Hård Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Forelskelse. Alle taler om det, om hvor svært det er at finde den rigtige, hvad man går igennem for at finde "the one" - men er det virkelig så svært?
Hvad nu hvis man har mødt personen, men aldrig har set det som en mulighed, før man lige pludselig står i en situation, hvor det godt kunne udvikle sig til det? Skal man så tage den, eller lytte til det der kaldes sund fornuft?

1Likes
1Kommentarer
613Visninger
AA

5. (5)

Togtrafikken var hæslig, og jeg glædede mig over at jeg ikke skulle meget længere. Den mekaniske stemme i højttalerne fik med en skrattende stemme sagt at næste station var Roskilde, og jeg hoppede op af mit sæde, og gik mod dørene.
Da jeg stod af toget, fandt jeg min mobil frem, og skrev til Kasper.
Hvor er du henne? Jeg er her nu :) Jeg lagde den ned i min lomme igen, og gik mod busserne, da jeg der havde størst mulighed for at se ham. Min mobil vibrerede, og jeg hev den op af lommen.
Vi holder ovre ved Hospitalet, kom derover. Jeg nikkede for mig selv, lagde den ned på sin plads igen, og gik mod Hospitalet, via tunnelsystemet. Da jeg kom op fra tunnellen, kiggede jeg mig hurtigt omkring, ovre ved de røde postkasser, stod han, og gjorde tegn til at jeg skulle komme over. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven, og tog en dyb indånding imens jeg gik derhen. 
"Hej!" Jeg smilede til ham, og han trak mig ind til sig, og gav mig et kys på kinden. Jeg kunne mærke sommerfuglene flyve hurtigere rundt, og rødmen stige mig til ansigtet.
"Hej, godt at se dig. Skal vi?" Han nikkede over mod bus-let'en, som var lige bag ham. Jeg nikkede, og prøvede - uden held - at åbne døren. Kasper kiggede på mig, og åbnede den for mig. 
"Du ved sgu da godt hvordan man åbner sådan en bus." Jeg kunne mærke rødmen stige til ansigtet igen, og prøvede at sige noget, men kunne hurtigt se at det kunne lyde som en undskyldning, så lukkede bare munden, og rullede øjne. 
En ung gut sad på førersædet, og gav mig et nik, og smilede.
"Hej du! Jeg hedder Dalmark, og jeg er Torps næstkommanderende." Jeg nikkede til ham.
"Hej Dalmark, hyggeligt at møde dig." Han smilede igen, og så var vi afsted.

De sad og snakkede lidt om at de skulle hente noget frokost til Delingen, og jeg var lidt for genert til at prøve at være med i den snak, så jeg fandt min mobil frem, og skrev rundt til nogle venner - mest af alt for at ligne en der havde gang i noget vigtigt. Da vi ankom til flyvestationen, fik jeg åbnet døren, denne gang uden problemer, og kom ud. Kasper gav mig endnu et kram, denne gang lidt længere end det sidste, og Dalmark gav mig hånden. I samme sekund fløj nogle fly henover os, og Kaspers øjne blev store.
"Er du glad for fly?" Han nikkede, men holdt stadig blikket opad. 
"Yep. Helt vildt." Jeg smilede til ham, og kiggede op.
"Hvorfor så ikke uddanne sig som pilot hos forsvaret?" Han kiggede over på mig.
"Er du syg?" Jeg kiggede over på ham. "De ser godt ud, og lyder vildt, men jeg vil satme ikke flyve sådan et! Jeg kan godt lide at have begge ben solidt plantet på jorden!" Jeg grinede lidt for mig selv, og han trak mig ind til sig, og lagde armene om mig. Jeg kunne mærke de der satans sommerfugle igen, og denne gang var de ikke til at stoppe, de var helt oppe og køre. Jeg skyndte mig at trække en ny pakke cigaretter op, åbnede den, hev en op, og tændte den. Kasper fulgte trop, og så stod vi ellers der, og kiggede på de mange fly der fløj rundt på himlen. 
Jeg fik mødt resten af hans Deling, sagt pænt goddag til dem, og snakket lidt med NK Dalmark, og en anden gut, der hedder Smith. 

Aftenen tog på, og pludselig trækker Kasper mig til siden, og kigger på mig.
"Jeg har virkelig lyst til at kysse dig." Jeg kunne mærke min kinder blive varme, og mine øjne blev lidt større.
"...Det må du godt." Jeg smilede til ham, og han tøvede ikke et sekund. Hans varme læber mod mine, gav mig et lettere chok, men jeg skubbede ham ikke væk. Jeg kunne mærke sommerfuglene slappede lidt af, men det var næsten som lå de på lur, og ventede. Hvad der nok kun varede få sekunder, føltes som en evighed, og da han trak sig lidt væk, og kiggede på mig, smilede han til mig, smågrinede lidt. Hans smil tryllebandt mig med det samme, og jeg kunne mærke noget blusse op i brystet på mig, og tænde en glød jeg længe ikke havde mærket. Når han smilede lignede han ikke den der seriøse Korporal, men til gengæld en sød ung mand, som jeg helt klart godt kunne se mig selv med. Jeg smilede tilbage til ham, og prøvede at skjule mine røde kinder. Han gav mig endnu et kys, og så gik vi over til de andre, som var begyndt at indtage noget alkohol, og Kasper skulle også lige have en øl eller to. Han blinkede til mig inden han gik over til de andre, og jeg smilede tilbage til ham.

Er det her måske noget der godt kunne udvikle sig? Jeg tænkte lidt, men blev enig med mig selv om at jeg ikke gad tænke på det lidt nu, men bare ville nyde aftenen. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...