Tre måner

Tanker om 2.g, september, og hvad der lige falder mig ind.

23Likes
23Kommentarer
2951Visninger
AA

10. D. 14. September, tre måner

D. 14. September

En tåre. Det skræmmer mig, så jeg laver cupnudler og ser netflix i min seng med min kat sovende på min mave.

En nat og nøgenbadning i en sort sø. Jeg ser et glimt af

           noget

i det iskolde vand imellem mine skålformede hænder, og dine øjne stirrer på mig igennem nattens mørke, og jeg ved, at du også så dét, og selvom jeg sikkert burde glemme det, så tænker jeg stadig på, hvad det mon var, der gjorde min krop varm kl 2 om natten, nøgen i en bidende vind og et blækblåt hav. 

En pizza. Vi ser et realityshow med munden fuld af blandselvslik og nr. 2 fra Pizza King. Vi er enige om, at det er et dumt realityshow, og at vi er en dum generation, og vi falder i søvn på din enmandsseng, hånd i hånd, men jeg vågner kl 4 og på himlen er der tre måner, og jeg bliver glad, så glad, men da jeg fortalte dig det dagen efter, sagde du, at det

                            bare var en drøm.

En flaske små sure. Vi danser rundt i dit store tomme hus og tegner og synger og jeg fortæller dig hviskende, imens vi ligger på ko-tæppet i midten af din stue, at nuddeldrengen er blevet bortvist i to dage og at jeg har 

        købt en graviditetstest til min veninde i Fakta,

og at vi tog den i pausen på handicaptoilettet på Gymnasiet, og at vi købte syv knobbers og en Mathilde kakaomælk til deling i slikautomaten efter det, og at i princippet så er jeg ret tit glad, men også ret tit forvirret over alt faktisk:

Lige fra meningen med livet, hvad for noget undertøj jeg skal smide ud fra min fyldte skuffe, om mennesket har en fri vilje,

                                   hvorfor jeg ikke kan elske sejleren, men nuddeldrengen,

til hvad jeg længes efter i de lange nætter i min vindueskarm og om det blot er en illussion at jeg længtes. 
Om det blot er en ilussion at vi eksisterer, og ikke mindst

     hvordan man staver til illusion. 


Måske er det derfor en ensom tåre bestiger mine nederste øjenvipper, måske er det fordi, det er længe siden jeg så tre måner på himlen, måske er det fordi, det er længe siden, jeg nøgenbadede, måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...