Raven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
//Valgmulighed 2 i Science Fiktion konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
162Visninger

1. Raven

Hun løb gennem de små ujævne gader, byen var hendes og hun kendte alle smutveje, som de grå bygninger udgjorde skjulesteder for hende, men også for hendes fjender. Men de var efter hende, og de var hurtige. Hun drejede skarpt til venstre og forsatte ned af en ny gade. Regnen stod ned omkring hende og gjorde hendes skridt tunge og larmende.

Hun så sig tilbage og nåde lige at se en af mændene forsætte lige ud, hvor hun havde drejet. Hun så muren tårne sig op foran hende. Hun knep øjnene sammen og satte farten op. Hun satte af og løb op af muren, hendes dukkelignende fødder fandt automatisk plads, hvor mursten var gået i stykker, eller manglede helt, til hun fik fat med fingerspidserne om tagrenden og svang sig op på taget, hun lå fladt på ryggen, helt stille og lyttede. Men ingen fodspor lød.

Hun sukkede og lænede hoved tilbage, regnen havde gjort hendes skulderlange sorte hår gennemblødt og det klistrede sig til det våde dukkeansigt. Raven tog sig til venstre arm og følte efter, hun havde stadig én af sine tre kaste knive tilbage, de to andre var godt placeret i en af vagternes hals. Et skud flænsede den tavse regn og Raven satte sig brat op. Midt i den bevægelse gled hendes fod på de våde teglsten og hun gled ud over taget, hun tvistede sig i luften for at afstøde faldet, men der var for langt. Hun lande hårdt på  den brugstens belagte gade, to etager længere nede og krympede sig sammen i smerte. Hendes krop var lammet, men hun hørte skridtende fra vagterne. De var på vej. Raven kom halvt op at sidde, men havde ikke en jordisk chance for at flygte. Hun hørte mændene snakke triumferende inden hun mærkede et hårdt skub i ryggen, hun væltede forover og mærkede sine arme blive trukket tilbage på ryggen og bundet sammen.

”Så Raven, vi har dig igen” Den store guerilla der havde bundet hendes arme hev hende op og stå. Hun kom vaklende på benene stadig halvt lammet over faldet. Hun kiggede fra den ene mand til den anden, hendes vilde blik udviste had og dyb foragt. Hun smilede sarkastisk til ham der havde fat i hendes arm. Som altid var det guerilla vagterne der blev sat til at patruljere denne del af byen, deres grå uniform kunne spottes på lang afstand mellem de farverige indbyggere i den sort-hvide by. For kejseren vidste at de terroriserede bydelen. De var Raven og hendes bande.

Dette kattene efter musen-spil havde altid været sådan, men det var først indenfor de sidste to år at det var begyndt at koste liv, før havde det kun kostet alvorlige hospitals besøg, men sjældent fra Ravens side. Raven fik et stød i ryggen som tegn på hun skulle gå. Der var ikke meget andet at gøre end at adlyde. Hendes lille krop på 160 cm og lave vægt på knap 45 kilo, gjorde det muligt for vagterne at smide hende over skulderen hvis hun ikke adlydte deres kommandoer.

Hun blev skubbet afsted gennem gaderne, vagterne forsøgte absolut ikke at skjule deres fangst, for nå ravnen var i nettet skulle det fejres. Folk kiggede kort på dem, inden de forsatte deres vandte gang mod supermarkedet eller skolen. De unge børn stoppede ofte kort op for at se hvem der blev ført væk, men det undrede dem ikke længere at det var Raven der blev snuppet. De førte hende forbi skolen, forbi den store glasbygning hvor de fleste havde deres kontore. De var som altid på vej mod fængslet for at sætte hende bag lås. Mændene snakke lavmælt med hinanden mens de gik.

Pludselig væltede den ene af de tre mænd om, han lande på maven, hvor efter blodet straks begyndte at flyde fra hans for hoved, den trommende regn fortyndede det hurtigt. Da de omkring ståene, så hvad der skete skreg kvinderne og råbte mændene i munden på hinanden. Raven vidste med det same, hvad der skete, hun så over tagene, hendes blik zoomede ind og hun så en lille sort skikkelse ligge omkring seks hundrede meter væk over tagene, ingen andre ville se hans opstilling her fra. Hun vendte øjne og koncentrerede sig om de sidste to vagter. Hun svang fleksibelt armene over hoved slog dem omkring halsen på den vagt der stod foran hende, og hev ham bagover med et kvælende tag. Hun hørte et lavt skud og mærkede en glohed smerte langs sin venstre underarm, kort var hun ude af fokus mens hendes øjne løb i vand, hun blinkede hurtigt smerte tårene væk hvor efter hun tog den sidste af sine knive og kastede den hoved op sig selv, i retning af den sidste, uden at se sig tilbage satte hun i løb mod den nærmeste butik. Hun fik på vejen vristet hænderne fri. Hun satte af neden for butikken og elegant sprang op og greb fat i dørkarmen, videre op til vinduet på første sal og op på taget. Dette tag var ikke så stejlt som det sidste hun var oppe på så hun havde godt fodfaste. Raven satte i løb og sprang fra tag til tag, let og elegant som hun altid var, fløj hun over gaderne flere meter oppe.

Til sidst nåde taget hvor fra der var blevet affyret et skud. Hun stoppede op og så ned på den brunhåret fyr der lå på ryggen og lod regnen plaske ned i hans våde ansigt.

”Jeg havde styr på det, Pain” Sagde hun toneløst.

”Som altid,” Pain smilede til hende og rejste sig hans gennemblødte T-shirt klistrede sig til hans muskuløse overkrop. ”Kom, de andre venter” Sagde han, stadig med lidt morskab i stemmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...