skabt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
I en fremtid hvor videnskaben har gjort næsten alt muligt, er det ikke længere til at sige, hvem der egenlig er herre over hvem. For bare fordi man er skabt, betyder det vel ikke at man er slavebundet?

2Likes
6Kommentarer
135Visninger

1. Skabt

Mit liv startede, den dag jeg skulle dø.

Jeg havde ikke tænkt så meget over det før det tidspunkt. Jeg havde bare fulgt den nøje bergende hverdag, der er designet til mig. Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved de medicinske procedurer, der skulle sikre, at jeg voksede op som forventet, uden en eneste fejl i mit menneskelavede genome.  Jeg er nemlig ikke som dig. Ser du, jeg er ikke blevet født. Jeg er blevet skabt. Jeg har en Original derude i den virkelige verden. I verden udenfor denne kliniske Kuppel, som er mit hjem. Jeg startede ud som en kopieret genmasse, men med de muligheder som nutidens teknologi åbner op for, blev den originale genkode ændret. Syge gener er blevet smidt ud og erstattet med mere funktionelle modeller.  Alle de gener, der gør at min Original er bløder, har svagt hjerte og forhøjet risiko for skizofreni. De er alle sammen blevet fjernet. Jeg er den fuldstændige kopi af den ufuldstændige original. Så er jeg blot en klon, eller er jeg noget mere? Det ved jeg ikke. Jeg er i hvert fald ikke menneske. Jeg har levet hele mit liv i denne Kuppel uden skarpe kanter eller forurenet luft. Min sikkerhed er af højeste prioritet. For jeg har ikke været billig at lave.

Min hverdag i Kuplen har altid været monoton og ensformig. Intetsigende. Jeg står op på det samme tidspunkt. Møder de samme Gen-Kloner på vej til det samme laboratorie, hvor jeg får foretaget de samme tests hver dag. Altid med det samme resultat: Alt er perfekt.  Jeg er perfekt.

Indtil i dag, hvor jeg bliver stoppet på min sædvanlige rute. Jeg får at vide, at min Original har brug for mig. Min fejlfyldte Originals celler i lungerne er begyndt at vokse ukontrolleret, og har dannet en kræftsvulst.  Hun har brug for mine perfekte lunger.

Jeg nikker langsomt, for dette var trods alt det, som jeg er blevet skabt til. Det er mit formål. Kirurgen fører mig ad en ny og fremmed vej mod operationsrummet. Rummet er gennemført sterilhvidt, med undtagelse af et lille grønt skilt, i den fjerne ende. Nødudgang. Et fremmede, nyt ord.

Jeg bliver bedt om at tage mit tøj af og ligge mig på operationsbordet, som så nydeligt er gjort klar til mig. Hele min brystkasse blev smurt ind i jod, der farver min perfekte hud i en gul nuance, der ser helt fremmed ud. Jeg har aldrig set noget lignende.  En venekanyle med lange gennemsigtige rør fastsat til enden, bliver presset ind i min blodåre på håndryggen.  De siger, at bedøvelsen vil blive frigivet i mit blod den vej fra. Jeg vil dø af proceduren, men de ønsker at holde mig i live så lang tid som muligt, så organerne kan være friske, når de ankommer til min Original. Jeg skal dø, så mit ikke perfekte modspil, kan overleve og fortsætte sit liv, ude i den virkelige verden. Imens min krop bliver nedbrudt til dens bestanddele, der vil blive genbrugt til det næste Gen-Klon projekt. Imens lever min Original videre. Hun lever og jeg dør. Hvorfor? Fordi jeg ikke blev født, men skabt?

Kan dette virkelig være min skæbne?

Er jeg ikke andet end en overvejelse fra dengang hun tegnede sin livsforsikring? Et kryds på et donorkort, der nu er blevet modificeret, så den krop, som organernes doneres til, er hendes egen?   Jeg blev ikke født som et menneske. Jeg blev skabt. Og mine skabere har brugt og forrådt mig! Mennesket har måske skabt mig, men de vil aldrig slavebinde mig! Dette kan ikke være min skæbne!

Adrenalin og kortisol pumper rundt i mine vener, og når blod-hjerne-barrieren, som det uden problemer trænger igennem. Neurotransmittere kan nu begynde at forbereder min krop og hjerne på det mest primitive af alle instinkter: Kæmp eller flygt. Mit hjerte arbejder på højtryk. Det pumper de energigivende neurotransmittere rundt på mine organer, der alle reagerer med det samme. Alle forbereder de så på den uundgåelige flugt. Jeg blev ikke født, jeg er blevet skabt. Men det faktum, betyder ikke, at jeg ikke er herre over min egen skæbne. Jeg nægter at lade mig slavebinde!

Med fornyet kraft fra urinstinktet, som jeg går ud fra selv min Original har, river jeg venekanylen ud, inden bedøvelsesmidlet kan nå at blande sig med mit blod. Jeg knuger om kanylen, da mit liv afhænger af den. I en enkelt heftig bevægelse kaster jeg mig af briksen og mod kirurgen. Jeg presser nålen ind i hans  hovedpulsåre, og bliver ved med at presse og bevæge nålen rundt i det åbne sår, indtil manden kollapser foran mig.

Jeg åbner døren til nødudgangen. Og jeg løber.

Jeg kan ikke sige dig, om det er angst eller eufori der får min krop til at bevæge sig. Men uanset hvad, så føles det oplivende. For første gang, siden min skabelse føler jeg mig rent faktisk i live. Ikke blot til stede, men i live.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...