Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
694745Visninger
AA

55. I Tvivl..

 

                Location: En afspærret parkeringsplads, Indianapolis. Dato: Fredag d. 10. Juli 2020, Kl. 09.33.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Køb også lige ind til tortillas.. Det er fucking længe siden, at vi har fået det..’’ Lød det bag mig fra Justin imens jeg stod og pakkede min taske med mine nødvendige sager.

’’Okay..’’ Svarede kort og lynede min sorte taske og tog den op på armen, så jeg bar den lige på midten af armen, der hvor armen bukkede.

Jeg vendte mig om og tog mine Gucci solbriller på bordet og tog dem på og rettede så lidt på min sorte bluse, hvor ærmerne sad nede under skuldrene. Til blusen havde jeg bare taget et par jeans som var blevet slidt på hist og her, hvilket selvfølgelig var meningen og så havde jeg taget et par lukkede stilet-støvler på. Ja, nu var vi jo tilbage i USA og var kommet godt ind i sommerperioden, så jakke var slet ikke nødvendigt.

 

 

Jeg kiggede kort ned på Justin og Liam, som begge sad i sofaen og begge havde et joystik i hånden eftersom de var ved at spille et eller andet racerspil, som kørte oppe på fladskærmen.

’’Nå, men jeg smutter’’ Sagde jeg kort efter at have betragtet dem lidt og fik egentlig ikke rigtig nogen reaktion fra nogen af dem. De begge havde bare synet og koncentrationen på skærmen..

’’Og Liam?.. Du husker lige, at du også skal over til Anna og have nogen skoletimer, ikke?’’ Mindede jeg Liam om og kiggede afslappet på ham.

’’Jaja.. Jeg skal bare lige spille det her færdigt’’ Svarede Liam fjernt imens han koncentrerede sig virkelig meget om spillet.

’’Du kan spille den runde færdig, og så kan du spille igen senere, når du har fået din undervisning’’ Sagde jeg seriøst og alligevel afslappet.

’’Justin?.. Du sørger lige for, at han kommer derover, ikke?’’ Fortsatte jeg og vendte blikket over på Justin.

’’Jaja’’ Svarede Justin ligeså fjernt som Liam uden at tage blikket fra skærmen.

Jeg sukkede svagt og vendte mig så om og gik hen til trapperne og forsvandt så ned af dem og ud af døren, som stod åben. Jeg lukkede døren efter mig og satte så kursen over imod den Range Rover der holdte klar til at sætte sig ind på bagsædet af.

Jeg havde bedt Kenny om at tage med mig og havde også fortalt ham, at vi på vejen hen til supermarkedet lige skulle forbi et apotek.. Jeg havde bildt Kenny ind, at jeg bare lige skulle ind og have et glas vitaminer til Liam, men i virkeligheden skulle jeg også samtidig med det have en graviditetstest..

Jeg havde ikke sovet specielt meget i nat eftersom min hjerne virkelig havde kørt på højtryk netop omkring det emne. Jeg håbede virkelig, at det var min hjerne der bare psykede mig til at tro, at jeg var det og så at jeg i virkeligheden bare var ved at blive syg..

Jeg åbnede døren ind til bagsædet af Range Roveren og hoppede ind og så så Kenny sidde på forsædet bag rettet og vente. Jeg smækkede døren og tog en dyb indånding imens jeg satte min taske ved siden af mig på bagsædet.

’’Så kan vi godt køre, Kenny’’ Sagde jeg roligt og tog min sele på imens Kenny nikkede og startede bilen.

’’Og tak fordi du gider tage med’’ Sagde jeg roligt og med et svagt smil som han gengældte.

’’Det manglede da bare.. Når du spørg så pænt som du gjorde, så kan man da ikke sige nej’’ Svarede Kenny med et skævt smil, hvilket jeg kunne fornemme, da jeg sad i modsatte side af ham og kunne se ret meget af hans ansigt.

Jeg smilede svagt med lidt lyd på og lænede mig så tilbage i sædet og tog en dyb indånding imens jeg vendte blikket ud af sideruden.

’’Og husk lige, at vi lige skal finde et apotek hvor jeg kan købe de der vitaminpiller’’ Mindede jeg kort Kenny om som hurtigt nikkede.

’’Det er husket’’ Svarede Kenny roligt imens han kørte ud af den parkeringsplads som vi holdte på og som var afspærret, da der allerede nu stod et par fans ved hegnet og blev holdt øje med af nogen vagter.

Jeg nikkede kort til ham og vendte atter blikket ud af sideruden og gav mig så til at se på alt det vi kørte forbi...

                                                                                                ~ 

                 Location: En afspærret parkeringsplads, Indianapolis. Dato: Fredag d. 10. Juli 2020, Kl. 10.52.

 

Jeg åbnede døren ind til vores bus og slæbte så de 2 store bæreposer med varer op af trapperne imens min taske hang nedover den ene pose, da den var gledet ned af min arm. Kenny fulgte efter mig med de 2 sidste bæreposer, som også var fyldt helt op med ting. Egentlig havde jeg sagt, at jeg godt selv kunne tage mine ting, men Kenny insisterede på at hjælpe, og det fik han så lov til.

Jeg kom op i en ret tom bus, hvor der ikke var et øje at se, hvilket bestemt ikke gjorde mig noget.

’’Du kan bare stille poserne her, Kenny.. Jeg klare selv resten’’ Sagde jeg kort og smilede svagt imens jeg bar mine poser over til køkkenet, så de stod klar til at blive tømt ud i skabe, køleskabet og fryseren.. Og så var der nogen af tingene der hørte til badeværelset.. Sådan noget som shampoo, balsam, kropsæbe osv, som jeg også havde købt, bare så vi havde det, når vi løb tør for det vi havde i forvejen.

’’Okay’’ Sagde Kenny roligt og satte poserne fra sig samme sted, som jeg havde sat dem som jeg bar på.

’’Tak for hjælpen, Kenny.. Jeg skal nok sørger for, at du får en lille bonus i løn’’ Sagde jeg med et svagt og taknemmeligt smil.

’’Ej, det behøver du virkelig ikke, Maddie.. Det..’’

’’Jo, det gør jeg.. Dit job er at passe på Justin. Ikke at køre mig ud og handle’’ Svarede jeg roligt og ret bestemt om at det var sådan det skulle være.

’’Arg, men når Justin også selv vil have, at enten mig, Hugo eller Mike er med, hvis du skal noget alene, så er det jo sådan set også en del af mit job’’ Svarede Kenny med et svagt smil og fik også mig til at smile.

’’Ja, måske.. Men derfor får du stadig en lille bonus for alt din hjælp.. Jeg sætter meget stor pris på den.. Og det er ikke til diskussion’’ Smilede jeg venligt til ham og fik også Kenny til at smile og nikke svagt.

’’Jamen.. Tusind tak så’’ Sagde han med et roligt smil og gav mig hånden, som jeg straks tog imod.

’’Det er mig der takker’’ Svarede jeg med et smil og slap så hans hånd igen og bukkede mig ned og tog den første pose op fra gulvet og satte den på køkkenbordet.

’’Vi ses senere, Maddie’’ Sagde Kenny med et smil, hvorefter han vendte sig om og gik tilbage imod udgangen af bussen.

’’Ja’’ Svarede jeg kort og begyndte at tømme bæreposen for ting. Dog stoppede jeg hurtigt mig selv igen, da jeg hørte, at Kenny lukkede døren ind til bussen, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg var alene.

Jeg greb straks min taske og gik ud på badeværelset og videre ind på mit og Justins værelse, som også var tomt. Jeg satte min taske på sengen og lynede den derefter op og tog apoteksposen ud af den.

Jeg vendte bunden i vejret på posen så både vitaminer, testen og bonen faldt ud af posen. Jeg tog testen og lagde den ned i min natbordsskuffe, hvorefter jeg tog posen, bonen og vitaminerne og gik tilbage til køkkenet, hvor jeg satte vitaminerne op i et af skabene og derefter smed posen ud i skraldespanden. Jeg rev bonen i virkelig små stykker og smed den så også ud og sørgede for at stumperne røg nedunder apoteksposen.

Jeg valgte at få tømt mine indkøbsposer, da jeg også havde købt nogen frostvare, som helst skulle hurtigt på køl, da det ikke kunne fryses ned, hvis først det var blevet tøet op.

Det tog mig omkring 10 minutter at få tømt alle poserne ud i skabe, køleskabet, fryseren og ikke mindst også skabet ude på badeværelset. Jeg smed poserne ind i et lille skab, så vi havde poser, hvis nu vi havde brug for en og tog så en dyb indånding over at det nu var ordnet og færdigt.

Jeg gik ind på mit og Justins værelse igen og åbnede så min natbordsskuffe og trak æsken med testen op. Jeg ville egentlig gerne have købt en pakke med 2 tests i, men desværre havde apoteket udsolgt af dem og havde kun de tests hvor der var 1 i.. Hvorfor fanden købte jeg så ikke bare 2 af dem?.. Okay, jeg var virkelig rundforvirret siden jeg ikke havde tænkt på det.. Nå, fuck det.

Jeg gik ud på toilettet og låste begge døre og gjorde så testen klar. Der var en lille kop med i testen som man skulle tisse i. Jeg mærkede kort efter om jeg kunne tisse nu og det gik hurtigt op for mig, at det kunne jeg.

Jeg satte mig ned på toilettet og tissede og stak så testen ned i det og lagde den på kanten af håndvasken, så spidsen stak udover håndvasken.

Jeg pakkede alt det overskydende i æsken ned i æsken igen og lagde så den lille dut til spidsen af testen på håndvaskens bord.

Jeg gik ud af badeværelset og stoppede op i køkkenet imens jeg talte sekunder inde i hovedet.

Jeg smed æsken til testen ud i skraldespanden og sørgede også for at apoteksposen dækkede testen..

Jeg vaskede derefter mine fingre i håndvasken i køkkenet og tog noget af sæben som stod ved den og skrubbede mine fingre godt ind i det imens min hjerne slet ikke stod stille. Please gud.. Lad den test være negativ!.. Please...

                                                                                             ~

                 Location: En afspærret parkeringsplads, Indianapolis. Dato: Fredag d. 10. Juli 2020, Kl. 11.23.

 

At bede til gud i denne situation havde ikke hjulpet et hak!. Eller også så var min bøn om en negativ test bare ikke nået op til gud før svaret på testen viste sig.. Testen var positiv og jeg var gravid.. I hvert fald hvis man stolede på den her test, hvor der var 2 virkelig tydelige røde streger.. Det kunne jo ske, at den ekstra streg på testen var sådan lidt usynlig og meget svag, men på denne test var den så klar som det røde lys i lyskrydset.. Hvis man spurgte testen, så var det i hvert fald intet at være i tvivl om!. Jeg var gravid med stort G!.

Hvad skulle jeg dog gøre?.. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at fare ud til Justin og fortælle det som en god nyhed.. Vi ville jo begge gerne, men efter at vores liv var styrtdykket så meget, så var jeg kommet godt og gammeldags i tvivl om det her.

Tanken om at skulle stå og være alenemor til 2 unger, skræmte mig virkelig på alle måder. Jeg havde prøvet at være alenemor før og det var... Med blandede følelser. Lad os bare sige det sådan.

Men der var jo heller ingen der sagde, at jeg skulle være alenemor?.. Og så alligevel, for hvis Justin fortsatte som han havde kørt stilen indtil videre, så var det stoffer hver dag og fest hele tiden hver eneste gang vi var hjemme.. Det, at han vægtede stoffer højere end mig sagde jo også en hel del.. Man kunne ikke skabe en familie på den måde.. Samtidig ville jeg også helst undgå abort, men hvis Justin ikke snart viste mig, at han kunne komme tilbage på sporet, så var der ingen anden udvej.. Jeg kunne ikke være bekendt at sætte et barn til verden, når alting var så rodet og jeg hverken anede ud eller ind om noget som helst.

Hvad ville der ikke også ske, når vi kom hjem og Justin kun tænkte på at komme ud og feste?. Ville vores forhold for alvor gå i stykker?.. Det var virkelig det jeg frygtede, for jeg kunne virkelig ikke holde det ud, hvis det skulle være sådan, at Justin bare skred ud og festede og jeg skulle stå derhjemme og passe på 2 unger..

Jeg snøftede svagt og tørrede min kind fri fra tårer imens jeg sad på sengekanten med testen i hånden, hvor de 2 røde streger blev ved med at være der. Jeg havde taget plastik-dutten på enden af testen, da alt andet ville være pænt ulækkert..

’’Maddie?..’’

Jeg gispede højt og mærkede hvordan mit hjerte sprang op i halsen, da jeg hørte hans stemme kalde på mig. Jeg kiggede hurtigt ned på testen og i ren panik kylede jeg den hurtigt nedunder sengen og svang derefter hurtigt benene op og lagde mig på siden i sengen imens døren ind til værelset gik op og Justin kom ind.

’’Hvorfor fanden har du ikke sagt, at du var kommet tilbage?’’ Spurgte han mig som det første, da han så mig.

’’Øhm.. Du var her jo ikke og jeg vidste ikke hvor du var’’ Svarede jeg bare og vendte mig roligt om at ligge på ryggen imens jeg gned mig lidt i hovedet for at fjerne tegnene på, at jeg havde grædt.

’’Hm... Hvorfor ligger du der?’’ Spurgte Justin og kiggede undrende og spørgende på mig.

’’Jeg slapper bare af’’ Svarede jeg som undskyldning og lagde min ene arm under hovedet på puden og den anden arm op af siden på mig selv, så min hånd hvilede på min mave.

’’Hm.. Fik du købt de der tortillas?’’ Spurgte Justin og kiggede spørgende på mig.

’’Jaja.. Det hele ligger ude i køleskabet’’ Svarede jeg og gned mig selv lidt inde i øjenkrogen med min ene finger.

Justin nikkede svagt og kiggede så ud igennem døren ud imod stuen og lukkede kort efter døren og bevægede sig over imod mig.

’’Er Liam kommet over til Anna?’’ Spurgte jeg og kiggede spørgende på Justin.

’’Oh yeah’’ Svarede han med et flabet smil og kastede sig nærmest nedover mig.

’’Ej, Justin.. Pas lige på!’’ Sagde jeg hurtigt og bestemt og skubbede til hans skuldre, så han løftede sig lidt fra mig.

’’Hvad?’’ Spurgte Justin undrende og rynkede panden lidt.

’’Du er pisse tung og det gør ondt, når du vælter sådan nedover mig’’ Sagde jeg bestemt som undskyldning.. Ja, jeg havde ikke specielt meget lyst til at sige, at han skulle være forsigtigt fordi jeg var gravid og ligesom havde et lille væsen jeg skulle passe på.

’’Gider du godt slappe lidt af?’’ Spurgte Justin bestemt og kiggede seriøst på mig.

’’Nej jeg gider sku ej.. Flyt dig’’ Sagde jeg bestemt og skubbede til hans ene skulder, så han væltede ned i den anden side af sengen og jeg hurtigt rejste mig op fra sengen.

’’Hvad fanden er du så pisse sur for nu man!?’’ Brummede Justin irriteret imens jeg bare valgte at gå ud af værelset og videre igennem badeværelset, køkkenet og stuen, så jeg kunne komme ud. Allerede nu kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at snakke med én om det.. Og jeg kendte kun 1 som jeg stolede nok på til at fortælle sådan noget som det her!..

                                                                                            ~

                Location: En afspærret parkeringsplads, Indianapolis. Dato: Fredag d. 10. Juli 2020, Kl. 12.08.

 

’’Maddie, sig til mig, at du seriøst ikke overvejer en abort!’’ Sagde Em ret seriøst efter jeg havde fortalt hende hvad der skete og hvordan det hele hang sammen.. Altså, at Justin og jeg faktisk havde snakket om det og ikke havde gjort noget for, at det ikke skulle ske osv.

’’Det kan jeg jo ikke sige, Em.. Jeg har jo altid været imod aborter, men hvor god en idé synes det selv det er at få en baby, når faren er helt væk på stoffer og mit forhold til ham er ved at gå totalt i stykker?.. Jeg har prøvet at være alenemor, og jeg har ikke specielt meget lyst til at være alenemor til 2.. Det kan jeg simpelthen ikke’’ Sagde jeg ærligt og meget tvivlsomt imens Em og jeg sad inde på gulvet på Tobys værelse imens Toby kravlede rundt på gulvet og legede med klodser.

Ligesom i min bus, var Tobys værelse også et af de bagerste og da Chris og nogen af de andre sad inde i stuen og Em alligevel sad herinde og legede med Toby, så gik jeg herind for at snakke med hende om alt det der forgik i håb om, at hun kunne give mig et råd, som jeg kunne bruge til noget.. Det blev nok ret svært for hende, men man kunne jo altid håbe.

’’Du er nød til at fortælle Justin det, Maddie.. Hvem ved. Måske er det lige præcis det der skal til for, at han kommer tilbage på sporet?’’ Sagde Em imens støjen fra klodser der væltede kort fik vores opmærksomhed, så vi begge kiggede hen på Toby som grinede over, at han lige havde væltet klodserne og nu kunne begynde at stable dem igen.

’’Og hvis han ikke gør?.. Han ville aldrig godkende, at jeg fik en abort, for han vil så gerne, og..’’

’’Ja, hør dig selv.. Han vil gerne.. Du vil gerne.. Du siger selv det var planlagt?’’ Afbrød Em mig hurtigt og fik mig til at nikke.

’’Ja, men det var før han kom så langt ud som han er nu.. Vi skændtes nærmest hele tiden og.. Der er bare ikke noget forhold tilbage.. Han er på ingen måder sig selv og han skider på alt hvad der er vigtigt og gør kun hvad han selv vil.. Hvad nu hvis vi får denne her og så står jeg med ungen og Liam helt alene fordi han hellere vil ud og feste?.. Jeg går ikke igennem sådan en omgang mere hvor han ikke er der.. Hvis han ville det her, så viste han også mig, at han ville mig, og det gør han på ingen måder lige for tiden.. Det kan godt være, at han synes, at det jeg siger nu er en omgang bullshit, men jeg kan ikke mærke, at han elsker mig.. Og når jeg ikke kan mærke det, hvordan skulle jeg så kunne stole på, at han ville kunne stille sig op og være den far som den her baby fortjener at få?. Hvordan kan jeg vide om han ligger alt det der på hylden igen og koncentrere sig om at være far?.. Lige nu er der virkelig ikke meget der tyder på, at han er klar til det, for han vil ikke engang gøre det for min skyld..’’ Forklarede jeg seriøst og en smule frustreret.

’’Er han ikke stadig en god far for Liam?’’ Spurgte Em roligt og kiggede spørgende på mig.

’’Jo, han spiller playstation med ham engang imellem og snakker med ham, når vi er på tour, men da vi var hjemme på pause fra touren, så var han aldrig hjemme.. Liam spurgte hele tiden efter ham og han var der aldrig.. Han ville hellere ud med vennerne og komme skide fuld og skæv hjem hver eneste nat!.. Og så højt som han prioritere stoffer og fester, så fungere en lille baby altså.. Det er i forvejen slemt nok at Liam skal have sådan en far som ikke kan kigge Liam i øjnene uden at være påvirket af et eller andet’’ Forklarede jeg opgivende og lettere frustreret.

’’Kan du slet ikke se det fra min side, Em?’’ Spurgte jeg hende alvorligt og kiggede spørgende på hende.

’’Jo, selvfølgelig kan jeg det, men du har klaret den før, Maddie.. Se hvor velfungerende Liam er blevet selvom Justin ikke var der i starten.. Og hvis det er, så skal jeg nok hjælpe dig, og det er heldigvis ikke umuligt at få Justin til at ligge stofferne på hylden og ærligt så tror jeg, at det er det her der skal til for at han gør det.. For du siger jo selv, at det var ham der dengang kom med forslaget om, at i skulle have en mere’’ Svarede Em roligt. Jeg nikkede svagt og sukkede opgivende.

’’Men tingene har ændret sig temmelig meget siden dengang.. Han tager jo ikke ansvar for noget mere.. Han gør hvad det passer ham og råber og skriger, hvis det ikke går efter hans hoved.. Og det er alt sammen de stoffers skyld!. Når han er på de stoffer, så kan jeg dårligt kende ham.. Han er iskoldt døgnets 24 timer og det er ikke den Justin jeg kender.. Han havde ændret sig så meget til det bedre og havde lært sig selv at lukke op og vise kærlighed og omsorg, men nu... Nu er det bare som om, at han har slukket for det igen og blevet en kold skid som ikke sætter pris på en skid eller har respekt for noget som helst andet end sig selv’’ Sagde jeg opgivende.

’’Men uanset hvad, så synes jeg ikke, at du skal tage din beslutning allerede nu, hvor du selv først lige har fundet ud af det.. Du ved ikke engang hvor langt du er henne, gør du?’’ Spurgte hun mig og fik mig til at ryste svagt på hovedet.

’’Nej, men jeg kan ikke være så langt henne, for jeg har ikke haft kvalme eller noget.. Jeg har kun været svimmel, haft ondt i maven og spist som en hest...’’ Svarede jeg kort.

’’Ved ud hvad jeg synes vi skal?’’ Spurgte Em og fik mig igen til at ryste på hovedet.

’’Vi finder en læge i byen og så tager vi derop og får dig undersøgt.. Så kan du i det mindste få af vide hvor langt du er henne, så du ved hvor længe du har at tænke i..’’ Sagde Em kort.

’’Fint nok.. Men tager du så ikke med?.. Så kan vi sige, at det er dig der skal til læge, for Justin vil helt sikkert regne den ud, hvis det er mig der skal til læge, og jeg har ikke lyst til at fortælle ham det endnu?’’ Sagde jeg og kiggede spørgende på Em.

’’Jojo.. Vi siger bare, at det er mig der har et eller andet og du gerne vil tage med mig... Men jeg synes stadig, at du skal fortælle Justin det før du tager en endelig beslutning’’ Sagde Em ret seriøst og kiggede bestemt på mig.

’’Jaja.. Men nu tager vi en ting af gangen.. Forhåbentlig kan det også give mig lidt ro i kroppen’’ Svarede jeg hende med et tungt suk og fik hende til at nikke kort.

’’Okay.. Så lad os finde nummeret på en læge og høre om han har en tid idag’’ Sagde Em kort og rejste sig op og bukkede sig ned og samlede Toby op fra gulvet.

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig så selv op og gned mig lidt i hovedet, hvorefter Em og jeg gik ud af det værelse, hvor Toby sov.. Nu håbede jeg bare, at der var en læge i byen, som man hurtigt kunne komme til.. Og helst idag, for imorgen var vi væk og i en ny by, og så skulle vi bare starte forfra med at lede, og hvis de så ikke havde nogen akutte tider, så kunne der pludselig gå lang tid før jeg kunne komme til læge og få den undersøgelse..

________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...