Let The Game Begin 5!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Halvandet år er gået og for Justins karriere er det kun gået opad. Fansene bliver vildere og pressen følger ham overalt og giver ham intet privatliv udenfor hjemmets murer.. Justins første verdensturné står for døren efter en lang og sej kamp med festivalsoptrædener, lancering af hans album og promoting i alle USA’s mange radiostationer og talkshows.. Maddie er virkelig stolt over sin mand og over, at han har formået at holde sig fra det vilde liv og fokuseret 100% på karrieren.. Men hvad sker der når Justin for alvor bliver ramt af presset over at være verdenskendt og være på turné og får et chok over, at det først er nu, at arbejdet rigtig begynder?. Kan Justin klare presset over de mange rejser, de skrigende fans og de mange paps som følger ham overalt?.. Vil Justin give op eller vil han holde fast i sig selv og kæmpe sig igennem den hårde tid?.. Og hvad med privatlivet?.. Bliver det sat på en prøve?..

226Likes
1239Kommentarer
676292Visninger
AA

25. Back On Tour..

       

                      Location: On the road imod Salt Lake City. Dato: Søndag d. 5. Januar 2020, Kl. 12.21.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Mit håb om, at det ville gå bedre med Justin, at han ville komme tilbage på sporet efter nytårsaften og komme til fornuft, var der i den grad ikke længere. I de sidste dage havde han virkelig været meget irritabel og holdte virkelig fast i det han sagde med, at det fra nu af var ham der bestemte. Jeg havde forsøgt at snakke helt stille og roligt med ham, men hver eneste gang kom det samme fra ham: ’’Lad vær med at lege psykolog overfor mig!. Jeg er ikke en fucking patient man!. Jeg har det fint’’..

Det der med, at han havde det fint, var bestemt ikke noget jeg troede på. Hvis han virkelig havde det fint, så havde han ikke virket så fjern.. Ja, en typisk tøseting at sige, at ens mand var meget fjern, men det var sådan det var.. Desværre..

Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre.. Ikke andet end at bede Mama Jan om at tage en snak med ham på et tidspunkt.. Ja, selvom alt det her gik mig meget på, så havde jeg stadig gået meget forsigtigt med dørene omkring det faktum, at Justin var begyndt at ryge en del hash igen, og sikkert også mere end det.. Han sagde godt nok, at han kun røg hash og selvom jeg havde ledt i hans tøj og i andre af hans ting, så fandt jeg ingenting.. Jeg havde bare virkelig på fornemmelsen, at han var på noget helt andet end hash.

Men som sagt havde jeg gået ret stille med dørene med det, da jeg ikke ville have, at nogen skulle vide det.. Faktisk var det kun jeg selv, Justin, Em, Chris og Ryan der vidste det, men jeg havde taget den beslutning at snakke med Mama Jan om det, så snart vi ankom til den arena hvor Justin skulle spille i aften. Jeg kunne simpelthen ikke rykke Justin, og hvis jeg ikke kunne, så håbede jeg på, at Mama Jan kunne, da Justin havde ret meget respekt for hende og for alt det hun sagde.

Vi var kørt afsted fra LA klokken 3 i nat.. Og heldigvis for det, ville jeg være ærlig og sige, for så kunne jeg komme med den begrundelse, at Justin bare var træt og aldrig havde det så godt på den tid af døgnet, når de andre forsøgte at tale med ham, men han bare afviste dem og forsvandt ind i vores bus med ordren om, at han ikke ville tale med nogen og at alle bare skulle lade ham være..

Jeg havde regnet ud, at vi ville ankomme til arenaen klokken ca. 16, da køreturen dertil varede ca. 12 timer, og da der var en tidsforskel på 1 time, hvor Salt Lake City var en time foran. Ja, en lang køretur, men da jeg ikke havde sovet i nat, så udnyttede jeg tiden i bussen til at sove, så jeg var frisk og klar til i aften.. Justin havde heller ikke sovet og selvom jeg spurgte ham, om vi ikke skulle ligge os til at sove sammen i bussen, da vi kørte afsted, så afviste han mig.. Så ja. Jeg tvivlede meget på, at han ikke havde sovet endnu, og det bekymrede mig ærlig talt lidt..

Jeg tog en dyb indånding og vippede dynen af mig i sengen og stod op kun iført noget sort undertøj. Jeg greb afslappet ud efter min sorte lille ’’jumpsuit’’ på gulvet og tog den på. Egentlig ville jeg ikke sige, at det var en jumpsuit, men jeg vidste ikke hvad den ellers hed.. For mig var det bare et par sorte short og en lynlås-trøje uden ærmer, der var syet sammen.

 

 

Ja, jeg havde ikke gjort så meget ud af mit tøjvalg eller udseende, da vi skulle afsted i morges, da jeg slet ikke synes, at det var nødvendigt at gøre sig klar, når man alligevel bare skulle ud og sove i en bus.. Derfor havde jeg bare taget den lille dragt på og mine sorte ballerinasko.

Jeg undlod dog at tage mine sko på nu, da jeg jo ikke rigtig skulle ud, og gik så roligt og afslappet hen til døren der førte ud på badeværelset, så jeg kunne kommer videre ind til stuen, hvor jeg havde en stærk mistanke om, at Justin befandt sig.

Jeg åbnede roligt døren ind til stuen og så, at Justin sad godt tilbagelænet i sofaen med det ene ben oppe på bordet imens fjernbetjeningen hvilede i hans hånd på hans lår og hans blik var helt fastfrosset og helt køligt oppe på tv-skærmen.

Jeg kiggede mig hurtigt omkring og bemærkede, at Liam ikke var til at se nogen steder. Jeg gik roligt over til sofaen og satte mig ned ved siden af Justin, som på intet tidspunkt skænkede mig et eneste blik.

’’Hvor er Liam?’’ Spurgte jeg helt roligt og kiggede spørgende og afslappet på Justin.

’’Han blev træt for en time siden og gik ind og sov’’ Svarede Justin køligt og holdte stadig bare sig blik oppe på tv’et som hang ovre på væggen. Jeg nikkede svagt for mig selv og lænede min ene side op af ryglænet på sofaen, da jeg sad med kroppen lidt drejet imod Justin og i en halv skrædderstilling med det ene ben udover sofakanten.

Jeg tog blidt min inderste arm, som ellers hvilede på ryglænet, over imod Justin og lagde den blidt i baghovedet på ham og nussede ham blidt i håret, men igen fik jeg ingen reaktion fra ham. Han virkede virkelig bare pisse ligeglad med mig, for at sige det rent ud.

’’Hvordan har du det?’’ Spurgte jeg roligt og med en blid tone og med håbet om, at det kunne blive starten på en ordentlig samtale med ham.. Ja, jeg savnede sku lidt at snakke ordentligt med ham.. I de sidste par dage havde der ikke rigtig været noget som han gad snakke med mig om.

’’Fint’’ Svarede han kort og iskoldt.. Ja, sådan var det sku hele tiden.. Kun korte og kolde svar.

’’Du ser virkelig træt ud’’ Fortsatte jeg med en blid tone og lod min hånd glide ned på hans kind, som jeg begyndte at nusse blidt. Dog nåede jeg kun at give den et enkelt strøg, da Justin hurtigt flyttede hovedet.

’’Lad vær, Maddie!’’ Sagde han iskoldt og lidt irriteret.

’’Undskyld..’’ Sagde jeg stille og småtrist og tog min hånd til mig og bukkede den op og satte hånden til hovedet og lod min overarm hvile på ryglænet imens jeg tog en dyb indånding.

’’Justin, vil du ikke godt være sød og fortælle mig hvad der sker?..’’ Spurgte jeg stille og roligt og en smule opgivende imens jeg kiggede småtrist på ham. Han sukkede tungt og himlede kort med øjnene af mig imens han rystede svagt på hovedet.

’’Begynder du nu igen..’’ Brummede han irriteret uden at kigge på mig.

’’Forstår du slet ikke, at det er fordi jeg er bekymret for dig?.. Lige siden nytårsaften har du ændret dig virkelig meget og jeg forstår virkelig ikke hvad der er gået galt siden du pludselig er sådan der?’’ Sagde jeg helt stille og forsigtigt, så man tydeligt kunne høre bekymringen og tristheden i min stemme.

’’Drop det nu, Maddie.. Jeg gider det ikke..’’ Sukkede Justin opgivende og skænkede mig stadig ikke et eneste blik. Han sad bare og stirrede op på tv’et og lod nærmest som om, at jeg var luft og slet ikke værd at kigge på.

’’Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?..’’ Spurgte jeg helt roligt og småtrist. Justin sukkede bare opgivende og valgte tydeligvis ikke at svare mig på mit spørgsmål. Dog gav jeg ikke så let op.

’’Er det pga mig, at du er så sur?.. Var det pga den diskussion vi havde nytårsaften?’’ Spurgte jeg videre og holdte konstant mit blik på ham og havde hele tiden stemmen i et roligt og bekymret toneleje.

’’Hvis det er pga den diskussion, så har jeg forstået hvad du siger, men som din manager vil jeg råde dig til at..’’

’’Nå!. Nu er det min manager der snakker?.. Sjovt!. Jeg troede i få sekunder, at det var min dame jeg snakkede med!’’ Vrissede Justin flabet og først nu vendte han blikket imod mig og rynkede øjnene svagt.

’’Du snakker jo ikke med mig, forfanden.. Det er mig der snakker.. Og det er din dame du snakker med, men du har måske glemt, at din manager og din dame er en og samme person?..’’ Spurgte jeg hurtigt og holdte stadig tonen helt nede.

’’Var det ikke dig der sagde, at de 2 ting skulle holdes adskilt eller hvad?’’ Spurgte han vrissende og rynkede øjnene lidt mere og fik mig til at sukke tungt.

’’Justin, vil du ikke godt lade vær med det der og så fortæl mig hvad jeg har gjort galt siden det skal være sådan her?’’ Spurgte jeg opgivende og forsøgte at få samtalen tilbage på sporet.

’’Og nu er det din dame der beder dig pænt..’’ Fortsatte jeg kort og kiggede småtrist på ham.

’’Mm-hm!.. Så opfør dig som min dame og ikke som min manager man!’’ Brummede han lavt og vredt og slukkede for tv’et og rejste sig op.

’’Hvad skal du nu?’’ Spurgte jeg hurtigt og fulgte ham med blikket.

’’Være i fred!’’ Brummede han og forlod mig i stuen ved at gå ned til badeværelsesdøren, som han lukkede efter sig, så jeg nu sad helt alene i stuen.

Jeg gned mig lidt i panden med min ene hånd og sukkede tungt imens jeg bed mig i læben.. Mest havde jeg bare lyst til at græde, men jeg prøvede virkelig at lade vær.. Jeg måtte bare holde hovedet koldt, og så få fat i Mama Jan, så snart vi ankom til arenaen..

                                                                                                 ~

                   Location: Energy Solutions Arena, Salt Lake City. Dato: Søndag d. 5. Januar 2020, Kl. 16.13.

 

Jeg bankede kort på ’’hoveddøren’’ ind til den bus, hvor Mama Jan boede og åbnede den kort efter og trådte ind. Vi var netop ankommet til arenaen og var kommet igennem de overdrevet mange mennesker, som allerede stod og ventede ude foran, på at blive lukket ind til koncerten, som først skulle begynde klokken 20.00.. Det her var faktisk det første jeg gav mig til, så snart busserne var blevet parkeret i hallen, da jeg simpelthen fandt det nødvendigt, at Mama Jan tog en snak med Justin.. For lige nu havde jeg faktisk opgivet selv, efter jeg ved ikke hvor mange forsøg!.

Jeg kom op i bussen og smilede kort til chaufføren, hvorefter jeg vendte blikket hen imod stuen, hvor jeg så Anna, Kenny, Hugo, Mike og Mama Jan sidde med alle deres blikke rettet imod mig, da de tydeligvis havde hørt, at der kom nogen ind i deres bus.

’’Hey, Maddie’’ Sagde Mike kort. Jeg sendte ham et kort nik med hovedet og et lille smil og vendte så blikket imod Mama Jan.

’’Jan, kan jeg lige tale med dig under 4 øjne?’’ Spurgte jeg hende roligt og kiggede spørgende og næsten også bedene på hende.

’’Selvfølgelig..’’ Sagde Jan og rejste sig fra sofaen med et ret seriøst blik, da hun kunne fornemme, at jeg havde noget ret alvorligt at sige.

Jeg vendte mig om og gik igen ud af bussen og kiggede mig lidt omkring og så, at der ikke rigtig var nogen lige i nærheden og bedømte ud fra det, at jeg godt kunne stå lige her og tale med Mama Jan.

’’Hva så, min pige?’’ Spurgte Jan roligt, da hun selv kom ud af bussen og lukkede døren ind til den. Jeg tog en dyb indånding og krydsede mine arme og lænede min ene skulder op af bussen imens jeg kiggede på Jan.

’’Kan du ikke snakke med Justin?.. Jeg ved ikke hvad der er sket, men efter nytårsaften har han bare været så forandret og så iskold.. Jeg har selv prøvet at tale med ham i flere dage, men han er totalt lukket.. Jeg kan slet ikke komme ind til ham og høre hvad der sker eller er sket siden han pludselig er vendt på en tallerken’’ Forklarede jeg kort og kiggede seriøst på Jan.

’’Jeg kan selvfølgelig godt prøve at tale med ham, men altså.. Hvordan gik jeres nytårsaften?.. Kom i op og skændtes eller sådan noget?’’ Spurgte Jan og satte sin ene hånd i siden på sig selv imens hun kiggede spørgende på mig.

’’Jeg vil gerne have, at det bliver holdt virkelig tys-tys.. Det er kun mig, Justin, Chris, Em og Ryan der ved det, men du bliver nok også nød til at høre det, hvis du skal tale med ham..’’ Sagde jeg kort og fik Mama Jan til at nikke svagt imens hun kiggede lyttende på mig. Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud.

’’Han drak sig virkelig fuld nytårsaften og røg en masse hash og smøger.. Og så fangede jeg ham, da han kom ud fra et toilet med en af hans venner, hvor de havde været inde og tage nogen stoffer.. Vi kom op og skændtes over det og han sagde alt muligt med, at han var færdig med alt det her skuespil og at han ikke gad fremstå som en han ikke var, og at det var ham der bestemte og ham der skulle styre det her show vi havde gang i, fra nu af.. Han var selvfølgelig virkelig påvirket da han sagde det, men jeg tror virkelig han mente det.. Og siden der har han dårligt nok ville snakke med mig, men jeg kan bare se, at han tænker sindssygt meget, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..’’ Forklarede jeg en smule frustreret imens Mama Jan nikkede kort og lyttende til hvad jeg sagde og afsluttede med et svagt suk.

’’Måske har jeg presset ham for hårdt?.. Måske gik jeg og troede, at han sagtens ville kunne klare det her uden at være specielt forberedt på det pres han ville få på sig?..’’ Fortsatte jeg kort.

’’Ej, nej, nej, Maddie.. Prøv og hør, det er ikke din skyld det her.. Ingen kan blive forberedt på hvad der sker i sådan en karriere.. Musikbranchen er virkelig hård og det ved alle.. Også dem der ikke selv er i gamet.. Nu tager vi én ting af gangen.. Vi er lidt sent på den og Justin skulle være til lydprøve her klokken 16, så det får vi ham til nu og så taler jeg med ham bagefter.. Skal vi ikke sige det?’’ Spurgte Jan mig roligt. Jeg tog en dyb indånding og nikkede svagt og skød mig væk fra bussen med skulderen og gjorde klar til at skulle gå ind og få Justin med til lydprøve.. Ikke at jeg brød mig om det, men jeg havde ikke rigtig noget valg.

                                                                                                ~

                  Location: Energy Solutions Arena, Salt Lake City. Dato: Søndag d. 5. Januar 2020, Kl. 16.51.

 

‘’So just forget about the world, we're young tonight

I'm coming for ya , I'm coming for ya

Cause all – AAARG, FOR SATAN!’Afbrød Justin sig selv i sin sang, da en ekstrem høj og forfærdelig pivende lyd lød både i hans headsæt i hans øre og i højtalerne i selve arenaen, så jeg også selv vrængede ansigtet imens jeg hurtigt holdte Liam, der sad på skødet af mig, for ørerne, så hans ører ikke kunne risikere at få skader.

Musikken stoppede brat og Justin rev hurtigt headsæt-dimsen ud af øret og rev derefter sin mikrofon af, som han eller havde siddende rundt om baghovedet, og smed den irriteret ned på scenegulvet, hvor han stod og var midt i lydprøven.

’’Hvad fanden sker der man!’’ Råbte Justin højt imens han gik tilbage imod selve scenen, hvor Scrappy kom gående ud fra scenekanten.

’’... Lidt problemer med lyden..’’ Hørte jeg Scrappy sige svagt i en meget lav tone.

’’Fint!. Så fiks det forhelved!.. Jeg er færdig her nu!’’ Vrissede Justin vredt af Scrappy, hvorefter han vendte sig om og gik hen til den modsatte ende af scenen og forsvandt ind bag scenen.

Jeg tog en dyb indånding og vendte blikket imod Mama Jan som sad ved siden af mig og sad og stirrede lidt op imod der hvor Justin netop lige var gået om bag i scenen. Hun vendte dog kort efter blikket imod mig og tog en dyb indånding.

’’Jeg tror det er et godt tidspunkt at gå ud og snakke med ham nu’’ Sagde hun imens hun pustede luften fra sin indånding ud og rejste sig op. Jeg nikkede svagt og gned mig lidt i panden imens jeg holdte rundt om Liam med den anden arm.

’’Moar?’’ Lød det roligt fra Liam.

’’Mm?’’ Mumlede jeg roligt og satte mit hoved godt på skrå, for nemmere at kunne se hans ansigt.

’’Hvorfor er far så sur?’’ Spurgte han og kiggede sig lidt over skulderen for at kigge på mig.

’’Det er bare når tingene ikke helt fungere, at far bliver lidt vred.. Det er ligesom når dine ting heller ikke vil som du vil.. Så bliver du også sur og irriteret, ikke?’’ Sagde jeg roligt og lagde min anden arm om maven på ham og trak ham lidt mere ind til mig imens Liam nikkede kort og heldigvis åd min undskyldning for Justins flip på scenen...

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg smækkede hårdt døren til tourbussen og småløb op af de få trappetrin der var der og bemærkede hurtigt, at chaufføren til bussen ikke var her.. Skønt!. Så kunne jeg være lidt i fred!.

Jeg gik hen til sofaen i bussen og smed mig ned på maven i den og tog nogen dybe indåndinger for ikke at lade mig selv gå amok og smadre et eller andet.. For det havde jeg virkelig lyst til!..

Der skulle virkelig ikke meget til at pisse mig af for tiden!. Efter nytårsaften hvor jeg havde fyldt mig med alt lige fra alkohol til stoffer, var alt bare blevet helt fuckt up.. Måske ville nogen mene, at jeg var latterlig at freake ud over at lyden ikke fungerede helt korrekt til lydprøven, men bomben sprang bare for mig lige der!.

Det var bare.. Efter alt det Sean og drengene havde sagt, var jeg virkelig begyndt at tænke meget over det.. Alt smeltede ligesom bare sammen for mig.. Drengenes ord, presset jeg konstant levede med, det at skulle være en god far for Liam, være en god mand for Maddie, have styr på karrieren og klare det vilde ræs, og ikke mindst være tvunget til konstant at tænke over hvad jeg fortog mig, fordi alt hvad jeg gjorde og sagde i offentligheden, det ville komme ud til resten af verden.. Jeg ville bare være normal!. Bare lidt!.. Og det var nok det der gjorde, at jeg valgte at give den gas nytårsaften og slippe lidt væk fra alt presset som jeg konstant havde på mig, bare for en kort stund.. Og det var derfor jeg ikke stoppede med at tage coke efter nytårsaften, for det hjalp fandme meget at tage en bane og mærke presset forsvinde fra mine skuldre.

Jeg havde snakket med Sean her i forgårs og var taget over til hotellet hvor han og drengene boede indtil de skulle tilbage til Vegas igen.. Jeg havde igennem Sean købt en del af hans coke, som jeg havde med mig nu og som jeg havde gemt godt væk, så Maddie ikke skulle finde det.. Faktisk havde jeg gemt det inde i bagerste hjørne af bussens walk in closet, nede under gulvtæppet.

Jeg vidste sku godt, at det nok ikke var smart at falde tilbage på stofferne og lade dem styre mig og klare alt presset for mig, men det var som en ond cirkel!. Dagen efter nytårsaften, hvor jeg vågnede havde jeg det virkelig dårligt psykisk!. Ja, det kunne jeg jo havde sagt mig selv, at jeg ville have, da sådan noget som stoffer næsten altid påvirkede en med det, at man blev deprimereret hver eneste gang rusen forsvandt, og lige nu blev jeg kun dobbelt så deprimeret eftersom alt presset, alt det jeg skulle leve op til og alle mine tanker psykede mig fuldstændig... Men istedet for at bide det i mig, så tog jeg bare en bane mere.. Og en mere.. Og en mere.. Og det gjorde jeg udelukkende kun for at slippe af med alt det lort og bare føle, at det jeg lavede til dagligt ikke var pressende eller stressende overhovedet..

Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle forklare det, så derfor lukkede jeg bare røven og lod mig selv styre det her shit jeg havde kørende.. Jeg havde nogengange bare lyst til at forsvinde.. Og det hjalp coke og hash mig virkelig godt med!...

Mine tanker blev afbrudt, da jeg hørte døren til bussen blive åbnet og jeg var næsten ikke i tvivl om, at det var Maddie der kom ind og igen ville prøve at få mig til at forklare.. Men jeg kunne bare ikke forklare hende det.. Jeg følte bare, at det var bedst at holde det for mig selv.. Og lade mig selv styre det..

Jeg mærkede at personen satte sig ned på kanten af sofaen og blidt lagde en hånd på min ryg og nussede mig svagt. Jeg gad ikke engang kigge på personen, for igen, så var jeg ret sikker på, at det var Maddie.

’’Hva så, skat?’’ Lød det fra en stemme der helt sikkert ikke var Maddies..

Jeg undlod at svare hende og tog bare en dyb indånding og kneb øjnene sammen imens jeg lå med panden på mine hænder og med næsen som næsten rørte ved sofaen.

’’Jeg har talt med Maddie.. Hun siger, at du ikke har det så godt.. Hun er meget bekymret for dig’’ Sagde Mama Jan roligt uden at stoppe sin nussen på min ryg.

’’Hm’’ Svarede jeg køligt og trak svagt og ligegyldigt på skuldrene imens jeg holdte mine øjne lukkede.

’’Justin, fortæl mig nu hvad der er galt, istedet for det der.. For det løser ikke noget’’ Sagde Mama roligt og kørte sin hånd i cirkler på min ryg.

’’Det hele er galt forhelved!’’ Udbrød jeg og rejste hurtigt hovedet op og kiggede mig over skulderen for at se på hende.

’’Jeg ved forhelved ikke hvem jeg selv er mere!’’ Fortsatte jeg imens jeg hurtigt fik sat mig op, så jeg sad ved siden af Mama og gned mig hårdt i hovedet.

’’Hvad skete der nytårsaften siden du pludselig har det sådan?’’ Spurgte Mama roligt og helt afslappet.

’’Jeg fik bare indset, at det her ikke er mig... Hvordan skulle jeg kunne være et forbillede for små piger, når det ikke engang er den rigtige mig de ser?.. Den rigtige mig er bare  fuckt up og er ligeglad med det hele!. Folk der kendte mig før alt det her startede kan se det!. De ser ikke længere den de lærte at kende dengang.. De ser en falsk udgave af mig og det har bare fået mig til at tænke over om det overhovedet af det her værd!.. Alt det her passer slet ikke til den type jeg er i virkeligheden jo.. Berømmelsen, fansene, papsene, intet privatliv.. Det er jo ikke normalt’’ Sagde jeg frustreret og mærkede tydeligt, at jeg virkelig lukkede op.. Men det var jo den effekt som Mama havde på mig.. Hun havde bare et eller andet der gjorde, at jeg åbnede op og bare fortalte alt det hun ville vide..

’’Sødeste skat.. Du har opgivet alt det der var normalt for dig.. Det her er det der er dit nye ’’normale’’.. Jeg forstår godt, at det er hårdt og det er det specielt fordi, at ingen har kunne forberede dig på alt det som du er blevet kastet på hovedet ud i..’’ Forklarede Mama roligt imens jeg havde hænderne oppe ved hovedet, albuerne på knæene og blikket nede i gulvet.

’’Er det virkelig det du vil?.. Opgive alt hvad du har kæmpet for og kommet så langt med på så kort tid?’’ Spurgte hun mig roligt og fik virkelig tankerne igang.

’’Vil du virkelig opgive den her mega chance som du har fået bare fordi du har måtte skrue lidt ned for alt hvad der hedder fest og er blevet nød til at se på livet fra et mere professionelt synspunkt?’’ Spurgte Mama videre.

’’Det er jo lige præcis det, Mama!. Jeg har ikke bare måtte skrue ned.. Jeg har måtte droppe det helt!. Og det får mig bare til at føle, at jeg bare er en eller anden maskine som altid skal tænke på arbejde og ikke have lov at have det lidt sjovt og nyde det lidt samtidig’’ Svarede jeg hurtigt og frustreret.

’’Prøv nu og hør her, Justin.. Selvfølgelig må du have det sjovt, men lige nu er dit fokus bare nød til at ligge på den her tour.. Jeg ved godt, at det er hårdt, men det er sådan det er, hvis man vil have det her job.. Du er nød til at kunne fokusere og så gemme alt det sjove til den dag hvor tiden er til det.. Husk på, at selvom du knokler som en gal, så kan du sagtens have det sjovt imens.. Du er omringet af mennesker som kun vil dig det bedste og dine venner er med dig. Du har fridage i din turné, hvor du kan have det sjovt rundt om i hele verden.. Men ’’sjov’’ behøver jo ikke kun at være vilde fester med sprut og stoffer.. Husk på, at du også har en lille dreng der regner med dig’’ Forklarede Mama og fik mig til at sukke opgivende.

’’Lige præcis!. Der er der også forventninger til mig.. Ligemeget hvad jeg gør, så vil alle se det.. Ligemeget hvor jeg er, så har alle en forventning til mig som jeg skal leve op til... Og ligemeget hvor jeg tager hen, så vil jeg altid have nogen fucking paparazzier lige i røven, som er klar til at tage billeder af mig hele tiden.. De venter bare på, at jeg skal fejle!.. Hvor fedt synes du selv det lyder?’’ Spurgte jeg og vendte mit seriøse blik imod hende.

’’Det er jo prisen man må betale for at have det liv som millioner af andre vil give deres højre arm for at have.. Du udlever din drøm. Du har dine venner og familie med dig hele vejen, så du ikke lider afsavn til nogen. Du har os andre som knokler røven i laser for at hjælpe dig med at udleve din drøm.. Hvor meget mere er der at bede om?’’ Spurgte Mama og kiggede spørgende på mig.

’’Tja.. Hvad med et normalt liv, hvor jeg kan træde lidt ved siden af og gøre hvad det passer mig uden at hele verden ser på!’’ Småvrissede jeg og vendte mit kolde blik frem for mig, så jeg stirrede koldt ind i væggen overfor.

’’Som jeg sagde, så har du opgivet hvad der var normalt.. Det her er hvad der er normalt for dig nu.. Og det du sagde med, at den du virkelig var, var ham som var fuckt up og ligeglad.. Synes du selv, at du lyder federe at være en badboy, end at være ham som har taget sig sammen, blevet voksen, taget ansvar for sig selv og sin familie og skabt en fed karriere sammen med én helt bestemt person som har stået ved din side hele vejen og støttet og hjulpet dig i alt og gjort alt for at du skulle nå hertil?.. Det synes jeg i hvert fald ikke.. Jeg synes, at den Justin jeg ser nu, er 1000 gange bedre end ham jeg i første omgang hørte om.. Du er et dejligt menneske, Justin, og du er langt mere værd end fis og ballade..’’ Forklarede Mama roligt og nussede mig svagt på ryggen imens jeg blev ret mundlam og ikke vidste hvad jeg skulle sige.

’’Jeg ved godt, at du ikke føler, at det er normalt, at du bliver forfulgt at paparazzier og fans overalt, og jeg ved godt hvor hårdt presset er og hvor svært det er, at alt hvad du siger og gør i offentligheden kommer ud til hele verden, men det er den pris man må betale og leve med.. Du er 1 ud af en million som har fået den her helt unikke chance, og jeg synes det er for dumt at give op nu, når du har kæmpet så meget og Maddie har opgivet så meget for dig.. Vi er mange, som står klar til at bakke dig op og være dit skjold som du kan gemme dig bag, hvis det hele bliver for meget, så at bruge stoffer og fest som en nødløsning for at komme lidt væk, det synes jeg ikke lige er sagen..’’ Sagde Mama roligt og fik mig til at nikke svagt.

’’Men forstår du mig slet ikke?.. Jeg kommer fra et liv, hvor jeg ikke har skulle tage ansvar eller hensyn til nogen, og bare har kunne rende rundt og gøre hvad det passede mig.. Og nu står jeg her.. Alle ser hvad jeg fortager mig. Alle kender mig.. Jeg skal pludselig til at tænke over hvad jeg laver i offentligheden.. Hvis jeg bare træder lidt ved siden af, så ved alle det og så bliver der kun talt om mig.. Hvis bare jeg kunne få lov at have lidt privatliv i offentligheden, bare engang imellem, så jeg kunne få lidt luft og lidt fred..’’ Sagde jeg en smule opgivende.

’’Jeg forstår dig godt, men lige nu gør du også selv det hele meget værre end det er.. Der er altid plads til at træde ved siden af.. Hvor mange stjerner kender du som har den samme karriere som dig, som ikke har trådt ved siden af?.. Du kan ikke finde én eneste, og ved du hvorfor?.. Fordi vi alle er mennesker og ikke fejlfrie robotter.. Hvis du hele tiden tænker over hvad du ikke må, bør eller skal, så bliver presset automatisk større.. Brug din sunde fornuft og tænk: Er det smart for mig selv, at jeg laver et indbrud?. Er det smart for mig selv, at jeg går med våben på mig?... Lad vær med at tænk over hvad andre mener, for du er kun et menneske og du begår fejl ligesom alle andre, og det vil folk kunne forstå.. Specielt dine fans.. Jeg har tit hørt dine fans og set deres kommentarer.. Da det dengang kom frem, hvilken fortid du havde, så stod dine fans der og sagde, at det er fortid, og at du var mega sej fordi du havde valgt at ændre livstil og skabe dig et nyt liv.. De bekymre sig om dig og de ser kun det gode i dig og beskytter dig, når der bliver kørt hetz på dig i bladene.. Hvad med at fokusere på alt det gode det her bringer dig, og så lad pressen sejle i deres egen sø og lade vær med at lade dig gå på af det.. Du er en fornuftig mand, Justin.. Det har jeg set flere gange, og jeg ved, at du er stærk nok til at klare det her.. Så længe du husker på at holde benene på jorden, huske på, at du kun er et menneske, at du har en hel hær af mennesker som støtter og bakker dig op og som aldrig kunne drømme om at dømme dig på hvad pressen skriver af lort.. Du er ikke alene om det her, og det er lige præcis det du glemmer, når du kun fokusere på presset og på hvad der ikke virker normalt’’ Forklarede Mama i en lang smøre og fik mig til at tage en dyb indånding og gnide mig lidt i øjnene med mine håndpuder.

’’Så hvad mener du, at jeg skal gøre?’’ Spurgte jeg og kiggede spørgende på hende.

’’Læg de stoffer på hylden. Kom tilbage på sporet. Og så lad vær med at lytte til dem der tror de kender dig, og til dem som kun vil have dig ud på et sidespor, hvor du kun kører i gamle dårlige vaner hele tiden ligesom de gør.. Vis alle, at du faktisk er blevet voksen og er klar til at komme videre fra det vilde og kriminelle liv du havde engang.. Fokuser på det positive og husk på, at du ikke er alene om at føle presset, og husk på, at du altid kan hive fat i os andre, hvis det bliver for meget og du har brug for at snakke.. For vi er her allesammen for dig, og det er vi fordi vi tror på dig og ved, at du er så fandens stærk og sej, når du gang på gang viser os, at det her er det du vil, uanset hvad det koster dig.. Og mest af alt, så husk på hvorfor du overhovedet gør det her.. Du elsker at lave musik og det er lige præcis det som alt det her drejer sig om.. Du udlever din drøm og har alle dine venner og din familie med dig igennem det hele.. Du har så mange stødtere i dit liv og vi er allesammen klar til at gribe dig, hvis du skulle falde.. Både os her omkring dig, og alle dine fans, som tror på dig..’’ Forklarede Mama og fik mig til at nikke svagt igennem hele hendes forklaring imens jeg bare stirrede ned i bordet foran mig.

’’Og nu synes jeg, at du skulle gå ind og sove et par timer inden dit meet and greet klokken 19.. Du har brug for søvn’’ Sagde Mama kort efter imens hun lagde en arm om skuldrene på mig imens jeg bare tænkte over alt hvad hun sagde.. Dog var jeg hurtigt enig med hende, da hun sagde, at jeg skulle få lidt søvn, for ærlig talt, så havde jeg ret meget i hovedet lige nu og det måtte godt komme lidt på afstand.

’’Hvordan har du det, sweetheart?’’ Spurgte hun roligt og nussede mig på min højre arm med den hånd, hvis arm lå over mine skuldre.

’’Ærligt, eller bare det du gerne vil høre?’’ Spurgte jeg.

’’Ærligt’’ Svarede Mama kort.

’’Jeg er ikke helt på toppen i hvert fald’’ Svarede jeg ærligt, da rusen fra den sidste bane coke jeg tog var ved at slippe op. Egentlig havde jeg tænkt mig at tage en bane inden jeg skulle til det meet and greet og derefter lave koncerten, men måske burde jeg lytte lidt til Mama og komme væk fra det.. For det var jo et sidespor.. Men det var et befriende ét!.. Og det var bare ærlig snak!.

’’Nej, det kan jeg godt se.. Så gå ind og få lidt søvn. Så kommer jeg og vækker dig, så du kan nå et bad og komme i tøjet inden dit meet and greet, ikke?’’ Sagde Mama og trak mig ind til hende og kyssede mig kort i håret imens jeg bare sad og hang lidt op af hende og nikkede svagt.

’’Husk, at du bare kommer til mig, når som helst og hvor som helst, hvis du har brug for at snakke... Og jeg ved, at Maddie også står der, hvis du har brug for hende.. Hun er trods alt den af os allesammen som nok kender dig bedst efterhånden..’’ Sagde Mama som en afsluttende bemærkning og fik mig igen til at nikke og tage en dyb indånding, for derefter at rejse mig og gøre som Mama sagde.. Ind og få lidt søvn.. 

__________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...