Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
672100Visninger
AA

56. En Glemt Lille Detalje...

 

               Location: En afspærret parkeringsplads, Indianapolis. Dato: Fredag d. 10. Juli 2020, Kl. 16.23.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Tak fordi du tog med mig til læge, Maddie’’ Sagde Em i vores kram som vi kort efter trak os fra.

’’Ja, det var da så lidt’’ Svarede jeg hende og smilede svagt.

Ja, det var jo egentlig omvendt, men fordi, at Hugo stod lige ved siden af, så spillede vi videre på, at det var Em der havde været til læge og ikke mig.. Og heldigvis kendte vi hinanden godt nok til at vide, at det vi svarede egentlig betød det omvendte.. Så når jeg svarede, at det var så lidt, at jeg tog med hende til læge, så vidste hun godt, at jeg takkede hende for at være taget med mig til lægen, som vi heldigvis kunne få en tid os idag.

Em og jeg havde fået bildt alle ind, at Em havde ondt i lysken og derefter skulle hun til læge. Vi havde sørget for, at Hugo ventede nede i bilen imens vi selv gik op til lægen og så aftalte vi på vejen ned, at både Em og jeg skulle sige, at hun bare havde fået strukket en muskel i lysken og at det var derfor, at hun var øm. Hellere være dækket godt ind med dumme undskyldninger..

Men nu var det jo egentlig mig der havde været til lægen, hvor vi havde været i ret lang tid. Vi havde fået en tid kl. 14 og var så først kommet tilbage nu og var netop ved at skilles, da vi i bilen havde snakket om, hvad vi hver især skulle når vi kom tilbage til tourbusserne. Em skulle ind og hygge med sin søn og jeg skulle ind og have noget at æde!. For fuck jeg var sulten.. Jeg havde ikke rigtig fået noget at spise hele dagen og samtidig med min umættelige mave for tiden, så blev sulten kun 10 gange værre.

Oppe hos lægen var jeg allerførst blevet bedt om at lave en tisseprøve, så vi kunne tage endnu en test.. Og den var god nok.. Også den test var positiv, og det fik gang i samtalen med lægen som spurgte lidt ind til blandt andet min sidste menstruationsdato, som jeg dårligt kunne huske, og derefter røg jeg op i gynækologstolen, hvor jeg blev tjekket og fik et svar på hvor langt jeg var henne..

7 uger.. Det var sku ret langt, når jeg tænkte på, at jeg først havde opdaget det nu.. Og samtidig synes jeg også, at det var virkelig underligt, at jeg ikke havde flere tegn på graviditet, når jeg var så langt henne, i forhold til hvad jeg selv havde regnet med.. Men som lægen sagde, og som jeg egentlig også godt vidste selv, så var det jo forskelligt fra kvinde til kvinde og fra graviditet til graviditet, hvor mange tegn og symptomer man havde.

En ting der faktisk ikke kunne lade vær med at glæde mig, var det, at lægen sagde, at alting så helt fint og problemfrit ud.. Det lettede mig virkelig meget, da jeg på vej hen til lægen var begyndt at blive lidt bange for, om der kunne være sket babyen noget, nu hvor jeg havde gået i 7 uger og ikke anet en skid og derfor heller ikke passet rigtigt på eller lyttet til min krop, som jeg jo vidste, at man skulle når man var gravid..

’’Nå, jeg vil smutte ind til mig selv og få noget at spise’’ Sagde jeg kort og fik Em til at nikke.

’’Okay.. Vi snakkes senere, okay?’’ Sagde hun kort og kiggede spørgende på mig.

’’Det gør vi’’ Svarede jeg kort og nikkede og kiggede så på Hugo.

’’Tak fordi du gad køre os Hugo.. Ligesom med Kenny, så skal jeg nok også sørger for, at du får en ekstra lille bonus ved næste løn’’ Sagde jeg med et roligt og svagt smil og bemærkede et smil på Hugos læber.

’’Tusind tak, Maddie, men..’’

’’Ikke noget men.. Du skal bare klappe i og være glad’’ Smilede jeg flabet.

’’Nånånå’’ Smågrinede Hugo svagt.

’’Okay.. Jamen så er jeg det. Tak’’ Fortsatte han taknemmeligt og fik mig til at smile svagt og nikke.

’’Ingen årsag.. Vi ses’’ Sagde jeg kort og vendte mig derefter om og gik hen til min bus og åbnede døren.

’’Brrrr!.. Rrrrrruuunnn... Iiirkk.. Krash’’

Liams legende hyl og skrig inde i bussen fyldte straks i mine øre imens jeg steg op i bussen og lukkede døren efter mig og fortsatte op af de 3-4 trappetrin der var her i bussen.

Jeg stoppede lidt op og gloede lidt underligt, da jeg fandt Justin siddende i sofaen og se tv imens Liam legede rundt på gulvet med en masse biler, som han af og til også smadrede ind i hinanden.. Det forklarede også de lyde han lavede endnu bedre.

’’Justin, hvad laver du her?.. Skulle du ikke for længst have været ovre ved arenaen og lave lydprøve?’’ Spurgte jeg ham undrende imens Justin slukkede tv’et og rejste sig op og gik køligt imod mig.

’’Vi skal lige snakke..’’ Sagde han køligt og stillede sig foran mig og krydsede sine arme imens jeg sank en lille klump i halsen og faktisk blev lidt nervøs over, at han pludselig ville snakke..

’’Hvad skal vi snakke om?’’ Spurgte jeg så roligt jeg kunne og lænede mig op af det lille skrivebord der var lige ved siden af os.

Justin stillede sig igen foran mig og tog en dyb indånding og vendte kort efter blikket imod Liam, da han igen hamrede nogen af sine biler sammen, så det larmede lidt.

’’Champ?..’’ Sagde Justin kort og fik straks Liams opmærksomhed.

’’Ja?’’ Spurgte Liam og kiggede spørgende på Justin.

’’Hvis du er sød lige at smutte ind ved siden af og lege videre imens mor og far lige snakker, så må du godt komme med til koncerten idag’’ Sagde Justin kort til Liam som hurtigt nikkede og smilede stort og virkelig tilfredst.

’’Jaaaa!’’ Jublede Liam og tog straks hans biler op i favnen og forsvandt ud af stuen.

’’Luk lige døren efter dig, champ’’ Kaldte Justin efter ham, da Liam var nået ind på vores værelse. Liam smed sine biler på gulvet og gik så tilbage til badeværelset, hvor han lukkede døren imellem vores værelse og badeværelse.

Justin vendte hurtigt blikket imod mig og kiggede ret seriøst på mig.

’’Synes du selv, at det var en god idé at love ham det?’’ Spurgte jeg roligt Justin og bed mig svagt i underlæben.

’’Han har plaget mig hele dagen om at komme med, så ja.. Det synes jeg’’ Sagde Justin køligt og virkelig seriøst. Jeg tog dyb indånding og nikkede svagt og lettere ligegyldigt. Ja, alt hvad jeg mente for tiden var jo alligevel pisse ligegyldigt, så jeg kunne ligeså godt lade vær med at prøve.. Og nu havde han jo lovet ham det, såå..

’’Hvad ville du snakke om?’’ Spurgte jeg og kiggede spørgende på Justin imens jeg krydsede armene.

’’Hvad fanden skete der lige for dig tidligere?..’’ Spurgte han mig køligt og ret bestemt.

Jeg sukkede opgivende og vendte blikket opgivende væk fra ham et kort øjeblik.

’’Var det bare det du ville?’’ Spurgte jeg ham opgivende.

’’Svar mig!’’ Sagde han bestemt og en smule hårdt.

’’Jeg ved det ikke..’’ Svarede jeg lettere ligegyldigt, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle svare.

’’Nej, det ved jeg fandme heller ikke man!. Du brokker dig over, at jeg aldrig gider at putte med dig mere og når jeg så vil, så skubber du mig fucking væk og skrider man!.. Du laver efterhånden ikke en skid andet end at brokke dig og være fucking utilfreds man!’’ Brummede Justin irriteret og hårdt, men uden at råbe.

Jeg forholdte mig bare stille og kiggede væk fra ham imens jeg fugtede min mundvig med min tungespids.

’’Det er fandme ikke kun mig der laver lort i den.. Den der opførsel gør det kræftedeme ikke bedre man!’’ Brummede Justin videre og fik mig straks til at kigge på ham.

’’Opførsel?.. Hva, er du pludselig blevet min far eller hvad!?. Hvad med om du tog dig lidt sammen selv og valgte at fokusere lidt mere på hvad der er vigtigt istedet for at være på de skide lortestoffer hver eneste dag!.. Måske det også ville gøre mit humør lidt bedre!’’ Vrissede jeg stille i takt med, at jeg hørte en dør åbne, hvilket straks fik min opmærksomhed, hvor jeg så Liam komme løbene ud og hen imod os. Dog fik Liams tilstedeværelse ikke Justin til at holde mund og vente med at snakke indtil Liam var gået igen.

’’Måske har jeg slet ikke lyst til at skulle fokusere?.. Måske har jeg bare løst til at have det som jeg har det nu!. Har du tænkt på det?..’’ Spurgte Justin spydigt imens Liam stoppede op ved os og hev lidt i Justin.

’’Far?’’ Spurgte Liam og fik Justin til at kigge ned på ham.

’’Jaer?’’ Spurgte Justin roligt og opgivende.

Jeg gjorde straks store øjne, da Liam hev en hvid og lyserød pind frem og jeg stoppede straks med at trække vejret og så nærmest kun skræmt ned på ham.

’’Hvad er det her for noget?’’ Spurgte Liam og viste Justin pinden som Liam helt klart havde fundet inde på vores værelse.. Nærmere betegnet under sengen, hvor jeg smed den i ren panik over at Justin kom ind!.. Fuck man, hvorfor havde jeg glemt at den lå der?.

’’Det ved jeg ikke lige.. Gå lige ind på værelset igen.. Mor og far snakker lige, okay’’ Sagde Justin kort og kiggede derefter over på mig igen. Jeg kiggede ret seriøst og lidt undrende på Justin, da jeg slet ikke forstod hvad fanden der lige skete for ham der.. Han vidste sku da godt hvad det var.. Hvorfor reagerede han slet ikke?..

’’Jeg synes virkelig, at det er på tide.. At..’’ Begyndte Justin imens Liam gik væk fra os og tilbage imod værelset med testen. Justin stoppede sig selv med at snakke og kiggede ret seriøst på mig og stod lidt stille i et par sekunder, før han hurtigt vendte blikket imod Liam og gik hurtigt efter ham... Okay, der gik det så op for ham, hvad det lige var som Liam havde fundet og spurgt om hvad var. Pis..

’’Hey-hey, champ. Prøv lige og giv mig den der’’ Lød det seriøst fra Justin imens han stoppede Liam og rakte ud efter testen i Liams hånd.

’’Hvorfor?’’ Spurgte Liam undrende imens Justin tog testen fra ham og kiggede seriøst ned på den.. Mit hjerte bankede voldsomt og virkelig hårdt imod mit bryst. Justin vidste udmærket godt hvad 2 streger på sådan en test betød. Det havde jeg forklaret ham alle de gange han kom og bad mig om at tage tests som endte med kun at vise 1 streg.

Justin vendte sig hurtigt imod mig og kiggede ret seriøst på mig efter tydeligvis at have set de 2 streger på testen. Jeg sank en klump i halsen og bed mig lidt i læben og vendte kort efter blikket væk fra ham og kiggede hen imod den store og lidt tonede forrude af bussen.

’’Liam, hvor fandt du den her henne?’’ Lød det fra Justin imens jeg mest af alt bare havde lyst til at løbe langt væk og gemme mig.. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Hvorfor fanden huskede jeg ikke også på, at jeg havde kylet den ind under sengen?. Jeg havde fandme husket at tømme skraldespand og jeg ved ikke hvad, og så glemmer jeg selve beviset!.. Det var jo ikke meningen at Justin skulle vide det lige nu.. Og slet ikke på den her måde!.

’’Under sengen.. Må jeg godt lege med den?’’ Lød det fra Liam som straks fik mig til at vende blikket den stikmodsatte vej af hvor jeg kiggede hen og så kigge hen på både Justin og Liam.

’’Nej, det er ikke legetøj.. Det er mors.. Smut lige ind og leg videre, champ.. Vi skal snart køre hen til arenaen’’ Sagde Justin kort til Liam.

’’Okay’’ Sagde Liam kort og vendte sig så om og løb ind på værelset igen og lukkede døren imens Justin hurtigt vendte sig imod mig og meget hurtigt gik hen imod mig uden at ligge testen fra sig.

Jeg vendte blikket ned i gulvet imens jeg bed mig lidt i læben og løsnede mine krydsede arme og satte så hænderne på skrivebordet som jeg stod lidt lænet op af.

’’Maddie?’’ Lød det fra Justin imens han stillede sig foran mig. Jeg rømmede mig svagt.

’’Jaer?’’ Svarede jeg meget forsigtigt og stille med en kæmpe klump i maven over den samtale jeg nu skulle igang med.

’’Hvorfor finder Liam den her under sengen?’’ Spurgte Justin mig ret seriøst.

’’Fordi jeg smed den derind under’’ Svarede jeg stille uden at kigge op på ham, da jeg slet ikke kunne have en øjenkontakt med ham lige nu.

’’Hvorfor gjorde du det?’’ Spurgte Justin mig ret seriøst og overraskende roligt.

’’Fordi jeg gik i panik over at du kom ind..’’ Tænkte jeg for mig selv og følte hurtigt en fornemmelse i maven over, at det nok ikke lige var den helt rigtige måde at starte den på. Istedet valgte jeg bare at trække lidt på skuldrene og tage en dyb indånding.

’’Det var ikke en skid Em der skulle til læge idag.. Det var dig!’’ Sagde Justin ret seriøst og lød virkelig som en der havde luret hele mønstret. Jeg nikkede svagt uden at kigge op på ham og bed mig svagt i underlæben.

’’Sig mig, hvor længe har den test ligget derinde?.. Hvor længe har du vidst det her?’’ Spurgte Justin mig ret alvorligt.

’’Siden tidligere idag.. Det var lige inden du kom ind til mig efter jeg var kommet tilbage efter at have været ude og handle’’ Svarede jeg ham svagt og meget forsigtigt og hørte, at Justin blev meget stille et kort øjeblik.

’’Så det var derfor, at du smed den under sengen?.. Fordi jeg ikke skulle se den da jeg kom ind?’’ Spurgte Justin og fik mig til at nikke svagt imens jeg bed lidt hårdere i min læbe, da jeg mærkede, at tårerne så småt var ved at finde vej til mine øjne.

’’Og så gik du over til Em og i fik en lægetid og... Hvad sagde lægen så?’’ Spurgte Justin og prøvede virkelig at holde sammen på det hele.. Ja, det var sku tydeligvis kommet som et chok for ham det her, og det kunne jeg sådan set også godt forstå. Det var jo ikke lige det han regnede med overhovedet..

’’7 uger’’ Svarede jeg stille imens jeg tog en dyb indånding og tog mig sammen til at kigge op på ham, hvor jeg så, at hans ansigtsudtryk var meget roligt, men alligevel også ret køligt og ulæseligt.

’’7 uger?... Så det er derfor du har haft de vildeste humørsvingninger og ædt som en hest i de sidste par uger?’’ Spurgte Justin ret seriøst og kiggede mig i øjnene.

’’Det er det nok ja’’ Svarede jeg roligt og begyndte underligt nok at tænke på mad nu hvor han lige nævnte det.. Jeg var jo stadig skide sulten, så det var vel heller ikke så mærkeligt..

’’Hvorfor helved sagde du ikke noget, så snart du fandt ud af det?. Du ved sku da godt, at jeg gerne vil?’’ Spurgte Justin og kiggede ret uforstående på mig.

’’Fordi jeg..’’ Jeg stoppede hurtigt mig selv og tog en dyb indånding.

’’Fordi jeg ikke ved om jeg vil’’ Sagde jeg hurtigt og mærkede for alvor mine tårer samle sig godt i mine tårekanaler, da jeg valgte at smide bomben.

’’A-hvad for noget?!’’ Spurgte Justin hårdt og rynkede kraftigt panden og øjnene og hævede stemmen lidt.

Jeg kneb øjnene lidt sammen og tog min hånd op foran øjnene for at skjule de tårer som var på vej ud.

’’Hvad fanden er det du står og siger til mig?. Det er sku da vores unge man!’’ Spurgte Justin meget lavt og vrissende.

’’Vi kan jo ikke beholde det, Justin’’ Hviskede jeg svagt og snøftede kort og lod et par tårer falde ud af mine øjne og ned på gulvet imens jeg stadig holdte hånden op foran dem, så Justin ikke kunne se det.

’’Hvad fanden er det du snakker om man!’’ Vrissede Justin lidt højt, så jeg hurtigt kiggede op på ham og tyssede lidt på ham, da jeg ikke ville have, at Liam skulle høre det.

’’Vi skændtes hele tiden, Justin.. Hvorfor skal vi have et barn mere, når vi skændtes hver anden dag og det hele er ved at skride for os?.. For at bevise noget overfor os selv?. Hvad skal vi bevise?. At Liam ikke var en stor fejl?. At det hele bliver bedre ved at få en baby?.. En baby kan ikke komme ind og rede vores forhold, Justin, og jeg vil ikke ende med at stå endnu engang og være alenemor fordi du hellere vil tage stoffer og tage i byen og feste og være iskold overfor alt hvad det er vigtigt..’’ Sagde jeg stille og smågrædende imens jeg kiggede trist på Justin som bare tog en dyb indånding og gned mig lidt i øjnene med den ene hånd.

’’Vores forhold er blevet til en vane.. Det er bare blevet noget vi lever med og ikke noget vi sætter pris på.. Vi er blevet et ligegyldigt par, hvor kærligheden er smuttet for længst..’’ Hviskede jeg stille imens tårerne væltede ned, da det gjorde ufatteligt ondt at skulle sige sådan noget til ham.. Men det var jo sådan jeg følte det.. Kærlighed var der sku ikke meget af.

’’Det er ikke det rigtige at sætte et barn til verden, når tingene er sådan her..’’ Fortsatte jeg videre og meget stille og stoppede mig selv her, da jeg kunne se, at Justin blev utrolig vred.. Havde jeg regnet med andet?.. Nej, ikke rigtig..

’’Du får ikke en abort!.. Forstår du det!’’ Sagde han meget hårdt og bestemt og kiggede seriøst på mig.

’’Jeg overvejer det, for..’’

’’Det skal du ikke engang!’’ Afbrød Justin mig vredt.

’’Justin forfanden, kan du ikke se det?.. Du er på stoffer hver dag og når vi er hjemme så vil du kun feste.. Du værdsætter mig ikke engang mere og selvom jeg tigger og beder dig om at stoppe med de stoffer og alt det fest, så elsker du mig ikke engang højt nok til at lytte på mig.. Jeg kan slet ikke kende dig mere.. Du er blevet så ligeglad med mig og med alting, at det slet ikke er til at fatte.. Hvorfor skulle vi så få et barn mere, når det eneste du vil er at tage stoffer og gå i byen hele tiden!?.. Du kan ikke engang fokusere på din karriere mere.. Du står her nu selvom du egentlig skulle have været henne ved den arena kl. 15.. Kan du prøve at se det lidt for min side?.. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvis det var et barn.. Du ville rende rundt og være på stoffer hver dag og være iskold om ungen lå og græd.. Du ville bare forvente, at jeg skulle tage mig af det, så du kunne feste og gøre hvad det passede dig... De..’’

’’Maddie, hold din kæft nu!..’’ Afbrød Justin mig vredt og kiggede skarpt på mig imens jeg kort blinkede med øjnene, så endnu flere tårer røg ud af mine øjne.

’’Og stop det der tuderi!. Jeg gider sku ikke se på det der fjæs!’’ Brummede han bestemt og fik mig til at hulke svagt.

’’Kan du se hvad jeg mener?.. Du kan ikke engang tale ordentligt til mig!.. Det er lige præcis det der gør, at jeg ikke tror en skid på, at det her fungere meget længere.. Jeg kan ikke holde det ud, forfanden..’’ Hulkede jeg og lod bare tårerne løbe.

’’Står du og siger, at du ikke gider være sammen med mig mere?!. Er det det?’’ Spurgte Justin hårdt og virkelig vrissende imod mig.

’’Jeg ved det ikke forhelved, Justin.. Hvis du ikke snart begynder at tage dig sammen og komme tilbage på sporet, så kan jeg ikke mere.. Jeg kan ikke holde ud at se ham jeg elsker på den måde.. Det er så..’’

’’Ej, hold din kæft, Maddie!.. Fuck dig man!.. Lige nu, så er det kræftedeme ikke andet end en fucking kælling man!..’’ Vrissede Justin vredt og gik væk fra mig og ned imod mit og hans værelse imens jeg hulkede svagt.

’’Liam!’’ Kaldte Justin højt og åbnede kort efter døren ind til vores værelse, så jeg hurtigt vendte ryggen til og tørrede tårerne væk, da jeg ikke ville have, at Liam skulle se mig græde.

’’Kom. Vi skal gå nu.. Vi har lidt travlt’’ Sagde Justin bestemt til Liam.

’’Okay.. Jeg skal lige have sko på’’ Svarede Liam ham kort.

’’Okay.. Jeg venter ude foran bussen’’ Sagde Justin kort til ham imens jeg vendte blikket ned imod ham igen og bemærkede, at han vendte sig om og gik hurtigt ned imod mig.

’’Det sidste ord er fandme ikke sagt i den her sag!.. Det kan jeg fandme godt love dig!.. Og så bliver du her idag.. Jeg kan slet ikke holde ud at se på dig lige nu!’’ Vrissede Justin bestemt og vredt af mig imens han gik forbi mig og forsvandt ud af bussen imens jeg hulkede svagt over hans ord og virkelig kæmpede med at holde tårerne inde.. Fuck man!. Nu ramlede det hele bare!.. Jeg vidste det!... 

___________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...