Vuf?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Din mor må ikke vide det, Din far må ikke vide det, Wendy må ikke vide det. Faktisk Noah, skal du holde det for dig selv, okay? I hvert fald indtil videre...

Historie om en meget mærkelig pige, der skriver breve til sin bedste ven. Stoler han på hende? Og stoler hun på ham? Er det sandheden eller bare endnu en løgn?

0Likes
0Kommentarer
481Visninger
AA

2. Kære Noah - kapitel 2

Kære Noah.

Vuf? Nej snarere Haaaauuuuuu! Sådan lyder det, når jeg kontakter mine venner. Vi jager, vi spiser. Min familie troede jeg sultede mig selv, men jeg spiser mere end hvad godt er. Når du forestiller dig en ulv, ser du sikkert en hund for dig, for du har jo aldrig set en rigtig ulv, og jeg ved du har hørt, at hunde stammer fra ulve. Det passer, men ulve er langt mere imponerende. 

Kan du huske mit sidste brev? Hvor jeg sagde at jeg ikke dræbte hende? Jeg ved hvem det var, men jeg vil ikke sige det endnu, for du stoler ikke længere på mig, og jeg forstår. Jeg vil vinde din tillid gennem disse breve. Vil du høre noget? Så luk øjnene, og tæl til ti. Har du gjort det? Måske. Det er helt okay. Tag en dyb indånding.

Forestil dig dette:

Du er alene i skoven. Du hører fuglene synge over dig. Du smiler for dig selv, for det har været en god dag, en god uge. Ingen skænderier, hvilket er sjælendt. Du har ingen pligter, og ingen lektier. Du kan nyde din gå tur i ro. Bortset fra fuglenes sang. Da hører du det; Et indtrængende skrig. Du ved ikke helt præcis hvor det kommer fra, men du styrter mod det. Det ved jeg ikke, Noah, om du ville gøre, men det gjorde jeg. Du kommer tættere på, ved du, for endnu et skrig lyder. "Hvad var det?" hvisker du for dig selv, og du får svar; En skikkelse, med ryggen til dig, du genkender straks skikkelsen. Det gjorde jeg, men jeg vil ikke sige hvem det er, for du stoler stadig ikke på mig. Skikkelsen, som vi nu vælger at kalde Bobby, står med en kniv. Skriget stammede fra ofret, der ligger på jorden, foran Bobby. Der er ikke flere skrig, nu. Du passer på med ikke at lave lyde. Det var ikke lige det, du havde forestillet dig, at der skulle ske. Du gemmer dig bag et træ, og Bobby opdager dig ikke. Bobby forlader gerningsstedet, og tager hjem. Det ved du, fordi Bobby har fortalt dig det, ikke som morder, men som ven. Selvom Bobby ikke længere er en ven. Du genkender ofret. En pige, hvilket du havde opdaget på skrigene, på din alder. Du ved tilfældigvis at hun går i din parallel klasse. Du ved ikke hvad hun havde gjort, for at fortjene dette, men du ved hvem morderen er. 

Du går til politiet, men de tror ikke på dig. Du tager dem med hen til gerningsstedet, og ofret er der stadig. Politiet leder efter fingeraftryk, men finder kun dine. Bobby brugte hansker, men det kan du ikke så godt forklare. Politiet tager dig med til stationen, hvor de spørger hvad du har foretaget dig, dit alibi. Du svarer stilfærdigt, og de lader dig gå. Du ved dog, at du ikke er i sikkerhed længere. Snart får byen besked. Det er du sikker på. Du pakker nogle ting. Lidt tøj, lidt mad. I ulve skikkelse flygter du. Langt væk. Men før du tager af sted, nu kan jeg ikke længere skrive 'du' for du er med her, tager jeg forbi dig, min bedste ven. Jeg fortalte dig, at jeg måtte flygte, og jeg fortalte dig, at din søster, Jenny, er blev dræbt. Jeg ved, at du husker, at jeg ikke sagde hvem morderen var, fordi du ikke kunne klare det den gang. Politiet havde ikke informeret dig, så du troede jeg løj. Du gav mig en lussing, og bad mig forsvinde, med disse ord: "Jeg kan ikke stole på dig, Sylvia, forsvind!" Og jeg ved hvorfor du sagde det, for jeg ved at du har hørt rygter om, at jeg har lavet hærværk på skolen, og drukket, og røget. Det har jeg ikke. Jeg har ikke gjort noget af det, folk beskylder mig for. Tror du mig? Nok ikke. Hvis jeg på nogen måde kan få din tillid tilbage, efter at Roger sagde, at jeg havde stjålet dit ur, som du fik af din mor, hvilket jeg ikke gjorde, så skriv til mig. Send det med denne due. 

Jeg ved slet ikke om du har læst det hele,

Sylvia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...