Menneskeeksperimentet

Den 16 årige, nysgerrige Bobbie Mitchell, så altid det bedste i folk. Hun så aldrig den rene ondskab der kunne ligge bag folks hvilende, og ikke mindst dræbende øjne. Det ændrer sig dog drastigt, da et mord i Elsmore pludselig kommer op for først gang i 20 år, men det er ikke et almindeligt gademord. Et lig er blevet fundet ved den lokale slagterbutik, og liget er ikke helt. Bobbie prøver desperat, at finde udaf, hvad det er der foregår? Men jo tættere hun kommer på sandheden, jo mere af hendes humanitet forsvinder ud som savsmuld. Bobbie finder så frem til en gruppe mennesker, eller mennesker vil hun ikke kalde dem, som udfører forfærdelig forsøg på mennesker; hvor det bliver optaget live og sendt ud på internettet, alt fra smertetolerance, til ebola. Hvad bliver det næste mon?

7Likes
17Kommentarer
856Visninger
AA

1. ''Et drab, et mord, en ofring. Du ved, hvad jeg mener!''

Det første Bobbie gjorde var at gå under de bi stribede politi mærkeringer der sagde ‘’Police line do not cross’’ hun kunne allerede mærke den kolde atmosfære, som gav hende en mavepuster da hun satte sin størrelse 37, på det kolde klingegulv.

Politifolk var overalt, men ingen havde bidt mærke i, at Bobbie var der, de havde alt for travlt med, at afhøre vidner. Stanken af råddent kød, og ikke mindst blod ramte hende straks i næsen, og hun gøs samtidigt med de sure opstød kom frem. Hun havde svært ved at koncentere sig om, andet end tanken af dyreplageri og andre sager der var sket herinde, hun rynkede afskyeligt på næsen. Hendes mor havde opdraget hende siden fødselen til at være en stolt vegetar. Det var et slagtersted..

Hurtigt lod hun øjnene, falde rundt i rummet imens hun søgende så efter sin far, men istedet studerede hun omgivelserne. Det lignede en normal slagterbutik, som lå lige om hjørnet. Men den var ikke normal, for knap nogle timer siden, var der sket en forbrydelse, men hvad der var sket, vidste Bobbie endnu ikke. En velkendt dyb, rusten stemme rev Bobbie udaf hendes tanker, og hurtigt vendte hun sig om med et sæt.

‘’Bob Ellen Mitchell, hvad fanden laver du her!?’’ hvæste hendes far politimester Steve, med en vred stemme. Hun, så irriteret på sin far, hun hadede når han kaldte hende det. Men ignorede det hendes udtryk ændrede sig en anelse, og hun så forskrækket på sin far. Hun ville skyde på stuearrest indtil hun smuttede til college.

‘’Jeg.. Ved du, hvad du glemte din frokost?’’ hun stod med hans frokost, i en papirpose i to strakte arme.

‘’Du kan ikke være her, det her er et gerningssted, og jeg har ikke tid til, at holde øje med dig!’’ mumlede han i en mere rolig tone denne gang, imens en anden politimand gav ham en form for rapport af en art.

‘’Hvad er der egenlig sket her?’’ Hun så rundt, og så alle de mange teknikkere fare rundt, det så slemt ud.

‘’Ja, du vil få det af vide før eller siden. Et offer blev fundet her til morgen..’’ han så op fra rapporten, og hans blik faldt let på Bobbie. 

‘’Hvad mener du med et offer?’’ hun lavede store øjne, Steve begyndte langsomt, at gå og Bobbie fulgte med, som en loyal hund.

‘’Et drab, et mord, en ofring. Du ved, hvad jeg mener!’’ ordene slap ud mellem hans læber, imens han tog en tictac pakke op fra lommen, de var med appelsinsmag.

‘’Jamen, har du set liget?!’’ spurgte Bobbie, og tog hænderne op for munden af skræk.

‘’Jeg skal se det nu, og jeg ved, hvad du tænke. Du må ikke komme med, ind og se liget.’’ tilføjede han, da de stoppede op henne ved en af de klinkevægge der var i lokalet. 

‘’Vi ses der hjemme, Bobbie.’’ fik han sagt, inden han tog sine gummihandsker på, og vandrede ind i baglokalet af slagterbutikken.

Bobbie sukkede frustreret. Hendes far ville aldrig lade hende hjælpe til med efterforskninger, men for det meste var det også kun små røverier der herskede i Elsmore. For Elsmore var en af byer, i Washington, hvor alle kendte alle. Men Bobbie lagde nøje mærke til at der var fremmede ansigter på gerningsstedet. Hun studerede dem nøje, og i det hun lagde mærke til det skilt der hang på deres jakkesæt, gik en bølge af frygt igennem hendes årer som en kraftig strøm.. 

Hvad fanden lavede FBI i Elsmore!? Hun sank en klump. Det måtte være seriøst, Elsmore havde som sagt heller ikke haft en voldsom forbrydelse i over tyve år, havde hendes far fortalt hende flere gange. Især ikke mord, gåsehuden trådte frem på Bobbies flødefarvede silkehud, hun kløede sig usikkert på næseryggen. Hun kunne allerede ikke lide, at være her selvom hun blot lige var kommet.

 

Det var blevet aften, og klokken var omkring elleve om aftenen da, Bobbie lå i seng, og hørte Tom Odell på fuld knald imens hun prøvede, at få læst den engelsk bog hun havde fået for til om mandagen, dog var det svært for hende. Ikke på grund af musikken, og heller ikke på grund af at hendes far endnu ikke var kommet hjem, nej, det var mordet. Hun var nysgerrig, og den nysgerrighed der var over hende prøvede at drukne hende.

Hun villet havde snuset rundt inde på sin fars kontor, men det var umuligt da han ikke havde været hjemme endnu, og hun var sikker på, at der ikke var nogle rapporter eller sagsfiler inde i arkivet endnu, siden hendes far, som sagt tidligere ikke var kommet hjem endnu.

Et frustreret støn slap ud mellem hendes læber, og hun kastede bogen over op det sorte løvetræsskrivebord, hvor der ovenpå stod en kop med nogle blyanter, og nedenunder en metalpapirkurv med en pose fra supermarkedet i.

Hun tog den søde musik ud af ørene, og slukkede sin mp3 afspiller. Inden hun rejste sig op fra sengen, så hendes nøgnefødder ramte trægulvet, som knirkede hektiskt. Hun travede hen til den lampe, som stod standhaftigt, og i det hun skulle til at slukke lyset kunne hun gennem døren høre en hoveddøren brage i. Hun kunne med lidt besvær høre hendes mor Annes sukkersødestemme, blande sig med hendes fars dybe, rustne stemme. De snakkede dæmpet, men det var højt nok til, at Bobbie kunne høre dem.

‘’Steve, hvad er der sket?’’ Anne rejste sig op, hendes strikcardigan sad tæt ind til hende, imens hun let rynkede de rynker hun havde i panden.

‘’Jeg har aldrig oplevet noget lignede..’’ var det eneste der lød fra Steves læber, han hang sin politijakke op på knagen. Imens han prøvede, at bide tårerne i sig.

‘’Steve…’’ Anne gik tættere på Steve, imens han slap en gråd løs, Bobbie havde aldrig nogensinde igennem sine seksten år hørt, eller set for den sagsskyld sin far græde.

‘’Det var forfærdeligt.. Det var hæsligt, det var.. Anne det var sygt, vi har med en psykopat at gøre..’’ hans arme foldede sig rundt om Anne.

‘’En psykopat, i Elsmore?!’’ gispede Anne samtidig med, at Bobbie holdt vejret bag døren og nærmest fløj tilbage i den anden ende af lokalet. 

Bobbie så forskrækket på døren, det var en psykopat, men hvad var så slemt denne gang? Var alle mordere ikke psykopater?! 

*

Næste dag, var mordet overalt i nyhederne, det havde været en kamp for Bobbie at forlade sit hus. Mest på grund af alle journalisterne der lyste op som fyrværkeri lige så snart man bare løftede en finger. Så selvfølgelig skulle de stikke den kugleformede mikrofon op i hendes ansigt, og spørge om hun havde nogle kommentar. Nogle fædre gav deres døtre sko, mens andre gav dem journalister der rendte en i røven, kun fordi at man lige var politimesterens datter. Men det kunne trodsalt være værre, for det var mest af alt kriminalteknikerne det hele gik udover. Så lidt var der da, at råbe hurra for.

 

‘’Hvad synes du så, Bobs?’’ hvinede Riley, imens hun gjorde et kast med sit taljelange, glatte platinblonde hår.

‘’Øh, hvad siger du?’’ hun så overrasket på Riley, imens hun let pillede ved sin juicebrik, solbærsaft mums.

‘’Oh my, Bobs hører du aldrig efter!?’’ hun himlede med øjnene, hun nippede med fingrene let til den scones hun havde. Bobbie rynkede på næsen, det lød præcis ligesom boobs, how lovely. Det var frikvarter, og de sad i kantinen. Med det samme kom giraffen på 197 cm Dean fra savannen travende da han fik de to gazeller i sigtekornet, han satte sig ved siden af Bobbie og Riley. 

‘’Hva’ så giraf?’’ tilføjede Bobbie, med et smørret grin inden hun lænede sig forover med sit hovede på hendes hånd.

‘’Haha, so funny m8..’’ han rullede sarkatisk med øjnene, inden han tog sin laptop op fra tasken, og helt naturligt smed den op på kantinebordet.

‘’Ved din far noget?’’ spurgte Dean, imens han let rettede på sine firkantede hipster briller, ikke fordi han så særlig hipster agtig ud med dem, de matchede hans ildrøde hår eller sort matcher jo alting.

‘’Min far ved noget om, hvad?’’ spurgte Bobbie forvirrende, imens hun kradsede sig kløende på låret, hvor hendes tætsiddende lyse denim jeans var som malet på hende.

‘’Mordet, selvfølgelig.. Jeg kunne se journalisterne der omringede jeres hus hertil morges.’’ påpegede han, imens skærmen fra laptoppen let reflekterede i hans briller. Dean og Bobbie havde altid kendt hinanden, højst sandsynligt fordi, at begge deres fædre var kollegere og ikke mindst naboere.

‘’Ja, men ikke fordi jeg kan få lokket noget ud af ham..’’ fnøs Bobbie sarkastisk.

‘’Jeg er sikker på der er en rapport liggende på hans skrivebord når du kommer hjem Bobs.’’ fortrængte han i det han tog en tår af sin drikkeyoghurt.

‘’Selvfølgelig har jeg tænkt mig, at snage i min fars ting, tak fordi du spurgte!’’ længe leve sarkasme, Bobbie lagde hovedet på skrå, og betragtede Riley lægge en perfekt contour i fuld offentlighed den pige var genial.

‘’Det har jeg allerede gjort, ved min far han er desværre ikke sat på sagen..’’ Dean havde en barnlig tristhed i hans stemme.

‘’Jeg overhørte mine forældres samtale igår, og min far virkede..’’ Bobbie stoppede sig selv, og begyndte at pille ved nogle af sine dejlige hassellokker.

‘’Han virkede..??’’ Dean så op fra computeren.

‘’Han virkede knust, mentalt..’’ hun trak på skuldrene

‘’Din far knust, mentalt er du nu sikker på det?’ hans lange blege fingre kørte henover tasterturet, gad vide hvad Dean nu lavede.

‘’Ja, igoh? Det var så mærkeligt, det var værre end da bedstemor Patricia døde.. Og det siger meget!’’ påpegede Bobbie med en finger.

‘’Hvordan kan i være så casual imens i snakker om sådan noget, like what the hell guys?’’ gryntede Riley charmerende, imens hun lod en blond tot falde foran hendes øje.

‘’Det er det første mord i over tyve år? Skræmmer det dig ikke bare lidt, blonde?’’ Dean så med sammenklemte øjne, på Riley.

‘’Det ved jeg ikke det kan du svare mig på, Hr. Rødtop knows It all.’’ Riley lagde ekstra tryk på det sidste. Hun lænede sig forover bordet, for at få bedre udsyn til Dean. Bobbie grinede bare hånligt af dem begge to, hun fandt det yderst morsomt, vær sød ikke at spørg hvorfor.

‘’Der er en morder i Elsmore, det kan være han går efter dumme blondiner!’’ Dean slog en hyænelatter frem. Riley så spørgende på ham udvidende om den joke han lige fik slået op om hende. Riley havde aldrig været den skarpeste kniv i skuffen.

‘’Hov vent lige..’’ Dean så med et fortrangt ansigt op på pigerne, og med det samme kiggede Bobbie og Riley på hinanden.

‘’Der en der har hacket sig ind på min laptop, de har slettet hele mit arkiv!!?’’ nærmest råbte han af vrede og sorg samtidig. Så han fik nogle dømmende blikke fra de andre elever der sad ved de andre knaldgule kantineborde.

‘’Hvorfor ville de dog gøre sådan noget?’’ Bobbie så overrasket på Riley, der forstod intet af, hvad de snakkede om.

‘’Iaften hjemme ved dig, din fars kontor forstået?’’ Dean rejste sig op i en fart og begyndt så at gå, han pegede med lillefingeren på Bobbie, imens hun nikkede angivende.

 

*

 

Det hele var absurdt, da Bobbie vågnede op til en stemme, som hun havde hørt tidligere den dag klokken tre om natten.

‘’Bobbie, Bobbie vågn op!’’ hviskede Dean, og Bobbie lød øjnene glippe langsomt op. Hun udstødte et hvin, og røg op i den pastelblå væg. Hun så blot på ham med sine store, skovgrønne smagrader.

‘’Hvad fanden laver du!?’’ hun tog sig til brystet af skræk, han havde skræmt sjælen udaf hendes spinkle krop.

‘’Jeg vidste du ville glemme det, og shh.. Dine forældre sover!’’ hviskede han irriteret idet han tog dynen af, Bobbies varme krop.

‘’Forklar mig lige hvordan du kom ind?!’’ prustede hun, i det hun fik sat sig brat op som et strygebræt.

‘’Vi har boet overfor hinanden i over 16 år, tror du ikke at jeg har mine metoder?’’ Bobbie så forundrende på Dean, men ignorerede så sit eget spørgsmål igen.

Med små listige skridt fik de begge to sneget sig ud af den knirkende hospitalshvide dør, der førte indtil Bobbies lille værelse, hvor væggen gik på skrå. Hurtigt stod de ude i gangen, hvor mørket faldt henover dem som bløde gardiner. Så var det bare med ikke at falde henover den ravnesorte kat som famillien Mitchell havde anskaffet sig for fire år siden, det var allermest en ide Steve havde haft, han mente den beskyttede huset mere end hunde gjorde, men den stakkels mand på de niogfyrre år tog desværre fejl. Den tykke ravnsorte kat der hed Cornelius, der gik rundt med en slaskende mave spiste dem mere fra hus og hjem.

Med nogle listende skridt fik de listet sig hen til enden for gangen, ved siden af trappen der førte ned til entreen. Der stod de så, foran den massive hvidovermalede dør, der knirkede mindst lige så meget, som Bobbies dør gjorde. Modvilligt prøvede Bobbie at dreje dør håndtaget, men dør håndtaget forlod kun en pibende lyd, alt i det hus havde åbenbart brug for olie.

‘’Vi mangler en nøgle.’’ hviskede Bobbie så lavt som hun kunne så det lød som en mus der talte. Hun vendte sig om og hun blidt mærke Deans nærvær. Hun så forbløffet på ham i mørket da, han trak en guldfarvede nøgle frem. Dean havde det altid med at skræmme Bobbie på de særeste måder.

‘’Den lå inde i stueen.’’ hviskede han i det han puttede nøglen ind i nøglehulet, og drejede en gang til højre for derefter, at vente på døren ville give efter. Det gjorde den sandelig også. Det gamle velkendte kontor kom til syne, med det lange mørke egetræsbord foran de to store vinduer, hun betragtede nøje den lysegule maling som var blevet smidt på væggen den var der stadigvæk, på skrivebordet stod der en stationær, sammen med en passe papir liggende rundt omkring på bordet.

Dean satte sig i den sortelæder kontorstol, som han rykkede lidt ned for at kunne have sin ben under bordet. Bobbie lukkede roligt døren efter sig, i det Dean tændte en lille lampe der stod på bordet.

Lyset fra den stationære computer lyste op, og reflekterede i vinduet bagved. Bobbie listede hen til den store metal kommode, hvor der var sagsfiler i. Let trak hun en skuffe ud, som gav en høj genlyd i rummet. Dean vendte sig om i stolen, og tyssede på Bobbie inden han vendte sin store briller mod skærmen igen. Bobbies hukommelse huskede hende på, at de var opdelt efter datoer søgende kiggede hun datoerne igennem for den femte September. Bingo! Hun greb hurtigt mappen, inden hun satte sig på den forfaldne stol overfor Dean. Hun åbnede den beigefarvede der også havde en blanding af gul i sig med sin venstre hånd, det første hun bad mærke i var de store bogstaver der stod med fed kursiv skrift oppe på toppen af siden ‘’Obduktionen.’’ Hurtigt lod hun øjnene køre henover alle ordene. 

‘’Offeret er endnu uidentificeret dog kan siges allerede nu, at det var barn af det kvindelig køn.’’

Hun så med store øjne, og kiggede på Dean som rynkede de orange øjenbryn. Bobbie læste straks videre.

‘’Vi kan bekræfte dette ved at havet analyseret RESTERNE af offeret, som viser tegn på, at liget endnu ikke havde ramt pubertetsalderen.’’ endnu en gang, så hun hen på Dean af rædsel.. Det var slemt..

‘’Drabsårsagen kan klaregøres ved, at vi har gammelt knoglemarv fra svin.Derfor står det fast, at offeret blev…’’ Bobbie begyndte at hyperventilere, hurtigt smed hun mappen oven på skrivebordet fra sig, hun greb hårdt fat i stolens ryglæn, tårerne trillede ned af kinderne på hende som regndråber. Bobbie satte benene under sig, og tog sig til tændingerne - Det var forfærdeligt. Dean tog rapporten i den ene hånd, og det tog ham lidt tid for, at finde det sted hvor Bobbie slap.

‘’Offeret blev smidt kødhakkeren, vi kan allerede nu sige, at liget var levende da drabsårsagen fandt sted, da der spor i offerets knoglemarv…’’ I langtid sad Dean med et sorgmodigt udtryk bare der. De var chokkeret. 

‘’H-hvordan, kan sådan et monster være i stand til, at gøre sådan noget imod en lille pige!?’’ spurgte Bobbie rystende sig selv, hendes hæse stemme rystede. Aldrig havde Bobbie hørt noget lignende.

‘’Der går en psykopat rundt i Elsmore…’’ hendes hænder rystede i det hun rejste sig op, og gik over til vinduet.

‘’Vi kan blive de næste, eller værre.. Nogen vi elsker kan blive de næste..’’ hun sank en stor klump, der havde gemt sig i hendes hals det var kvælende. Bobbie kunne nærmest høre pigen skrige om hjælp for sig. Hun måtte strengt knibe øjnene sammen, det var allerede blevet for fucked up til at kunne være sandt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...