Menneskeeksperimentet

Den 16 årige, nysgerrige Bobbie Mitchell, så altid det bedste i folk. Hun så aldrig den rene ondskab der kunne ligge bag folks hvilende, og ikke mindst dræbende øjne. Det ændrer sig dog drastigt, da et mord i Elsmore pludselig kommer op for først gang i 20 år, men det er ikke et almindeligt gademord. Et lig er blevet fundet ved den lokale slagterbutik, og liget er ikke helt. Bobbie prøver desperat, at finde udaf, hvad det er der foregår? Men jo tættere hun kommer på sandheden, jo mere af hendes humanitet forsvinder ud som savsmuld. Bobbie finder så frem til en gruppe mennesker, eller mennesker vil hun ikke kalde dem, som udfører forfærdelig forsøg på mennesker; hvor det bliver optaget live og sendt ud på internettet, alt fra smertetolerance, til ebola. Hvad bliver det næste mon?

7Likes
17Kommentarer
804Visninger
AA

2. ''Vent, hvad snakker du om Dean? Du gør mig bange...''

Det havde været en af de uger, hvor Bobbie allermest havde haft lyst til at begynde og grave sin egen grav. Det var allermest noget lort på grund af hendes far Steve, der var gået i en depressiv fase der bestod af, at han brugte det meste af sin tid på den sag. Der var ikke nogle typiske, velkendte lyde inde fra hendes forældres, der var ikke nogen hyggeaftner hvor de fik huset til at gynge når de kastede terningerne til aftenens første Monopoly runde og allerværst der var ikke nogle diskussioner om de skulle se lykkehjulet eller Barcelona mod Oslo.

‘’Du hører ikke efter igen, Bobs!?’’ hvinende slog Riley sig på lårene, med neglefilen som havde formet nogle perfekte regnbuer på hendes negle.

‘’Undskyld, hvad?’’ Bobbie rejste sig op fra Rileys blomstrede dynebetrak, og gik hen til vinduet som stod på klem. Hun hørte nøje efter regnen som spillede i takt med Riverside der spillede i baggrunden. Hun tog sig febrilskt til næseryggen, hun havde det som en film eller som om, at hun var endnu en typisk teenagepige i en krimibog der var blevet skrevet af en forfatter der egenligt ikke havde noget for clichér, men bare kom til at gøre dem selvom det ikke var med vilje. Riley rejste sig op, så hendes galaxyfarve shorts krøb op det fik hende til at trække dem ned og udstøde et lille hovsa, hurtigt fik hun danset sig hen ved siden af Bobbie. Bobbie havde sit pandebånd i håret, så alt hendes hår var skravet tilbage, imens hendes ansigt var helt nøgent så nogle af hendes få urenheder kom frem sammen med de uperfekte træk.

‘’Hvis det hjælper noget, så er der fest iaften, og vi skal med!?’’ hun trak lidt på armene, og sendte et undskyldende smil. Imens hun slog armene ud, for at opmuntre Bobbie selvom Riley havde ingen ide om, hvad der egenligt var galt. Hvilket fik smilet frem på, Bobbies læber samtidigt med hendes korslagte arme hurtigt forsvandt som smør på en stegepande.

Riley skyndte sig hen til sin macbook som lå på dobbeltsengen, hurtigt gik hun ind på spotify og med et var Kellis med Milkshake sat på og skruet op på fuld knald, og hurtigt forsvandt Riley ud af døren. Bobbie så undrende efter hende, havde hun overhovedet lyst til at spørge? Riley kom dansende som en ninja tilbage med en opvaskebørste ‘’Here you go!’’ Riley  hoppede voldsomt i sengen, og begyndte at svinge som en tornado med hovedet, hvilket fik Bobbie til at bryde ud i en voldsom latter. Hurtigt var hun endt på gulvet, hvor hun lå og rullede rundt af grin imens tårerne gjorde gulvtæppet helt fugtigt. Riley begyndte straks af sige gedelyde i det hun flakkede rundt, som en frusteret hønemor der ikke kunne finde sine kyllinger, og endnu et latterudbrud slap Bobbie ud. Endnu engang dansede hun sin ‘besynderlige’ dans. Bobbie følte sig straks som en blæksprutte, hun ‘spruttede’ af grin, ahhahaha - nej.

 

Det var allerede blevet aften selvom der blot var gået et par få timer, pigerne stod allerede og gjorde sig klar til aftnens begivenheder. Eller det ville sige at Riley tvang Bobbie til, at tage noget andet på end et par kedelige jeans sammen med en tætsiddende grå stram langærmet. I stedet for havde Riley valgt en sort lårkort stram festkjole, til Bobbie hvor der var low cut i ryggen på kjolen hvilket gav den et mere detaljeret og sexet look til kjolen. Stoffet var polyester hvilket gav kjolen et metaliskt shine til sig, så den ikke bare var plain sort. Riley havde valgt en casual stram havblå kjole til sig selv, som fik hendes himmelblå øjne til, at ligne to store diamanter på et sølvfad, den formede også hendes figur og gav hende den flotteste timeglasfigur. Så sød som Riley var havde hun hjulpet Bobbie med makeupen, der bestod af en wingedeyeliner der fik hendes mosegrønne øjne til, at se sexet og udfodrende ud, samtidigt med at Riley havde lagt en mat rød læbe på Bobbie og en contur der sad i skabet.

Rileys egen makeup var som altid on point, hun havde lagt en rosenøjenskygge med glimmer stykker i på ovenlåget, og hendes øjenbryn var to die for. De var præcise og on fleek, hun havde selv lagt en knaldlyserød læbe på sine egne læber, det var lige Riley.

Det der havde afsluttet deres outfit var de pumps de havde på, Bobbie havde nogle sorte pumps med en rem ved ankelen der gav ca. 8,5 centimeter, på hendes normalhøjde så hun stolt var 175,5 centimeter. Riley havde nogle røde nogle der stod i kontrast med hende blå kjole, skoene gav hende 15 centimeter hvilket gav hende et total på 167 i centimeter, Riley var utroligt lille normalt stod hun kun med sine 152 centimeter, i sneakers selvom hun for det meste havde lidt hæl på.

‘’Jeg fik overtalt Dean..’’ Riley placerede med den ene hånd, sine falske øjenvipper.

‘’Gad vide om han har..-‘’ i det Riley åbnede munde for at sige noget, lød der en velkendt lyd udefra døren, ringeklokken.

‘’Åbner du?’’ spurgte Riley, i det hun lavede sit mascara ansigt. Bobbie grinede kort, og hoppede så ud i gangen, i det hun åbnede hoveddøren, hvor hun fik et overrasket blik fra Dean som stod med hænderne i lommen han lignede sig selv. Bobbie fik varme kinder, hun kunne ikke føle sig mere overdressed end hun allerede var.

‘’Jeg troede ellers ikke fester var din ting?’’ Bobbie kløede sig ventende på næserygen, inden hendes øjne landede på hans frosne isblå øjne der skar igennem hendes sjæl som is.

‘’Det er jo heller ikke derfor jeg kom!’’ vriste han bitteret som om, at hans saftevand var blevet alt for sur.

‘’Så, hvad er grunden rødkål?’’ Hun sendte ham et selvsikkert smil i det hun lænede sin spinkle krop op af kammen til døren.

‘’Jeg sporrede hackerens IP adresse, men desværre kan de ikke give mig et navn, men istedet for en location, og det førte mig hen til Northwest Street 29!’’ han sneg sig hurtigt ind af døren, så han nu stod inde for. Gadelygterne blinkede usikkert, pæren skulle vidst skiftes.

‘’Hvorfor er det relevant, Dean?’’ hun så fascineret på Dean, hvorfor var det egenligt relevant, men hurtigt gik det op for hende, at det var der festen var, men hun forstod stadig ikke, hvorfor det var relevant.

‘’Skal jeg være ærlig, så ved jeg det faktisk ikke, det er bare en mavefornemmelse jeg har..’’ han så på Bobbie med et dødsseriøst blik imens han let trak på sine skuldre.

‘’Du siger altså til mig at Riley og mig ikke skal tage afsted?’’ hendes øjenbryn fløj op i luften lidt ligesom duevinger der foldede sig ud.

‘’Jeg siger bare at i bliver nød til at være forsigtige, byen bliver ikke kaldt for Elsmore for ingenting!’’ og i det var Dean forsvundet lige så hurtigt ud af døren igen, som da han var kommet.

Bobbie endte blot med at blive stående i døren hendes øjne fulgte med hans tilbage, imens hendes nethinde opfangede Dean sætte nøglen i tændingen på sin gamle Ford Festa inden han drejede ud af de to lægers grusfyldte indkørsel, kom Riley gående og placerede sig ved siden af Bobbie i døren. De iagttog Dean bakke op i skraldespanden, en brølende sød latter fyldte rummet. Bobbies læber lyste om i et kejtet smil, men det falmede hurtigt igen da hendes tanker vandrede hen på, hvad Dean lige havde stået og fortalt hende for omtrent to minutter siden - Hvad nu hvis Dean havde ret? 

 

Den skinnende sorte Audi A8 stod trofast parkeret foran det hvide hus. Det var Rileys forældres bil, og selvfølgelig havde de ikke undladt at låne bilen til Riley, eller det havde hendes far ikke noget imod ihvertfald, men Riley havde altid været mere en farspige end noget andet, så selvfølgelig skulle prinsesse Riley have det bedste af det bedste, hvilket fik Bobbie til at rynke blidt på næsen af misundelse, men hurtigt rystede hun de forfærdelige tanker væk, hun hadede når hun ikke kunne styre sine følelser også selvom de ikke blev sagt højt. Det irriterede hende bare mere end når folk sprang over i køen op til kassen, i et supermarkede.

Hendes nethinde analyserede let Rileys bevægelser i det hun påførte sine læber i endnu et tyklag lipliner, inden hun steg ud sammen med Riley. Både Riley og Bobbie blev yderst chokkeret eller rettere sagt Riley havde et mere spændt udtryk frem for Bobbie der lignede en der lige havde set sin bedstemors lig. Menneskemængden var som en myretue der havde plantet sig til et bestemt sted.

‘’Wuhuu, PARTY HARD!’’ Spørg ikke hvordan, eller hvorfor, men med det samme satte Riley i løb i sine 15 centimeters høje stilletter indad døren, hvor hun uden frygt greb den første flaske med tequilla hun så. Bobbie rystede opgivende på hovedet inden, hun kom spadserende ind efter Riley. Hurtigt fik hun dannet sig et indblik af husets entree, et par som Bobbie kendte stod og snavede opad den antikke kommode der var der lige når man kom ind, mens en knægt som blot lige var blevet freshmen lod og knækkede sig på det rene tæppe. Ejeren ville flippe når han fandt ud af, hvad knægten rullede rundt og lavede.

Bobbie trådte tværs henover en rød plastickop, hvor der havde været en form for alkohol i. Hurtigt endte hun inde i stuen, hvor hendes øjne desperat søgte efter en lav, blond pige som måtte skjule sig et sted i mængden. Massende maste hun sig ind imellem alle de mange mennesker, der dansede tæt op af hende - årets fest sagde de, jaer right. Hendes krop trippede roligt til den høje, pumpende dupstep der ramte hendes trommehinde hvergang beattet fortsatte. Overrasket vendte hun sig om, og stødte ind i en skikkelse som hun plejede, at se hverdag - Dean uden tvivl.

‘’Dean..?’’ hun så fokuseret på ham, idet han trak hende med ud i entreen igen, hvor musikken var mere dæmpet, men stadig ikke dæmpet nok.

‘’Vi bliver nød til, at snakke privat..’’ Deans blik var vildtfaren og han så ud som om han havde set noget grusomt han ikke skulle havet set

‘’Ja, selvfølgelig Dean, hvad er der?’’ Bobbie havde lagt armene over kors imens, hun så op på Deans røde strithår, der klædte ham. Hurtigt havde han fat om hendes arm, og han trak hende med ovenpå i en fart, inden de endte inde på et tomt soveværelse, hvor der ikke var en sjæl og se. Man kunne stadig høre beattet tromme gennem loftet

‘’Dean, hvad sker der!?’’ hvæste hun med en overrasket lille stemme, Dean skræmte hende.

‘’Det var en fælde det hele!’’ han tog sig til tændingerne inden, han slog en hånd op i panden, Bobbie kunne skimte de svedperler der hang som et slør i panden på ham, han var nervøs…

‘’Vent, hvad snakker du om Dean? Du gør mig bange..’’ Bobbie bakkede med rolige skridt hen til bagvæggen. Dean trak en  smartphone op af lommen, og det var ikke hans egen mobil, for hvis det havde været det så var Bobbie sikker på, at hun ville havet kunne genkende mobilen. 

‘’Det her det er sygt..’’ han vidste hende mobilen imens han stod med den i strakte arme, i højre hånd. Hun havde aldrig set Dean så nervøs og anspændt før. Med rolige skridt gik hun op ved siden af hans høje skikkelse, som dannede en skygge på væggen. Han tændte mobilen, og straks så Bobbie forundret på den, hastigt tog hun den ud af hans hånd for, at analysere den. Dean placerede sig med rystende fingre på sengen, imens han placerede sit blege ansigt i sine hænder. Bobbie lod sig støtte op af væggen, imens hun let kunne se et link som bestod af en masse mærkelige tal, men siden sluttede med noget mærkeligt til sidst det var ikke .com eller .uk men istedet for stod der .onion. Bobbie forstod dog ikke, hvorfor det ramte Dean så slemt.

‘’Dean, hvor vil du hen med det her?’’ hun viftede med mobilen i luften inden hun satte sig på sengen ved siden af ham.

‘’Gå ind på linket, du er advaret!’’ han talte ned i sine hænder. Bobbie gjorde blot, som han sagde hun trykkede modvilligt på linket, mens hun ingen ide havde om, hvad det var hun var ved at se poppe op på den lille skærm. Siden førte indtil en forside, hvor teksten med det samme fangede hende.

‘’Not all humans are equal, for some of them were born superior to other..’’ hun så spørgende på Dean, inden hendes øjne endnu en gang fangede skærmen.

‘’In this website, we attempt to illustrate several experiments that are being conducted by our group on.. HUMAN TESTSUBJECTS!!?’’ Siden så mindre uskyldig ud, og Bobbie var chokkeret, dette her måtte være en eller anden syg prank, men hvilket sygt røvhuld prankede med sådan noget!!? Bobbie var freaked out, mindst lige så meget som Dean, med den ene undtagelse, at hun havde svært ved, at tro på det. Bobbie læste videre.

‘’Experimentations range from, starvation, pain tolerance, infectious diseases, transfusions and etc..’’ Bobbie tog sig chokkeret til munden. Endnu en gang fangede nogle ord hendes opmærksomhed ekstra meget.

‘’The bodies of the dead are disected and then disposed off in dumpster of… MEAT SHOPS!!’’ Bobbie smed mobilen i den anden ende af lokalet, begivenheden mindede meget om den der foregik igår på Steves kontor, hvis man blot så væk fra, at det her var meget værre. Bobbie scrollede længere ned på siden, det her var way more fucked up end det de fik afvide dagen før. Med et våget blik gik det op for, Bobbie, hvad det her var. Det var morderen, det kunne kun være morderen, og.. ÅH NEJ SHIT! Bobbie begyndte, at ryste. Morderen havde lagt en fælde op for Dean, morderen havde hackede hans computer med vilje, og bagefter lagt et spor op til Dean for, at lede ham på den rigtige vej, der var nogle efter Dean. Bobbie gispede efter vejret, hun havde aldrig været så bekymret for Dean før hele sit liv.

‘’Det her.. Det var det der ikke måtte ske!’’ hun pressede hårdt sin krop ind mod Deans skulder, hun var bange eller nej bange var ikke ordet, Bobbie var rædselsslagen.

‘’Du bliver nød til at gå til politiet med det her, om det så er en eller anden der pranker dig eller om det, er rigtigt du bliver nød til at gå til politiet!’’ tanken om, at det blot kunne være en dum syg prank beroligede Bobbies muskler, så hun ikke spændte så meget.

‘’Jeg tager den her med hjem, okay?’’ hun så spørgende på Dean, som ikke havde sagt et eneste ord.

‘’Gør hvad du vil med den Bobbie, jeg skal ikke have den der på mig!’’ på to sekunder rejste han sig som lynet op. Han skulle lige til at gå ud af døren inden, et bling lød fra smartphonen, som nu lå nede på gulvet. Dean sendte et forutroligt blik til, Bobbie inden han med rolige hænder samlede mobilen op. Han tog en dyb indånding og pustede ud igen, han trykkede hurtigt på det sted der blinkede, der stod Warehouse 3 med fede bogstaver og understregelse. Siden førte frem til en chatboks der var poppet op på den lille skærm. Sammen med chatboksen kom der noget der lignede noget fra et webcamera frem oppe i højre hjørne. En nøgen mand bundet fast til en stol, med bind for øjnene blev vidst fra, gåsehuden ramte Dean, hvilket fik Bobbie til at liste sig op ved siden af ham.

‘’Det der må være en syg joke..’’ Bobbie lavede smalle vantro øjne til skærmen, imens Dean stod stille som en jæger der var på jagt. Nogle ord poppede op på skærmenen.

 

Subject: 4432

29 year old male.

No known past medical/surgical history

Pain tolerance experiment.

 

En mand, eller kvinde eller hvem det nu end var kom ind i billedet, og havde en rullevogn med, hvor der på vognen lå mediciniske lægeobjekter. Personen tog fat i noget der lignede en skarp skarpel, som lægerne brugte når de var inde på operationsstuen. Mennesket eller mennesket ville man nok ikke kalde personen, lod stille og roligt et finger føre henover knivens barberskarpe blad.

‘’OMG..’’ udbrød Bobbie, og rystede på hovedet imens hendes hænder endnu en gang røg op til hendes mund. 

Personen som var på skærmen, førte med blide strøg skarpelen henover offerets hud. Hurtigt lød et skrig fra manden, som sad fastbundet til stolen, og det var gået så stærkt, at Dean havde slukket mobilen.

‘’Jeg skal ikke se mere for, at vide, hvordan det her ender..’’ pustede han ud idet han tog sig til sine rødekinder.

‘’Vi bliver nød til, at finde Riley og skride bagefter okay..?’’ Bobbie betragtede let Dean imens, hans hænder rystede voldsomt. Hurtigt fik Bobbie snørret mobilen ud af hænderne på Dean. Dean nikkede blot, og med det samme fik Bobbie lukket den massive egetræsdør op. De luntede af sted så hurtigt, som de kunne komme til, med få skridt var de endt nede i stueen, og Bobbie havde fundet sin egen lille klaptelefon frem som bestod af et nokia mærke, som hun havde haft siden hun havde været tolv år. Den mobil var som mursten der var intet der ødelagde den. Med nogle fingre, tastede hun hurtigt Rileys nummer ind. Bobbie tog langsomt mobilen op til øret, imens hun lyttede godt efter de duttoner der var ind imellem. Hun så let på Dean, som stod med smartphonen fra før. Hans øjne formede sig, som to store tekopper, men det blev Bobbie hurtigt trukket væk fra da hun kunne høre, at opkaldet var blevet taget.

‘’Riley, hvor er du henne lige nu?’’ Bobbie bed sig blidt i sin underlæbe, mens Dean fremviste smartphonen til Bobbie, hvor på der med små bogstaver stod i den chat de lige havde været inde i, nogle mærkelige ord.

 

Bobbie.. Bobbie.. Bobbie..

Jeg går gennem gaden, den gade, som er trist og grå.

Gaden, hvor navnet lyder som blomster på den velkendte mark bagved.

3 simple blomster var der, men nu var der kun to, men der var stadig tre.

Det er der min sjæl bor.

Det er der du finder mig, Bobbie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...