Æters fald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Igang
Den unge pige, Enora, arbejder som kokkepige på en borg tilhørende fyrsteslægten Bardenfelt. Hun ved, at hun burde bære taknemmelig over at være blevet tildelt tjeneste i køkkenet, men hun længes alligevel væk fra borgens kulde og mørke. En dag går hendes ønske i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet.

4Likes
4Kommentarer
308Visninger

1. Kap 1.

 

Det var tidligt på dagen og solen hang stadig lavt. Det varme lys spillede i græsmarkernes tynde strå, og vindens brise fik et kort øjeblik dalen til at ligne et oprørt hav. Så blev det vindstille, og solens stråler sendte igen en behagelig varme igennem hendes krop.
    Hun nød at stå på toppen af bakken og kigge ud over dalen og de bagvedliggende græsmarker, som synes at strække sig uendeligt. Dette var det eneste sted på borgområdet, hvor der var frit udsyn til den blotte natur, uforstyrret af menneskers indblanding. Ikke langt mod nord bredte korn- og kreaturmarkerne sig, hvor både karle og piger fra en fjerntliggende landsby på denne årstid knoklede med høsten. På borgområdets østside snoede hærvejen sig ned ad bjergsiden mod borgstaden, Brigdajl, hvor der altid var en travl trafik af arbejdere, soldater og andre, som havde ærinder på slægtsborgen Bardenfelt. Mod syd strakte Dajlfjorden sig, så langt øjet rakte.
     Enora fór sammen, da der pludselig lød en puslen i brombærkrattet bag hende. Hun havde et øjeblik drømt sig væk til et ukendt, eksotisk sted på den anden side af dalen, men vendte tilbage til virkeligheden, da en buttet skikkelse nu lænede sig ud mod hende fra buskene.
      ”Hvor mange bær har du samlet?”
   Enora kiggede tilbage på Ina, som, ud fra hendes skæve smil at bedømme, tydeligvis havde brudt hendes fokus med fuldt overlæg. Hun vendte blikket ned i tørvekurven, som var bundet fast om livet på hende med et vævet klæde, der engang havde været hvidt, og måtte indse, at den ikke engang var halv fyldt. Hun løftede blikket mod Inas smilende, brune øjne, både undskyldende og opgivende.
      ”Ikke nok…"
     Ina forsøgte at lægge ansigtet i strenge folder, men det spøgende glimt i hendes øjne afslørende hendes forståelse.
     ”Jeg ved, hvor meget du ønsker at udforske områderne mod vest, men du må finde en anden dag at drømme dig væk. Heda bliver rasende, hvis ikke vi snart er tilbage med bærrene til desserten. Lad os få fyldt den kurv i en fart, så hun ikke har noget af skælde ud over så tidligt på dagen. Der er nogle fine heromme.”
     Enora kastede et sidste blik ud over dalen, inden hun fulgte efter Ina om på den anden side af brombærkrattet. Hun vidste, at hun burde være taknemmelig over at have fået tjeneste i køkkenet, som gav adgang til både tørvejr,  varme og mad, fremfor at skulle slide sig selv op med det hårde markarbejde. Men hun havde svært ved at sætte en tilfredsstillelse i at tilberede mad en hel dag og længtes frygteligt efter at komme væk fra det mørke, indelukkede kælderkøkken. Og længslen blev blot større og mere ubærlig i en situation som denne, hvor de var blevet sat til at plukke bær i det gode sensommervejr og tilmed i borgområdets smukkeste og mest fredelige omgivelser. Hun måtte kæmpe mod fristen til at stikke af i fuld fart ned i dalen og fortsætte, til hun hverken kunne se borgen eller borgstaden mere. Hvis ikke det var for den oprustning af soldater, der var sat i værk efter Vinteroprøret, som resulterede i vagter på alle tænkelige og utænkelige steder, havde hun måske også gjort det.
  En af Inas utallige spøgefulde historier om sine uheldige barndomshændelser i køkkenet fik dog Enora på andre tanker, og ved fælles hjælp fik de hurtigt fyldt resten af kurven med brombær. Hun misundte ofte Ina hendes evigt positive og lunefulde livssyn. Modsat hende selv, som først havde fået tjeneste på borgen i en alder af 9 år, var Ina vokset op i borgkøkkenet og satte en usædvanlig glæde og stolthed i at tilberede mad til borgens beboere. Hun fortsatte sine fortællinger mens de gik tilbage mod borgen, og anekdoten om, hvordan hun som lille havde præsteret at stjæle en flot dekoreret flødekage uden at blive opdaget, fik Enora til at grine højt, selvom hun havde hørt den mange gange før.
    Idét de drejede ind af Vestporten og krydsede den indre borggård, forstummede latteren imidlertid på grund af det scenarie, der udspillede sig foran dem i den fjerne ende af gården. En forhutlet mandsskikkelse lå sammenkrøllet på jorden, mens to vagter overfusede ham med råb og slag. Skikkelsen kæmpede for at komme på benene, men blev hver gang skubbet omkuld af den største af vagterne og måtte til sidst kravle på knæene hen til den kurv med linned, som han tilsyneladende havde tabt, og som nu lå spredt ud på jorden foran ham. Med rystende hænder og sænket blik forsøgte han febrilsk at få linnedstykkerne tilbage i kurven, mens vagterne fortsatte deres plageri.
     Både Enora og Ina var udmærket klar over hvem den plagede dreng var, hvilket især skyldtes at han var omgærdet af så meget mystik, at han var blevet et flittigt samtaleemne blandt borgens tjenestefolk.  Så vidt vides var hans navn Olek, det var i hvert fald det, han blev kaldt af fyrstedatteren, og rygterne sagde, at han var søn af en højtstående adelsmand, som havde deserteret under Vinteroprøret.  Hele hans familie var i ly af natten blevet fragtet til Bardenfelts fangekælder, hvor de nu sad adskilt fra hinanden i hver deres celle. For at ydmyge dem yderligere, var familiens ældste søn efterfølgende blevet udpeget til fyrstedatterens mundskænk og personlige syndebuk. Drengen havde angiveligt været stærk og stædig, og det havde derfor krævet en hård disciplinering at forme ham til den rolle. Der gik historier om, at fyrsten ofte beordrede ham pisket i den fjerneste del af fangekælderen, hvor familien sad fanget, udelukkende for at de skulle høre hans pinsler. Desuden var han blevet forment adgang til bad, i stedet blev han sendt ud i borggården når det regnede og måtte først søge ly igen, når vagterne mente, at han var blevet ren. Vagterne morede sig angiveligt meget med at gøre livet ekstra svært for ham, og det resulterede ofte i grumme væddemål på hans bekostning. En staldkarl påstod, at han op til flere gange havde set dem træne deres bueskydningsevner, ved at skyde til måls efter Oleks fødder, når han opholdt sig i borggården. Da drengen fortsat skulle kunne løbe ærinder for fyrstedatteren, var det selvfølgelig forbudt at ramme, men de dygtigste bueskyttere var villige til at løbe risikoen, for at se om de kunne strejfe huden.
     Det var svært at holde styr på historierne, som i høj grad varierede afhængigt af fortælleren og næsten dagligt fik tilføjet nye foruroligende detaljer. Manglen på oplysninger skyldtes hovedsageligt at ingen af sladderbærerne selv havde snakket med Olek. Faktisk havde ingen af tjenestefolkene nogensinde hørt et ord fra hans mund. Angiveligt fordi hændelserne havde været så traumatiserende for ham, at han enten mistede stemmen helt eller begyndte at stamme så kraftigt, at fyrstedatteren af ren irritation havde beordret ham til aldrig at mæle et ord igen.
      Uanset hvilke af de mange historier der talte sandt, var det tydeligt at drengen havde været udsat for noget, der havde knækket ham og resulteret i den forhutlede sjæl, der nu oftest sås krybe lydløst langs væggen i de mørke korridorer. Det var derfor ikke første gang Enora og Ina var vidner til hændelser som den, der nu udspillede sig foran dem, og de folk som befandt sig i borggården fortsatte da også ubemærket deres gøremål. De to kokkepiger fulgte deres eksempel og satte begge farten op mod kælderdøren, som ville lede dem til køkkenet, mens de så vidt muligt undgik at se på de involverede parter.

 

Deres bekymring om hvorvidt borgens kogerske, Heda, var blevet vred over deres langsomme tempo, viste sig at være unødig. Der var en travl, men varm stemning i køkkenet, som stod i skarp kontrast til det, de lige havde været vidne til i borggården. Alle glædede sig til sensommerfesten den følgende dag, især fordi det var længe siden, der var blevet arrangeret en fest af den karakter. Så selvom menuen krævede meget forberedelse, var det ikke nok til at påvirke kokkepigernes humør. Fyrsteparret havde bestilt de fineste anretninger af både koldt, varmt, salt og sødt, og den store mængde af madvarer, der nu hobede sig op i alle kroge, skabte en liflig duft i det trange køkken. De bedste drue- og æblevine var blevet fundet frem fra vinlageret, og køkkenet bugnede af nyanskaffede vokslys, blomster og andre pyntegenstande til udsmykningen af riddersalen. Kokkepigerne måtte passe ekstra på, når de bevægede sig omkring i køkkenet, for ikke at vælte kostbarhederne. Men deres fornøjede udtryk, som skyldtes stoltheden over at have muligheden for at tage så prægtige genstande i åsyn, var ikke til at overse.
     Stemningen vendte dog kortvarigt senere på aftenen, da Olek dukkede op på trappen til køkkenet. Alles arbejde hørte et kort øjeblik op og deres blikke rettedes mod den skrøbelige skikkelse der stod lydløst for foden af køkkentrappen. Hvad enten man anså ham for at være forræder eller havde medlidenhed med ham, medførte de mange ubehagelige rygter, at der uden undtagelse opstod en trykket stemning, når han var til stede. På trods af Hedas svingende temperament, fik han dog sjældent en hård medfart, når han dukkede op i køkkenet. Det skyldtes med al sandsynlighed at hun ønskede ham så hurtigt ud af køkkenet igen, at hun ikke ville spilde sin tid på at skælde ham ud.
    Som altid rakte han kogersken den lille pergamentseddel, han havde fået udstykket af fyrstedatteren, som indeholdt de ønsker hun måtte have af madmæssig karakter. Når dette skete, gik alt andet i køkkenet i stå, og alle kokkepigerne flyttede fokus fra deres gøremål, for at være tilgængelige for at opfylde fyrstedatterens ønsker.
     Heda foldede seddelen ud uden at skænke drengen det mindste blik og kiggede i retning af en af de yngre piger, som havde været i gang med at rense svampe. ”Lydia, du henter en kande æblevin fra lageret og Enora, du arrangerer et fad med bær og figner”. Enora og Lydia rejste sig hurtigt fra deres arbejde og forsvandt ud i de tilstødende rum, som udgjorde spisekammer og vinlager, mens Heda vente tilbage til gryderne og smed sedlen ind i flammerne.
     Drengen rørte sig ikke en tomme, men stod tavst og kiggede ind i ilden på kogepladsen. Hans blik flakkede lidt fra den ene gryde til den anden, men skiftede ikke retning et eneste øjeblik.
     Enora tjekkede en ekstra gang at sølvfadet, hun havde fundet, var rent, inden hun anrettede de rensede brombær og figner fint med en lille marmorbeskæftet kniv ved siden. Hun vendte hurtigt tilbage til køkkenet og rakte forsigtigt fadet til drengen. Ikke fordi hun var bange for ham, men i håb om, at han et kort øjeblik ville løfte blikket og kigge på hende. Hun havde kun få gange haft held med at få øjenkontakt med ham, og kun så kort at hun ikke kom nærmere nogen forståelse af ham. Hun var heller ikke heldig denne gang. Hans blik flyttede sig stift fra flammerne på kogepladsen til fadet der blev rakt imod ham, næsten som om at det var fysisk umuligt for ham at se hende i øjnene. Enora blev stående og iagttog ham. Han skuttede sig på en måde, der gjorde at han ikke fremstod meget højere end hende, og hans uglede, halvlange hår faldt, så det skjulte det meste af hans ansigt. Hans kæbeparti var dækket af en tynd skægvækst, som ikke var tæt nok til at skjule den store hudafskrabning på venstre kind, som han angiveligt havde fået efter faldet i gården tidligere på dagen.
   Hun blev afbrudt, da Lydia kom tilbage, bærende på en smuk sølvkande indeholdende den velduftende æblevin og rakte den til ham. Heda kastede et kort blik på vinkanden og frugtfadet og nikkede, som godkendelse til at drengen kunne bringe det til fyrstedatterens gemakker. Uden at løfte blikket det mindste, drejede han omkring og bevægede sig næsten lydløst ud af køkkenet. Enora kiggede efter den forhutlede skikkelse, mens han forsvandt op af trappen. Et hårdt rap af Inas grydeske på hendes overarm indikerede dog, at hun havde glanet for længe, og hun skyndte sig tilbage til sin arbejdsplads.
   Stemningen vendte hurtigt tilbage til den tidligere munterhed, og resten af aftenen forløb uden yderligere forstyrrelser eller uventede gøremål. Alle var glade og gjorde deres ypperste for at udføre deres arbejde til perfektion, og det var tilsyneladende godt nok, for der lød ingen klager fra Heda resten af aftenen.


 

Det blev sent, før de var så langt med dagens forberedelser, at Heda gav dem lov til at gå til ro. Enora lod sig udmattet falde om på briksen, der udgjorde hendes soveplads, og faldt i søvn så snart hun lukkede øjnene.
      Hun følte nærmest ikke hun havde sovet, da hun pludselig blev vækket af, at nogen ruskede hendes arm. Hun åbnede langsomt øjnene, men kunne til at starte med ikke se en hånd frem for. Da øjnene havde vænnet sig til mørket, kunne hun dog ane Inas ansigt og ikke mindst kropskontur, og hun rykkede sig forskrækket tilbage i sengen, da hun så hendes ansigtsudtryk. Ina stod bøjet ind over hende og så skrækslagen ud.
     ”Enora, rejs dig op, hurtigt!”
    Enora satte sig forvirret op i sengen og viftede sit hår væk fra ansigtet.
    ”Ina, hvorfor sover du ikke? Hvad sker d…” Hendes spørgsmål blev afbrudt af en høj gaben og hun måtte holde sig for munden. Ina greb dog hendes hånd i et desperat forsøg på at trække hende ud af sengen. Enora kunne se tårer i hendes øjne.
      ”Enora, vi må væk, få tøj på, d-de kommer efter os!”
    Enora kunne se at tårerne langsomt trængte sig på, mens Ina forsøgte at fremstamme noget der gav mening, men med ét brød hun sammen i gråd og faldt på knæ ved siden af Enora. Ina havde båret på noget, som nu ramte gulvet med et bump. Enora så, at det var et par af køkkenets proviantkurve, som dem de tidligere havde samlet bær i, fyldt med brød, frugt og ostestykker. Enora satte sig op i sengen, tog fat om Inas skuldre og forsøgte at få øjenkontakt.
      ”Ina, hvad er det du gør, hvad er der sket?”
      Ina hulkede, så hele hendes krop rystede, men så løftede hun blikket og kiggede på Enora med store, skrækslagne øjne.
      ”Fyrstedatteren er død.... De tror, at vi har slået hende ihjel…!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...