Vuf?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Din mor må ikke vide det, Din far må ikke vide det, Wendy må ikke vide det. Faktisk Noah, skal du holde det for dig selv, okay? I hvert fald indtil videre...

Historie om en meget mærkelig pige, der skriver breve til sin bedste ven. Stoler han på hende? Og stoler hun på ham? Er det sandheden eller bare endnu en løgn?

0Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

7. Kære Sylvia - kapitel 7

Kære Sylvia.

Det er nu anden gang jeg forsøger at svare. Undskyld. Hele byen tror at du dræbte Jenny. De ved du hadede hende. Det vidste jeg også. Det ville give mening for dig at dræbe hende. Jeg skulle bare have én sandhed fra et af dine breve, før jeg kunne stole på dig, Sylvia. Den sandhed kom i sidste brev, hvor du fortalte om din afsked. Det oplevede jeg, så det ved jeg skete. Jeg ved også at din far og søster døde. Jeg har snakket med din mor, hun fortalte om den dag, hvor din skoletaske var fyldt. Den kedelige dag, hvor både du og din mor sikkert gav op. Et par dage før du hjalp mig, og vi blev venner. Jeg ved at du var 8, da Simon og Mellanie blev dræbt. Ved du hvem deres morder var? Gør din mor? Jeg spurgte hende ikke. Jeg savner dig, Sylvia. 

Nu er det din tur, til at forestille dig noget:

Du har haft en god dag, hvor du var sammen med dine to bedste venner, Roger og dig, Sylvia. Kan du huske den dag? Du kommer altså hjem, og din mor er der. "Hej." siger hun, og lyder ligeså glad, som du føler dig. Du spørger hvad der er sket. Og hun peger på en lille æske på bordet. Du åbner pakken. Der er et flot ur i. "Tak." hviner du, og omfavner din mor. Hun smiler. Lidt senere kommer resten af din familie hjem. Din far og dine søstre. (Undskyld ufølsomheden, men det var det der skete, Sylvia.) De har alle haft en god dag, så selv Jenny og Wendy snakker sammen. Under aftensmaden er du så glad, så du spørger dine forældre, om du må få venner på besøg bagefter, og de går med på den. Du går over og inviterer dem med hjem. I hygger jeg, selvom du ved at dine to bedste venner ikke kan lide hinanden. I ser en gammel film. 

Et par dage efter, opdager du at dit ur er væk. Du går straks til din mor, for at undskylde, og spørge om hun har set det. Det har hun ikke. Du leder hele morgenen, men du kan ikke finde det, så du tager i skole uden. Din veninde (Dig, Sylvia) ser straks at noget er galt. Du slår det straks hen, men hun giver ikke op. "Hvad er det?" spørger hun gentagende gange. "Ikke noget." svarer du hver gang. Til sidst giver du op. "Mit ur er væk." siger du. Hun kigger medfølende på dig. "Det er jeg virkelig ked af at høre, jeg kan godt forstå at du ikke er glad." Det er rart hun/du ikke bruger 'ked af det' men i stedet 'ikke glad'. Roger er heller ikke glad. Han påstår, sekundet du ikke er der, at det er dig, der har taget mit ur. Han giver en forklaring på hvordan det godt kunne ha' været dig. Om hvordan du og Roger var på besøg aftnen før, hvordan du var taget tidligt hjem, fordi du 'skulle noget' Han overbevidste mig, og jeg går ud fra, at du kan huske, hvordan jeg var ved dig, efter det? Måske. Jeg ved ikke om du tog mit ur. Jeg ved det ikke. Gjorde du? Undskyld.

Jeg tror jeg sender dette,

Noah. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...