellet.. Fuck hvor ville han være skuffet, hvis han så sin far, som han ser så meget op til, lige nu!’’ Vrissede jeg køligt og prøvede at ramme hans inderste helt bevidst, hvorefter jeg gik tilbage langs taget og ned til kanten, hvor der var en meter ned til det næste tag.

Jeg satte mig ned ved kanten og besluttede mig hurtigt for at tage skoene af, da jeg ikke turde hoppe ned med mine stilet-støvler på, af bar frygt for, at hælene knækkede. Heldigvis var mine sko bare sådan nogen man lige skulle stikke fødderne i, når man skulle have dem på, så det tog mig ikke lang tid at få dem på igen.

Jeg smed mine sko ned på det næste tag og bemærkede samtidig, at Justin kom hen ved siden af mig og meget let bukkede ned i knæ og satte den ene hånd på taget, hvorefter han sprang ned på det næste tag.

Jeg hoppede selv ned kort efter og bukkede mig så ned for at tage min ene sko op, så jeg kunne få den på igen. Dog mærkede jeg hurtigt, at Justin tog fat i min arm, så jeg straks kiggede op på ham og stoppede med at tage mine sko på igen.

’’Det er aller sidste gang, at du bruger min søn imod mig!.. Forstår du det!’’ Sagde han vredt imens han fjernede sin hånd fra min arm og istedet prikkede hårdt til mig på mit kraveben, så jeg trådte lidt tilbage og endte med at stå op af kanten til det næste tag.

’’Forstår du det!’’ Brummede Justin vredt og med sammenbidte tænder imens han hurtigt tog fat ovenpå min skulder så jeg gispede svagt og kiggede lidt ned.

’’Jaer’’ Svarede jeg imens jeg holdte blikket nede, da jeg slet ikke brød mig om det vrede blik han sendte mig.

’’Kig på mig!’’ Brummede Justin halvhøjt og fik mig til at sukke svagt og derefter kigge op på ham selvom jeg virkelig ikke havde lyst.. Mest af alt frygtede jeg en flad.. Ja, når han var i det humør, så kogte hans temperament meget hurtigt over og jeg kunne virkelig høre på ham, at jeg havde trådt over hans grænse, hvilket også gjorde mig klar over, at jeg nok ikke skulle sige ham for meget imod, selvom jeg virkelig havde lyst!.

’’Hvem er det der styre det her game?.. Hvem er det der bestemmer?’’ Spurgte Justin mig lavt og vredt, så det nærmest lød ondt imens han borrede sine rasende, kolde og onde øjne ind i mine.

’’Dig..’’ Svarede jeg med et opgivende suk og vendte blikket væk fra ham.

’’Kig på mig!’’ Brummede han endnu højere, så jeg spændte kort i muskler af bar chok og vendte så blikket imod ham igen.

’’Når jeg så en anden gang siger, at showet ikke begynder før jeg er klar, hvad er det så du skal?’’ Spurgte han mig skarpt og kiggede fortsat ondt på mig imens jeg tog en dyb indånding og kiggede lidt ned. Dog tog Justin hurtigt fat i min kæbe og vippede mit hoved op igen, så vi igen fik øjenkontakt.

’’Kig på mig, når jeg snakker med dig man!’’ Brummede han med sammenbidte tænder og kiggede skarpt og ondt på mig.

’’Hvad er det du skal?’’ Spurgte han mig fortsat med sammenbidte tænder og stadig sin hånd om min kæbe.

’’Høre efter og indordne mig’’ Sukkede jeg svagt og holdte et trist og opgivende blik i hans øjne.

’’Godt!.. Så husk på det man!’’ Brummede han og slap hårdt min kæbe og vendte sig derefter om og gik hen imod hjørnet.

’’Møgso!’’ Hørte jeg, at han svagt brummede inden han drejede om hjørnet imens jeg rynkede panden lidt og sank en stor klump i halsen imens jeg tog mig lidt til kæben.

Jeg bed mig hårdt i læben og tog en dyb indånding og satte mig ned på hug med samlede ben og satte mine albuer på mine lå og tog mig til hovedet.

Hvad fanden skulle jeg stille op?.. Det her havde totalt forandret ham.. Godt nok vidste jeg, at han kunne være hård, men på den her tour var han virkelig blevet ekstra hård, og det var bestemt ikke noget jeg brød mig om at se.. Jeg kunne slet ikke kende ham længere. Når han var glad troede han, at han ejede hele verden og kunne gøre hvad det passede ham, og når han så var sur, så frygtede man virkelig for hans temperament, som i værste tilfælde kunne ende med vold.. Godt nok havde han førhen sagt undskyld, når han havde slået mig eller decideret være ond overfor mig, men lige for tiden kunne jeg slet ikke få øje på den mindste smule dårlige samvittighed over hans behandling af mig.

Hvad fanden skulle jeg gøre?.. Måske skulle jeg bare gøre 100% som han sagde fremover og bare rette mig ind uden at stille krav eller bede ham om at gøre ting.. Og ja, det kunne gå udover mig selv, hvis jeg ikke holdte ham i kort snor, men så måtte jeg bare tage de slag der kunne komme imod ham og prøve at rode ham ud af alt det negative som jeg nærmest havde på fornemmelsen ville komme.. Og så måtte jeg se hvad der skulle ske efter touren.. Se hvad der skulle ske imellem Justin og mig.. For det her fungerede ikke og det kunne jeg på ingen måder holde til, hvis det blev ved!..

Måske jeg havde taget fejl af ham?.. Måske kendte jeg ham slet ikke så godt som jeg troede.. Var det overhovedet det værd at fortsætte det her ’’forhold’’.. Ja, hvis man overhovedet kunne kalde det et forhold stadigvæk.. For det følte jeg sku ikke engang at det var.. Som jeg følte det var vi mere bare arbejdskollegaer der knaldede engang imellem, når han havde lyst... Hvor var alt kærligeden og omsorgen fra ham blevet af?..

___________________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...