Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

225Likes
1235Kommentarer
728643Visninger
AA

16. ’’Gjorde Jeg Det Rigtige?’’

     

                             Location: Mary Ave, Los Angeles. Dato: Tirsdag d. 1. Oktober 2019, Kl. 21.45.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Jeg bor derinde i det grønne hus’’ Lød det fra Justin som kort pegede imod døren i Maddies side, hvor der udenfor stod et meget lille og faldefærdigt grønt hus med en lille.. Ja, ’’have’’ kunne man vel ikke engang kalde det?.. Der var sådan set kun jord på grunden.. Ikke rigtig noget græs.. Det mindede nærmest om der hvor jeg selv var vokset op. Jeg boede også i en form for slum, hvor det ikke rigtig virkede som om, at nogen ville tage sig af områderne. Dog var der fint nok, når man var inde på børnehjemmet, så lad os da håbe, at det var det samme i drengens hjem..

Jeg trykkede hurtigt på tale-knappen, da Justin havde vist huset til Maddie og jeg.

’’Kenny, hold ind.. Det er det grønne hus på højre side’’ Sagde jeg kort og slap så knappen igen imens bilen bremsede og Kenny parkerede ude foran den ca. 1 meter høje indhegning der var rundt om huset, hvor der dog var en lille indkørsel. Dog virkede det ikke som om, at den blev brugt, for det holdte sku ikke nogen bil. Hverken i indkørslen eller herude foran.

Justin tog tæppet af sig og gjorde sig klar til at hoppe ud af bilen. Han bukkede sig forover og begyndte at samle resterne og skraldet, fra den Mc Donalds mad som han havde fået, op fra gulvet.

’’Justin, lad det bare ligge.. Det skal vi nok tage os af’’ Sagde jeg med et roligt smil til ham imens han kiggede på mig og kort efter nikkede og lod skraldet og de små rester ligge.

’’Er det okay, at jeg lige går med dig hen til døren, Justin?. Jeg skal lige forklare dine forældre hvad der er sket?’’ Spurgte Maddie og kiggede spørgende på Justin.

’’Ja’’ Svarede Justin og nikkede, hvilket fik Maddie til at smile og nikke bekræftende.

’’Okay.. Så lad os komme hurtigt derhen, så vi ikke bliver alt for våde igen’’ Sagde Maddie som ikke engang var halvtør efter det styrtebad hun rendte ud i, for at snakke med Justin inde i byen.

’’Okay..’’ Svarede Justin hende imens Maddie rejste sig og åbnede døren til bilen og hoppede ud.

’’Hej hej, Justin’’ Sagde Justin og smilede svagt til mig.

’’Hej hej, Justin.. Pas nu godt på dig selv, og lad nu vær med at løbe så langt væk hjemmefra næste gang, ikke’’ Smilede jeg skævt til ham og fik ham til at nikke.

’’Tak for hjælpen’’ Sagde han kort og rejste sig og trak Luka med sig og lod Maddie overtage Luka henne ved døren, så hun kunne holde hende i halsbåndet imens Justin selv hoppede ud af bilen og smækkede døren efter sig. Ja, han var så hurtigt ude, at jeg ikke engang nåede at svare ham, men det var jo også ligemeget.. Hovedsagen var, at han var kommet hjem i god behold og heldigvis blev fundet af Maddie og ikke af en eller anden wierd dude som måske havde helt andre planer med Justin end at køre ham hjem!.. Ja, man kunne sku aldrig vide!.

Jeg kiggede ud igennem ruden i døren og så at Justin overtog sin hund ved at holde den i halsbåndet imens Maddie lagde en arm om Justins skuldre og satte kursen hen imod den sorte dør i huset.

Jeg vendte hurtigt blikket imod samtaleanlægget og trykkede så på tale-knappen, så den lyste grøn.

’’Hugo.. Gå med hende’’ Sagde jeg roligt og slap knappen igen imens jeg vendte blikket tilbage på Maddie, hvor jeg kort efter så, at Hugo steg ud af bilen og gik efter Maddie og Justin som næsten var henne ved hoveddøren.

Ja, godt nok var Maddie voksen og lige nu så det ikke ud til, at der var brug for at have en bodyguard i ryggen, men man kunne fandme aldrig vide.. Vi var i et miljø lige nu som jeg havde hørt en del om. Bla. da jeg sad i fængsel.. Nogen af dem som jeg førhen havde siddet i fængslet med kom nemlig herfra LA og endda også fra den del af byen, som vi befandt os i nu. De var blevet overflyttet til fængslet i Rosewood, hvor jeg altid havde siddet inde, og der var jeg faldet i snak med nogen af de gutter der kom herfra.. Det her miljø var nærmest én stor bande som havde liv på samvittigheden, så derfor ville jeg gerne have, at Hugo gik med Maddie op til døren, for hvem ved.. Måske var Justins forældre ikke nogen man pralede af!.

Jeg holdte hele tiden mit blik på dem imens de stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet. Det blev den også kort efter af en stor og overvægtig mand i en stram hvid tanktop og sorte shorts.

Jeg kunne se på Maddies bevægelser, at hun stod og snakkede, men det virkede ikke som om, at manden ville lytte specielt meget efter, da han hurtigt rystede på hovedet og stoppede Maddie i at snakke, da han tog fat i Justin og trak ham indenfor imens Justin holdte fast i Lukas halsbånd, så den kom med ind.

Manden smækkede døren i hovedet på Maddie og Hugo, som kiggede kort på hinanden. Hugo sagde et eller andet til Maddie imens han blidt lagde en hånd på ryggen af hende og blidt skubbede hende lidt, så hun begyndte at gå herover imod bilen og ikke ligefrem så glad ud.

Maddie stoppede op ved døren herind til, men istedet for at gå ind, vendte hun sig kort om og kiggede ind imod huset og tog en dyb indånding, hvilket jeg kunne se på hendes skuldre. Igen sagde Hugo et eller andet til hende, hvorefter Maddie nikkede og vendte sig den her vej og åbnede døren i takt med at Hugo gjorde det samme, så han kunne sætte sig ind på forsædet.

’’Hva så, babe?’’ Spurgte jeg hende så snart hun var hoppet ind i bilen som kort sagt stank af våd hund. Maddie smækkede døren efter sig og satte sig ned på sin plads imens hun sukkede opgivende.

’’Lad os bare køre’’ Sagde hun i sit suk og kiggede ned i skødet på sig selv. Jeg nikkede svagt, men gav dog ikke så let op.. Vi havde en god lang tur hjem, og i den tid skulle jeg nok få hendes tanker ud af hende.

Jeg vendte blikket imod samtaleanlægget og trykkede så knappen ned, så den lyste grøn.

’’Kenny, vi skal bare hjem nu’’ Sagde jeg kort og slap knappen igen og vendte min opmærksomhed imod Maddie som sad og kiggede ind imod det grønne hus.

’’Hvad skete der?’’ Spurgte jeg roligt og holdte mit blik på hende selvom hun ikke engang kiggede på mig.

’’Det var hans stedfar der åbnede døren.. Justin var åbenbart en forpulet møgunge fordi han ville finde sin hund, som ifølge stedfaren, bare skulle have et spark i nyren, så den kunne krasse af’’ Svarede Maddie trist og vendte blikket ned i skødet på sig selv, da bilen begyndte at køre væk og hun ikke kunne se huset mere.

’’Gjorde jeg det rigtige ved at aflevere ham?’’ Spurgte Maddie stille imens hun rodede lidt ved hendes fine manicurenegle.

’’Ja.. Hvad fanden ville du ellers havde gjort?.. Kidnappet ham med hjem?’’ Spurgte jeg måske en smule flabet, hvilket nok ville gøre Maddie sur, hvis jeg kendte hende ret.. Dog reagerede hun helt anderledes end forventet. Hun kiggede ikke engang dumt på mig over min bemærkning. Faktisk holdte hun bare sit triste blik på sine negle.

’’Jeg overvejede det på vejen herhen, at ringe til politiet og bede dem om at tage sig af det.. De kunne i det mindste tilbageholde ham, hvis de ikke så det som forsvarligt rigtigt at aflevere ham til den idiot af en stedfar..’’ Svarede Maddie og lød nærmest som om, at der var nogen der var døde.. Okay, hun fik så også lige af vide igår, at hendes farmor var død, men alligevel.

’’Forfanden, Maddie. Bare fordi at stedfaren er et røvhul, så betyder det jo ikke, at der sker noget som der ikke skal ske i det hus, vel?’’ Svarede jeg afslappet for at berolige hende inden hun freakede helt ud og kom med de sygeste teorier om hvad den dreng kunne blive udsat for.

’’Da jeg snakkede med Justin inde i byen inden vi kom ind i bilen sagde ham, at hans forældre tit lod ham sidde derhjemme alene om aftnen imens de selv skred på værtshus.. Hvor forsvarligt synes du lige det er?.. Og den stedfar råbte et eller andet brutal efter Justin, da han havde smækket døren til huset..’’ Svarede Maddie trist men alligevel lidt bestemt uden at kigge op på mig, hvilket fik mig til at sukke.

’’Så du tror, at hans forældre slår ham eller hvad?’’ Spurgte jeg i mit suk og kiggede opgivende på hende.

’’Jeg tror ikke noget som helst.. Men når han sidder her og spiser som om, at hverken ham eller hunden har fået mad i 14 dage og han ikke virker specielt begejstret for at komme hjem, så begynder jeg at tænke på, at han ikke har det godt.. Jeg spurgte ham, og han sagde, at han sidst havde fået noget at spise i morges.. Så han kom også i skole uden madpakke tydeligvis’’ Svarede Maddie.

’’Det kan du ikke vide.. Hvem siger ikke, at han bare havde ladet vær med at spise den i skolen fordi han ikke var sulten og så da han kom hjem løb hunden væk, så han ikke havde tid til at spise?’’ Svarede jeg hurtigt og fik Maddie til at sukke.

’’I min verden ligner han bare mere end der burde komme væk derfra.. På børnehjem eller noget’’ Svarede Maddie og lænede sig tilbage i sædet og kiggede ud af vinduet.

’’Det var det sku nok ikke blevet bedre af’’ Svarede jeg køligt, da jeg var ret skeptisk overfor den idé.. Ja, jeg havde jo ligesom selv prøvet det og et børnehjem er ikke det fedeste sted at bo!. Tro mig.. De ydre rammer ser trygge og fantastiske ud, men der er en verden til forskel, så snart man kommer ind bag facaden.

Maddie kiggede først nu op på mig, da hun havde hørt min sætning og tydeligvis var kommet i tanke om, at jeg selv havde en fortid på et børnehjem.

’’Hvor ville du helst være?.. Hos dine forældre som drak som svin, sendte dig i skole uden madpakke og kaldte dig grimme ting.. Og måske også slog dig.. Eller på et børnehjem?’’ Spurgte Maddie og kiggede på mig med en svag rynket panden.

’’Det er jo ikke det det handler om.. Det..’’

’’Er det ikke?.. Jeg troede det var det vi snakkede om lige nu?’’ Sagde Maddie en smule bestemt og rynkede panden lidt mere.

’’Det er din egen fantasi forhelved.. Du kan jo ikke vide hvordan det er hjemme hos dem.. Måske er de også i kontakt med de sociale myndigheder, men drengen gør hvad han kan for at kunne blive hos sine forældre, fordi han føler, at han helst vil være sammen med sin familie.. Tro mig!. Børn der vokser op på et børnehjem uden familie bliver mere fuckt up i hovederne end børn som vokser op hos deres forældre som måske ikke er jordens bedste.. Familie er vigtigt for børn, og hvis familien bliver taget fra børn, så bliver de iskolde og er skide ligeglad med alting, fordi de vokser op et sted hvor de voksne også bare er ligeglade i sidste ende..’’ Forklarede jeg bestemt og kiggede seriøst på Maddie som rystede svagt på hovedet og vendte blikket ud af vinduet og var tydeligvis ikke enig med mig, hvilket fik mig til at sukke opgivende.

’’Du kan ikke redde hele verden, babe.. Du fandt ham og hjalp ham hjem.. Du skal ikke begynde at blande dig i deres lort, for det kan bare gøre mere skade end gavn og til sidst gå udover dig selv’’ Fortsatte jeg roligt og fik Maddie til at kigge på mig igen.

’’Måske kan du være ligeglad med en lille 10 årig dreng, fordi du er så pisse kold overfor andres ve og vel, men jeg er fandme ikke ligeglad, når det lyser ud af både drengen og den stedfar, at deres liv er noget fucking lort og at det går udover drengen!’’ Vrissede Maddie bestemt og vredt imens hun krydsede armene og derefter vendte blikket ud af vinduet igen.

’’Altså vil du virkelig gerne skændtes over en lille dreng som du ikke engang kender eller hvad?’’ Spurgte jeg irriteret og rynkede panden lidt.

’’Nej, men du kan åbenbart ikke se det selvom det lyser ud af drengen man!’’ Vrissede Maddie og kiggede irriteret på mig.

’’Prøv og hør, du ved ikke en skid om ham man!. Du kender ham ikke, og heller ikke hans familie!. Du snakker fandme som om, at det var Liam man!. Man kan fandme ikke se hvad folk tænker efter at have kendt dem i en time man!.. Desuden så har du aldrig været på børnehjem, så du ved ikke hvordan det er, så lad vær med at tro, at du gør drengen en tjeneste ved at få ham sendt på børnehjem man!’’ Vrissede jeg vredt og kiggede skarpt på hende.

’’Så hvis du havde vokset op hos dine forældre, og lad os sige, at de var alkoholikere og lod alting gå udover dig og måske også slog dig?.. Så ville du hellere være hos dem end at komme på et børnehjem eller et andet sted for børn.. Måske plejefamilie?’’ Spurgte Maddie og kiggede seriøst på mig med en rynket pande.

’’Så ville der komme en dag hvor jeg kunne svare igen og sige stop.. Jeg gider ikke diskutere det mere, Maddie!. Det er ikke dit business at tage dig af den dreng. Slut!’’ Sagde jeg bestemt og vendte blikket væk fra hende og rakte ud efter fjernbetjeningen til tv’et, som sad i en holder under tv’et.

’’Du kan seriøst ikke mene, at et børnehjem er værre end en fuckt up familie?’’ Lød det irriteret fra Maddie.

’’Jeg sagde slut, Maddie!. Luk i nu, okay!’’ Sagde jeg hårdt og vrissende, da jeg ikke magtede mere af hendes lort.. Hvis det her fortsatte, så endte jeg med at flegne totalt skråt lige om lidt!..

                                                                                             ~

                                   Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Tirsdag d. 1. Oktober 2019, Kl. 22.55.   

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Justin havde bedt mig lukke i, og det kunne man roligt sige, at jeg havde gjort.. Hele vejen hjem sagde vi ikke et eneste ord til hinanden og selv da vi kom hjem og fandt Anna sovende på sofaen, hvor jeg vækkede hende og tilbød, at hun kunne tage et af gæsteværelserne, så snakkede jeg stadig ikke til Justin.. Selvom han prøvede at spørge mig om forskellige ting i et roligt toneleje, så snakkede jeg stadig ikke.. Kort sagt, så ignorerede jeg ham fuldstændig og lod som om, at han var luft!.

Jeg synes virkelig, at hans holdning til det der var sket idag, var helt væk!. Hvordan kunne han bare være ligeglad med en lille dreng?.. Havde han slet ikke noget hjerte eller hvad?.. Hvad nu hvis det var ham og jeg der var fuckt up og slog Liam?.. Ville han så også være den person som fandt ud af det og så stadig være ligeglad og lade Liam sejle i sin egen sø selvom Liam gav klart udtryk for, at det ikke var kærlighed som der var mest af hjemme ved os?.. Det håbede jeg fandme ikke!.

Det kunne godt være, at Justin havde prøvet at være på børnehjem, men på den anden side, så havde han heller aldrig været i en familie hvor sådanne ting sker.. Han kunne ikke vide, at det ramte børn 100 gange hårdere at blive kaldt grimme ting af sine forældre, end hvis det var en eller anden bofælle på et børnehjem der sagde præcis det samme!.. For ham var forældre-kærlighed ikke noget han kendte til at få, da han aldrig havde fået noget som helst kærlighed af sine forældre.. Det havde jeg til gengæld prøvet og tanken om, hvis min mor eller far kaldte mig grimme ting.. Ja, den var sku ikke rar!. Man kunne bare tage et kig på dengang jeg var gravid med Liam.. Eller dengang min far fandt ud af mit forhold til Justin som jeg skulle giftes med.. Bare det, at min far ikke talte til mig overhovedet og bare ignorerede mig, det ramte mig 100 gange hårdere end normalt, netop fordi, at det var en af mine forældre, som jeg elskede virkelig højt uanset hvad!.

Ja, det var sku nok der jeg havde min tavshed fra.. Hvis min far kunne ignorere mig og få mig til at få det så dårligt over det, så kunne jeg fandme også ignorere Justin og forhåbentlig få ham til at få det ligeså stramt.. Okay, det ville han så kun gøre, hvis jeg virkelig betød noget for ham.. Men det gik jeg da også ud fra, at jeg gjorde.. Nu måtte vi jo se hvor længe han kunne holde tavsheden ud..

Jeg bukkede mig nedover Liam og kyssede ham blidt på kinden og strøg ham ned af siden ovenpå dynen. Jeg rejste mig fra sengekanten, hvor jeg nok havde siddet og kigget på min sovende søn i omkring 10 minutter, og vendte mig så om og gik roligt ud af hans værelse og ud på gangen, hvor jeg tog en dyb indånding. Ja, alt det der med lille Justin havde påvirket mig virkelig meget.. Så meget, at jeg var nød til at se på en dreng som havde det godt i hverdagen og fik massere af kærlighed, bare for at få det bedre med mig selv og med det faktum, at jeg bare havde efterladt lille Justin i sådan noget lort uden at han vidste, at jeg faktisk tænkte sindssygt meget på ham og på hvordan han havde det..

Jeg gik ned af gangen og direkte ned på mit og Justins værelse, hvor jeg åbnede døren og så, at Justin stod og tørrede hans krop med et håndklæde efter at have været i bad, hvilket jeg netop også lige havde været inden jeg gik ind til Liam. Dog var jeg gået i bad før Justin og havde fået skiftet tøj til et par lyserøde shorts og en hvid top, som jeg kun havde skiftet til, da jeg vidste, at jeg skulle i seng om lidt og ikke skulle lave mere idag.

Som jeg hele tiden havde gjort, ignorerede jeg bare Justin og skænkede ham ikke et eneste blik imens jeg lukkede døren til værelset og gik forbi ham og hen til sengen. Jeg løftede tæppet af sengen og løftede derefter min dyne lidt op og lagde mig ned i sengen uden at tage mit tøj af. Jeg lagde dynen over mig og lagde mig om på siden med ryggen til Justin og lå bare og stirrede ud på nattehimlen igennem vores balkondør, hvor gardinerne endnu ikke var trukket for.

Jeg hørte, at Justin begyndte at fløjte en rolig melodi imens han kort efter kom ind i min synsvinkel med håndklædet om livet og med kursen imod døren ind til vores walk in closet. Jeg holdte hele tiden mit blik væk fra ham, men kunne tydeligt fornemme, at han kiggede ret meget på mig imens han gik forbi mig og kort efter forsvandt ind i walk in closettet, hvor jeg kort efter kunne høre, at lemmen i gulvet blev åbnet og derefter fodtrin på trappen som førte ned i det store walk in closet.

Der gik ikke mange minutter før Justin igen kom op fra walk in closettet. Denne gang med håndklædet i hånden og et par sorte boxers på.

’’Nåede du at se om der var nogen vigtige beskeder til dig oppe på kontoret?’’ Spurgte Justin helt afslappet og i et roligt toneleje imens han lukkede døren ind til walk in closettet og smed håndklædet på gulvet.

Normalt ville jeg havde bedt ham om at gå ned i vaskekælderen med det, men da jeg kørte tavshedstortur på ham, så lod jeg vær.. Faktisk fik jeg en mistanke om, at Justin gjorde det med vilje i håb om, at det ville få mig til at sige noget, da han nok havde fundet ud af, hvad jeg havde gang i.. Men han kunne tro nej!. Jeg sagde ikke en lyd.. Så hellere affinde mig med, at det håndklæde lå der..

’’Hvornår har du tænkt dig at droppe det der?’’ Spurgte han ret seriøst og kiggede ned på mig eftersom han slet ikke havde rørt sig ud af flækken efter, at han havde lukket døren ind til walk in closettet og derefter smidt sit håndklæde.

’’Gider du godt svare mig nu!’’ Brummede han irriteret og kiggede skarpt ned på mig. Jeg rømmede mig lidt og vendte mig så om for at ligge mig på den anden side, så jeg igen lå med ryggen til Justin.

Jeg hørte hurtigt lyden af hurtige bevægelser bag mig og mærkede derefter en hånd gribe fat i min skulder og tvinge mig ned at ligge på ryggen i sengen, hvilket fik mig til at åbne øjnene, men stadig holde hovedet til siden, så jeg ikke kiggede op på Justin.

’’Du vender kræftedeme ikke bare ryggen til mig, når jeg snakker til dig!. Forstår du det?’’ Brummede Justin imens han lænede sig en smule over mig og holdte fast i min skulder. Igen ignorerede jeg ham bare og holdte blikket henne imod døren, som førte ud af værelset.

’’Svar mig når jeg taler til dig!... Og kig på mig forhelved!’’ Brummede Justin virkelig aggressivt og tog fat i min hage og drejede mit ansigt imod ham. Dog kunne han ikke styre min øjne, så jeg kiggede bare til siden uden at sige et eneste ord eller overhovedet lave en eneste mine i ansigtet.

’’Fuck, hvor du pisser mig af lige nu man!’’ Brummede Justin og slap min hage igen og rettede sig op.

’’Men fint nok!. Hvis det er sådan du vil have det, så skrid med dig man.. Skrid af helvedes til med dig man!. Hvad fanden skal jeg være sammen med en, som ikke engang vil tale med mig, for man!’’ Brummede Justin virkelig vredt og gik rundt om sengen for at kommer over på siden egen side af den.

Jeg vippede dynen af mig og steg ud af sengen, og det gjorde jeg udelukkende for at provokere ham. Uden at sende ham et eneste blik eller trække en eneste mine i ansigtet gik jeg rundt om sengen med kursen imod døren ud til gangen imens jeg tydeligt kunne se, at Justin stod og kiggede underligt på mig uden at røre på sig overhovedet.. Det var helt sikkert for at se hvad jeg havde tænkt mig nu. Det gik dog hurtigt op for ham, at jeg var på vej ud, hvilket fik ham til hurtigt at gå over til mig og stille sig ind foran mig imens han tog fat i mine arme.

’’Du går fandme ingen steder!’’ Vrissede han vredt og holdte fat i mig med et stramt greb.

’’Sagde du ikke lige, at jeg skulle skride eller hvad!’’ Vrissede jeg halvråbene og virkelig vredt.. Ja, jeg brød min tavshed, men jeg havde trukket den langt nok og lige nu mente jeg, at jeg havde nok til at argumentere for min sag.

’’Slip mig man!’’ Fortsatte jeg vrissende og greb hurtigt mine arme fri fra hans greb.

’’Sæt dig ned!’’ Vrissede Justin skarpt og pegede imod sengen.

’’Gu fanden vil jeg ej man!. Jeg er så fucking træt af, at du skal bestemme om jeg må sige noget eller ej!. Du kan fandme ikke tillade dig at tale sådan til mig altid!. Du bestemmer ALT over mig og beder mig om at lukke røven og gøre som du siger, og når jeg så endelig gør det, så er det fandme også forkert man!..’’ Vrissede jeg vredt og kiggede vredt på ham imens han stod og kiggede køligt på mig.

’’Måske fordi du gør det forkert man!.. Du skaber dig som en lille baby man!. Det er fandme ikke til at holde ud.. Alt det her pga en fucking dreng man!’’ Råbte Justin vredt ind i hovedet på mig, hvilket fik mig til at gå lidt væk fra ham.

’’Det her handler fandme ikke om den dreng man!. Fair nok, at du ikke kan følge mig i min bekymring, men bare fordi jeg ikke mener det samme som dig, så skal du fandme ikke bede mig om at klappe i!.. Men det gjorde du og som du så gerne vil have det, så klapper jeg i!. Helt i!.. Og alligevel brokker du dig!’’ Råbte jeg vredt af ham af bar frustration over ham.

’’Du er helt væk man!. Du burde fandme vide, at jeg ikke mener at du skal lukke røven med alting.. Det er fucking bare om det emne vi snakker om, men du vil åbenbart skabe dig for vildt og opføre dig som en fucking 6 årig der ikke har fået det som hun ville have det man!.. Fordi det ikke lige går efter dit hoved, så stamper du i jorden og holder vejret, og det er kræftedeme for latterligt af en 25 årig!’’ Råbte Justin vredt af mig.

’’Og hvad med dig selv man!. Du er også 25 og du opføre dig kræftedeme stadig som en teenager man!. Hvad med at blive lidt voksen!’’ Vrissede jeg skarpt tilbage.

’’Tss, og det skulle komme fra dig som opføre dig som en der er yngre end en fucking teenager man!.. Tror du virkelig, at den lille dreng vil vokse op og se tilbage på dig som den pige der aldrig kom og ’’reddede’’ ham for en åhhh så forfærdelig tid hos hans forældre eller hvad?!’’ Vrissede Justin vredt og gik imod mig.

’’Fatter du ikke en skid eller hvad?. Det her handler kræftedeme ikke om den dreng man!. Det handler om, at du tror, at du kan styre mig og bestemme over mig, og så selv når jeg gør som du siger, så er det heller ikke godt nok!.. Hvad fanden kan du egentlig bruge mig til, hva?.. Kan du overhovedet bruge mig til andet end at have en at kommandere rundt med og bestemme over, hva?!’’ Vrissede jeg vredt og kiggede skarpt på ham.

’’Luk røven med det der man!. Du gør det fucking meget værre end det er!. Du ved ligeså godt som jeg, at det ikke er sådan ment når jeg siger visse ting!.. Du skal bare lære at stoppe når jeg beder dig om det.. Det er fandme for din egen skyld, at jeg siger stop istedet for bare at flippe ud på dig man!’’ Råbte Justin vredt foran mig og kiggede rasende på mig.

’’Måske du bare skulle lære at folk omkring dig ikke altid lader dig styre alting!. Måske du burde affinde dig med at alle har en mening og holdning som de gerne vil frem med uden at tage imod ordre fra dig!’’ Råbte jeg vredt.

’’Du vil måske hellere have, at jeg flegner totalt skråt på dig og til sidst gør noget jeg kommer til at fortryde fordi jeg ikke kan styre mig?.. Er det det?. Skal jeg bare tage imod alting indtil jeg ikke kan mere og så sige stop på den hårde måde?.. HVA?!’’ Vrissede Justin ondt og råbte sit sidste ord.

’’Var det det jeg sagde, hva?.. Var det..’’

’’Mor?’’ Lød det pludselig fra en lille stemme som straks afbrød mig og fik både Justin og jeg til at kigge over imod døren ind til værelset, hvor Liam stod i sit nattøj og så trist ud.

’’Ja?.. Hvad er der, skat?’’ Spurgte jeg og slog hurtigt over i en blid og rolige tone imens mit hjerte bankede voldsomt over det svagt adrenalinkick jeg fik af at skændtes med Justin.

’’Hvorfor skændtes i?’’ Spurgte Liam imens jeg gik imod ham.

’’Vi skændtes ikke, skat.. Vi er bare lidt uenige og nogen ting.. Kom. Nu går vi ind og sover sammen i et af gæsteværelserne, ikke?’’ Sagde jeg roligt og tog blidt fat under Liams arme og tog ham op at sidde på hoften.

Ja, måske brugte jeg Liam som kattelem for at slippe fra Justin, men det var trods alt bedre end at stå og skændtes så voldsomt med Justin imens Liam tydeligvis kunne høre det, da han jo var vågnet af det.

’’Er dig og far uvenner?’’ Spurgte Liam træt og gned sig i det ene øje imens jeg gik ned af gangen og ned imod det første og bedste gæsteværelse.

’’Det skal du ikke tænke på, skat.. Vi er gode igen imorgen.. Nogengange så er man bare ikke lige helt så enige om alting.. Det er lidt ligesom når mor siger, at du ikke må få slik og du bliver irriteret på mor over det.. Ikke også?’’ Sagde jeg og synes faktisk, at mit argument var rigtig fint, når man tænkte på, at jeg talte til en 5 årige lille dreng.

’’Men hvorfor råbte i så?..’’ Spurgte Liam imens jeg åbnede døren ind til gæsteværelset og gik ind og lukkede derefter døren efter os igen.

’’Hmm.. Det gjorde vi fordi..’’ Sagde jeg imens jeg tænkte så det knagede imens jeg gik over til dobbeltsengen og satte Liam ned på den og satte mig derefter ved siden af ham.

’’Det gjorde vi fordi, at vi begge gerne ville have ret, og nogengange er det ikke så let og så bliver man sur og ked af det over, at den anden ikke forstår hvad man siger.. Lidt ligesom hvis man begge gerne vil gynge henne i børnehaven hvor der kun er 1 gynge.. Så bliver man lidt vred og så prøver man senere at finde en løsning.. Og løsningen er der altid. Det gælder bare om at finde den’’ Forklarede jeg roligt og holdte om ham. Ja, godt nok gik Liam ikke i børnehave mere, men jeg kunne ikke rigtig bruge skolen som argument, da han jo gik i en lidt anderledes skole med Anna..

’’Du skal slet ikke tænke på det mere, Liam.. Mor og far er gode venner igen så snart vi vågner imorgen, ikke?’’ Sagde jeg roligt og med en blid tone og kyssede ham derefter i håret.

’’Mmm’’ Svarede Liam og gned sig i øjnene med hænderne.

’’Vil du gerne sove sammen med mor herinde?’’ Spurgte jeg ham med et svagt smil og fik ham til at kigge op på mig.

’’Mm’’ Svarede han kort og nikkede og fik mig til at smile.

’’Okay.. Så lad os ligge os ned og sove.. Vi skal tidligt op imorgen’’ Sagde jeg roligt og rejste mig fra sengen, så jeg kunne putte Liam.. 

______________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) Hav en vidunderlig søndag allesammen :* <3 

#MuchLove <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...