Black Book

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Aldrig i min vildeste fantasi, havde jeg i barnets år forstillet at verden kunne være sådan. Kunne være værre et helvede selv, det hele står klart for mig nu. Shakespeare havde ganske enkelt ret, helvede er tomt, for alle djævelen er her.

2Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

1. 23/07 1943

23/07 1943

Kære dagbog

Efter som De nu er den eneste jeg kan betro mig fortroligt til, vil jeg udnytte de stille stunder jeg så sjældent har her, til at få skrevet mine tanker ned. Inderst inde ved jeg at, uden Dem overlever jeg ikke dette, for mine egne tanker er ødelæggende ligeså vel som det der foregår her i lejren.

Papir, blyanter og oliefarver er jeg forsynet med. Soldaterne beordrede flere af os, til at mal bl.a. portrætter af vagter, eller billeder af landskabet omkring os. Derfor har jeg nu rigelig med materiale til at skrive.

Lad mig begynde, med begyndelse på det værste. 

Soldaterne hentede os, jeg ved ikke hvor længe det nu er siden. Sammen med deres gøende og ophidsede schæferhunde, fik de os alle ind på rækker. Jeg stod sammen med min mor, men far blev skubbet hen i den anden række. Vi var blevet delt op. Mænd i den ene rækker, kvinder og børn i den anden. Fremme foran stod det jeg før i tiden, ville havde kaldt en læge.

Kvinder uden børn, raske mænd og alle os børn over 15 (inkl. mig), blev peget i en retning og gamle, børn under 15 og kvinder med små børn blev peget i en anden retning.

Alt var så frygtelig forvirrende, frygten gnavede i mit indre og alle tanker havde frit løb i mit hoved Alle skubbede til hinanden for at komme længst muligt væk fra soldater med skydevåben, så os unge stod forrest. Jeg havde altid troet voksne var så modige, i dette øjeblik gik det op for mig, at de frygter ligeså meget, som os andre.

Mig, mor og far blev ført sammen igen. De gamle, børnene og kvinderne med deres små børn i hænderne, samt de syge blev sat og på laderne på røde-kors-biler. Det gjorde ondt helt inde i mit hjerte, at se de små børn græde i armene på deres mødre. Soldaterne forsøgte at berolige dem, og fortalte alle at der intet var at være bange for.

Siden har ingen af os set vognene, eller nogen af de mennesker igen.

Det undrer mig, hvad er der mon blevet af dem?

Senere spredte en tyk, kulsort og ildelugtende røg sig op fra krematorieskorstenene. Røgen formørkede himlen. Flere motorcykler kørte forbi ude foran de høje hegn spærringer, nok for at dæmpe lyden af de skrig vi alle lige havde hørt.

Jeg kan sagtens fortælle Dem om det sted vi andre kom hen, men tror måske ikke det er en del jeg vil dele med dig. Soldaterne kaldte det Karantænelejr. Jeg stod absolut ikke og lyttede til deres samtale, men jeg overhørte dem tilfældigt.

Jeg fortæller ikke i detaljer, men vi arbejdede og arbejdede. Mine ben var ved at give op, de kunne bære på mig længere. Mine arme føltes som mursten og jeg vil græde hvis min krop ellers havde givet mig lov. Jeg var med til at grave grøfter og dræne sumpe.

Jeg så nogen af soldaterne tvinge flere andre fra lejren, til at stå med armene i vejret, i noget der føltes som flere timer. Jeg ved ikke om det virkelig var så længe, for min tidsfornemmelse, var fuldstændig væk. En af dem, en dreng på ca. min alder kunne ikke holde dem i vejret mere, så de faldt sammen ned langs siderne på hans ødelagte krop.

Det der skete efter var værst, en af soldaterne løftede op sit våben og skød drengen lige imellem øjenbrynene.

Jeg vil fortælle Dem, at jeg her oplever sådanne mærkelige hændelser. Jeg er nok ikke den eneste, der har opdaget hvordan flere og flere forsvinder, mens nye ankommer.

Min mor er en at de forsvundne, men far siger at vi ikke skal lede efter hende. Han siger at hun klare sig, og at soldaterne vil straffe os hvis vi begynder at lede efter hende. Jeg forstår ikke hvad han mener, for hvorfor skulle de dog blive sure over det? Hun er min mor, må jeg ikke lede efter hende?

Så mange ubesvarede spørgsmål, som jeg nu stiller Dem. Selvom jeg faktisk godt ved at De ikke er i stand til at besvare dem.

Jeg ønsker ikke at blive opdaget i at skrive, tror derfor jeg vil stoppe inden det går helt galt. Jeg ønsker at kunne beholde denne mulighed, for at slippe, for at være alene med mine tanker.

Skriver når det bliver muligt igen, som jeg altid vil gøre.

Kærligste Hilsner fra mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...