Tre måner

Tanker om 2.g, september, og hvad der lige falder mig ind.

23Likes
23Kommentarer
2956Visninger
AA

17. D. 3. Oktober, p-pillen

Nu er klokken 00:00, og sidste år på det her tidspunkt bar jeg dine stilletter hjem i stille regn, og du grinede og hikstede skiftevis og sagde, du var fuldstændig, komplet ædru, og at jeg skulle huske dig på, at du skulle tage din p-pille, jeg skulle virkelig huske dig på, at du skulle tage din p-pille, det skulle jeg virkelig. 
Jeg smilede og strøg dit våde hår væk fra dine kinder, da du sad på taburetten i min fars tomme, mørke lejlighed og du sagde til mig, at du skulle have din p-pille, og jeg sagde til dig, at du var stadig var jomfru og for fuld og pur og vanvittig til, at det gjorde noget, hvis du glemte den lige idag, og du grinede lidt for højt og snublende, men stoppede så lige pludseligt og kiggede på mig, og jeg kiggede på dig, og vandhanen dryppede en enkelt gang og du åbnede din mund let, og jeg kunne se på dig, at du så mig på den spidse, halvbekymrede måde, man ser på hinanden, når man pludselig indser, 
at man er blevet venner.

Så jeg lagde dig i min seng, og fordi du sagde du frøs, så fik du både mit blå ikea-tæppe og mit hvide sengetæppe over min vinterdyne. 
Nu sidder jeg her, og du er til en fest et sted i Vildbjerg, og jeg er helt alene på altanen i min fars lejlighed og tænker på, om jeg burde lave kaffe eller cykle hjem til nattepigen, for hun er altid hjemme og altid vågen. Jeg har det hvide tæppe over mine skuldre, og jeg er næsten sikker på, at jeg kan dufte din regnvejrsfuldskab og den p-pille, du aldrig fik taget, men det er højest sandsynligt noget, jeg bilder mig ind, for vi har lært i filosofi idag, at mennesket er relativt indbildsk, og faktisk bør jeg ikke tro på noget, nogen fortæller mig, og da i hvert fald ikke,

        hvad jeg fortæller mig selv,

så jeg forsvinder i nattens dragende, sorte hul med lukkede øjne et kort sekund, og da jeg åbner dem igen er linjerne pludselig blevet skarpe og listige, og jeg tvivler på meget, men ikke på, at hvis jeg kiggede væk, bare ét sekund, så ville altanstolperne sno sig og løbe ud i himlen i tilfældige kruseduller. 

Her er så smukt lige her og nu, hvor landskabet tilhører natten og månens blege runding, og husene ét efter ét slukker lysene i vinduerne, så måske skulle jeg sætte akoustisk blues på og tænke på sidste år og dine lyse fregner på din arme, som jeg forbandt med mine fingre og morgenmaden, som bestod af Jørgens favoritmix og appelsinjuice og dedikere 3. oktober til essensen af det, som jeg i min indbildskhed kan korte ned til en kliché, der gør alt det, jeg lige har skrevet en anelse overflødigt;

natteblod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...