Vuf?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Din mor må ikke vide det, Din far må ikke vide det, Wendy må ikke vide det. Faktisk Noah, skal du holde det for dig selv, okay? I hvert fald indtil videre...

Historie om en meget mærkelig pige, der skriver breve til sin bedste ven. Stoler han på hende? Og stoler hun på ham? Er det sandheden eller bare endnu en løgn?

0Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

6. Kære Noah - kapitel 6

Kære Noah

Jeg skriver igen. Har jeg endelig fået din tillid? Måske. Jeg håber det. Hvis jeg har din tillid, før eller efter dette brev, vil du så ikke svare? Hvor mange breve har jeg skrevet? Det føles som mange, men jeg tror ikke engang det er mere end 5 breve. Har du overvejet at svare? Måske. Kan du overhovedet læse min håndskrift? Nok ikke. Jeg har aldrig skrevet ligeså pænt som dig, Noah. Kan du huske mit sidste brev? Læste du det? Der hørte du om min far og søsters død. Simon og Mellanie Cave. Jeg savner dem. Jeg ved ikke om du kan huske dem? Måske. Jeg kan ikke huske, om jeg kendte dig, da de døde. Jeg ved bare, at vi ikke var bedste venner. Det synes du sikkert heller ikke vi er nu. Jeg gør. Du har sikkert hørt om dem, min far og søster. Kan du huske hvad der skete, da jeg tog afsted? Nu vil jeg skrive min synsvinkel, måske hjælper det dig, Noah, til at stole på mig;

Jeg kom fra politistationen. Jeg kunne ikke tage hjem. Du blev nødt til at høre det fra mig, ellers ville du ikke stole på mig. "Noah?" sagde jeg, og bankede på din dør. Den blev åbnet. Jeg vidste godt, at din søster, Jenny, ikke ville åbne den. Nok heller ikke din søster, Wendy. Jeg gik ikke ud fra, at dine forældre ville være hjemme. "Sylvia." sagde du, for det var dig, der åbnede. Udfra din tone, havde jeg næsten lyst til at gå. "Noah." sagde jeg, og smilede anstrengt. "Jeg kommer lige fra skoven, hvor jeg så... din søster." Jeg holdt inde. "Min søster?" spurgte du. Jeg nikkede. "Jenny. Hun blev myrdet." Du hævede dine øjenbryn. "Laver du sjov?" spurgte du. "Nej! Nej, jeg mener det, hun lå livløs på jorden. Det var ikke mig." Du lagde hovedet på skrå. "Hvem var det så?" Men kære Noah,  jeg kunne ikke sige det. "Det kan jeg ikke fortælle dig." sagde jeg. Du rettede dig op, og fnyste. "Nej, for det var jo dig, var det ikke? Ligesom hærværket på skolen, og de stoffer du har taget! Det er sikkert derfor du dræbte hende, ikke?!" Du råbte af mig. Men jeg sværger, Noah, det var ikke mig. "Nej, Noah, nej! Det var ikke mig!" sagde jeg, og begyndte at få tårer i øjnene. "Tror du virkelig, at jeg kunne dræbe nogen? Selv Jenny?" Du havde også tårer i øjnene, nu.  "Ved du hvad?" sagde du rasende, og jeg rystede skræmt på hovedet. Du gav mig en lussing, og jeg hulkede mens du sagde: "Jeg kan ikke stole på dig, Sylvia, forsvind!" Og det gjorde jeg. Jeg kunne ikke klare mere. 

Kan du huske det, Noah? Sikkert. Du har sikker overvejet, om du gjorde det rigtige, om du overdrev. Det tror jeg slet ikke du gjorde, Noah. Det tror jeg ikke. 

Måske mit sidste brev,

Sylvia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...