Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
672728Visninger
AA

13. Dårligt Nyt!.

 

            Location: MGM Grand Garden Arena, Las Vegas. Dato: Mandag d. 30. September 2019, Kl. 21.02

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Ej, men det var så fedt lavet!.. Du burde gøre det hver aften, Justin!’’ Sagde Em med et stort smil imod Justin, da hun sad og roste ham for idéen om at hive mig ind på scenen og synge for mig og give mig blomster.

’’Ej, jeg har sku ikke lyst til at skulle sidde der hver aften’’ Indskød jeg hurtigt imens jeg sad i sofaen inde i opholdsrummet, hvor Justin, Em, Chris, Ryan og jeg sad og sludrede efter Justins show, som sluttede for ca. en halv time siden.

Jeg sad med Justins ene arm om mine skuldre og hvilede mit hoved på hans skulle imens Ryan sad på min anden side og Em sad på skødet af Chris ovre på lænestolen foran os.

’’Hvorfor ikke?’’ Spurgte Em med et skævt smil og et lille grin.

’’Fordi det bare er alt for meget, Em.. Det var fantastisk idag, men det behøver ikke ske hver gang Justin laver en koncert.. Det er bare alt for meget.. Det skulle helst se ud som om, at vi kan finde ud af at holde arbejde og privatliv adskilt, ikke?’’ Svarede jeg roligt og afslappet og fik Em til at nikke svagt.

’’Men du kunne gøre det’’ Drillede jeg men vidste egentlig godt hvad svaret til det var.

’’No way!. Jeg har sceneskræk for sindssygt!’’ Sagde hun hurtigt og fik mig til at grine kort imens jeg nikkede. Em smilede svagt og tog en dyb indånding imens hun begyndte at kigge tænksomt på mig. Hun ændrede hurtigt sit tænksomme blik til et lusket smil, hvilket jeg godt vidste hvad betød.

’’Oh-Ohh’’ Sagde jeg hurtigt og rejste hovedet fra Justins skulder imens jeg holdte mit blik på Em.

’’Hvad er der?’’ Spurgte Justin undrende og fik mig til at kigge kort på ham og derefter tilbage på Em.

’’Hun har fået en idé’’ Sagde jeg med et skævt smil og kiggede afventende og nysgerrigt på Em.

’’Ja.. Og det er den fedeste idé!’’ Pointerede Em med et stort smil og gjorde os alle pænt nysgerrige, hvilket var tydeligt at se, da vi alle havde vores blikke rettet imod hende.

’’Så kom dog med det, babe’’ Sagde Chris hurtigt og rykkede lidt i hende, så Em grinede svagt.

’’Okay.. Hvad nu hvis det var en fan fra publikum som kom op på scenen ligesom Maddie gjorde idag?..’’ Sagde Em og fik mig til at rynke panden lidt.

’’Jo, seriøst!. Overvej det lige!. Hvis vi nu sagde, at Justin gik på scenen som han plejede og så lige inden One Less Lonely Girl går igang, så går Maddie og jeg ned iblandt publikum og udpeger en heldig pige som får chancen for at komme op på scenen og sidde og blive sunget til af Justin og få en buket blomster af ham?.. Det ville helt klart give pluspoint at lade 1 enkelt fan i hvert show komme op på scenen og føle sig speciel fordi Justin synger til hende..’’ Fortsatte Em med stor begejstring i stemmen og kiggede rundt på os allesammen.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere synes jeg faktisk også, at det lød som en pisse fed idé. Det var faktisk ikke så tosset?.. Jeg gik op og ned af Justin konstant, men da jeg sad derude på scenen og blev sunget til af ham, så følte jeg mig helt klart som noget særligt og i et helt specielt moment, og hvis bare den ene fan i hvert show kunne komme til at føle bare halvt så meget som jeg gjorde deroppe, så ville det være noget hun ville huske resten af livet.. Og så var det jo også en original idé.. Jeg havde i hvert fald aldrig hørt om nogen andre der havde gjort det før..

Jeg vendte blikket imod Justin for at se hvad han sagde til det, men kunne dog ikke rigtig læse ham. Han vendte blikket imod mig og løftede svagt sit øjenbryn som om, at han ville have, at jeg skulle sige noget.

’’Jeg synes faktisk, at det er en ret fed idé’’ Sagde jeg ærligt og kiggede rundt på de andre og derefter tilbage på Justin som kiggede noget overrasket på mig, da han hørte mit svar.

’’Mener du det seriøst?’’ Spurgte Justin og løftede det ene øjenbryn.

’’Ja.. Det er dine fans.. Det kunne sku da være for fedt hvis vi i hvert show kunne give en heldig fan den vildeste oplevelse.. Eller, den vildeste oplevelse i deres øjne.. De ville aldrig glemme det igen, hvis først de havde været udpeget til at komme på scenen med dig’’ Sagde jeg helt ærligt og med et svagt smil imens Justin løftede øjenbrynene helt op og spilede øjnene lidt op imens han kiggede mundlamt over på Chris som grinede lidt.

’’Hvad er der?’’ Spurgte jeg ham småfnisende, da jeg ikke helt forstod, hvorfor han så så lammet ud i ansigtet.

’’Nå, ikke noget.. Det er sku bare lidt mærkeligt at høre ens dame sidde og sige, at hun ikke har noget imod, at jeg får andre piger til at føle sig specielle og flirter med dem på scenen’’ Svarede Justin med et lille grin og kiggede på mig.

’’Altså skal jeg være bange for, at du går ud og finder dem iblandt publikum bagefter og flirter videre med dem, hvis vi gør det her eller hvad?’’ Spurgte jeg ham flabet og løftede svagt det ene øjenbryn.

’’Nej nej, men alligevel’’ Svarede Justin kort.

’’Så er der jo ikke noget problem.. Du gør jo bare det som du også ville gøre til et meet and greet.. Kramme dem, smile til dem og sådan.. Jeg går ikke ud fra, at du stiller dig op og snaver dem, vel?’’ Svarede jeg videre flabet og selvsikkert og følte slet ikke noget problem i det her..

Det var jo fans, så det var jo lidt noget andet end hvis det f.eks. var en pige han mødte helt privat, hvis i forstår.. Og så var det i helt andre sammenhænge det her.. Jeg ved ikke hvordan man skulle forklare det ordentligt.. Man kan vel bedst sige det som, at det var arbejde.. Fans var jo fans og jeg stolede på Justin 110%.. Hvis jeg nu havde set på, at Justin havde krammet og været tæt på en pige, når han var privat, så var jeg helt klart blevet sur, men.. Ja, det var bare noget andet med fans..

’’Hvad siger du selv til det?’’ Spurgte jeg ham videre og kiggede spørgende på ham.

’’Tjaa.. Hvis du ikke har noget problem med det, så kan vi da godt prøve og se om det kan fungere’’ Svarede Justin afslappet og kiggede roligt på mig.

’’Okay.. Så sætter vi det igang hurtigst muligt.. Så skal vi bare sørger for, at der er en buket blomster klar til hvert show’’ Sagde jeg og kiggede over på Em som smilede skævt og nikkede i takt med, at det bankede på døren.

’’Kom ind’’ Kaldte Justin højt, hvorefter døren gik op og min mor kiggede ind.

’’Skat, har du tid til at snakke med far og mig inden vi smutter?’’ Spurgte min mor og behøvede slet ikke at sige mere, da jeg allerede vidste hvad det drejede sig om.. Det som jeg havde gået hele aftenen siden showstart og været nysgerrig efter!.

’’Ja, kom bare ind’’ Sagde jeg og rettede mig op i sofaen, så Justins arm gled af mine skuldre.

’’Kom du hellere med os.. Vi vil gerne tale med dig alene’’ Sagde min mor med et svagt smil imod de andre som smilede venligt tilbage til min mor.

’’Det er slet ikke noget problem, Karin.. Vi andre smutter bare imens’’ Sagde Em med et smil og rejste sig fra Chris’ skød.

’’Kom, skat’’ Sagde Em og tog Chris’ hånd og trak lidt i den, så han rejste sig fra sofaen og fulgte med Em.

’’Justin og Ryan kommer i?’’ Spurgte Em videre og fik drengene til at rejse sig fra sofaen og gå efter hende og Chris hen imod udgangen og forbi min mor, som var gået lidt ind i rummet og havde stillet sig op.

’’Hey.. Justin’’ Sagde min mor kort og stoppede Justin i at gå, da han nåede over til hende.

’’Mm?’’ Mumlede han kort og kiggede spørgende på ham.

’’Det var et rigtig godt show du lavede.. Det så helt fantastisk ud’’ Smilede min mor sødt til Justin og nussede ham kort på kinden, så han smilede skævt og nikkede svagt.

’’Tak, svigermor’’ Smilede Justin kækt, hvorefter han gav min mor et luftkys ved siden af hovedet, hvilket hun straks gengældte. Han forlod lokalet med de andre uden at lukke døren, da de tydeligvis havde set min far som kort efter trådte ind i lokalet og lukkede døren efter sig.

’’Nå, far?. Hvad synes du så om koncerten?’’ Startede jeg roligt ud med at sige, da jeg også var virkelig nysgerrig på at høre hvad han synes om den.

’’Jo, den var god.. Det har du gjort godt’’ Sagde min far roligt imens han pustede lidt, da han satte sig ned i sofaen.

’’Ja, nu er det jo ikke mig alene.. Faktisk er det mest alle andre.. Og Justin’’ Svarede jeg og kiggede afslappet på ham og bemærkede bare et svagt nik fra ham imens min mor satte sig ned ved siden af ham.

Ja, min fars syn på Justin havde ikke ændret sig det mindste.. Desværre!.. Han havde accepteret mit valg om at have Justin i mit liv, men han havde bestemt ikke ændret mening om den person som Justin var i min fars øjne.. Ja, nogen ting kunne åbenbart ikke forandres eller ændres på i min fars liv.. Det var jeg sku nok bare nød til at acceptere.

’’Skat.. Øhm.. Det vi snakkede om før koncerten.. Altså, det med at vi skulle tale med dig om noget vigtigt’’ Startede min mor forsigtigt ud og så meget seriøs ud i ansigtet.

’’Jaer?’’ Sagde jeg og nikkede svagt imens jeg kiggede afventende på hende.

’’Igår aftes modtog vi et opkald fra Tennessee’’ Fortsatte hun og lød virkelig som en der havde svært ved at sige hvad hun ville sige.

’’Kom nu med det.. Er der nogen der er døde eller hvad?’’ Spurgte jeg seriøst og kiggede skiftevis på dem begge.

’’Ja.. Ja, det er der desværre, pusling’’ Sagde min far i et tungt suk og fik mig til at spile øjnene lidt op og kigge virkelig seriøst på ham.

’’Hvem?’’ Spurgte jeg næsten mundlamt med en kæmpe klump i halsen af frygt for, at det var en af mine nærmeste og tætteste familiemedlemmer.. Det var jeg faktisk sikker på, at det var, for ellers havde de ikke reagerede sådan der og så havde de ikke så svært ved at sige det til mig.

’’Farmor sov stille ind igår aftes’’ Sagde min far forsigtigt og fik det hurtigt til at give et ordentligt stød i mig, hvorefter jeg kneb øjnene sammen og tog mig til hovedet med begge hænder imens mine albuer var på mine knæ.

’’Fuck!’’ Mumlede jeg for mig selv og kæmpede med ikke at græde.. Min farmor var den mest vidunderlige kvinde i hele verden og sidst jeg så hende var til mit og Justins bryllup, hvilket jo efterhånden var længe siden.

Dengang vi boede i Tennessee boede vi 2 minutter på gåben væk fra min farmor og jeg rendte altid over til hende og hyggede mig sammen med hende.. For hende var jeg en lille prinsesse, da jeg dengang var den eneste pige i hendes flok af børnebørn..

Det kunne ikke forklares, men min farmor og jeg havde bare et helt specielt bånd. Godt nok sagde hun altid, at hun aldrig gjorde forskel på børn, men da jeg var lille fik jeg alt hvad jeg pegede på af hende.. Hun kunne kort sagt ikke sige nej til mig, i modsætning til hendes andre børnebørn.. Okay, hun sagde ikke ja til mig og nej til de andre, når vi var allesammen sammen hos hende, men hvis jeg spurgte om jeg måtte få noget eller måtte gøre noget, så sagde hun altid ja, hvor hun f.eks. altid sagde nej til de andre..

’’Hun skal begraves d. 9. Oktober i Tennessee..’’ Sagde min mor småtrist og fik mig til at kigge over på hende imens den første tåre løb ned af min kind.

’’Ja.. Jeg skal nok være der..’’ Startede jeg og mærkede, at mange flere tårer pressede sig på.

’’Undskyld mig’’ Sagde jeg hurtigt og rejste mig fra sofaen og stormede ud af lokalet og ud på gangen, hvor jeg hurtigt så nogen af de andre stå og snakke imens de stod lænet op af væggen.

Jeg satte hurtigt i løb forbi dem og kunne mærke, at jeg bare skulle finde et sted, hvor jeg kunne få lov at græde ud.

’’Maddie?!’’ Lød det kaldene fra Justin, som stod iblandt de andre ude på gangen. Jeg ignorerede ham bare og fortsatte med at løbe ned af gangen og ned imod hallen, hvor vores busser holdte parkerede.

Jeg stoppede brat op ved min, Justin og Liams bus og åbnede døren og småløb op af trapperne, hvor jeg fandt Anna siddende i stuen med tv’et tændt og med mine hunde ved hendes side. Hun så straks hen på mig og opdagede mit forgrædte ansigt, hvilket hurtigt fik hende til at kigge seriøst på mig imens mine hunde hoppede ned og logrede vildt med halerne og hoppede op af mine ben i håb om, at jeg ville hilse på dem.. Det havde jeg dog slet ikke overskud til lige nu.

’’Maddie, hvad sker der?’’ Spurgte Anna mig imens hun hurtigt slukkede tv’et og rejste sig op.

’’Jeg kan ikke forklare det lige nu.. Du kan bare tage fri nu. Jeg bliver her resten af aftnen’’ Sagde jeg til hende med en forgrædt stemme og fortsatte derefter videre ned igennem stuen, igennem badeværelset og ind på mit og Justins værelse, hvor jeg lukkede døren ind til og derefter løb over og smed mig i sengen og lagde mig til rette imens jeg greb ud efter en pude som jeg straks trak ind til mig og holdte stramt om med begge arme imens jeg gav mig til at tudbrøle ned i den, så lyden af mit gråd blev dæmpet, da jeg ikke ville vække Liam som lå og sov næsten lige inde ved siden af. Ja, der var jo lige en gang imellem vores værelser, men derfor betød det ikke, at han ikke kunne høre mit gråd, hvis jeg bare hylede ligeud i luften.

Jeg kunne ikke tænke andet end: Hvorfor?.. Hvorfor lige hende?.. Det var sku ærlig snak når folk sagde, at det altid var de bedste mennesker der gik bort først. Godt nok kunne min farmor være skrap til tider, men det var kun når det var allerhøjst nødvendigt, at hun var det. Hun lignede en dronning, og var det helt sikkert også i vores familie!. Alle hørte efter og viste hende respekt når hun snakkede.. Hun var bare typen som man automatisk fik respekt for.. Lidt ligesom Mama Jan faktisk...

Jeg hørte lyden af døren til værelset, som gik op. Jeg gad ikke engang kigge, da jeg for det første kunne regne ud hvem det var.. For det andet, så kunne det ikke rave mig mere om hvem der kom ind.. Jeg havde mit fokus et helt andet sted..

’’Hvad sker der?’’ Lød det fra Justins stemme imens jeg mærkede sengen bevæge sig lidt, da han kravlede op i den og lænede sig lidt indover mig imens han havde hænderne spændt ned i madrassen på hver side af mig.

’’Maddie?’’ Sagde Justin imens jeg hulkede ned i puden og trak skælvende luft ind bagefter, men fik ikke så meget luft, da det var pænt svært at trække vejret ned i en pude.

Jeg kneb ansigtet lidt sammen og tog mig lidt sammen og fjernede så puden fra mit forgrædte ansigt og vendte blikket opad, hvor jeg straks fik øjenkontakt med Justin som, som sagt, stod lænet indover mig.

’’Min farmor er død’’ Nærmest hviskede jeg efterfulgt af et hulk. Jeg kneb øjnene sammen igen og vendte hovedet imod puden og hulkede svagt og snøftede ned i den. Jeg hørte et svagt suk fra Justin, hvorefter jeg mærkede et kys på min skulder og derefter hans vægt over mig, da han lagde sig ned på mig og omfavnede mig så godt som han nu kunne i den her stilling.

Justin sagde ikke en lyd, men det var for mig også ligegyldigt.. Der var heller ikke så meget at sige og bare det, at han omfavnede mig og var hos mig, var langt bedre end ord!..

Faktisk, så tror jeg ikke engang at han ville kunne finde noget at sige til det, selvom han så prøvede.. Justin havde jo aldrig haft en familie, så følelsen af at miste var meget fjern for ham.. Altså han vidste selvfølgelig godt hvad det ville sige at miste, men følelsen af at miste en man elskede til døden, den kendte han bare ikke sådan rigtig til.. Og det vidste jeg, at han ikke gjorde, for han havde selv sagt det til mig på et tidspunkt..

 ’’Jeg skal til Tennessee d. 9. Oktober’’ Sagde jeg kort en lang stilhed, hvor der kun havde været lyden at mine hulk ned i min pude, som havde forstummet en del, da Justins omfavnelse og nærvær fik mig til at slappe godt af og tage den lidt mere med ro.

’’Til begravelsen?’’ Spurgte Justin stille og fik mig til at nikke svagt.

’’Hvor er vi selv henne der?’’ Spurgte Justin stille videre. Jeg lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding.

’’Det ved jeg ikke’’ Svarede jeg og magtede ikke engang at gå ind i stuen for at hente min Macbook og tjekke det.

’’Skal jeg lige tjekke det?’’ Spurgte Justin stille i mit øre.

’’Det må du gerne’’ Svarede jeg hæst og næsten hviskende og strammede grebet om min pude, hvorefter jeg mærkede et kys på min kind.

Jeg tog en dyb indånding, da Justin rejste sig fra mig og hoppede ud af sengen og gik hen til døren i takt med, at jeg slap puden og rullede om at ligge på ryggen og kiggede op i loftet imens jeg mærkede en tårer glide ud af mit øje og nedover min ene tænding. Jeg tørrede mig i ansigtet med begge mine hænder og var egentlig ret ligeglad med om min makeup kom til at sidde af helveds til og blive tværet ud i hele fjæset på mig. Jeg havde alligevel planer om at gå ud og tage det af og derefter gå i seng. Efter den her dårlige nyhed, så var det eneste jeg havde brug for bare at sove.. Sover smerten væk som man siger..

Justin forsvandt ud af værelset og lod døren stå åben. Efter omkring 30 sekunder hørte jeg en meget svag lyd af bevægelse nede på gulvet og kort efter bemærkede jeg, at Diamond kom hoppende op i sengen og gik hen imod mig.

’’Kom her’’ Sagde jeg til hende og klappede mig selv på maven, så hun straks løb over til mig, hoppede op på min mave og lagde sig ned med ansigtet imod mig.

Jeg nussede hende ned af ryggen og mærkede en virkelig stram følelse af, at jeg om ikke så længe skulle sige farvel til min 3 dejlige hunde og være væk fra dem meget længe, da mine forældre jo ville passe dem.. Okay, nu efter den dårlige nyhed om min farmor, så gik jeg ud fra, at jeg så dem igen d. 9, for jeg regnede da med, at min mor og far tog dem med sig til Tennessee og ikke lod dem blive passet af andre.. Ja, det var sku rigeligt, at de skulle passes af mine forældre.. De skulle ikke pludselig et helt 3. sted hen.

’’Hun er derinde..’’ Hørte jeg svagt Justins stemme sige, hvorefter fodtrin kom nærmere og kort efter stak min far hovedet ind på værelset.

’’Må jeg komme ind?’’ Spurgte han roligt og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede svagt og snøftede og tørrede mig lidt i hovedet med min ene hånd.

Min far kom ind og satte sig på sengekanten ved mig og tog en dyb indånding.

’’Pusling, farmor var 86.. Vi vidste jo, at det ville ske før eller siden’’ Sagde min far stille og fik mig til at nikke svagt, da jeg godt forstod det.

’’Ja, men det rammer stadig hårdt’’ Svarede jeg med min hæse og forgrædte stemme.

’’Ja, selvfølgelig gør det det.. Men farmor havde gigt og andre skavanker.. Hun har fået fred nu og går ikke og lider af smerter i led og muskler.. Og i sin hofte som hun har fået opereret for 6. gang her for et par måneder siden’’ Svarede min far roligt og fik mig igen til at nikke svagt imens jeg tog en dyb indånding og så ned på Diamond som hvilede hovedet på mit ene bryst.

Jeg kunne godt mærke på min far, at han var ked af at have mistet sin mor, men min far var ikke typen der græd. Og hvis han endelig gjorde, så gjorde han det når han var alene.. Og lige nu prøvede han mest af alt at være stærk for min skyld, da det jo ikke hjalp på mit humør, at han sad og græd, da det bare ville gøre mig endnu mere ked af det.

’’Jeg ville bare ønske, at hun var blevet advaret først, så man havde en chance for at komme og sige farvel til hende.. Og ikke når hun ligger i en kiste’’ Svarede jeg og tørrede hurtigt tåren væk som sneg sig ud af mit øje.

’’Ja, men desværre kan vi ikke bestemme over døden.. Den kommer når den selv vil’’ Sukkede min far svagt. Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud imens jeg bare holdte blikket på min dejlige hund som lå og lignede en der var ved at falde i søvn.

’’Skat, mor og jeg skal gå nu, men hvis du ikke har lyst til at sige farvel, så er det okay’’ Sagde min far efter en kort stilhed og kiggede spørgende på mig. Jeg rynkede panden lidt og rystede svagt på hovedet.

’’Hold da op.. Selvfølgelig vil jeg sige farvel’’ Sagde jeg og satte mig op imens jeg holdte om Diamond, så hun ikke faldt.

Jeg satte hende blidt på sengen og hoppede så over til min far og krammede mig ind til ham med armene om halsen på ham imens han arme lagde sig rundt om ryggen på mig.

’’Det var dejligt at se jer igen’’ Sagde jeg i krammet og følte mig helt som en lille pige igen her i min fars store arme.

’’Ja, i lige måde, pusling’’ Svarede min far og kyssede mig i håret.

’’Jeg har pakket alle hundenes ting til jer.. Det hele står inde i stuen’’ Sagde jeg roligt i krammet som jeg dårligt nok ville slippe igen.

’’Okay’’ Svarede min far bare kort og nussede mig på ryggen så jeg tog en dyb indånding og blev helt afslappet og rolig i min fars trygge arme.

’’Jeg elsker dig!’’ Sagde jeg lidt pivende, da jeg kunne mærke tårerne presse sig lidt på igen.

’’Jeg elsker også dig, pusling.. Vi ses jo d. 9., så det vare ikke længe før vi ses igen jo’’ Sagde min far med en kærlig tone.

’’Ja’’ Svarede jeg bare og lukkede øjnene og nød min fars knus.

’’Babe..’’ Lød det ovre fra døren, hvilket straks fik mig til at åbne øjnene og rolig slippe min fars kram imens jeg fik øjenkontakt med Justin.

’’Ja?’’ Sagde jeg roligt og tørrede mine kinder igen og tørrede mig under øjnene med 2 fingre for at få det værste af min ødelagte makeup væk.. Egentlig vidste jeg ikke hvor slemt det så ud, men jeg havde bare følelsen af, at der sad en del mascara under mine øjne, så af ren refleks tørrede jeg mig under øjnene.

’’Vi er i Tacoma d. 9.’’ Sagde Justin roligt og lænede sig op af dørkarmen.

’’Oh shit!..’’ Mumlede jeg, da jeg vidste, at det var virkelig langt væk fra Tennessee.

’’Nå, men så må jeg ringe og arrangere privatflyet’’ Sagde jeg som løsning, da jeg nægtede at give afkald på den begravelse.. Jeg skulle med!. Jeg havde det altid sådan, at begravelser var noget man tog til for at sige ordentligt farvel, og min farmor fortjente i den grad, at jeg var der!.. Og tro mig!. Det ville jeg være!. Koste hvad det vil!. 

__________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...