Når månen er fuld.

James er en alfavarulv. Lexi er en travl kvinde. Disse to er så langt fra hinanden når det kommer til livsstil, men snart vil deres verdener bryde sammen. Kan de klare de forandringer, de vil skabe i hinandens liv?

0Likes
2Kommentarer
209Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2. 
Lexis synspunkt. 

Aftenen på sygehuset er hektisk. Med to sygemeldinger, er jeg som sygeplejerskestuderende nød til at tage de små opgaver, hvilket oftest er dem der er flest af. Men det giver god mening, da læger og sygeplejersker skal være klar til de tunge opgaver. Jeg har brugt hele aftenen på at hente mad og drikke, rense sår og ikke mindst hører på patienternes endeløse klagen. Så da jeg endelig står i omklædningsrummet klar til at tage hjem, kan jeg mærke en utrolig lettelse falde over mig. Jeg får samlet mine ting, og begiver mig ud af sygehuset. Jeg skal bare hjem og sove. Det er næsten midnat, så min krop er helt udmattet, efter at have været vågen siden klokken seks den morgen. Jeg sætter kurs imod central park, og finder min telefon frem, da den voldsomt vibrer i mit lomme. 
"Adam? Er der noget galt?"
Jeg kan høre han sukker igennem telefonrøret. Den overbeskyttende storesøster er efter ham igen. Men han er det eneste jeg har. Jeg bekymrer mig for ham, og jeg forventer han ligger i sin seng ved midnat. 
"Nej Lexi. Jeg ville bare høre hvornår du kom hjem."
Jeg ånder lettet ud. Så han keder sig bare, det er langt bedre end de skrækscenarier, jeg forstillede mig. 
"Jeg er på vej." 

Han lægger på, og jeg propper min telefon i lommen igen, før jeg sætter farten op for at nå til metrobanen, der hurtigst kan få hende hjem. Jeg stopper et øjeblik op og ser op på månen. Den er smuk. På trods af jeg altid er på farten, tager jeg mig ofte et øjeblik til at nyde synet af noget smukt. Jeg bliver opmærksom på buskene, da der kommer knurrende lyde derfra. Jeg rynker mine øjenbryn en smule. Hvilket dyr kunne sige sådan en lyd, i New York? Før jeg tænker tanken til ende, bliver jeg væltet omkuld af noget stort og tungt. Jeg mærker en smerte i min side. Jeg prøver at rejse mig, men min krop vil ikke reagere. Jeg får tegn på en virus, hjertebanken, sved på panden, feber og sammen med smerten fra min side, har jeg det ærlig talt elendigt. Jeg falder ind i bevidstløsheden. 

Jeg vågner ved en fremmet stemme. Jeg opfanger ikke hvad der bliver sagt, eller hvem der sidder ved min side. Jeg er omtåget, utilpas og bare smækforvirret. Jeg retter mit blik imod ham der sidder ved min side.
"Hvem er du?"
Jeg kan ikke kende ham, og jeg er derfor ikke sikker på, hvor vidt han er til at stole på eller ej. Jeg tillader mig at være skeptisk over for ham, indtil han giver mig grund til andet.
"Jeg kan hjælpe dig."
Jeg får sat mig op og kan du igen mærke den intense smerte i min side.
"Hvad skete der?"
Jeg ser på ham, selvom jeg ikke forventer han kender svaret.
"Det er indviklet. Men jeg skal nok forklare, bare vær sød at komme med mig, inden der kommer folk i parken."
Jeg ser mig omkring, og opdager nu solen er ved at stå op. Adam! Jeg finder min telefon frem, og finder flere SMS-beskeder.
Hvor er du? 
Lexi?
Jeg troede du var på vej hjem. Er du okay?

"Jeg skal hjem."
Jeg kommer på benene, men kan mærke mine ben være svækket, og truer med at knække sammen under mig. "Hvor bor du?" 
Jeg er ikke længere opmærksom på ham, jeg ved bare jeg skal hjem. Jeg begynder at gå, men efter bare et par meter falder jeg sammen. Jeg forventer at mærke smerte imod mine knæ, men i stedet føler jeg et par hænder holde mig oppe. Han er hurtig. Ingen kan være så hurtig. Kan de? 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...