Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
676293Visninger
AA

30. ’’Jeg Har Det Fint!’’

       

                             Location: BOK Center, Tulsa, Oklahoma. Dato: Torsdag. 9. Januar 2020, Kl. 19.45.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Ha-ha-haha-ha-ha-ha-ha-ha-ha...’’

’’En tone lysere..’’ Indskød Mama hurtigt imens tonerne fortsat lød ud af hendes Macbook og jeg sad og lavede lyse stemmeøvelser ved siden af hende i sofaen.

’’Ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha..’’ Sagde jeg endnu lysere imens jeg satte knoen under min hage og støttede mit hoved på den imens min albue støttede ned i mit knæ.

’’En gang til..’’ Indskød Mama igen og fik mig til at tage en dyb indånding.

’’Mm-mh-mh-mh-mh-mh-mh-mh-mh-Mmmh...’’ Mumlede jeg og rømmede mig kort efter.

’’Og helt dybt..’’ Indskød Mama igen imens hun ændrede tonen til en mørk tone.

’’Uh-hu-uh-hu-uh-hu-uh-hu-uh-hu-uh-hu-uh-hu-uhhhh’’ Sang jeg så mørkt jeg kunne imens jeg fulgte tonerne fra hendes Macbook og jeg kort bemærkede, at døren herind til åbnede sig og Kenny kom til syne og fik samtidig også Mama Jans opmærksomhed.

’’Hvor lang tid er der igen, Kenny?’’ Spurgte Mama ham hurtigt.

’’5 minutter.. De andre er allerede begyndt at samle sig ved scenen’’ Svarede Kenny kort og fik Mama Jan til at nikke imens jeg bare fortsatte med stemmeøvelserne.

Jeg ville ikke sige, at jeg var helt på toppen, men min stemme var klart blevet bedre end for bare 4 dage siden. Det havde hjulpet virkelig meget at holde kæft og så drikke den der ’’lækre’’ drink som Usher havde mixet sammen til mig.. Efter jeg havde drukket den fik jeg af vide, at der var alt lige fra broccoli til grønt te i den, hvilket så fik mig til at forstå, hvorfor det smagte så klamt som det gjorde.. Halvdelen af det der var i brød jeg mig overhovedet ikke om, men jeg drak den ligesom jeg havde fået besked på, og heldigvis slap jeg efter den ene drikkedunk!.. Og ærligt, så håbede jeg aldrig, at jeg skulle drikke det lort igen!.

Som sagt, så var jeg slet ikke på toppen, hvis man tænkte på mit helbred.. Det troede de andre så, at jeg var, da jeg havde fået bildt dem ind, at jeg havde det rigtig godt, men det var udelukkende, så vi ikke skulle aflyse endnu et show. Ja, så hellere spille rask i et stykke tid og.. Ja, lyve overfor de andre..

Alle så ud til at tro på mig, når jeg sagde, at jeg havde det fint. Dog var der en der var meget mistroisk og skeptisk over det.. Nemlig!. Maddie!.

Bare idag havde hun spurgt mig 100 gange om hvordan jeg havde det og det var ærlig talt ved at blive lidt for meget.. Det var som om, at hun bare gik og ventede på, at jeg skulle indrømme og sige, at jeg havde det af helvedes til, men tro mig!. Det kom ikke til at ske!. Hvis jeg gjorde det, så ville de ikke lade mig gå på om lidt, for som Maddie sagde, så kunne vi stadig nå at aflyse, og det skulle bare ikke ske!. Når der stod næsten 13.000 fans derude og ventede lige netop nu, så var det sku for sent i min verden at aflyse!.

’’Kan du give mig en node?’’ Spurgte Mama syngende og kiggede på mig.

’’Buuuuuu...’’ Brummede jeg så dybt jeg overhovedet kunne.

’’Kan du gå dybere?’’ Sang hun videre til tonerne. Jeg rystede svagt på hovedet.

’’Neej, jeg kan ejjjjj’’ Sang jeg dybt og smilede skævt.

’’Yes, you caaaaaannnn’’ Sang Mama tilbage og smilede skævt til mig.

’’Nooooooo’’ Sang jeg dybt og kunne godt høre, at jeg gik en tone længere ned.

’’Det er virkelig gooodt’’ Sang Mama med et smil og stoppede så tonerne på hendes Macbook, hvilket til mig til at stoppe og rømme mig lidt.

’’Okay.. Din stemme er hel klart i bedring, men vi kører stadig med fuld playback idag.. Din stemme har stadig brug for hvile, så prøv så vidt muligt at lade vær med at råbe og skrige og tale for meget på scenen i aften, okay?’’ Forklarede Mama kort og fik mig til at nikke imens jeg kiggede på hendes igennem mine sorte solbriller, som jeg altid havde på til åbningsnummeret sammen med mit helt hvide outfit.

’’Godt.. Så håber jeg virkelig, at du får et godt sjov, min skat’’ Sagde Mama videre og strakte armen hen imod mig og gav mig et sidelæns kram, som jeg straks tog imod, hvorefter jeg rejste mig og Mama klappede sin Macbook sammen og derefter også rejste sig.

Jeg tog min segway og stillede mig op på den og vendte rundt, så jeg kunne køre hen imod døren, hvor Mama Jan netop var på vej hen.

Jeg rømmede mig lidt imens jeg lænede mig frem og kørte hen imod hende imens hun åbnede døren og holdte den for mig, så jeg kunne komme ud.

Jeg fulgtes hele vejen med Mama, som gik ved siden af mig imens jeg kørte roligt ved siden af hende. Vi nåede efter få minutter hen bag scenen, hvor en masse mennesker farede rundt og gjorde klar til showstart, hvilket var om mindre end 10 minutter.

En af sceneteknikerne backstage fik givet mig min mikrofon på, så jeg nu var helt klar til showstart. Jeg satte min segway fra mig og bevægede mig så hen imod alle de andre som stod klar til at bede den sædvandelige bøn.

Det var tydeligt at høre, at hele salen med publikummer var godt varme efter at Chris havde været ude og varme op for mig. Allerede nu kunne man høre deres vilde skrig og det gav mig en god følelse i kroppen, da bare de sidste få dages sygdom, havde fået mig til at savnet rushet virkelig meget..

Alle i mit crew blev samlet og vi lagde armene om hinanden i en stor rundkreds, hvorefter få af os begyndte at bede højt og takke for dit og dat.. Ja, jeg indrømmer, at lige nu var jeg temmelig fjern, men det var udelukkende kun fordi, at jeg meget hellere ville ud på scenen og give den gas og mærke suset som jeg fik hver eneste aften.. Ærligt, så var jeg sku nok gået hen og blevet lidt afhængig af det sus og alt den adrenalin som et show kunne give mig, men det var sku da også en fed følelse.. Hvis ikke man kunne lide det sus, når man var popstjerne, så skulle man fandme ikke være det..

Måske var det ikke så mærkeligt, at jeg følte mig ret høj og klar lige nu.. Det var helt klart den bane jeg tog efter aftenens M&G, der gjorde, at jeg følte mig ovenpå og mildt sagt, havde krudt i røven..

Jeg havde bedt om 2 minutter alene i bussen efter mit Meet and Greet og der tog jeg beslutningen om at udnytte alt det coke jeg havde gemt i bussen. Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke gjorde det, så havde jeg slet ikke energi nok til at klare hele showet, og da jeg nægtede at aflyse endnu et show, så var det min udvej til at kunne klare det og komme godt igennem det uden at ligne en der var syg og svag.. Fandme nej!. Jeg ville være ovenpå, når jeg stod på scenen!. Og det var jeg helt klart nu!.

Vores sædvandelige kampråb blev råbt imens vores hænder blev lagt ind i midten af cirklen, hvor vi hoppede lidt med dem og derefter løftede dem op i luften. Vi klappede af os selv og kort efter forsvandt folk roligt ud i en bred vifte, så de kunne komme hen til deres pladser og gøre sig klar til showstart.

Jeg tog en dyb indånding og kørte begge mine hænder, som var halvt dækkede af mine guld-handsker, igennem mit hår og pustede tungt ud imens jeg endte med at have hænderne i nakken og lod mit hoved læne sig tilbage, så jeg kiggede op imod det meget høje loft som snurrende en anelse for mig, hvilket jeg ikke tog mig af.. Ja, det var sku nok bare pga det coke jeg havde taget, der gjorde det..

Jeg gispede svagt, da jeg mærkede en hånd ligge sig på min ryg. Jeg vendte hurtigt blikket hen imod personen som jeg kunne mærke stod på min venstre side, og så så Maddie stå og kigge seriøst på mig.

’’Hva så, babe?’’ Spurgte jeg selvsikkert og lagde armen om hendes skuldre.

’’Er du helt okay?’’ Spurgte hun mig ret seriøst. Jeg tog en dyb indånding og rullede lidt med øjnene af hende bag mine solbriller imens jeg pustede tungt ud.

’’Det er 117. gang du spørg mig idag man!’’ Brummede jeg irriteret og tog igen min arm om hendes skuldre til mig.

’’Ja, undskyld, at man er lidt bekymret for dig man!’’ Svarede hun spydigt og hurtigt tilbage som om, at hun havde planlagt at svare sådan, da hun åbenbart havde regnet ud, at jeg ville reagere sådan.

’’Jeg har det fint, okay!. Kan du ikke se det eller hvad?’’ Spurgte jeg og kiggede seriøst på hende igennem mine solbriller, som gjorde det hele en hel del mørkere for mig.

’’Ja, og det er præcis det der gør mig bekymret.. Tidligere idag var du stadig sløj’’ Svarede hun og krydsede armene imens hun kiggede småbekymret på mig.

’’Bare fordi jeg tog det stille og roligt og ladede op til i aften, så betyder det ikke, at jeg var sløj, vel’’ Brummede jeg irriteret og begyndte at gå væk fra hende, da det var ved at være tid for mig til at komme op til vingerne, hvor jeg skulle spændes fast og gøres klar til at flyve ned på scenen og starte mit show...

                                                                                               ~  

                               Location: BOK Center, Tulsa, Oklahoma. Dato: Torsdag. 9. Januar 2020, Kl. 21.04.

 

’’Cause all... I need, is a beauty and a beat.. Who can make my life complete..’’

Jeg mimede til min egen stemme, som strømmede ud af de kæmpestore højtalere i salen imens jeg og mine dansere dansede totalt synkront til nummeret. Ja, det var jo blevet besluttet, at vi i aften kørte med fuld playback, så at jeg kun mimede og stadig hørte min stemme i højtalerne var jo ikke så mærkeligt...

Jeg begyndte at løbe ud på det ekstra lange stykke scene med mine dansere bag mig imens den snurrende fornemmelse i mit hoved endnu engang kom igen.. Det var sket en del gange igennem showet, at jeg følte, at det hele snurrede for mig, men denne gang kunne jeg godt mærke, at det var endnu værre. At se hele salen tippe fra side til side havde jeg sku ikke lige oplevet før i showet!..

Jeg stoppede op for enden af det ekstra stykke scene på den store platform og tog en dyb indånding i håb om, at det ville hjælpe på den svimmelhed som jeg kun følte blev værre og værre. Jeg bukkede mig forover og placerede mine hænder på knæene imens jeg kneb øjnene sammen og koncentrerede mig om mine vejrtrækninger.

’’Hvad sker der?’’ Mumlede jeg hviskende for mig selv og tog min ene hånd op til hovedet og gned mig i øjnene med 2 fingre. Jeg kiggede op og ud imod publikum for at se om svimmelheden var gået væk, men det virkede ikke sådan eftersom hele salen stadig tippede fra side til side.

’’Okay, tag dig nu sammen, Justin!’’ Tænkte jeg for mig selv i takt med at omkvædet til min sang igen blev spillet. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at danse med til sangen ligesom mine dansere, men efter få sekunder måtte jeg igen stoppe, da svimmelheden bare blev værre af det..

Måske var det omkring nu, at jeg skulle søge ud backstage, hvis ikke jeg ønskede at gå i gulvet foran 13.000 mennesker?.. For det føltes jeg virkelig, at jeg ville gøre lige om lidt!. Den svimmelhed gik sku ikke bare væk af sig selv!..

Jeg vendte mig om imens mine dansere dansede rundt på en række i hver side af det lange scenegulv. Jeg tog mig til hovedet imens jeg konstant prøvede at holde fokus og forsøgte at gå lige, men efter hvad jeg kunne se og mærke på mig selv, så vaklede jeg ret meget ned langs scenen.

Hver eneste af mine vejrtrækninger var dybe, og det var de udelukkende kun, så jeg kunne holde fokus bare indtil jeg nåede væk fra scenen. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, da jeg begyndte at se hvordan en masse sorte pletter dækkede for mig syn på vej ud imod scenekanten, hvor jeg så bla. Usher, Maddie, Em, Ryan G. og Alfredo stå og kigge seriøst på mig imens de stillede sig ud til hver side, så jeg kunne komme ud fra scenen.

Jeg nåede ud fra scenen og mærkede hurtigt en masse hænder på mig imens mit syn bare blev mere og mere sort.. Jeg mærkede hvordan følelsen af at falde i søvn skylle indover mig, og i næste nu slog jeg mit slørrede blik op og bemærkede en masse mennesker stå lænet indover mig imens en masse snak lød fjernt i mine ører.

Jeg kneb øjnene lidt sammen og tog mine hænder op til hovedet og gned mig hårdt i det og mærkede hvordan jeg kampsvedte, hvorefter jeg igen åbnede øjnene og fik øje på Maddies virkelig bekymrede ansigt som det første.

’’Justin, svar mig..’’ Sagde Maddie bekymret imens hun lagde sine hænder på mine kinder.

’’Årg.. På hvad?’’ Mumlede jeg og rømmede mig lidt imens jeg gned mig i panden med den ene hånd.

’’Hvorfor siger du, at du er okay, når du tydeligvis ikke er?’’ Spurgte Maddie bekymret og virkede i mine ører også en smule bange.

’’Jeg har det fint, okay.. Bare giv mig noget vand’’ Sagde jeg med et tungt pust og satte mig op imens alt kørte rundt for mig, som om, at jeg var skide fuld og på rulleskøjter.

’’Her.. Der er blevet ringet efter en ambulance’’ Sagde Maddie imens hun rakte mig en kold vandflaske som jeg begyndte at skrue låget af på imens hun snakkede. Dog stoppede jeg hurtigt mig selv og vendte blikket imod hende.

’’Hvad snakker du om?’’ Spurgte jeg forvirret og rynkede panden kraftigt.

’’Justin, du har det ikke godt og det kan ses.. Jeg vil gerne have dig til et tjek på hospitalet, bare for at være helt sikker på, at du ikke fejler noget’’ Sagde Maddie og kiggede ret seriøst på mig.

’’Tss!’’ Fnøs jeg hurtigt og rystede på hovedet og rejste mig op fra gulvet imens jeg vaklede lidt på mine ben som rystede en smule.

’’Jeg skal sku ikke på hospitalet.. Jeg har det fint, okay!. Og nu skal jeg ud og gøre det show færdigt!’’ Vrissede jeg og tørrede sveden af min pande med min hånd og satte kursen imod scenen.

’’Showet er slut, Justin!’’ Lød det bestemt bag mig, hvilket straks fik mig til at stoppe op og vende mig om imod hende og kigge undrende på hende.

’’Hvad fanden snakker du om man?’’ Vrissede jeg og gik imod hende med en totalt forvirrende følelse i kroppen.

’’Ryan G har været ude på scenen og sige, at resten af showet er aflyst fordi du besvimede og skal på hospitalet omgående’’ Svarede Maddie og kiggede seriøst på mig.

’’For satan man!’’ Vrissede jeg og kørte vredt mine hænder igennem mit svedige hår.

’’Hvad fanden sker der for jer allesammen man!. Jeg har det fucking fint, okay!’’ Råbte jeg vredt over at Maddie havde ladet det ske, at Ryan gik ud og sagde sådan til mine fans!. Nu så det fandme ud som om, at jeg var skide svag og ikke kunne klare en fucking skid man!. Jeg var kræftedeme ikke svag og den lille del af showet kunne jeg fandme godt have gjort færdig man!.

’’Justin, du har lige ligget besvimet i 10 minutter!. Gør man det, hvis man ikke har det fint eller hvad!’’ Vrissede Maddie af mig og kiggede bestemt på mig.

Det kom selvfølgelig bag på mig, at hun sagde, at jeg havde været væk i 10 minutter, da det for mig kun føltes som sekunder, men alligevel!. Godt nok snurrede det stadig for mig, men jeg havde fandme ikke brug for at komme på hospitalet og virke svag overfor hele verden!. Hvilken fed omtale ville det ikke også give, når verden fik af vide, at jeg for få dage siden aflyste en helt koncert pga sygdom og så idag aflyser resten af showet fordi jeg skulle på hospitalet bare fordi jeg gik i gulvet i lidt tid!. Det var fandme stramt!. Hold kæft hvor det stank man!...

                                                                                                   ~

                    Location: Saint Francis Hospital, Tulsa, Oklahoma. Dato: Torsdag. 9. Januar 2020, Kl. 22.38.

 

Og her lå jeg så!.. Endnu engang havde jeg måtte give mig og gøre som andre sagde jeg skulle!.. Tro mig!. Det var fandme også sidste gang, at det kom til at ske!.

Lige nu var det kun Maddie og jeg som var på stuen.. Jeg som lå i sengen og Maddie som sad ved siden af mig på en stol og ventede på, at lægen ville komme ind med et svar på de blodprøver som jeg havde fået taget her til aften, da vi ankom.

Hugo og Kenny stod ude foran døren herind til stuen, hvilket jeg havde bedt dem om, da jeg ikke ønskede alt for mange ører og vidner på hvad svarene på mine blodprøver ville være.. Ja, for jeg vidste allerede, at de ville sige, at jeg havde stoffer i blodet..

Jeg havde forsøgt at få Maddie ud, men hun nægtede at gå. Jeg synes selv, at jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at få hende til at gå, så hun heller ikke kom til at høre svaret på mine prøver, men jeg opgav, da hun virkelig var fucking stædig og nægtede at gå.. Dog havde jeg allerede tænkt over en undskyldning jeg kunne bruge, når lægen kom ind og gav svaret på mine prøver.

Normalt skulle man jo vente et par dage med at få svar på sådan nogen prøver, men da jeg ligesom ikke var i byen i et par dage og havde en del ting at se til som popstjerne, så havde vi fået det gjort sådan, at jeg fik svaret med det samme.. Eller næsten i hvert fald.. Indtil videre var der i hvert fald gået en halv time.. Og den halve time føltes virkelig lang.. Måske fordi, at Maddie og jeg ikke rigtig talte sammen..

Jeg tog en utålmodig og virkelig dyb indånding og pustede derefter tungt ud, så det rigtig kunne høres hvor utålmodig jeg var over at ligge her i den her skide hospitalsseng og vente på et svar på noget, som jeg næsten var sikker på hvad var. Intet andet end stoffer i blodet kunne være interessant for undersøgelserne over hvorfor jeg besvimede..

Ja, det var faktisk den eneste mulighed der var, men det undrede mig samtidig også.. Jeg havde tit taget coke, men aldrig havde jeg prøvet at få det dårligt over det. Jeg havde prøvet at få det dårligt over andre slags stoffer, og værst havde jeg prøvet at få det dårligt når jeg blandede flere stoffer sammen og samtidig blandede det med alkohol.. Men aldrig havde jeg fået det dårligt over en lille kvikkende bane coke som normalt bare gik mig til at føle mig ovenpå og topfrisk..

Min opmærksomhed røg straks over på døren, da det bankede på og døren kort efter gik op og lægen endelig trådte ind i lokalet iført en hvid kittel og med en lille tavle med nogen papirer på.. Det var fandme også på tide. Jeg gad seriøst ikke at være her mere og jeg ville bare hjem til bussen, så vi kunne komme videre i teksten!.

’’Hej igen, Justin’’ Sagde lægen med et roligt smil og rakte hånden frem imod mig, da han kom over til sengen. Jeg nikkede kort og greb hans hånd som hilsen og tog så en dyb indånding og kiggede ned i min fodende imens lægen kort også gav Maddie hånden.

’’Nu skal du høre.. Vi har nu et svar på dine blodprøver og det tyder ikke på, at der er noget galt med dig, sådan umildbart.. Dog fandt vi spor af narkotika i dit blod og det kunne muligvis godt være årsagen til, at du fik det dårligt og besvimede..’’ Forklarede lægen kort imens jeg bare stirrede koldt ned i min fodende og nikkede svagt som tegn på, at jeg tydeligt hørte hvad han sagde, men bestemt ikke var overrasket.. Ja, jeg vidste jo, at det var det han ville sige, så hvorfor spille overrasket?..

’’Hvad?’’ Lød det en smule chokeret fra Maddie ved min side, hvilket bestemt heller ikke kom bag på mig.

’’Ja.. Justin, kan du bekræfte, at du har indtaget narkotika?’’ Spurgte lægen mig og fik mig igen til at nikke svagt imens jeg pressede min tunge op imod indersiden af min højre kind, så min kind fik en lille bule.

’’Hvad er det for nogen stoffer der er fundet spor efter?’’ Spurgte Maddie bestemt og ikke specielt glad.

’’Der blev fundet spor af amfetamin og speed.. Det er muligvis det der er grunden til at Justin besvimede. Det er en meget stærk blanding indenfor narkotika og det er sjældent, at kroppen kan holde til lige netop den blanding.. I værste tilfælde kunne det betyde døden, men det er der jo slet ikke tale om her..’’ Svarede lægen imens jeg stadig forholdte mig iskold i blikket.. Dog kørte min hjerne på højtryk, da det overraskede mig lidt, at det ikke var spor af coke de fandt i mit blod!.

Efter hvad jeg havde forstået på Sean, så var det ganske almindeligt coke jeg havde købt af ham, så at det pludselig var amfetamin og speed jeg havde indtaget.. Ja, det forstod jeg sku hat af!. Det her krævede helt sikkert en lille opringning til Sean!. Det var stensikkert!.

Det forklarede måske også en masse ting?.. Måske det, at de stoffer som jeg havde indtaget til nytår og et par dage efter det, ikke ligefrem virkede på mig som almindeligt coke.. Og grunden til, at den deprimerende følelse dagen efter var langt være end når jeg normalt tog coke.. Hvorfor havde jeg ikke set det noget før?.. Nå ja!. Måske fordi jeg stolede på Sean!.

’’Tak, doktor.. Hvis der ikke var mere, så vil jeg gerne have fred nu, så jeg kan komme hjem’’ Sagde jeg bestemt og satte mig helt op istedet for at være lænet tilbage på sengen, hvor hovedgærdet var løftet en del op.

’’Okay.. Pas nu godt på dig selv, Justin’’ Sagde lægen roligt og fattet imens han rakte hånden frem imod mig. Jeg greb den kort og nikkede tørt til ham, hvorefter han også gav Maddie hånden og derefter vendte sig om for at gå.

Jeg svang benene udover sengen og rejste mig op og tog min jakke fra den ledige stol, som stod på den anden side af min seng, end den side hvor Maddie sad. Lægen lukkede døren herind til og jeg kunne hurtigt høre, at Maddie trak lidt luft ind, hvilket jeg ikke var i tvivl om, var fordi, at hun skulle til at sige noget.

’’Amfetamin og speed, Justin?’’ Spurgte Maddie overraskende roligt. Ja, jeg havde faktisk forventet at hun begyndte at råbe og skrige af mig, så ja, det overraskede mig sku, at hun ikke gjorde det.

’’Det gør du bare ikke imod mig igen, Justin!.. Kan du slet ikke huske hvad der skete sidste gang?’’ Lød det fra Maddies stemme som kom nærmere, hvilket fik mig til at vende mig om imod hende imens jeg tog min jakke på.

’’Jeg anede sku da ikke, at det var det jeg tog man!. Jeg troede jeg bare tog coke!’’ Sagde jeg bestemt og lynede min sorte jakke op og rettede lidt på den.

’’Som om det gør det bedre!. Du lovede mig at lade vær man!’’ Sagde Maddie bestemt og prøvede tydeligvis at holde tonen så langt nede som overhovedet muligt, da hun tydeligvis ikke ville så og råbe, hvor der måske var andre der kunne høre det.

’’Prøv lige og hør. At de fandt stoffer i mit blod burde du sku da kunne regne ud man!. Du vidste jo godt, at jeg tog noget til nytår og dagene efter!’’ Vrissede jeg bestemt og lod den undskyldning jeg havde planlagt komme ud og lyde så ægte som overhovedet muligt.. Okay, det var jo også rigtigt nok, men hvad Maddie forhåbentlig ikke vidste var, at stoffer som coke, amfetamin og speed kun kunne ses i blodet efter 2-4 dage.. Ifølge sådan en test, så ville stoffer som jeg havde indtaget ved nytår og dagene efter, altså ikke kunne ses i blodet på mig længere.. Altså medmindre jeg jo havde taget noget indenfor 2-4 dage, hvilket jeg jo havde.. Men nu valgte jeg, at gå ud fra, at Maddie ikke vidste en skid om det og hvis jeg bare lød overbevisende nok, så åd hun den vel?.

’’Så du siger, at de stoffer de kan se i dit blod stammer fra nytår?’’ Spurgte hun og rynkede panden lidt og lød en smule mere rolig.

’’Præcis.. Og det kan også være dem som stadig har påvirket mig og derfor er grunden til, at jeg har haft det dårligt’’ Svarede jeg køligt og tjekkede mine lommer et kort øjeblik for at se om jeg nu havde alt det på mig, som jeg havde til at starte med.

’’Så du tager det ikke mere?’’ Spurgte hun stille og kiggede spørgende på mig.

’’Nej forhelved.. Skal vi gå?. Jeg gider ikke være her mere..’’ Brummede jeg opgivende, hvorefter jeg vendte mig om og gik hen imod døren, så jeg kunne komme ud og hjem til bussen, hvor jeg helt sikkert skulle finde et sted, hvor jeg kunne være alene, så jeg kunne ringe til Sean og bede om en forklaring på hvorfor fanden det ikke var coke han havde solgt mig!.

                                                                                                ~

                           Location: BOK Center, Tulsa, Oklahoma. Dato: Torsdag. 9. Januar 2020, Kl. 23.25.

 

’’Jamen forfanden man.. Du sagde jo selv, at det var fucking godt nytårsaften, så jeg gik sku da ud fra, at det var det du ville have noget af man’’ Lød det fra Sean i røret som forklaring på hvorfor helved han havde solgt mig amfetamin og speed istedet for coke.

’’Muligvis, men jeg troede fandme da også, at det var coke jeg tog!. Det sagde du kræftedeme selv, at det var man!’’ Brummede jeg vredt men lavt, da jeg ikke ville risikere, at der kom nogen gående ude på gangen som muligvis kunne høre mig.

Jeg havde valgt at gå ind i mit omklædningsrum i arenaen for at ringe til Sean. Jeg havde bildt Maddie ind, at jeg gerne ville være alene lidt og gå en lille tur helt for mig selv for at få lidt luft.. Hun åd den tydeligvis, da hun blev i bussen og forhåbentlig ikke fulgte efter mig, da hun havde givet Anna fri for barnepigetjansen af Liam, som lå og sov og ikke kunne være alene, hvis nu han skulle vågne.. Men jeg kunne ikke vide mig sikker på, at der ikke kom nogen mennesker gående ude på gangen, som jeg enten kendte eller som arbejdede i areanen som muligvis kunne gå til pressen og fortælle, at jeg var på stoffer.. Jeg tog sku ingen chancer, så derfor talte jeg meget lavt, men stadig utrolig vredt til Sean i telefonen.

’’Gjorde jeg?.. Jamen, så har jeg været alt for fuld og eller påvirket, så jeg har sagt forkert.. I’m sorry, Justin..’’ Svarede Sean roligt i røret og fik mig til at sukke opgivende.

’’Du er en fucking idiot, Sean!. Ved du godt det?’’ Brummede jeg vredt og kørte kort min hånd igennem mit hår.

’’Men fint nok!. Du skaffer noget coke til mig så hurtigt som muligt!. Og jeg mener COKE!.. Og så bytter vi for det jeg har tilbage af det andet.. Du kan få det lort tilbage og sælge det til nogen fucking pikhoveder man!. Forstår du hvad jeg siger!. Skaf mig noget ordentligt man!’’ Brummede jeg virkelig vredt og irriteret i røret.

’’Jaja, slap nu af man.. Jeg skal nok skaffe dig noget andet, men det kan godt tage lidt tid. Det skal jo lige bringes hjem først, for coke er ikke det jeg normalt har på lager mere.. Det du har nu er det som alle vil have, da det er meget federe’’ Svarede Sean roligt og med en vis respekt for min vrede.

’’Jeg er ligeglad, Sean!. Skaf mig noget nyt!. Min tour skal til Europa d. 17. Februar!.. Kan du skaffe det inden der eller arbejder du for fucking langsomt eller hvad?!’’ Brummede jeg vredt.

’’Okay, ro på, J!. Der er lang tid til Februar.. Selvfølgelig kan jeg skaffe det inden der.. Det bliver i hvert fald tidligst i slutningen af denne måned’’ Svarede Sean mig.

’’Fair nok!. Solgte du ikke noget hash til Chris og Ryan nytårsaften?’’ Spurgte jeg ham vredt og en smule spørgende.

’’Jo?’’ Svarede Sean spørgende.

’’Fint nok.. Bare du skaffer mig mit coke inden jeg skal til Europa, så er jeg glad!’’ Vrissede jeg og gjorde klar til at ligge på.. Ja, så måtte jeg være nødsaget til at ryge med når Ryan og Chris røg joints nu hvor jeg ikke havde en skid ordentligt stof selv!. Så måtte de bare få af vide hvad der forgik.. Men okay, de var nok heller ikke de værste der kunne vide det.. Jeg vidste, at jeg kunne stole 120% på dem, så at de vidste, at jeg havde valgt at hoppe på stofferne igen betød sku nok ikke noget..

’’Selvfølgelig gør jeg det, bro.. Slap nu af man’’ Svarede Sean og prøvede tydeligvis at få mig kølet ned.

’’Hold din kæft man!. Det er fandme dig der har fucket op her og du skal fandme ikke bede mig om at slappe af!.. Du gør bare som jeg siger og så er det kræftedeme sidste gang, at du laver det nummer overfor mig!. Forstår vi hinanden eller er du for fuckt up dum til at forstå det, hva?!’’ Vrissede jeg vredt imens jeg vendte mig om og gik over imod udgangen af mit omklædningsrum.

’’Jeg forstår.. Men du behøver ikke freake sådan ud.. Jeg lavede en fejl og det ved jeg nu, og jeg har fandme undskyldt, så skru ned fra vreden, okay!’’ Svarede Sean en anelse bestemt imens jeg rev døren op og gik ud på gangen og ned imod hallen hvor busserne holdte.

’’Du skal fandme ikke give mig ordre man!. Jeg har fandme en grund til at være vred man!. Du aner fandme ikke en skid om hvad jeg har at se til, så luk røven, gør som jeg siger og ring til mig, når du har styr på dit shit og har min bestilling klar!. Fatter du det eller hvad man!’’ Vrissede jeg vredt, hvorefter jeg smed røret på og kastede min mobil ned i lommen imens jeg fortsatte i højt og vredt tempo ned af gangen.

’’Fucking nar man!’’ Brummede jeg for mig selv og tørrede min fugtige pande med hård hånd og tog en dyb indånding og pustede meget tungt ud...

Efter at have gået i et par minutter nåede jeg endelig ned til hallen, hvor busserne holdte. Jeg gik hen til min og Maddies bus og trådte op i den og lukkede døren efter mig imens jeg kort sendte et køligt nik til chaufføren og derefter fortsatte videre ind igennem stuen, som var tom.

Jeg gik ind igennem badeværelset og besluttede mig for at gå i seng nu. Ja, før jeg gik ud og ringede til Sean havde jeg sådan set gjort mig klar til at sove. Altså med at børste tænder og sådan, så det skulle jeg heldigvis ikke tænke på nu.

Jeg åbnede døren ind til værelset og fandt Maddie liggende i sengen i værelset som kun var lyst op af lyset fra tv’et.

Jeg lukkede døren efter mig og gik hen til mit sengebord, hvor jeg tømte mine lommer for bla. min mobil og lagde det hele på natbordet, hvorefter jeg begyndte at smide tøjet, så jeg kunne komme i seng.

’’Justin, er du..’’

’’Hvis du spørg mig én gang til om jeg er okay, så kvæler jeg dig fandme!. Jeg gider ikke mere omsorg og pis idag, er du med!’’ Afbrød jeg hende skarpt og vredt, hvorefter jeg smed mine bukser og hev mine sokker med af, så jeg til sidst kun stod i boxers imens Maddie sad helt tavs i sengen op af hovedgærdet og kiggede en smule chokeret på mig.

Jeg vippede dynen af min side i sengen og lagde mig ned og vippede dynen over mig igen, hvorefter jeg vendte mig om for at ligge på maven med hænderne indenunder puden og med ansigtet vendt væk fra Maddie.

Okay, måske var jeg lidt hård ved hende lige nu, men jeg vidste bare, at det var det hun ville spørge om og jeg magtede ikke at høre mere på det idag. Jeg ville bare sove og få min vrede og frustrationer lidt på afstand... Men selvfølgelig kunne jeg da godt se, at det måske var forkert af mig at lade min vrede gå udover hende.. Men hun var jo ligesom den nærmeste, ikke?.. Og hun kunne jo bare lade vær med at spørge mig så meget om det samme!.

Jeg bemærkede igennem mine lukkede øjne, at der blev betydeligt mørkere i lokalet, hvilket helt sikkert var fordi, at tv’et blev slukket. Maddie rørte lidt på sig i sengen og et kort snøft lød fra hende, hvilket straks fik mig til at åbne øjnene uden at røre på mig imens mine øjne hurtigt vendte sig til mørket.

Jeg hørte døren til værelset gå op og straks kom der noget svagt lys ude fra badeværelset ind i værelset. Jeg vendte mig straks om på siden og kiggede efter Maddie som, kun iført undertøj, forlod værelset.

’’Hvad skal du?’’ Spurgte jeg hende undrende imens hun forsvandt ud på badeværelset.

’’Ikke noget’’ Lød det svagt fra hende med en knækkende stemme, hvilket straks fik mig til at sukke opgivende, da jeg hurtigt regnede ud, at hun græd.

Jeg pustede tungt ud og vippede dynen af mig og rejste mig fra sengen og fulgte efter hende imens hun lukkede døren ud til badeværelset.

Jeg småløb hurtigt over til døren og åbnede den, hvor jeg derefter så, at Maddie stod med ryggen til mig og var ved at tage sin lyserøde silkemorgenkåbe på. Et svagt snøft lød fra hende imens hun bandt kåben på maven og kort efter tog fat i næste dør for at komme ind imod stuen.

’’Hey, hvad skal du man?’’ Spurgte jeg hurtigt og greb fat i hendes skulder, så hun stoppede op og vendte sig imod mig.

’’Jeg sover ovre hos Em og Chris’’ Svarede hun mig koldt og med tårer ned af kinderne. Det var tydeligt, at hun prøvede at skjule tristheden med den kolde facade, men tårerne afslørede ligesom alt, så det kunne hun ligeså godt lade vær med.

’’Hvorfor?’’ Spurgte jeg hende undrende og rynkede panden, men havde egentlig allerede en mistanke om hvorfor.. Fordi jeg havde talt så grimt til hende det meste af dagen og lige før havde fået bægret til at flyde over hos hende.

’’Fordi jeg ikke kan holde dig ud, okay!. Du vrisser af mig og taler fucking grimt til mig bare fordi jeg er skide bekymret for dig og dit helbred og kun vil dig det bedste!..’’ Sagde hun både vredt og virkelig ked af det, hvorefter hun vendte sig om og åbnede døren ind til stuen helt op.

’’Hold nu op med det der og kom med i seng’’ Sukkede jeg opgivende og greb fat i hendes arm for at holde hende tilbage.

’’Slip mig!’’ Vrissede hun hurtigt og rev armen til sig imens hun vendte sig imod mig og hurtigt tørrede tårerne af hendes kind og kiggede vredt på mig.

’’Jeg sover ovre ved Chris og Em indtil den dag du har lært at tale ordentligt til mig!’’ Fortsatte hun kort og vendte sig igen om for at gå.

’’Gu gør du ej man!. Du bliver her!’’ Sagde jeg bestemt og tog igen fat i hendes arm og holdte endnu mere fast denne gang for at være sikker på, at hun ikke bare kunne rive armen til sig igen.

’’Slip mig!’’ Vrissede hun igen og prøvede at rive armen til sig som jeg havde forudset.

Maddie kæmpede virkelig en kamp med at rive sig fri, men jeg holdte fast og strammede også grebet om hende og tog hurtigt fat i hendes overarm og trak hende helt ind til mig, så hun ikke kunne komme nogen vegne.

’’Justin, jeg mener det!. Giv slip på mig lige nu!’’ Vrissede hun og satte hænderne på mine hofter, da det var det eneste sted hun kunne nå med dem, og prøvede at skubbe sig væk fra mig.

’’Drop det, Maddie!’’ Sagde jeg bestemt og trak hende væk fra døråbningen og lukkede døren med foden.

Jeg lænede hurtigt Maddie op af den lukkede dør og stillede mig helt op af hende imens jeg slap hendes arme på skift og lagde mine arme om armene og ryggen på hende og holdte hende fast og helt ind til mig, så hun stod totalt låst og slet ikke kunne gøre noget.

’’Slap nu af forhelved, og drop det der barnlige pis man’’ Sagde jeg stille ind i hendes øre imens hun langsomt opgav at prøve at komme fri.

Jeg drejede mit ansigt imod hendes og plantede et kys på hendes kindben lige foran øret og hørte et svagt og opgivende støn fra hende imens hun snøftede svagt.

’’Slap nu af’’ Hviskede jeg i hendes øre og plantede endnu et kys på hendes kindben imens jeg mærkede, at Maddies krop begyndte at slappe mere og mere af i mine arme.

Jeg trak hovedet lidt til mig og plantede et kys længere inde på hendes kind og mærkede, at Maddie drejede hovedet lidt imod mit, hvilket jeg tog som et tegn på, at hun ville have mere. Jeg trak mig hoved endnu længere tilbage, så det endte lige ude foran hendes og plantede så mine læber på hendes og mærkede, at hun straks kyssede med.

’’Mmh’’ Stønnede hun afslappet imod mine læber, hvilket fik mig til at løsne grebet en smule om hende, hvilket fik hende til at strejke armene op og smide dem rundt om nakken på mig imens jeg holdte hende om ryggen og pressede mig helt op af hende.

’’Uhm.. Du er så dum man’’ Mumlede hun stille og opgivende imod mine læber som hun derefter fortsatte med at kysse på.

Jeg ignorerede bare hendes ord og lod hende kalde mig hvad hun ville, men stoppede på intet tidspunkt mine kys på hende. Jeg lod mine hænder glide blidt ned af hendes ryg indtil de ramte hendes røv som jeg gav et godt og fast klem med begge hænder, så Maddie stønnede svagt og udviklede vores mange kys til et intenst og dejligt snav, som jeg med glæde tog imod.

Jeg løftede lidt op i hendes røv og Maddie fangede hurtigt mit signal og hoppede en gang og svang benene om livet på mig imens jeg holdte hende på røven.

Jeg vendte mig om og gik i blinde ind på værelset uden at slippe Maddies læber.

Jeg kastede os ned i sengen og stillede mig op på alle fire over hende og løsnede så hendes morgenkåbe, så jeg kunne komme til hendes lækre og halvnøgne krop som kun var dækket af undertøj..

-Ja, nogen ville måske mene, at sex var en sjov måde at løse problemerne på, men for Maddie og jeg fungerede det sku meget godt.. Det var en god måde at undskylde på..

______________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...