Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
672642Visninger
AA

44. Montparnasse Tower.

 

              Location: I bilen på vej til Montparnasse Tower, Paris. Dato: Torsdag d. 19. Marts 2020, Kl. 21.43.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Har du seriøst tænkt dig at være så skide sur hele aftenen?..’’ Spurgte jeg Maddie som bare sad med krydset arme og kiggede ud af vinduet uden at svare overhovedet.

Hugo og Kenny sad på forsædet og blandede sig naturligvis ikke i min og Maddies samtale.. Eller, det var sådan set kun mig der snakkede, da Maddie var så pisse mopset og havde været det hele dagen.

Anna passede Liam hjemme på hotellet imens vi var ude på job. Liam ville egentlig gerne have været med, men det var ret kaosagtigt og der var lidt stress på, da vi skulle nå fra min koncert og hurtigt videre til Montparnasse Tower, hvor min intim-koncert skulle forgå.. Og faktisk var vi allerede lidt sent på den, da koncerten skulle begynde 22.30 og jeg lige skulle nå at finde noget tøj og lave et hurtigt interview inden.. Det var i hvert fald hvad jeg havde set på Maddies computer som jeg selv måtte kigge i, da hun åbenbart stod ved det hun havde sagt og overlod hele lortet til mig uden at hjælpe.

Ærligt, så kunne jeg godt mærke, at hendes hjælp manglede. Godt nok tog hun med til de forskellige ting, men når jeg spurgte hende om noget svarede hun bare, at jeg selv måtte finde ud af det.. Pisse fucking hamrende irriterende at have en dame der var så fucking meget på tværs!.. Og hvorfor?.. Fordi jeg ikke lige gik i bad når hun sagde det!. WTF!.

’’Hallo, gider du godt svare mig!’’ Sagde jeg bestemt og tog lidt fat i hendes lår som var dækket af hendes sorte gamasjer som hun havde taget en lidt tyk lysegrå og langærmet trøje på til.. Skoene var også grå og var nogen lukkede stilletter og så havde hun taget en grå pung med, hvor bla. hendes mobil lå i.. Og så havde jeg bemærket en ekstra lille guldring på hendes finger.. Den samme finger som hun havde sin vielsesring på.

 

 

’’Lad vær..’’ Mumlede Maddie og daskede min hånd væk fra hendes lår med sin hånd som hun hurtigt krydsede igen med hendes anden arm imens hendes blik var som limet til den tonede rude i bilen.

’’Svar mig når jeg spørg dig om noget man!’’ Brummede jeg og greb igen fat i hendes hår og klemte det lidt og rykkede lidt i det.

’’Lad mig nu bare være forhelved!’’ Udbrød Maddie irriteret og rykkede igen min hånd væk, så jeg sukkede opgivende og rykkede mig ordentligt tilbage i mit sæde imens jeg vendte blikket ud af min egen siderude og rystede lidt på hovedet.. Kvinder man.. Kvinder!.

’’Hvad fanden er du så pisse sur for?.. Er det bare fordi, at jeg ikke lige skred i bad, da du sagde det?.. Du kan sku da ik..’’

’’Jeg er pisse sur fordi jeg er din fucking manager og knokler altid røven ud af bukserne for dig og planlægger dine ting, så du kan nå det hele og du høre ikke en skid efter hvad jeg siger og giver mig bare lort tilbage og skider på hvad jeg siger til dig!. Hvad har du mig så for?!. Du køre jo fint showet selv!. Du tror du har så fucking meget styr på det og selvom jeg kommer og siger til dig, at du er sent på den, så er du pisse ligeglad og tror, at det er fint nok!.. Så klar dit lort selv man, istedet for at bede mig om ting, når du alligevel ikke vil høre efter hvad jeg fucking siger man!’’ Udbrød Maddie ret højlydt og vredt og vendte derefter igen blikket ud af vinduet. Måske var det lige nu, at jeg skulle bruge Ryans trick.. Selvom jeg ærlig talt tvivlede på, at det ville virke, da hun virkelig var sur nu..

’’Hey, skru ned okay!. God man.. Din forbandede søde, sexede, smukke og fucking uimodståelige pige man!..’’ Startede jeg og bemærkede, at Maddie straks vendte blikket imod mig og først gloede lidt åndsvagt over, at jeg i sådan en bestemt tone roste hende og komplimenterede hende.. Men det var Ryans trick.. Og gudhjælpemig om det ikke virkede!. Hun begyndte fandme at grine!. Wow!.. God, den skulle jeg fandme bruge noget mere, den der!. 

’’Dæmp nu din fucking dejlige stemme, okay!’’ Fortsatte jeg med et skævt smil og et lille grin og fik igen Maddie til at fnise imens hun rystede lidt på hovedet af mig og daskede lidt til mig.

’’Hvor er du åndsvag man’’ Smågrinede hun og vendte blikket ud af sin rude igen imens jeg grinede svagt og rykkede mig lidt hen imod hende og lagde armen om nakken på hende. Jeg tog min hånd, fra den arm der over rundt om skuldrene på hende, hen til hendes kind og trykkede lidt til den, så hun drejede ansigtet imod mig og vi fik en tæt øjenkontakt. Jeg sendte hende et charmerende smil og placerede mine læber på hendes og mærkede, at hun straks kyssede med imens hun tog sin hånd op til min kind og nussede den svagt. Fuck, hvor skulle jeg takke Ryan for det trick der!.. Det var sku da helt utroligt at det rent faktisk virkede.. Jeg havde ellers sagt, at jeg tvivlede meget på, at det ville virke, men det gjorde det fandme!..

Maddie trak sine læber til sig uden at flytte hovedet helt og jeg stødte blidt min pande imod hendes.

’’Hvad med at samarbejde lidt fra nu af, hva?’’ Spurgte hun stille og kærligt imens hun nussede min kind og sendte mig et kærligt smil.  

’’Hvis du lader vær med at være så stresset og bestemt, så fint nok’’ Svarede jeg hende kort og enkelt og placerede igen mine læber på hendes og tvang hende ind i et dejligt tungekys...

                                                                                             ~

                              Location: Montparnasse Tower, Paris. Dato: Torsdag d. 19. Marts 2020, Kl. 22.05.

 

’’Så, hvid bluse, den her sorte vest og så tænker jeg sorte jeans?.. Hvad siger du, babe?’’ Spurgte jeg hende imens jeg stod i bar overkrop og var ved at finde tøj til aftenens performance i et lokale, hvor jeg havde fået en masse forskelligt af mit tøj sat op på bøjler på stativer.

’’Hvide jeans.. Dem her’’ Sagde Maddie kort og rejste sig fra sofaen hvor hun ellers sad og havde fuld koncentration på sin mobil, men valgte at ligge det lidt til siden for at hjælpe mig med mit tøj.. Egentlig kunne jeg godt selv men det det var sku meget federe at høre hvad andre havde at sige til mit tøj.. Hvorfor ved jeg sku ikke lige?..

Hun gik hen til stativet og rodede lidt imellem mit tøj.

’’Hvor fanden er de?.. Jeg så dem li.. Der!.. Dem her’’ Sagde hun, da hun fandt de bukser hun tænkte på og hev dem ned fra stativet uden at tage bøjlen af, og viste dem så frem til mig.

’’Det her tøj og så nogen helt hvide sko og dine sorte handsker’’ Forslog Maddie imens hun bukkede sig ned til bunden af stativet hvor jeg havde en række forskellige sko stående. Hun tog nogen helt hvide frem og stillede den foran mig og rettede sig derefter op og kiggede spørgende på mig. Jeg smilede skævt til hende.

’’Kvinden som er kåret til at være årets stilikon har talt’’ Sagde jeg og fik Maddie til at grine lidt og række mig de hvide bukser som jeg tog imod, hvorefter hun satte sig tilbage ovre i sofaen og greb igen sin mobil.

Ja, til det Fashion show vi var til var Maddie også endt med at vinde prisen for årets stilikon.. Ja, så jeg måtte vel bøje mig for hendes tøjvalg?..

Jeg lagde tøjet i mine hænder fra mig op ryglænet af en tilfældig stol og smed så bukserne, så jeg kun stod i hvide boxers. Jeg tog fat i de hvide jeans og pillede bøjlen af og begyndte så at få alt tøjet på, så jeg var klar til den lille koncert og det interview som jeg skulle lave lige inden.

’’Det der interview?.. Hvor lang tid vare det?’’ Spurgte jeg kort Maddie imens jeg stak benene i jeansene og fik dem trukket op, så de sad lige under røven.

’’Omkring 10 minutters tid vil jeg tro.. Det bliver sådan, at du sidder alene og får spørgsmålene på en skærm og så svarer du i en mikrofon imens der står et par kamera og filmer dig til Live@Home..’’ Forklarede Maddie kort imens hun sad og scrollede på sin mobil.

’’Okay, wierd’’ Svarede jeg kort, da jeg fandt det virkelig underligt, at de ville give mig spørgsmål på en skærm og ikke face to face..

’’Ja, men det er sådan de ville gøre det, såå.. Det er vel også okay?’’ Sagde Maddie kort og kiggede spørgende op på mig.

’’Jaja.. Hvis det er sådan de vil have et interview fra mig, såå’’ Svarede jeg køligt imens jeg fik den hvide T-shirt på og derefter stak fødderne i de hvide sko.

’’Hvornår skal jeg så lave det?’’ Spurgte jeg og fik den sorte vest på og rettede den lidt til, hvorefter jeg gik over til enden af stativet, hvor der hang en pose med forskellige slags handsker i. Heldigvis slap jeg for at lede længe i posen, da de sorte handsker lå helt øverst.

’’Så snart du er klar’’ Svarede Maddie kort.

’’Det er jeg nu’’ Svarede jeg og fik handskerne på og strakte og klemte kort mine fingre, så mine handsker sad bedre til.

’’Okay.. Så lad os komme derop’’ Svarede Maddie roligt og lukkede sin mobil og rejste sig fra sofaen..

 

                                                                                               ~

                          Location: Montparnasse Tower, Paris. Dato: Torsdag d. 19. Marts 2020, Kl. 22.20.

 

’’Hvilken sang fra dit album er din yndlings?’’ Læste jeg op fra skærmen inde i hovedet og tog kort efter mikrofonen op til munden igen, så jeg kunne svare.

’’Min yndlingssang fra mit album.. Uhm.. Jeg har et par stykker.. As Long As You Love Me, er helt klart en af mine yndlings.. Og så er en af mine bedste venner med på den, og det er virkelig fedt at have et par sange som nogen af mine tætteste er med på’’ Svarede jeg roligt imens jeg vippede svagt med roden fra side til side og sad lænet godt tilbage i læbe-sofaen som jeg var blevet placeret i.

Her var kun mig i lokalet, men jeg følte mig dog ikke alene, da væggene var lavet af glas, så da vi helt oppe på toppen af Montparnasse Tower, og der var udsigt udover hele byen næsten uanset hvor du så hen. Jeg havde Eiffeltårnet i ryggen og det var jo ikke nogen hemmelighed, at det gav visse minder..

Der var faktisk dækket okay hyggeligt op herinde. Skærmen stod et par meter foran mig, sofabordet var rundt og havde lys i sig og var af et smart design, et zebraskind på gulvet, en orange lampe på min venstre side og så den røde læbe-sofa som jeg sad i.. Godt nok lidt sjove møbler, men det var sku hyggeligt nok alligevel, for at være helt ærlig.

’’Hvordan føltes det at være på en tagterrasse i Paris?’’ Læste jeg op inde i hovedet, da næste spørgsmål dukkede op på skærmen.

’’Det føltes fantastisk at være på en tagterrasse i Paris.. Det er første gang jeg overhovedet er i Paris og herfra kan jeg se alting.. Hvis jeg vender mig om har jeg udsigt til Eiffeltårnet, såå.. Det er fantastisk’’ Svarede jeg på spørgsmålet og gav mig så til at vente på at næste spørgsmål kom frem på skærmen.

’’Hvordan er det at vokse op på et børnehjem uden forældre og så nu sidde med hele verden som publikum imens du rejser verden rundt med dit musik?’’ Læste jeg igen op inde i hovedet og tog en dyb indånding.

’’Det føltes godt.. Dengang havde jeg aldrig troet, at jeg ville komme til at sidde sådan et sted som dette og komme til at rejse verden rundt med mit eget musik, som jeg selv har skrevet.. Jeg føler lidt, at jeg er et godt bud på, at man kan komme fra totalt ingenting og så alligevel få en ordentlig retning i sit liv og skabe noget selv, såå’’ Svarede jeg roligt og afslappet og gav mig til at vente på næste spørgsmål.

’’Savner du ikke nogengange, at have en familie at dele alt det her med?’’

’’Jeg har en familie, hvad mener i?..’’ Startede jeg hurtigt og grinte kort over spørgsmålet.

’’Jeg har min kone og min søn med mig, og så er hele mit crew også ligesom en familie.. Jeg har skabt en familie selv og er ikke blevet født ind i en, og for mig er det helt fint.. Jeg kunne ikke ønske mig mere’’ Svarede jeg roligt og afslappet.

’’Drømmer du nogensinde om at komme tilbage til Rosewood, hvor du voksede op?’’

’’Uhm.. Ærligt, nej.. Rosewood er for mig et overstået kapitel for det var blandt andet der at mit liv gik skævt, så.. Jeg har det fint hvor jeg er’’ Svarede jeg ærligt, da jeg virkelig mente at Rosewood var en fuckt up by som kun ville give mig negative impulser.

’’Er teksten i dine sange meget personlige?’’

’’Ja, normalt er jeg ikke så god til at udtrykke følelser, men når jeg sidder for mig selv og skriver på en sang, så kommer det direkte fra hjertet og det føltes som om, at det er en slags åben dagbog, hvor jeg kan fortælle alting, så.. Ja, mine tekster er meget personlige og ærlige’’ Svarede jeg kort og godt på spørgsmålet.

’’Er du bange for, at det en dag vil vende og du vil miste alle dine fans osv?..’’

’’Uhm.. Bange vil jeg ikke sige, at jeg er, for jeg ved, at mine fans kan se, at jeg har ændret mig fra alt det jeg kom fra og at jeg er parat til at starte et nyt liv, hvilket jeg synes, at jeg er godt igang med.. Der er stadig et par ting der skal rettes og sådan, men jeg håber da, at mine fans kan se, at jeg virkelig prøver, for jeg elsker det jeg laver nu og jeg elsker mine fans og sætter stor pris på deres støtte og opbakning.. Men uanset hvad, så vil jeg altid være der for dem, og jeg håber da, at det er gensidigt’’ Svarede jeg roligt.

’’Giver ordene ’’Normalt liv’’ stadig mening for dig?’’

’’Uhm?.. For mig handler det om at bruge de ting i sit liv som man har og gøre dem så normale som muligt.. Lige nu rejser jeg verden rundt og det er selvfølgelig ikke normalt for alle og det er hårdt nogengange, men derfor laver vi stadig normale ting, såsom at se film og sådan.. Vi gør det bare en masse forskellige steder, og så vil jeg sige, at når jeg ligesom er helt privat indimellem, så er jeg da stadig normal.. Jeg har hele mit liv været meget rodløs og har ikke rigtig fundet mig hjemme nogen steder før der hvor jeg bor nu, så det er ikke så svært for mig at finde det normalt at være forskellige steder hver eneste dag’’ Svarede jeg kort og enkelt.

’’Sætter du dig mål for hvad du vil i livet?.. Både privat og arbejde?’’

’’Ja, det gør jeg helt klart.. Jeg har ting jeg gerne vil og siger til mig selv: Jeg vil det her, og det her, og det her, og så gør jeg det, og når de ting er gjort, så sætter jeg nogen nye mål.. Det tror jeg aldrig jeg holder op med.. Der vil altid være noget nyt jeg vil gøre eller noget nyt jeg vil have’’ Svarede jeg kort og ærligt, da det ligesom var sådan jeg havde det. Ja, jeg kunne sku da ligeså godt være ærlig, ikke?..

’’Tusind tak fordi du kom, Justin, og rigtig god koncert’’

’’No prop man.. Og tak’’ Svarede jeg med et skævt smil og bemærkede derefter at skærmen slukkede, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding og lægge mikrofonen fra mig og strejke mine krop, som jeg godt kunne mærke, var ved at være lidt udkørt. Dog havde jeg kun lige den lille koncert på ca. 30 minutter tilbage at klare, så mon ikke, at jeg klarede den uden hjælp fra det i min højre bukselomme?..

                                                                                            ~

                           Location: Montparnasse Tower, Paris. Dato: Torsdag d. 19. Marts 2020, Kl. 23.12.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Så du slet ikke, at han bankede hovedet lige ind i en glasrude?’’ Spurgte C.J som var en af Justins dansere.

’’Overhovedet ikke.. Hvornår skete det?.. Og hvorfor?’’ Spurgte jeg roligt og kontrolleret men samtidig ret seriøst.

’’Det var lige inden den sidste sang ’’Boyfriend’’.. Han ville have noget vand og så så han en flaske vand stå på et bord, men han havde ikke lige set glasruden imellem ham og bordet, så han bankede hovedet lige ind i ruden.. Jeg troede ikke, at han ville gøre koncerten færdig efter det, men han så ud som om, at han troede, at der ikke var nogen der så det, så han vendte sig bare om og gik ud og performede Boyfriend’’ Forklarede C.J med et svagt smil og fik mig til at grine svagt imens jeg rystede kort på hovedet.

’’Forhelved altså’’ Smågrinede jeg, da det virkelig lød dumt.. Dumt og sjovt på samme tid!. Han var sku da en klovn man..  

Jeg vendte blikket til siden, da jeg fornemmede noget bevægelse og bemærkede så Justin komme gående imod mig sammen med nogen af danserne imens han gned sig på højre øjenbryn og skar lidt ansigt som tegn på, at det gjorde ondt.

Jeg gik roligt hen til ham og stoppede op ved ham, hvilket også fik ham til at stoppe foran mig uden at tage hånden væk fra panden.

’’Klovn’’ Småfniste jeg og tog blidt fat i Justins hånd og flyttede den fra hans øjenbryn.

’’Lad mig lige se’’ Sagde jeg kort, hvilket fik Justin til at sænke hånden, så jeg kunne se hans pande og øjenbryn. Jeg kørte blidt mine fingre over der hvor han tilsyneladende havde slået sig og tog en dyb indånding.

’’Ja.. Du får sku nok en bule, skat’’ Sagde jeg roligt og fjernede min hånd igen, hvilket igen fik Justin til at tage hånden op til hovedet og gnide sig det ømme sted. Han fjernede kort efter sin hånd og løftede øjenbrynene lidt imens han tog en dyb indånding og jeg begyndte at grine svagt, da hans ene øjenbryn slet ikke bevægede sig.

’’Hvad?’’ Spurgte Justin og kiggede småundrende på mig.

’’Prøv lige og løft dine øjenbryn igen’’ Sagde jeg kort og kiggede på hans ene øjenbryn. Justin løftede kort efter sine øjenbryn og igen begyndte jeg at grine svagt.

’’Dit ene øjenbryn bevæger sig slet ikke.. Det er kun dit venstre øjenbryn der går op’’ Fniste jeg imens Justin bare pustede svagt og rystede på hovedet imens han tog sin mikrofon og headsæt af sig selv.

’’Er vi færdige her nu?’’ Spurgte Justin mig roligt og stak mig alt det han lige havde pillet af sig selv.

’’Ja.. Vi skal bare hjem på hotellet og sove nu’’ Svarede jeg og tog roligt imod hans mikrofon og headsæt imens Justin nikkede svagt.

’’Jeg skal lige have noget vand inden vi kører’’ Sagde Justin kort og fik mig til at nikke svagt imens jeg betragtede ham gnide sig selv på øjenbrynet.

’’Der står vand nede i din garderobe’’ Sagde jeg kort og fik et kort nik fra Justin imens han gik forbi mig og kort hev fat i Kenny og Hugo som stod og småsnakkede lidt. Justin sagde noget til dem som fik dem til at gå med ham og jeg tog en dyb indånding og vendte blikket væk fra Justin og kiggede mig rundt indtil jeg fandt et lille bord, hvor jeg lagde Justins mikrofon og headsæt på, da jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gøre af det.

’’Ey, Maddie?’’ Lød det bag mig. Jeg vendte mig roligt om og så Chris komme gående afslappet imod mig.

’’Hvor er Justin?’’ Spurgte han roligt og stoppede op ved mig.

’’Han er lige gået ned i garderoben for at få noget vand’’ Svarede jeg afslappet imens jeg trak min mobil op af lommen for at tjekke om jeg eventuelt hvad fået opringninger eller beskeder fra Anna, omkring Liam, eller nogen andre.. Dog så det ikke sådan ud.

’’MADDIE!.. MADDIE, PLEASE, KOM!’’  Lød det pludselig fra Ems stemme er godt stykke fra mig. Både Chris og jeg kiggede i retningen af hvor hendes stemme kom fra og så i det samme en masse mennesker som arbejdede her på stedet, komme løbene forbi os.

Chris og jeg kiggede hurtigt på hinanden og bare ved at se hans seriøse udtryk, så vidste jeg også, at der var noget helt galt.

Både Chris og jeg gik hurtigt i retningen af Ems stemme og kort efter så jeg hende stå lige ved døren ind til trapperne som førte nedenunder.

’’Em?. Hvad sker der?’’ Spurgte jeg og fik straks hendes opmærksomhed.

’’Justin er gået i gulvet på trappen’’ Sagde hun alvorligt og fik mig straks til at spærre øjnene op imens et forfærdeligt sug gik igennem mig.

Jeg vendte straks blikket ind af den åbne dør og kunne i det samme høre en masse stemmer som talte højt.

Jeg satte hurtigt i løb ind til trapperne og løb så hurtigt jeg kunne ned af dem. Jeg stoppede op, da jeg så en stor folk mennesker hvor Alfredo blandt andre også stod iblandt.

Jeg småløb hurtigt ned af de sidste trin og maste mig igennem menneskemængden indtil jeg til sidst så Justin ligge på en lille ’’pause-platform’’ imellem trappetrinene, hvor Hugo stod for enden af Justin og havde vippet hans ben op i vejret, hvilket var så blodet kunne løbe tilbage til hovedet..

’’Vi skal have fat i en ambulance.. Ja, han er bevidstløs.. Vi skal have noget vand nu!’’

Alle folks stemmer omkring mig gjorde mig bestemt ikke mindre panisk. Specielt gjorde det mig ikke mindre bange, når de brugte ordet ’’bevidstløs’’!.

Man kunne godt mærke at mange af dem var meget paniske og i mit hoved lød det som elefanter der løb op og ned af trapperne imens en masse samlede sig omkring Justin.

Jeg satte mig ned på knæ ved ham og tog fat i hans ansigt og rystede svagt i det imens og nærmest bare sad og holdte vejret.

’’Justin?.. Justin.. Forhelved altså’’ Sagde jeg bange da han ikke reagerede på mine kald og bare lå der og lignede en der var død.. Eller i hvert fald meget langt væk!. Ja, jeg frygtede virkelig det værste for ham.. Det eneste jeg ønskede lige nu var, at han vågnede op!.

’’Er der nogen der ved, hvorfor det her skete?’’ Lød det pludselig fra en af dem der arbejdede her.

’’Han slog hovedet ind i en glasrude.. Kan det være derfor?’’ Sagde jeg hurtigt og panisk imens jeg holdte min ene hånd i Justins hår og den anden på brystet af ham, hvor jeg heldigvis kunne mærke, at han hjerte slog.. Selvfølgelig havde jeg heller ikke regnet med at han var død, men når man var bange, så frygtede man alt!.

’’Ambulancen er på vej..’’ Blev der råbt så det overdøvede alle menneskernes snak.

Jeg vendte blikket ned på Justin, da jeg kunne mærke, at han rykkede lidt på sit hoved efter 4-5 minutter, hvor han bare havde ligget helt stille og kun havde rykket sig fordi vi andre havde rykket i ham.

’’Justin?.. Justin?’’ Kaldte jeg stille imens jeg bemærkede, at han rykkede panden lidt og kort efter slog øjnene op, hvilket fik mig til at sukke lettet. Jeg fik hurtigt øjenkontakt med ham og kiggede seriøst på ham.

’’Skat, er du okay?’’ Spurgte jeg stadig med en lidt bange tone, men samtidig også ret lettet over at se ham åbne øjnene igen.

’’Jaer.. Jaer, jeg har det fint’’ Sagde Justin imens han tog en dyb indånding og tog sig til hovedet og gned sig i øjnene med den ene hånd.

’’Maddie, der er noget vand her’’ Lød det fra min venstre side, hvilket straks fik mig til at kigge op og se Kenny stå og række mig en ny flaske vand.

’’Tak’’ Sagde jeg kort og tog imod den og skruede proppen af og holdte mit blik på Justin imens han satte sig op og drejede sig lidt, så han sad op af væggen.

’’Her.. Drik noget vand’’ Sagde jeg stille og seriøst imens jeg rakte ham flasken, som han tog roligt imod og tog en tår af..

                                                                                                 ~

                                 Location: Hotel Le Meurice, Paris. Dato: Fredag d. 20. Marts 2020, Kl. 00.10.

 

Jeg gik ned af gangen og ned imod vores suite efter at have været nede og hente noget mad til Justin imens en læge var inde i vores suite for at tilse Justin.

Ambulancen, som blev tilkaldt til Montparnasse Tower, havde tilset ham derhenne og sagde, at han bare kunne blive kørt hjem, men da jeg var virkelig bekymret, så fik jeg også ringet efter en læge som kunne komme hertil hotellet og lige tjekke om Justin nu var helt okay.

Jeg åbnede døren ind til min og Justins suite og fandt hurtigt Kenny stående ude på den store gulvplads hvor basket-nettet fra tidligere stadig stod. Jeg kiggede straks op imod vores seng som stod lige ved siden af den store gulvplads, hvor et par trappetrin adskilte ’’soveværelset’’ fra ’’stuen’’.. Ja, det var jo sådan set i samme lokale, men det skulle forstille at være delt op eftersom de 2 lange trappetrin på en måde afskårede værelset fra stuen.

Jeg lukkede døren til suiten med foden og gik så roligt hen imod Kenny imens jeg havde bakken med Justins mad på, i mine hænder.

’’Kenny, hvad kan du fortælle mig?’’ Spurgte jeg ham roligt og hentydede selvfølgelig til Justin som sad i sengen og snakkede med lægen som stod ved siden af.

’’Justin har det fint. Han skal bare have hvile og så er han klar igen imorgen.. Og så får han helt sikkert en bule fra da han slog hovedet ind i den glasrude der’’ Svarede Kenny mig roligt og fik mig til at nikke svagt.

’’Men var det pga det slag fra glasruden, at han besvimede?’’ Spurgte jeg roligt Kenny som kort nikkede.

’’Ja’’ Svarede Kenny kort og fik mig til at nikke svagt. Jeg vendte blikket op imod Justin som gav lægen hånden, hvorefter lægen tog sin lægetaske og gik ned imod Kenny og jeg som stod nede på den store gulvplads.

’’Så er der ikke mere jeg kan gøre.. Justin har det fint og skal bare have ro og fred natten over.. Ingen hjernerystelse, ingenting overhovedet’’ Forsikrede lægen mig om og fik mig til at nikke svagt imens jeg tog en dyb og lettet indånding.

’’Tak for hjælpen, doktor’’ Sagde jeg kort.

’’Ingen årsag’’ Svarede han med et smil.

’’Ja, jeg ville gerne give dig hånden, men jeg har hænderne fulde’’ Sagde jeg med et svagt smil og fik lægen til at smile lidt bredere.

’’Det er helt okay’’ Svarede lægen roligt.

’’Nu skal jeg følge dig ud, doktor’’ Sagde Kenny kort ved siden af mig og fik doktoren til at nikke, hvorefter de sammen forlod vores suite og jeg gik op af trappetrinene og op imod Justin som sad op af væggen med dynen over hans ben, da han kun havde boxers på.

Jeg satte bakken på sengen og kravlede derefter selv op i sengen og satte mig ved siden af Justin uden at tage blikket fra ham. Justin tog en dyb indånding igennem næsen og pustede tungt ud, hvorefter han vendte sit rolige blik imod mig og kiggede afslappet på mig.

’’Der gjorde du mig virkelig bange..’’ Sagde jeg stille og bemærkede hurtigt, at Justin smilede svagt med lidt lyd på og derefter vendte blikket væk fra mig og kiggede ned på bakken som stod imellem os.

’’Der skal sku ikke meget til at gøre dig bange, hva?’’ Svarede Justin helt afslappet og greb ud efter det lille kuvertflute som lå på tallerken sammen med det som hotellet havde haft på menuen som dagens ret.

’’Jeg er okay, baby’’ Sagde Justin hurtigt og lænede sig imod mig og gav mig et hurtigt kys på læberne, hvorefter han rettede sig ordentligt op igen og tog en bid af brødet...

_________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...