Døren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2015
  • Opdateret: 4 sep. 2015
  • Status: Færdig
En kvinde står overfor det hun frygter allermest.

1Likes
0Kommentarer
229Visninger

1. Døren

Han er i bil. Jeg kan høre motoren, og det får hårene til at rejse sig på arme og i nakken. Med ét fryser jeg, mine hænder, fødder, selv næsetippen er iskold, som stod jeg nøgen midt ude på vejen. Jeg forestiller mig at stå der, brede armene ud til siden, mærke kulden, der stikker til min krop, og stirrer blindt ind i lysskæret, der styrer direkte mod mig… men jeg sidder inde i stuen, med tæppe om og varm te i kruset - og bilen udenfor, i indkørslen. Den triller nærmere, har ikke fart nok på og gasser op på det sidste lidt stejle stykke, holder så stille. Motoren summer i sekunder uden at arbejde. Så bliver den slukket.

Jeg kan høre den knasende lyd af fødder, der rammer gruset. Bildøren lukkes blidt, men alligevel giver det et gib i mig. Jeg mærker, mærker at han er på vej. Jeg kan høre skridtene udenfor. I grusset. Grusset jeg så varsomt valgte, så jeg aldrig skulle høre disse skridt. Men virkelige, det er de næsten. Jeg er bange. Det hele er så overvældende. Følelsen af at vælte. Ligge der, og ikke kunne vende sig, rejse sig, eller gøre noget. Fuldstændig magtesløs. Men jeg har prøvet det så mange gange. Altså følelsen. Inde på den onkologiske afdeling på rigshospitalet. Jeg har ligget der og ventet på resultatet. Den samme frygt, frygten hver gang. Frygten der overmander dig som menneske. Frygten der får dig til at gøre ting som du fortryder. Frygten der får dig til at bære knive. Alle sammen ting, du skal leve med resten af det liv, du nu engang har tilbage… Jeg blev overmandet. Jeg gjorde noget jeg fortrød, og jeg bar kniv.

Jeg var lige blevet udskrevet. Men med et uklart resultat. ”Vend venligst tilbage om fjorten dage”, stod der på den lille ligegyldige papirlap jeg var blevet overrakt, som om de troede det hjalp en skid. Jeg var jo bare et af deres redskaber til deres rigdom. Det var i hvert fald sådan jeg følte det. De havde aldrig tid til at være barmhjertige, de skulle altid bare videre til næste patient, mens jeg kunne ligge der. Alene med frygten. Jeg var gået ud på gaden, nærmest halvt invalideret med et halvt lukket øje, håret i forskellige længder, røde prikker overalt i den blodåre der engang var rask, og med en gærende fornemmelse af had. Frygt og had. Hvad skulle uklart resultat betyde? Hvorfor skulle jeg gå med den her forbandede frygt? Jeg havde brug for nogle at give skylden. Skylden der ikke var nogens skyld. Skylden der bare måtte være der. Et eller andet sted. Være der, måtte den bare. Og det næste øjeblik lå han med en kniv igennem hjertet. Et hjerte Gud havde skabt. Det hjerte, der pumpede hans forbandede raske blod rundt i kroppen, det raske blod som Gud skulle have givet mig i stedet for ham. Væk var hans nu. Borte.  Men det gav mig ingen fornemmelse af lettelse. Tværtimod. Følelsen af sorg invaderede mig. Bare ren og skær dyb sorg. Hvordan kunne jeg gøre det? Tage dét fra et menneske, som jeg er allermest bange for at miste? Jeg kunne ikke begribe det, det værste man overhovedet kan gøre mod et andet menneske. Et brud på Guds ord. Ærefrygten, den kogte i mig som vand over tusind grader. Kunne Gud nu tilgive mig?  Hvad skulle der nu ske?

14 dage efter mødte jeg op på afdelingen. Tom. Følelser havde forladt mig. Der var ingenting i min lemlæstede krop. Og der fik jeg beskeden. Den besked jeg havde frygtet. Den besked jeg havde brugt alle mine kræfter på at frygte. Frygten sagt direkte op i mit ansigt. En række ord. Den række ord der udslettede mig. Slettede mig fra systemet. Slettede mig fra alt og satte en seng klar til mig i morsrummet. Klar var jeg ikke, men nødt til det, vidste jeg, at jeg var.   

Jeg sidder her i stolen med min te og mit tæppe. Bider mig i tungen. En dårlig vane jeg har fået efter al mit grubleri. Bid, bliver til sår, som bliver til den gode smag af blod du vil have mere af.  Skridtene er nærmest lige ude foran døren. Og med ét banker han på. Tre hårde bank. Jeg synker en ordentlig slurk, jeg har samlet på. Blinker ikke en eneste gang. Holder næsten op med at trække vejret. Jeg rejser mig op. men benene vil ikke adlyde. Jeg kan ikke lukke ham ind. Det vil jeg ikke. Men en tvang helt inde fra det inderste, tvinger mig op på benene. Jeg kan ikke gøre andet. Jeg kigger frem. En mørk skikkelse står ude foran døren. Der er stille. Dødsens stille. Skikkelsen står bare der. Jeg bevæger mig langsomt, min krop har ikke så meget mere at give af. Den har kæmpet. Jeg sætter hånden på håndtaget. Men opdager den er låst. Låsen knirker, mens nøglen drejses hele vejen rundt. Jeg trykker håndtaget ned. Åbner døren. Og der står han. Iklædt sort som jeg altid har forestillet mig. Han tager hånden frem. Giver tegn til at jeg skal lægge min i hans, men jeg er bange. Jeg løber. Hen i hjørnet. Sætter mig ned. Og græder. Jeg lukker øjnene. Bange for hvad der skal ske. Jeg ryster over hele kroppen. Snøfter, og hulker. Så mærker jeg armen om ryggen og den anden arm som løfter mig op under knæhaserne. Nu er der ikke noget at gøre. Jeg kan ikke slippe væk. Den bærer mig ud af døren. Jeg mærker kulden i ansigtet. Som kulde på en meget varm sommerdag. Jeg lægger hovedet helt tilbage, og ser verden omvendt. Jeg ånder den sidste friske luft ind, inden jeg lægges ind i bilen. Bilen er rar. Der er bløde sæder med tæpper og puder, og duften af min yndlingsblomst strejfer min næse. Jeg slapper af i hele kroppen. Men pludselig strejfer det mig hvor vi mon skal hen. Det kan kun gå to veje. Jeg forbereder mig på den brændende smerte jeg måske snart skal bringe en evighed. Men jeg har ikke flere kræfter til at frygte.  Bilen starter. Jeg kan høre motoren, og det får hårene til at rejse sig på arme og i nakken. Med et fryser jeg, mine hænder, fødder, selv næsetippen er iskold, som stod jeg nøgen midt ude på vejen. Jeg forestiller mig at stå der, brede armene ud til siden, mærke kulden, der stikker til min krop, og stirrer blindt ind i lysskæret, der styrer direkte mod mig… men jeg ligger inde i bilen med tæpper og puder. Den triller, men har for meget fart på og gasser ned på det sidste lidt stejle stykke, kører så hurtigere. Vi kører. Og pludselig mærker jeg det. Mærker fornemmelsen af frihed. Af glæde. Af lettelse. Smerten er væk. Jeg åbner øjnene. Et hvidt lysskær stråler ned på mig. ikke så det gør ondt i øjnene, men en lysskær som varmer kroppen. Den varmer mit hjerte, og min sjæl. Jeg griner let. Gud har tilgivet mig, og bringer mig et bedre sted hen. Og så idet jeg slapper helt af, i hver en lille krog på min krop, får jeg fornemmelsen af at flyve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...