Luka

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2015
  • Status: Igang
Luka er 15 år, skal til at starte i 9. klasse og er den seje fodbold-type, som alle pigerne dåner efter. Men hele hans liv ændres den dag, han får at vide, at hans forældre skal skilles. Han skal bo hos hans mor med hendes nye kæreste og hans børn. Han skal starte på ny skole og intet viser sig til, ikke at være så nemt, som det ser ud til. Men måske er der håb i fremtiden, for der er især en af drengene fra den nye klasse, som specielt ligger mærke til Luka.

4Likes
5Kommentarer
932Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Der var nogen der prikkede mig på kinden. Hvem det end var måtte ønske at dø, for jeg var bestemt ikke den person, man havde lyst til at vække klokken lort om morgenen. Nå, personen blev altså ved, så jeg gav til sidst op og åbnede øjnene. Jeg mødte et par klare, store, blå øjne og måtte blinke et par gange, før jeg pludselig forstod, at det var min nye papbror, Kristoffer, som sad og prikkede mig på kinden. 

“Luka, Lukaaaaaa, vi skal spise morgenmad.” 

Han var ikke mere den generte lille dreng jeg mødte igår. Siden han fandt ud af, at jeg også elskede fodbold, havde jeg knap nok haft tid til mig slev resten af aftenen. Det var jo godt med forbedringer - det gik jo ikke, at jeg havde et dårlig forhold med min nye papfar og papsøskende, hvis jeg fremover skulle bo med dem.

Jeg gabte højlydt og satte mig op i sengen, som nu egentlig var en oppustelig madras - min seng var ikke blevet pakket ud endnu, men vi havde nu også kun været her knap en dag.

“Jaja,” svarede jeg søvnigt. 

“Vi skal på stranden i dag!” Kristoffer’s ansigt lyste op som et juletræ, da ordene røg ud af munden på ham. “Skynd dig!” 

“Jaja,” svarede jeg blot igen, før jeg rejste mig op fra den oppustelige madras. Jeg trak en t-shirt over hovedet og tog nogle kedelige, grå joggingbukser på, før jeg fortsatte ud i gangen og nedenunder. Kristoffer var allerede smuttet.

I køkkenet sad min mor og Jan ved spisebordet, men Kristoffer var ingen steder at se. 

“Godmorgen Luka,” sagde Jan og jeg svarede ham også igen med et simpel ‘godmorgen’.

“Hvor er Kristoffer?” spurgte min mor. Intet godmorgen, tal om at være høflig, men sådan havde det altid været hos os.

“Aner det ikke, troede han var gået ned til jer.” Jeg satte mig på stolen ved siden af min mor og hældte noget juice op i en kop fra den karton, som stod på bordet med resten af morgenmaden - den var bestående af boller med en masse pålæg og lidt frugt, samt juice og kakao.

Sekundet efter kom Kristoffer løbende ind i køkkenet efterfulgt af Laura, der stadig var i nattøj og med en del uglet hår. Jeg tror først det gik op for hende, at jeg var i huset, da hun så mig, før hun blev i hvert fald ret rød i hovedet, da hendes blik mødte mit. Jeg måtte bide mig i læben for at holde et grin tilbage.

Vi spiste morgenmad og blev derefter sendt tilbage på værelserne af min mor og Jan, for at pakke til strandturen og gøre os i stand. Laura skulle åbenbart have en veninde med, som kunne være hver eneste øjeblik. Jeg misundte hende en del, gid jeg kunne have en ven… Nu hang jeg på Kristoffer resten af dagen, igen. Misforstå mig nu ikke, Kristoffer er sød, men jeg har aldrig prøvet det der søskende-hejs før. Jeg er jo enebarn igennem hele 15 år, hvilket vil sige hele mit liv.

Jeg befandt mig så i sofaen ti minutter efter med en plastic-pose ved siden af fyldt med håndklæde og ekstra tøj og fjernsynet var tændt. Så ringede det på døren. 

“Luka, søde skat, åbner du lige?” lød min mors stemme gennem huset.

Om jeg gad at åbne døren? Det kan godt været det også var mit hus, men så alligevel ikke… Vel? Jeg havde jo knap nok boede her i en dag.

Nå, men jeg rejste mig ellers fra min behagelig plads fra sofaen og gik hen for at åbne døren. På den anden side stod en pige på min alder med langt lyst hår. Hun så en del chokeret ud, da jeg åbnede døren, men så smilede hun stort.

“Du må være Luka! Hej, jeg hedder Simone, jeg er Laura’s bedsteveninde,” sagde hun meget sødt.

“Goddag,” svarede jeg… Hvad skulle jeg ellers sige? Hun vidste hvem jeg var, og jeg vidste intet om hende.

“Simone!” Ud af det blå dukkede Laura op og før jeg vidste af det, var de begge smuttet op af trappen. Jeg så overasket efter dem med et højtløftet øjenbryn.

Jeg fandt tilbage til min plads på sofaen, før jeg igen blev forstyrret af min mor kort efter. “Henter du ikke lige Kristoffer og pigerne? Vi skal køre nu.”

“Kan du ikke selv gøre det?” svarede jeg irriteret igen. Min mor gav mig så et bare af hendes strenge blikke, så jeg hævede mine hænder og holdt dem beskyttende op foran mig, før jeg igen rejste mig for sofaen og forsatte ovenpå.

Jeg gik bare ind til Kristoffer - som var igang med at lave lego - og fortalte ham vi skulle afsted. Jeg havde aldrig set nogen komme sår hurtig ud af en dør. Derefter forsatte jeg hen til Laura værelse. 

“Han er sku da vildt pæn,” lød den lyse stemme, som tilhørte Laura’s veninde, Simone. Jeg valgte at banke på døren, før jeg Laura nåede at svare. Sekunder efter blev døren flået op.

“Hold dig nu væk, Kristof… Oh!” 

Jeg stod målløs og gloede på Laura. “Vi skal afsted,” sagde jeg så og pegede med tommelfingerne over min skuldre mod trappen.

“Ja så, vi er der om et øjeblik.” Også var døren ellers blev smækket i hovedet på mig lige så hurtigt, som den var blevet åbnet. 

 

Inden for ti minutter sad vi så alle i Jan’s bil, som var virkelig smart. Det var sådanne stor bil hvor, der var to ekstra sæder i bagagerummet og her ville Kristoffer selvfølgelig gerne sidde, så jeg endte på bagsædet med pigerne. Fantastisk. De sad og snakkede gennem hele den 8 minutters lange tur til stranden og jeg blev godt træt af deres pigefnidder.

Stranden var stor og vi var ikke de eneste, der havde fundet på ideen, at tage på stranden denne dag.

Kristoffer hev mig selvfølgelig i vandet med det samme og det var først efter et kvarters tid, at jeg kunne sætte mig ned på mit håndklæde ved siden af Laura.

“Så, Luka, har du en kæreste?” spurgte Simone om, som sad ved siden af Laura og gloede på mig med hendes store øjne. 

Det kom ud af det blå, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde jo ingen kæreste, hvorfor sad jeg så her og overvejede det dumme spørgsmål?

“Nej,“ svarede jeg så. “Det har aldrig sagt mig noget.” 

Jeg så hvordan Simone’s ansigt først lyste op og derefter blev en del sørgmodigt, men så blev det en del overasket, da Laura kom med et hvin.

“Oh gud, han kommer herover!”

“Virkelig!?”

Jeg fulgte begge pigernes blik og endte med, at kigge på en høj, mørkhåret dreng i bar overkrop og badebukser, som var på vej over til os.

“Shit, vær cool, vær cool,” mumlede Laura ved siden af mig.

Drengen nåede hele vejen hen til os og stillede sig foran Laura og kiggede ned på hende.

“Hej Laura…” sagde han og kiggede så hen på Simone. “…Simone…” Også kiggede han på mig med hans store brune øjne. “…Og hvem er du?”

Vi gloede et kort stykke tid på hinanden, før Laura afbrød vores øjenkontakt.

“Noah, hej. Det her er min nye papbror, Luka,” præsenterede Laura mig. 

“Luka, hva’?” mumlede han så med hans blik fastholdt på mig. “Velkommen til.”

“Tak… Noah,” svarede jeg så venligt jeg kunne. Hvorfor opførte jeg mig så danne? Han var en dreng… På min alder! Jeg burde prøve, at blive venner med ham og ikke opføre mig som en idiot.

Han gav mig et smil, før han fik sat sig ned mellem Simone og Laura og de begyndte på en samtale. 

Jeg lagde mig ned på mit håndklæde, tog mine solbriller på og lyttede kun halvt med til deres samtale. Det var noget om en nye lærer, de skulle have næste år. Så han gik i klasse med dem, hva’? Så var chancen for, at jeg ville se ham igen meget stor, da jeg skulle starte på sammen skole som Laura. 

Jeg tror der gik en halvtime, før Jan og min mor kom hen til os.

“Så børnlille, nu skal vi hjem.”

Jeg rejste mig blot op og pakkede mit håndklæde sammen, men Laura derimod sukkede hjælpeløst, da hun stadigvæk sad og snakkede med Noah og Simone.

“Far, må jeg ike selv tage hjem? Vi havde tænkt os at spise en is,” spurgte Laura sin far om.

“Jojo, selvfølgelig, vær’ hjemme kl. 18, der spiser vi,” svarede Jan.

Fint med mig, lidt mere fred og ro.

“Laura, søde, tager du ikke Luka med?” spurgte min mor så om og jeg spærrede mine øjne op. Tror hun, jeg er et barn?

“Mor,” sagde jeg igennem sammenbidte tænder.

“Han har burg for at komme lidt ud og se byen.”

Lige pludselig blev der lagt et par hænder på mine skuldre. “Selvfølgelig, vi skal da nok tage ham med.” Jeg vendte mig halvt om og kiggede så op på Noah, som var en del højere end mig end jeg havde forventet.

“Ej, hvor er det sødt af dig…” Min mor smilede venligt til Noah efter hans navn.

“Noah.”

“Det er virkelig sødt af dig, Noah. Vi ses derhjemme, Laura og Luka,” sagde min mor også var hun, Jan og Kristoffer ellers gået igen.

“Kom, lad os gå,” sagde Noah henvendt til mig, Laura og Simone.

Jeg sukkede håbløst og fulgte så bagtrop efter de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...