Kære far

Kære far. Jeg håber virkelig, at du læser det her, for jeg har nogle ting, jeg gerne vil sige til dig. For det første: Fuck dig! //// Kære far handler om en fortabt søn, som finder sin ligeglade far og begynder at skrive breve til ham. Mens han skriver disse breve, uden at få svar, begynder han at få et bedre forhold til faren. En hilsen udvikler sig til kærlig hilsen. Fuck dig udvikler sig til jeg savner dig. Du er den værste far udvikler sig til tusind tak for at være her for mig. //// Deltager i Maze-Runner konkurrencen valgmulighed 2. Hele historien er skrevet i breve og over omkvædet på sangen You're not there af Lukas Graham

16Likes
30Kommentarer
2642Visninger
AA

7. 30/04 2107

Kære far                                                                                                                30/04 2107

I dag skete der noget forfærdeligt. Jeg… jeg ved ikke engang om jeg kan skrive det. men det skal jo komme ned.

I dag kom regeringen på besøg. Rettere sagt så braste de ind i mit sovekammer. Jeg sad og læste i en bog, da de kom. Jeg blev så forskrækket, at jeg var lige ved at få det æble, jeg sad og spiste, galt i halsen. De kiggede og orienteret sig lidt rundt og gik så direkte over til mig. De rakte mig et papir og spurgte, om det var mig, der havde skrevet det. Jeg læste det igennem, og ved du hvad? Det var brevet fra sidste gang. Jeg fik en klump i halsen og en knude i maven. Mine øjne så skræmt op på folkene. De stod lidt og nikkede og sagde så, at de ikke brød sig om den tone, og at jeg ville blive straffet med døden. Jeg blev helt lettet inden i og krydsede fingre for, at det snart ville ske. Så stod de lidt og nikkede igen og sagde så, at de godt vidste, at jeg ikke kunne dø. Mit håb sank som Titanic (et berømt skib fra gamle dage som ingen troede kunne synke, men da det ramte ind i et isbjerg, sank det, og næsten alle ombord døde. Tragisk). Jeg var lige ved at få tårer i øjnene men holdt dem tilbage. De skulle jo nødigt få af vide, at jeg stadig havde følelser. Så ville jeg jo havne tilbage på videnskabsbordet. Så jeg kiggede, som om jeg var ligeglad. Nu kommer så det forfærdelige. Mads kom ind af døren. Vi var blevet gode venner igen, så intet galt på den front. Han kiggede ned på sin mobil, som altid, og inviterede mig med ud og spille fodbold. Så slog han blikket op og så de sortklædte fyre. Han rykkede sig forskrækket tilbage og kiggede på mig i forvirring. Jeg trak på skuldrene. Mændene kiggede lidt på hinanden, nikkede og trak så Mads ud af rummet. Jeg sad et øjeblik lammet, men så gik det op for mig, hvad de ville gøre. Jeg hoppede op fra sengen og kastede mig ud af rummet for derefter at løbe hen til mændene. Jeg protesteret højlydt og prøvede at vriste Mads fri, som blev slæbt hen af jorden med et skræmt ansigtsudtryk limet fast. En af mændene vendte sig om, kiggede mig dybt i øjnene (det var, som om han kunne se alle mine hemmeligheder) og spurgte, om jeg stadig havde følelser. Jeg svarede, at jeg ikke havde følelser, men at jeg var bygget til at beskytte de uskyldige, og det var Mads. Jeg synes selv, det var et ret godt svar, men manden rystede på hovedet og gik videre. De placerede Mads op af en pæl med armene bundet rundt om den på ryggen. Det gjorde man for resten også i gamle dage. Jeg prøvede at løbe derover, men de holdt mig tilbage. Så skød de. Lige pludseligt. Det var, som om tiden gik i stå. Jeg fik tårer i øjnene og denne gang, lød jeg dem løbe. De klappede mig på skulderen og sagde, at det her skulle være mig en lektion. Jeg stod tom for alt. Mine ben gik stille derover, men han var allerede død. Det var forfærdeligt. Der er forfærdeligt. Jeg har mistet, den eneste jeg havde.

Undskyld men jeg er nød til at slutte dette brev nu. Jeg begynder at græde. Tårerne sletter ordene. Undskyld.

 

Hilsen

Din søn,

Lukas Johnson

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...