Hård Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2016
  • Status: Igang
Forelskelse. Alle taler om det, om hvor svært det er at finde den rigtige, hvad man går igennem for at finde "the one" - men er det virkelig så svært?
Hvad nu hvis man har mødt personen, men aldrig har set det som en mulighed, før man lige pludselig står i en situation, hvor det godt kunne udvikle sig til det? Skal man så tage den, eller lytte til det der kaldes sund fornuft?

1Likes
1Kommentarer
492Visninger
AA

1. (1)

Det første jeg opdagede da jeg så ham, var hans arrogance. Den skinnede igennem, og var så kraftig jeg troede det var løgn. Han havde en M84 balkan uniform på, barret, og en mappe under den ene arm. På hans bryst prydede et mærke, som kun kunne være hans rang, Korporal. En smøg hang fra hans læber, og han havde et par solbriller på, som dækkede for hans øjne, og gjorde det umuligt at gætte hvor han kiggede hen. 
Jeg trak på skulderen, og gik hen til ham. Hvor slemt kunne det være? Vi havde ikke skrevet sammen i 3 år. Mennesker ændres! Lad os se om han stadig er det møgsvin jeg engang skød ham til at være. Jeg bevægede mig igennem en mindre mængde af mennesker der ventede på bussen, på den ellers travle station i Roskilde. Vi mødtes ved de tre store krukker, havde vi aftalt. 
"Hey!" Han kiggede op mod mig, og smilede.
"Hey, lang tid siden." Han vendte sig mod mig, og da jeg kom tæt på, fik jeg et hurtigt kram. Jeg fangede mig selv i næsten at nyde at være trykket ind mod hans bryst. Han havde tabt sig meget, og var egentlig blevet meget køn at kigge på. Det lange slikhår han havde for 3 år siden, var blevet til en kortklippet frisure, og hans tindinger var nok også blevet lidt højere siden sidst. Vi stod lidt i akavet stilhed, og kiggede på hinanden. Jeg selv havde også ændret mig meget siden sidst vi mødtes. Jeg havde klippet alt mit lange hår af, og havde nu en fin korthåret frisure, som godt kunne minde lidt om troldehår, hvis jeg ikke lige havde fået redt det ud, eller havde sovet med vådt hår.
"Skal vi gå ned i parken og sætte os ? Vejret er til det." Han kiggede hurtigt op på den skyfri himmel, og nikkede til mig.
"Det kan vi godt." 
"Fedt. Hvordan går det ellers?" imens vi gik ned mod parken, delte vi lidt historier om hvad der var sket i den seneste tid, og hvad vi havde oplevet, uddannet os som, og hvem vi stadig snakkede med.
"Så hvad laver du nu?" Hans blik fastholdt mit.
"Jeg er ved at uddanne mig som soldat. Konstabel.
"Hvorhenne?" 
"Ingeniørtropperne i Skive. Jeg er på deres specialist uddannelse som bombeteknikker, og CBRN specialist, med speciale i bykamp." Jeg kiggede på ham, og undrede mig om han vidste hvad alt det betød. Han slukkede sin cigaret, og smed den i en skraldespand vi passerede.
"CBRN? Jeg har altid hadet det. Virkelig, jeg synes det er røvkedeligt." hans kommentar var som et slag til ansigtet, og jeg rynkede på næsen.
"Hvad mener du?" 
"Jeg kan bare ikke se det fede i gas som våben, jeg hadede virkelig da vi skulle ind i gaskammeret og der blev kastet tåregas ind, da jeg var værnepligtig." Jeg lagde hovedet på skrå. Hm. Så vidste han åbenbart mere end jeg lige troede. Interessant. 
"Hvor var du værnepligtig henne?" 
"Aalborg. Hvorup kaserne." 
"Det var jeg også. 1. Deling, 5 kmp." 
" 2. Deling, 1 kmp." Vi smilede til hinanden, og et kort øjeblik var det som om at der ikke var andet i denne verden jeg hellere ville, end at gå mod en park med en mand jeg, sidst jeg mødte ham, hadede som pesten selv. Vi kom til en lille lysning, og satte os der, tæt på en sø. Græsset var dugvådt, og jeg forbandede mig selv langt væk, for ikke at have taget noget mere praktisk på, end et par stramme sorte bukser, en striktrøje, og høje støvler. Jeg hev en pakke rød skjold op af min lomme, og fiskede en smøg frem. Jeg satte den for mine læber, og skulle til at finde min lighter frem, da han strakte sin ene arm frem mod mig. Jeg kiggede op, lettere forvirret, indtil jeg opdagede lighteren i hans hånd. Han havde taget sine solbriller af, og jeg kiggede ind i hans pæne, blå øjne. Han tændte den, og jeg stak spidsen af min cigaret ind i ilden, og sugede et par gange, så der kom godt gang i den. Han fandt selv sine smøger frem, og tændte en. 
"Fedt. Jeg var SAN mand i min gruppe. Vores taske var i stykker, og jeg var den eneste der gad løbe med den." han smilede.
"Jeg var menig Gruppefører." Jeg nikkede, og smilede for mig selv over at det slet ikke undrede mig. De gange jeg havde mødt ham, til en skæv spilgang i Ringsted, havde jeg altid fået indtrykket af at han var en ledertype. En alfahan. 
"Sejt." Vi kiggede på hinanden, og var stille for en stund. Jeg smilede stort til ham, og han smilede lettere genert til mig. Han afbrød stilheden med et par sjove historier fra hans værnepligstid. jeg grinede af dem, også dem jeg egentlig ikke fandt sjove. Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor, men det var som om min underbevidsthed havde nogle helt andre planer, end dem jeg havde, da jeg tog til Roskilde. Jeg fangede ham i et par gange at kigge ned af min krop, og blev enig med mig selv om at jeg lige ville se om det var et tilfælde, eller om der var noget om min tankegang. Jeg lagde mig på maven, og kiggede op på ham. Og ganske rigtigt, hans blik vandrede lige ned af min krop, imens han snakkede. Jeg smilede for mig selv, og sukkede indvendigt. Havde jeg regnet med andet af en mand? Virkelig? 
"Hvad laver du så nu?" jeg nikkede til hans uniform.
"Jeg er i hjemmeværnet. Gruppefører der, også." Han smilede. Jeg havde godt spottet det klassiske hjemmeværns logo på hans skulder, men tænkte der måtte være mere om snakken.
"Nice nok. Hærhjemmeværn?" Jeg følte mig lettere dum for at spørge, jeg kunne godt genkende barretten, men jeg kunne egentlig godt lide at høre ham snakke, så jeg havde det egentlig okay med at virke lidt dum.
"Ja, stabskompagniet. Vi hører til ude på Skalstrup." Jeg kiggede væk et øjeblik. Skalstrup, det lød bekendt.
"Flyvestationen?" Han nikkede. 
"Ja, ude ved Roskilde lufthavn." 
"Der er jeg også. Bare i marinehjemmeværnet. Jeg er MFP'er. Marine Force Protection." Han smilede. 
"Marinehjemmeværnet ligefrem..."
"Hvad?" 
"Ikke noget." Han smilede kækt til mig, og igen fangede jeg mig selv i at tænke tanker, som jeg ikke burde. Jeg kunne bare ikke lade være. Det smil der, det tændte en glød i mig.


Tiden gik hurtigere end jeg lige havde håbet på, og jeg havde en aftale jeg skulle nå. Vi bevægede os tilbage mod stationen, og jeg fandt hurtigt det tog jeg skulle med. Vi stod og ventede på toget, og den akavede stilhed krøb langsomt ind over os igen, da jeg fik øje på mit tog, og dykkede ned i min lomme, og fandt mit ungdomskort frem. Jeg kiggede op på ham.
"Det var hyggeligt." 
"Det var det ja." Toget kørte ind på perronen, og folk begyndte at trække mod dørene.
"Vi ses nok igen. " jeg smilede imens jeg sagde det. 
"Det håber jeg da." Han trak mig ind til sig, og gav mig et kram. Jeg krammede tilbage, og lukkede øjnene. Jeg kunne godt lide at stå her, sammen med ham tæt ind til mig. Han gav slip, og jeg trak mig tilbage, og gik mod toget. Han nikkede til mig, og forsvandt ned af trapperne, imens jeg gik ind i toget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...