Høsterne

Jacob er på flugt fra Præsidenten og hans projekt Processen, der indsamler alle børn og unge under atten. Til sin hjælp har Præsidenten Høsterne, der efter tips fra offentligheden sætter efter de unge.
Jacob skjuler sig i en skov sammen med Mikka og en større gruppe af unge mennesker. Det er langt fra byen, men er det langt nok?

0Likes
0Kommentarer
111Visninger

1. Høsterne

HØSTERNE

 

”Han er i Hovedstaden, Jacob.” Mikka drejer os væk fra de andre. På den anden side af bålet er Jenny og Lena ved at flå en kanin – i aften er der kød for første gang i flere uger. Bag dem aner jeg José, der forbedrer vores interimistiske hytte. Flammerne gnistrer i mørket og kaster sælsomme skygger.

”Hører du efter? Præsidenten er i Hovedstaden.” Mikka lister noget frem fra sin beskidte skovmandsskjorte, og det giver et gib i mig.

En avis.

”Hvor har du den fra?” Nu hvisker jeg.

En avis!

Vi nærmer os ellers aldrig byen, ikke engang om natten når udgangsforbuddet træder i kraft. For mange vagter – og Høstere. Jeg har aldrig selv været særlig tæt på en høster, men Mikka sluppet fra dem en gang. Han har et ar i panden.

Nu plirrer han med øjnene og trækker sig i det røde fuldskæg, der er imponerende for en 18-årig.

”Præsidenten, du. Høsternes leder.” Hans øjne skinner feberhedt, da han kigger ind i bålet. ”Tænk, hvis man kunne komme tæt på...” Han fumler ved sin jagtkniv, en skarp savtakket sag, der hænger ved hans hofte.

”Hvad så?”

”Jeg har en plan.” Jeg har hørt nogle af Mikkas planer. Også den slags, der skulle bringe kød på bordet.

”Glem det,” siger jeg og træder hen mod bålet.

”Hvad?” Han griber mig i kraven, flår mig hen til sig og stikker sit ansigt lige op i mit. ”Er du ligeglad? Ligeglad med at de stikke kanyler ind i rygmarven på småbørn? Malker livskraften ud af babyer? Dræner hypofysen på teenagere for at få et længere liv og smukkere hud?” Hans spyt rammer mig i ansigtet, da han brøler: ”Er du ligeglad Jacob?”

Jeg når ikke at svare.

I samme øjeblik braser Thor ud i lysningen. Hans ansigtsudtryk rammer mig som et knytnæveslag i mellemgulvet. Jeg ved hvad han vil sige, før råbet gjalder. De er kommet.

”Høstere! Høstere i skoven!”

Med ét er skoven fuld af lyde. Hunde, stemmer, støvletramp.

Mit hjerte hamrer. Kaster sig mod ribbenene. Adrenalinet flår i mine årer. Hen over bålet fanger jeg et glimt af Jennys øjne. Så er hun væk og mine fødder er som limet til skovbunden.

Mikka griber mig i armen.

”Følg mig og løb, som om dit liv afhang af det. For det gør det.”

Og vi løber. Sprinter. Suser af sted. Træer og buske pisker forbi os. Vi dukker os, hopper til side, sætter over en væltet træstamme. Pulsen dunker i ørerne. Sveden sejler ned ad ryggen.

Og angsten. Brænder i hjernen. Æder min fornuft.

Hurtigere, Jacob, hurtigere. Venstre fod, højre fod. Hurtigere.

Fra himlen falder lyden af rotorblade. Et massivt lys borer hul i mørket og snor sig gennem skoven med lynets hast, som en rasende giftslange, afslørende og dødbringende.

”Denne vej.” Mikkas råb er svagt, selvom han er få meter fra mig.

Og pludselig er han væk. Jeg kaster mig efter ham, og skovbunden forsvinder under mig, da jeg banker ned ad en skrænt, tumler, ruller rundt, smadrer skulderen ind i en træstub og mister luften med et slag, da jeg lander på ryggen i et tornekrat.

Himlen snurrer over mig, og jeg lukker øjnene.

”Så du ham?”

”Der var en herovre!”

”Hvor?”

”Jeg er sikker på jeg så en.” Grove stemmer kastes frem og tilbage, giver genlyd og borer sig ind i min bevidsthed.

Høstere.

Tæt på. Faretruende tæt.

Nu kan jeg høre deres skridt.

Panikken hviner i mig og gør klare tanker umulige.

Jeg kæmper for at komme fri af tornene, der river og flår i mit tøj og min hud.

Men da jeg kigger op og ser et ansigt, fryser jeg.

Det er ukendeligt i mørket, men en hånd griber min, og Mikka hvisker:

”Kom, jeg kender en smutvej.”

Med hans hjælp er jeg fri af krattet på få sekunder, og vi fortsætter vores vilde flugt. Snart mod højre. Så mod venstre. Men nu er de lige bag os. Jeg kan høre støvlerne.

Tramp tramp. Og nu: et råb.

”Har du dem, Jensen?”

”Vent lidt.” Svaret fra en skrænt lige over os, og jeg snapper efter vejret. ”Dér, lige neden for mig. På dem, på dem!”

Og selvom jeg springer af sted, nærmest flyver, båret af angsten, nytter det ikke noget. En hånd knytter sig i min jakke og flår i mig, så benene forsvinder under mig. Vi vælter rundt. Med et sæt er jeg på benene igen. Høsteren er ung, på alder med mig. Han griner til mig.

Frygten blander sig med raseri. Mod Høsteren og alt hvad han repræsenterer. Min knytnæve banker ind i hans kæbe, og han flyver bagover. Jeg sætter i et spring men når ikke langt.

Noget koldt og tungt rammer mig i baghovedet, så verden sejler for mine øjne.

Lige inden lysene slukkes, fornemmer jeg en besk, varm ånde mod mit øre.

”Lad det være dig en lærestreg. Ingen af jer undslipper høsterne.”

 

Da jeg kommer til mig selv ligger jeg i en varevogn. Der er andre, jeg kan høre deres åndedrag. Hulken og hvisken i halvmørket. Vi ligger i bunden af vognen. På et sæde ved døren sidder en Høster med huen trukket godt ned i panden og kraven slået op. Jeg kan ikke se hans ansigt.

Jeg får rettet mig op, idet en vogndør smækker, og bilen starter med en knasen.

Omme foran ler chaufføren.

”Næste stop: Hovedstaden.”

Henne ved døren ser Høsteren op og blinker til mig. En lyskegle fra en gadelampe udenfor bilen rammer hans røde skæg. Mikka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...