Avery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2015
  • Status: Færdig
Deltagelse til Maze Runner konkurrence, valgte at bruge min science fiction historie fra min skole opgave fornyligt(: Historie om en pige, hvis forældre er skilt. Hun har en tvillingebror, en kat, og en meget mærkelig historie

1Likes
1Kommentarer
279Visninger

1. Avery

 

Kære Neemar.

Først vil jeg lige introducere lidt:

Det var en uge efter at jeg havde fået konstateret ADHD. Min mor havde lagt mærke til min hyporhed. ADHD er også opmærksomhedsforstyrrelse, men jeg kan faktisk koncentrere mig meget bedre end en gennemsnitlig ADHD. Undskyld, jeg har glemt at præsentere mig selv; Avery Jones, 14 år, bor i USA med min mor, far og min åndssvage, nørdede tvillingebror, Alexander, aka Alex. Du har jo mødt ham, så du kan nok godt mærke at han sandsynligvis også har ADHD, ifølge far, ihvertfald,  men mor vil ikke have ham tjekket.  Jeg tror ikke jeg har introduceret dem godt nok, forresten. Mor arbejder med forsøgsdyr, selvom hun er totalt imod det, og far arbejder for NASA. De er skilt, men det er faktisk helt okay nu. Fars nye kæreste er en snob, men det ved far godt, at jeg synes. Hun kommer kun over, når Alex og jeg er hos mor. Min far bor ikke sammen med sin kæreste. Mor har ikke tid til mænd, ifølge hende selv, men jeg tror hun kan li’ en eller anden fra sit arbejde.

Og her begynder vores historie sammen:

“Ave?” kaldte Alexander, og bankede på badeværelsesdøren. “Bliv nu færdig!” Jeg stod bare og faldt i staver. Når jeg lige er stået op, ligner jeg en klat sveskegrød. Det gjorde jeg i den grad nu. Mit karamelfarvede hår sad i en fuglerede, og jeg havde ringe under de grønne øjne, Alex også har, hvilket bare var tegn på at jeg måske og måske ikke faldt i søvn klokken 2 på grund af en bog. Jeg kan, som sagt, koncentrere mig bedre end andre med ADHD, derfor kan jeg sagtens læse lange bøger, hvis jeg har lyst.

Da jeg præsenterede Alex, kaldte jeg ham nørdet. Jeg mener ikke at han elsker lange romaner, men at han er ekstremt optaget af forskellige emner. Det skifter hele tiden, men lige nu er det vist flyvemaskiner. Jeg synes det er ulidelig kedeligt, men han finder det lige så fascinerende, som far fandt rummet. Far elsker alle planeterne, og hver eneste stjerne. Hver dag får jeg nye fakta om et eller andet, i hvert fald når jeg er hjemme ved ham.

Mor er mere interesseret i græsk mytologi. Også ret kedeligt, men det er ikke nær så slemt som flyvemaskiner og Neptun. Det er fars yndlings planet lige nu. “Skat, vidste du, at et år på Neptun, svarer til 165 år på jorden?” Spurgte han om over telefonen. “Nej far, nej det vidste jeg ikke.” sagde jeg, og lagde ikke dække over den sarkastiske undertone, men far lagde ikke mærke til min sarkasme, så han fortsatte bare; “Jo jo, det er skam rigtigt, men det er fordi den ligger så langt fra solen og-” Og så tabte jeg tråden, og lod som om mor kaldte, selvom hun slet ikke var hjemme. “Undskyld, far, men mor kalder, jeg vil mægtig gerne høre om Neptuns afstand til solen, når Alex og jeg kommer over til dig igen.” “Okay Scones, vi ses.” Far kalder mig Scones, fordi det kaldte farfar min faster. Desuden rimer det på ‘Jones’ og det er jo mit efternavn. “Avery Jessie Jones, vil du straks blive færdig?!” råbte min bror. Mit navn er faktisk kun Avery Jones, men min bror og jeg har en intern joke, med at give hinanden mellemnavne, opkaldt efter hvad som helst. Bedsteforældre, græske guder, planeter, naboer, dem der arbejder i supermarkedet, blomster, tøjmærker, professor. Min pointe er, absolut alt og alle. Denne gang er det fars kollega, Jessie Morgan. Hun er en middelaldrende, utrolig sød, lidt kaffeånde, mormor-agtig dame. Hun underviser os, når vi er hos far. Det har jeg vist glemt at nævne; Alex og jeg går i hjemmeskole/laboratoriestole fordi hverken mor eller far har hus, tæt nok på en skole til at man kan stå op, før klokken 3, for at nå i skole til tiden, og når nu jeg falder i søvn klokken to, er det nok ikke en god idé. Både mor og far skal bo tæt nok på deres arbejdsplads, til at de kan komme derhen, når det passer. Desuden skal deres arbejdspladser ligge væk fra byerne, så byen ikke bliver påvirket af eventuelle dyreforsøg, eller opsendinger af satelitter. “Avery, kom ud derfra!” “Undskyld, Alex, jeg faldt i staver!” råbte jeg til ham. “Så rejs dig op!” råbte han tilbage. Jeg satte mit hår i en hestehale, vaskede ansigtet, og tog en trøje ud over min t-shirt. Jeg låste døren op, og han stormede forbi mig, skubbede lidt til mig, og låste så døren bag mig. “Avy, skat, kommer du ikke lige ned og hjælper til?” Kaldte mor fra køkkenet. Jeg kan ikke lave mad, og det kan mor faktisk heller ikke rigtig. Hos os har det altid været mændene der stå for maden. Alex havde sandsynligvis sat morgenmad over, og var så gået op for at gå i bad. vi bor i et to etagers hus hos mor, og et almindeligt parcelhus hos far. Vi har to toiletter, men kun et bad, hos mor. Jeg gik ud i køkkenet, og fandt mor i gang med at lave pandekager. Mor vil helst have dem normale, men jeg vil gerne have dem blå, Alex vil gerne have dem røde med kanel og vanilje, og eftersom det er ham der laver mad, får vi altid røde med kanel og/eller vanilje. Mor kan godt lide spejleæg, jeg kan godt li’ bacon, og Alex kan lave begge dele. “Tager du ikke lige den pande, der?” spurgte hun, og pegede på pandekagerne. Jeg nikkede, og tog fat i håndtaget. En lun følelse bredte sig i min hånd. Jeg satte panden på en bordskåner, som mor allerede havde sat der. Alexander kom ud fra badeværelset. Hans mørkebrune hår, slet ikke som mit karamelfarvede, var fyldigt og vådt. Han havde et rødt håndklæde over skulderen, som han gnubbede lidt mod sit hår. “Tager du sukkeret?” spurgte mor, og Alex fandt det frem i skuffen ved vasken. Han satte det på bordet, og satte sig på en af de tre stole, der stod rundt om vores spisebord. “I skal hjem til far i dag” sagde mor, og smilede. Hun er virkelig positiv, og det er en af de mange ting jeg elsker ved hende. Det er næsten umuligt at skændes i hendes nærvær. Det er højst sket tre gange, siden mor og far flyttede fra hinanden. Jeg filosoferer stadig over, hvorfor de flyttede fra hinanden, hverken Alexander eller jeg har nogensinde hørt dem råbe af hinanden. Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at mor græd, da hun fik af vide om Alice Walters, fars nye kæreste. Alex trøstede hende, mens jeg forklarede vores kat, Fannie, hvordan man er en snob, og hvor snobbet Alice Walters på alle måder var og stadig er. Far havde arbejdet sammen med hende på laboratoriet, og hun havde også hjulpet med hans nyeste opdagelse. En fremmede planet. Den var ikke blevet opdaget før, fordi den ikke blandede sig i andre planeters baner, og den flyttede sig vanskeligt meget. Alle der vidste noget om stjerner, planeter eller noget i den stil, ville tro at det bare var en ‘vildfaren stjerne’ eller et stjerneskud. Planeten var på størrelse med månen, eller mindre, og den havde omtrent samme ilt niveau, som jorden har. Far havde opdaget den, så far måtte navngive den. Jeg havde foreslået ham at kalde den Fannie, efter vores kat, men far syntes det var for barnligt. “Alexander?” foreslog Alex, for sjov. “Nej,” sagde far. “Det skal være ligesom de andre planeter; opkaldt efter romerske guder.” Umiddelbart kunne jeg ikke komme på nogen, men jeg havde hørt mor snakke om nogle græske før. “Zeus?” foreslog jeg, og både Alex og far grinede af mig. “Hvad er det, der er så sjovt?” spurgte jeg. “Ave, Zeus er den græske version af Jupiter, og det er ligesom den største planet.” svarede Alex. “Undskyld, så da!” sagde jeg fornærmet. Når Alex griner, glimter hans øjne, og selvom vi har den samme farve, glimter mine ikke, og det er snyd, for det er ret pænt. Da jeg nævnte det for ham første gang begyndte han at drille mig med det. “Hvilke guder er ikke taget?” spurgte jeg, for at skifte emne. “Bacchus, Minerva, Diana, Cupido, Apollo, Bellona, Ceres, Vulcanus, Juno, Victoria,” Far remsede op på fingrene. “Men de fleste planeter har en grund til, at det er netop den gud de er opkaldt efter; Jupiter, eller Zeus, er gudernes konge og den største planet. Neptun er havets gud, og den blå planet, samme farve som havet. Mars, krigsguden, den røde planet, som blod. Pluto, den foragtede dødsgud, og dværgplanet.” Jeg nikkede forstående. “Men hvad passer til en lille planet, der suser rundt i rummet, som forstyrrer ikke andre planeter, om som først lige er blevet opdaget?” Alex grinede igen. “Fannie?” Far lo. “Nej Alex, men hvad med Avery?” sagde han. “Mener du det?” spurgte jeg. Far nikkede. “Jeg er ikke en romersk gudinde.” sagde jeg. “Det ved jeg, men vi kan jo gøre en undtagelse, ikke?” Far smilede. “Er du sikker på at vi ikke bare skal kalde den Diana?” Far smilede. “Jeg synes den skal hedde Alex.” sagde Alexander. Vi grinede alle 3. “Nå men hvis der ikke er nogle seriøse indvendinger, vil jeg ringe til min arbejdsplads, og sige at planeten skal hedde Avery.” Far rejste sig og fandt sin telefon under Fannie. Eftersom Fannie er en temmelig doven hunkat, lagde hun sig bare det samme sted, efter at far havde taget sin telefon. Far gik ind på sit hjemmekontor og jeg kunne høre ham sige: “Ja, hej boss, den nye planet? Den skal hedde Avery.” Og så lukkede han døren efter sig.

 

Jeg prikkede til min røde pandekage. Jeg var ikke så sulten. “Avy?” sagde min mor. “mmm” svarede jeg fraværende. “Jeg bliver altså nødt til at fortælle jer noget,” begyndte mor. “Altså egentlig skal jeg spørge jer om noget.” Alex kiggede på hende. “Er der noget galt?” spurgte han, og mor trak på skuldrene. “Ikke rigtig. Jeg ville bare spørge, også på vegne af far, om vi måtte låne Fannie til noget?” jeg blev pludselig extremt opmærksom. “Til hvad?” spurgte jeg. Mor arbejdede med forsøgsdyr, far arbejdede med rummet, det kunne meget nemt have noget med deres arbejde at gøre. “Fars nye planet, Avery, de skal bruge et dyr til at sende derop.” sagde mor. “Nej.” svarede Alex og jeg i kor. Vi elskede begge to Fannie. Vi tog hende med til far, og tilbage igen til mor. Der var på ingen måde mulighed for, at Fannie Jones-Scones skulle til Avery. “Avy, Alex, please!” bad mor. “Det kan du ikke mene mor, Fannie skal ikke ud i rummet. Hun ville dø!” Fannie mjavede fra sofaen, som om hun forstod hvad vi snakkede om. “Fannie vil ikke engang til Avery, vil du Fannie?” spurgte Alex, vores kat. Fannie rejste sig op, og gik op ad trappen, til hvor hendes mad står. “Se selv, mor!” sagde Alex. “Men børn, vores laboratorium har ikke flere dyr, der er fuldstændig uberørte af videnskab!” jamrede mor. “Vi vil ikke af med vores kat, for at i kan undersøge Avery!” sagde jeg. Og Alex pegede på mig, og sagde: “Det hun sagde!” Mor sukkede. “Hør børn, jeg har allerede lovet jeres far, og min chef, at jeg vil skaffe et dyr, der er fuldstændig upåvirket, og som har haft et almindeligt kæledyrs liv. Hvor vil I ellers finde et?” Jeg nåede ikke at svare, før min telefon ringede. Den lå på sofabordet. Far ringer stod der. “Avery Jones.” sagde jeg da jeg tog den. “Hej Avery, det er Alice Walters.” Jeg blev lidt skuffet over at høre min papmors stemme, men alligevel sagde jeg: “Åh, hej møgsæk.” Jeg kunne høre hende ånde kort mod røret, hvilket, for mig, betød hun smilte. “Hør, må jeg snakke med din bror?” Jeg sukkede så højlydt som muligt. “Ja.” sagde jeg og rakte min telefon til Alex. “Alexander Jones, hvad kan jeg gøre for dig?” sagde han, og jeg mimede det er møgsækken. Han smilede til mig. “Hej Alice.” sagde han. Jeg kan ikke forstå at han kan tale så pænt til hende, men det er nok kun mig der hader hende så meget. Det kan godt være, du synes, jeg overdriver, men hvis du havde en papmor, ville du sandsynligvis forstå. I hvert fald hvis din også var en møgsæk. Jeg kiggede over på Alex, som engang imellem smilede sagde “Ja” eller “Nej” pludselig gik han nærmest i trance, og jeg forstod ikke rigtig hvad der skete. Mor opdagede ikke noget, hun spiste bare sine æg. “Ja det skal jeg nok, Alice” sagde min bror, med en stemme, jeg næsten ikke kunne genkende som hans. “Alex?” sagde jeg forsigtigt, og vingede foran hans ansigt. Han blinkede et par gange. Alex kiggede ikke engang på mig, da han med normal stemme sagde: “Vi ses, Walters!” sagde han, lagde på, og rakte telefonen tilbage til mig. “Jeg synes Fannie skal til Avery.” sagde han. Jeg kiggede på ham, som om han lige havde sagt “dræb lige katten, jeg kan ikke lide hende alligevel.”  “Er du okay?” spurgte jeg, og han nikkede. “Jeg har det fint, og det vil Fannie også få det på Avery.” Han smilede, men det var ikke det naturlige Alexander-smil, det var et jeg-hader-virkelig-det-her-smil, ligesom når vi besøger bedstemor Nemo. Hun hedder ikke Nemo, men hun kan ikke lide at vi kalder hende Nellie. Alex og jeg synes hun lugter. Vi elsker Nemo, det gør vi virkelig, men hun bor på plejehjem, i Wisconsin, sammen med en masse andre gamle mennesker. “Alexander Roselyn Jones, er du okay?” spurgte jeg. Han grinede, men hans øjne glimtede ikke. “Ja, Ave, jeg er helt okay, lad os nu pakke Fannie's ting sammen, så hun kan komme af sted, jeg synes vi skal tage med hen til fars og frøken Alice’s arbejdsplads.” frøken Alice? Hvad var der dog galt med drengen?! “Ja, skynd jer, mine kære!” sagde mor. Jeg rejste mig op fra stolen, og tog min gaffel op som et våben. “Hvad sker der?” spurgte jeg. “Ikke noget, søde ven!” sagde mor, og smilede uhyggeligt. På det her tidspunkt, husker jeg ikke så meget fra, jeg husker bare mor og Alex’s uhyggelige ansigter over mig, mens jeg besvimede, og Alice kom ind ad døren, og prikkede til min pande, og det fik mig til at falde i søvn.

 

Jeg glippede med øjnene. “Hvor er jeg?” spurgte jeg. “På vej til Avery.” sagde en stemme, jeg antog var Alexander’s, og da jeg åbnede øjnene, var det også ham der sad foran mig. Jeg kiggede mig rundt. Væggene var grå, af stål, gik jeg ud fra. Der var en metaldør, en bænk i hver side af vores lille runde rum. “Hvorfor?” spurgte jeg, mens jeg kiggede rundt. “Alice Mælkebøtte Walters.” sukkede Alex. “Er hun her?” spurgte jeg, så roligt at jeg blev chokeret. Alex rystede på hovedet. “Hvad med Fannie?” “Hos mor.” “Hvordan skete det her?” spurgte jeg, og gnubbede mine øjne. “Øhh, først bliver jeg nødt til at forklare noget andet. Alice er fra Venus.” sagde han ligeud. “Gider du gentage det?” sagde jeg, og kiggede, sandsynligvis åndsvagt, på ham. Han smilede trist. “Hun er et rumvæsen, der kan tage menneskelig skikkelse, og som vil overtage jorden.” uddybede han. “Hun kan charmere folk med sin stemme, og sit udseende, og overtale dem til at gøre ting for hende. Mor og far var let påvirkelige, men du var besværlig, så hun, du ved, besvimede dig?” “Okay.” sagde jeg, forvirret. “Det lyder syret, jeg ved det, men det er nok også lidt syret, at vi allerede har været her 4 dage, ifølge Alice.” Han grinede, kort, og kløede sig i håret. En skærm viste sig på væggen, og Alice’s grimme fjæs kom frem. “Hej møgsæk.” hilste jeg automatisk. “Åh, Avery, jeg ville ønske vi kunne komme bedre ud af det, med hinanden.” sagde hun og smilede falskt til mig. Jeg kunne se hun befandt sig på fars arbejdsplads. “Hvor er far? Hvad har du gjort ved ham?” spurgte jeg. Hun smilede igen. “Han er nok lidt udslået, efter jeg piskede ham, har du lyst til at se ham?” sagde hun sukkersødt. “Piskede?!” råbte jeg.  “Ih ja, han er lige her.” Hun smilede sit irriterende smil, og gik lidt væk fra skærmen. Min far sad bundet til en stol. Han var ikke ved bevidsthed. Han havde et synligt ar hen over kinden, sandsynligvis fra Alice’s pisk. Den lå forøvrigt på gulvet lidt væk. Dens limegrønne farve var umulig ikke at få øje på. “Hvad med mor?” spurgte jeg, forvirret og rasende. Alice grinede. “Åh, hun har det skam helt fint. Hun kan nok bare ikke huske jer, eller jeres kære far eller nogen andre.” “Har du fjernet hendes hukommelse?!” råbte jeg. Alice nikkede, og smilede falsk. Det undrede mig, at Alex ikke gjorde noget som helst. “Er du bare helt okay med det der?” skreg jeg af ham, og pegede mod skærmen, hvor Alice’s grimme fjæs stadig var. Alex sukkede opgivende. “Avery, der er ikke noget du kan gøre.” Jeg skreg i frustration, og satte mig på bænken overfor Alexander’s. Han kom over ved siden af mig, og lagde armen om mig. “Shh, Ave, det skal nok gå, vi finder en vej tilbage, ligesom  Phileas Fogg nåede jorden rundt, som han skulle.” Jeg lagde mit hoved mod Alex’s skulder, og begyndte at græde. Det gør jeg ellers aldrig. Jeg er ikke svag, ‘men når folk græder’ siger min mor ‘er det ikke fordi de er svage, men fordi de har været stærke, længere en hvad er godt for nogen.’ Jeg snøftede højlydt. Alice grinede hånende. “Hold kæft.” sagde Alexander. Han snakker ikke sådan til nogen, han er for høflig, det er min ting at snakke sådan til folk. Alex og jeg har et temmelig godt søskendeforhold. Vi kan skændes, og hade hinanden. Inderst inde er han alligevel min bror og bedste ven. Fordi tak til min mor, som åbenbart ikke kan huske mig, og min far, som måske ikke er i live når, undskyld, hvis Alex og jeg nogensinde vender tilbage til jorden, har jeg ikke venner fra skolen eller fritidsaktiviteter. Vi bor for langt væk fra Volleyball baner, gymnastiksale og andet i den stil. Alex og jeg forsvarer hinanden, når det bliver nødvendigt. Som dreng er Alex naturlig stærk, selvom han er på ingen måde fysisk aktiv, men hvis jeg har brug for at han tæver nogen (som jeg ikke selv kan tæve) gør han det gerne. Desuden kan han fornærme folk på sprog de ikke engang forstår; Vlacás er græsk og betyder idiot. Det lærte Alexander mig, efter naturligvis at have brugt den et par hundrede gang på mig. Jeg stoppede med at græde. Jeg tørrede øjnene, som jeg havde gjort så mange gange før, hvis nogen af de andre folk fra fars eller mors arbejdes børn havde drillet, eller hvis en anden kat eller hund, havde lavet alvorlige mærker på Fannie(mest da jeg var yngre, dog), eller hvis Alex var sur på mig. Jeg var expert i at tørre tårer væk, og komme videre. “Undskyld.” sagde jeg til Alexander. Han smilede. Jeg elsker det smil. “Og hvad så, Møgsæk?” Sagde jeg. “Og hvad så ellers? Du sender os til Avery, og hvad gør du så?” Alice smilede stadig, og det skræmte mig. “Jeg overtager såmænd bare jeres lille ubetydelige planet.” “Held og lykke med det.” sagde jeg. Hun var jo på ingen måde den første der havde prøvet det. Selvfølgelig var hun et rumvæsen, og andre verdensherskere ikke var, faktisk vil jeg vove at påstå at ingen der før har prøvet, har været rumvæsner. Men alligevel, 1. verdenskrig: overstået, mislykkedes Tyskland gik fallit. 2. verdenskrig: Hitler begik selvmord, Tyskland tabte. Det er ikke lykkedes for nogen, hvorfor skulle det lykkes for Alice Walters, Alienen fra Venus? “Der er ikke noget du kan gøre ved det, søde, om ganske få timer styrter i to ned på den nyopdagede planet, og dør.” Jeg kiggede forfærdet på Alexander. “Det sagde du ikke noget om.” Alex kiggede lige så forfærdet tilbage. “Jeg vidste det ikke!” Alice grinede igen. “held og lykke” sagde hun med en dårlig parodi af min stemme, og derefter: “Små pus!” “Vent!” råbte Alex. “Hvad er der nu?” sukkede hun og rullede med øjnene. “Hvorfor lige os? Hvorfor mor og far?” Alice hvæsede: “Jeg har ventet på at du ville spørge.” Alex satte sig overfor mig, stadig med øjnene på skærmen. “Ser du, søde, jeg kan godt lide udfordringer, og jeres familie er en ret stor udfordring; jeres forældre er skilt, du, Avery, er immun overfor charme, du, Alexander, ved mere end adskillige proffesore, og jeres mor er halv alien og jeres far er vel bare cute.” Jeg lignede garanteret en idiot, men det var ligemeget. “Jeg har lige et par spørgsmål,” sagde jeg. “Hvad mener du med at jeg er immun? Er mor halv alien?” Alice smilede og det gav mig kuldegysninger. “Du kan ikke charmeres med rum-charme, og din morfar var en alien. Han var fra Mars, men han døde alt for hurtigt af ilten. Det er ikke den samme som på Mars, som den er på Jorden.” “Nej, virkelig?” mumlede Alexander, og himlede med øjnene. “Shh, Klogesen!” sagde jeg. “Hvad har du gjort med far’s kollegaer?” spurgte jeg. Alice hvæsede. “Dræbte to, slettede hukommelsen på fire, sendte en hjem, fyrede en anden.” Hun talte på fingrene. Jeg var nær besvimelse. “Hvad med Jessie?” spurgte jeg skarpt. Alice lod som om hun tænkte sig om. “Var det hende jeg dræbte, eller var det hende jeg fyrede?” tænkte hun højt. Jeg grinede sarkastisk. “Ej virkelig?” sagde jeg. “Du er så mainstream.” Alice kiggede forvirret på mig. “Åh, undskyld du er vel ikke fra dette århundrede, er du?” smilede jeg.  “Nej, søde, end ikke fra dette årtusinde.” svarede hun, med en ikke skjult snerren. Hun kørte hovedet rundt i en cirkel, og jeg kunne tydeligt høre alle knækkene. Da hendes hovedet var tilbage hvor det startede, var det ikke længere perfekt solbrændt, men så rødt, at hun lignede en stor solforbrænding. Faktisk, var alt hendes hud nu glødende rød, og hendes øjne blændende hvide. Da hun smilede, havde hun hugtænder og en tvedelt lilla tunge. Hendes hår havde nu den samme limegrønne farve som hendes pisk. “Er det sådan man ser ud på Venus?” spurgte jeg, og kiggede over på Alex, som var ved at flække af grin over vores papmors nye udseende. “Ja, svækling!” hvæsede hun. “Hov, hov, hov!! sagde jeg. “Hvad blev der af ‘søde’?” Alex grin lød nu så højt, så Alice næsten ikke havde behøvet at skulle have lyd på os, hun ville sandsynligvis kunne høre det fra jorden. “Det er ligemeget hvordan jeg ser ud!” skreg Alice. “Jeg overtager jorden, i dør, god slutning!” Hun smilede, så man kunne se hendes hugtænder. Alex prøvede at stoppe med at grine, ved at trække vejret langsomt og tungt. “Helt vildt god slutning.” fremstammede han, og grinede videre. Alice slukke sin ende af skærmen, men jeg vidste ikke om det også betød hun ikke kunne se os. “Tror du møgsækken kan se os?” Alex trak på skuldrene. Han havde vist fundet en censor over skærmen, for han vinkede frem og tilbage foran væggen. “Alice? Alice!” råbte han. “Kan du se os?” intet svar. “Okay, tak for svar.” Jeg kiggede på ham. “Har du nogen viden eller fakta om rumskibe? Kan man styre dem?” Han tænkte sig om. “Ja, og ja, det tror jeg faktisk man kan.” Han gik lidt rundt, bankede lidt på væggen, hér og dér. “Jeps.” sagde han, og bankede extra hårdt et sted. Faktisk vil jeg næsten sige at han slog. Metallet knækkede sammen. En døråbning viste sig. Han gik igennem, og jeg fulgte efter. Rummet vi var kommet ind i havde en bord med en stol. Bordet var en del af væggen, og det havde en masse knapper. “Hvad gør de dér?” spurgte jeg og pegede. Alex satte sig på stolen. “Hm.” Sagde han. Jeg gik ud fra at far havde lært ham nogle tricks. “Denne her burde- jo!” mumlede han, og jeg fattede ikke et ord. Han trykkede på nogle ting. “Er der egentlig nok ilt på Avery, til at vi kan trække vejret?” spekulerede jeg højt. “Det burde der,” sagde Alexander. “Ifølge far.”

 

Jeg ville elske at sige, at resten gik strålende. Problemet er, at det ikke gjorde. Vi styrtede, i bogstavelig forstand, ned på Avery, og rumraketten larmede så meget at vi måtte råbe. “Gør dog noget!” råbte jeg til Alex, som desperat prøvede alle knapperne. “Er der ikke faldskærme eller noget?!” råbte jeg. “Faldskærme virker ikke i rummet, din Vlacás!” “Du kan selv være en vlacás!” råbte jeg tilbage. “Hvad skal vi gøre?” råbte jeg. “Hvor skulle jeg dog vide det fra?!” råbte Alex tilbage. Han trykkede videre. “Så må vi springe!” råbte jeg. “Er du sindssyg?!” Alex’s ansigt var malet med rædsel. Jeg trak afslappet på skuldrene, i forhold til, at vi snart skulle dø. “Okay, men først når vi er tæt nok på!” råbte Alex, efter lidt overvejning. “Hvor er døren ud?” råbte jeg, og Alex pegede. Jeg kiggede i retningen af hans finger. Der var en smal åbning, og jeg overvejede hvordan Alice Møgsæk kunne få os igennem, da jeg var bevidstløs, da jeg kom ind i rumraketten. “Kan den åbnes?” spørger jeg. “Det må tiden vise!” råber Alexander tilbage. Raketten rystede voldsomt. “Ave, hold fast i noget!” råbte Alex, og jeg tog fat i den bænk, Alex sad på. “Hvad er det?” spurgte jeg, da jeg fik øje på en stor blå knap, ved siden af den portlignende dør. Alex kom hen til mig. “Det ved jeg ikke, prøv at tryk på den.” Jeg gjorde som han sagde. Døren åbnede sig, og atmosfæren trak kraftigt i mig og Alexander. “Hold fat i mig!” Råbte jeg. Alex tog min hånd, og så sprang vi.

Jeg besvimede naturligvis da vi ramte jorden. “Avery Lucy Jones!” Råbte Alex og ruskede i mig. “Hvor er vi?” spurgte jeg, og glippede med øjnene. “Avery.” svarede han. “Ja?” “Nej, planeten.” sagde han og grinede. “Selvfølgelig.” mumlede jeg og smilede. Alex hjalp mig op at stå. “Hvorfor kan vi trække vejret?” spurgte jeg, mens jeg kiggede rundt. Der var ret øde, hvis man så bort fra vores rumskib, der lå lidt væk. Jorden havde en ferskenfarvet nuance. En lille pelsklump hoppede rundt. “Jeg ved det ikke, Ave, jeg har spekuleret over det.” Jeg kiggede på den lille pelsklump. “Hvad er det der?” spurgte jeg. Alex trak på skuldrene. “Lad os tjekke.” Vi gik over til den.” Det lod til at den havde øjne. Store gule øjne. “Meep!” sagde den højt. Alex holdte sig for ørerne, og både jeg og meepen trak os lidt væk. Jeg stak en hånd frem, og satte mig i hug. “Hey, Meep.” sagde jeg og forventede lidt, at den ville snuse til mig, men i stedet forvandlede den sig til et kæmpe monster, med hugtænder. Dens pels var lilla, men det var den vist også før. “Woah!” sagde jeg, og sprang en meter væk. “Løb, løb, løb!” sagde Alex, og trak mig med sig væk. Det er her hvor du, Neemar, kommer ind i billedet. Vi løb lige ind i dig. “Undskyld!” mumlede jeg, af refleks, uden at tænke over, hvad man sagde her. Du havde grøn hud, blåt hår, og- og de her utrolige smukke lilla øjne. Jeg kiggede på dem, og håbede på, at ikke du syntes jeg var sær. Jeg studerede dem, og opdagede, at du hverken havde øjenvipper eller øjenlåg. “Kan du forstå hvad jeg siger?” spurgte jeg. Du kiggede på mig. “Ja.” svarede du, og jeg fik nærmest et chok. “Jeg forstå dig, Jordpige.” sagde du. “Okay, Rumdreng.” svarede jeg. Du rakte tunge, og jeg opdagede at den var blå. “Din tunge er blå.” sagde jeg, og du nikkede. “Det ved jeg godt.” sagde du. “Er du ond?” spurgte jeg dumt. “Nej, Jordpige, jeg er ikke ond, i hvert fald ikke hvis du vil spørge, om jeg skal til at dræbe jer.” Jeg nikkede tænkende. “Så..” sagde jeg, og du smilede. “Hvad er jeres navne, Jordfolk?” Jeg smilede. “Avery.” sagde jeg. “Alexander.” sagde han, og rakte sin hånd frem. Du smilede af ham. “Hvad skal jeg med den?” spurgte du. Jeg grinede. “Hvad er sjovt, Jordpige?” spurgte du. Jeg tog Alex’s hånd, for at vise dig, hvordan du skulle gøre. “Du gjorde det forkert.” sagde jeg og smilede. “Hvordan kan jeg have gjort det forkert, ved ikke at gøre noget?” spurgte du. Jeg smilede, og betragtede dig. Du havde en lidt for stor, brun, pilot-læderjakke på, lidt mørkere bukser, og sandaler. “Hvad er dit navn, Rumdreng?” spurgte jeg, mens jeg kiggede på dine 8 tæer. “Neemar.” svarede du. “Hvordan kan du engelsk?” spurgte du. “Troede du virkelig I er de første der er her?” spurgte du. “Faktisk, ja, det gjorde vi.” sagde Alex, og jeg havde faktisk næsten glemt, at han var der. “Nå, men det er I altså ikke. Steward Troels har været her før jer.” Jeg kiggede undrende på dig. “Aldrig hørt om ham.” sagde jeg. Du trak på skuldrene, så din pilotjakke hoppede. “Han døde for nogle år siden. Landsbyen vil blive glad for at høre, at Jordfolk igen er her.” Du slog armen bagud, og viste en landsby, jeg ikke havde lagt mærke til, men som du sandsynligvis havde bevogtet, det fandt jeg ud af, da jeg så spyddet i din ene hånd. “Kom.” sagde du, og førte an til din by, der var højst 30 meter bag der hvor vi snakkede. “Hvad hedder denne her planet?” spurgte jeg, mens vi gik mod din by. “Det ved jeg ikke, hvad mener I på jorden den hedder?” spurgte du. “Avery.” svarede Alex. “Husker jeg forkert, eller var det ikke også dit navn, Jordpige?” spurgte du. Jeg nikkede. “Min far fandt på det.” sagde jeg. Du smilede. Dine tænder var kridhvide. Mine har, og havde også dengang, den mere gullige farve. “Wee gar, ne ruuu!” sagde du, da vi nåede frem til landsbyen. “Hvad betød det?” spurgte jeg. “At jeg har fredelige jordfolk med.” sagde du, og rødmede. Det lod til, at Alex havde lagt mærke til det, for han sagde det i hvert fald til dig. Du trak på skuldrene. “Jorddreng, må jeg snakke med dig, under fire øjne, det tager højst fem minutter?” Alex nikkede, og I gik lidt væk. Imens kom en af din slags hen til mig. “Er du Jordpige?” spurgte han, for jeg gik ud fra, at det var en han. Jeg nikkede. “Kan du også tale engelsk?” spurgte jeg. “Ja, men Neemar er den godeste af os.” sagde han, og jeg smilede. “Vi forstå hvad du sige, Jordpige, men vi ikke tale så godt som du.” sagde han. “Jeg hedder Avery.” sagde jeg. “Quar.” sagde han. “Betyder det noget særligt på jeres sprog?” spurgte jeg. Quar rystede på hovedet. Han var nok omkring 25, ville jeg gætte på. Din alder ville jeg højst skyde på 16. “Hvor gammel er du?” spurgte jeg. “Mange år.” svarede Quar. “Tid ikke det samme som hos jer Jordfolk.” sagde han. “Du er ikke mange år.” Jeg smilede. Quar var højst 5 centimeter højere end mig, så jeg behøvede ikke kigge så langt op. “Ved du hvordan vi kan komme tilbage til jorden?” spurgte jeg. “Hvorfor I ønske at komme væk?” spurgte Quar. “Mit hjem er der nede.” svarede jeg. Du og Alex kom tilbage. “Quar, dy fong li Avery y Alexander.” Quar smilede til dig. “Avery allerede præsenteret hende.” sagde Quar. Jeg lagde mærke til, at hans øjne var orange. Ikke nær så flotte som dine, men stadig vildt flotte. “Har alle her flotte, farvestrålende øjne?” spurgte jeg. Du og Quar smilede. “dine øjne er også meget smukke.” sagde du. Alex skulede, og jeg rødmede. Jeg tænkte ikke over Alex skulen. Dine øjne fandt mine, og vi grinede. “Før I kom,” sagde jeg, og stoppede med at grine. “Spurgte jeg Quar, om der var en mulighed for at komme tilbage til jorden?” Du sænkede blikket. “Det er der vel.” Du kiggede op igen. “Men indtil da, er I vores gæster!” Du fulgte os ind i jeres indhegnede landsby, hvor en masse af dine folk kom strømmende ud mod os. “Hvem det er?” spurgte flere af dem. Dit folk boede i små tippier, og det undrede mig, at i kunne være familier i hver af dem. “hvordan kan det være, i kan være så mange mennesker i de små tippier?” spurgte jeg. Du tog min hånd. “Kom.” sagde du, og trak mig med ind i en af dem. Jeg troede, at tippierne var små, med højst plads til en, men denne her var på størrelse med første etage på mors hus. “Wow.” sagde jeg, for det var det eneste jeg kunne få over læberne. Tippien var fyldt med gammeldags møbler, den slags man kunne finde hos Nemo. Du viste mig rundt. Alle møbler var i Nemo’s stil. Det var faktisk skræmmende, som om min bedstemor havde været her. “Wow.” sagde jeg igen. “Magi.” sagde du. Du viste mig en masse rum. Jeg opdagede først da, at du stadig holdt mig i hånden, og jeg trak min ud af din, mens jeg håbede, at du ikke opdagede det. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke skræmte mig, at du havde 10 fingre, men kun 8 tæer. Måske fordi dine øjne var så betagende, og du lige havde vist mig et rum, der burde være på størrelse med min mor’s spisebord, men i stedet var på størrelse med halvdelen af hendes hus. Jeg blev lidt trist, da jeg tænkte på mor, og på at hun ikke kunne huske mig eller Alexander. Det mindede mig om far, som måske ikke engang ville være i live, hvis dit folk kunne få os tilbage. “Nee?” sagde jeg. “Ja?” sagde du. “Er der nogen i landsbyen, der ville kunne finde ud af, hvordan man reparerer et rumskib?” “Ja, øjeblik.” sagde du, og gik ud af teltet. Du kaldte på nogle af dine folk. “Så, Jordpige, nu har jeg sendt nogen ud for at kigge på det.” du smilede ned til mig. Dine 10 centimeter mere end mig, gjorde at jeg bogstaveligtalt så op til dig. Du tog igen min hånd, og trak mig rundt, for at vise mig alle de andre telte. Men en ting viste du mig ikke; “Hvor er din familie?” spurgte jeg. Du kiggede ned. “De døde for en god sags tjeneste.” sagde du. Jeg kiggede forvirret på dig. “Der var krig her.” sagde du. “Det gør mig ondt.” sagde jeg, og lagde en hånd på din skulder. En rød tåre gled ned af din kind. “Græder du bl-blod?” stammede jeg. Du tørrede ikke tåren væk, lod den bare falde. Der kom ikke flere. “Nej.” svarede du, så hårdt at jeg fjernede min hånd fra din skulder. “Undskyld, det var ikke ment sådan.” sagde du. “Det gør ikke noget.” sagde jeg, og kiggede på dine øjne, og smilede over din mangel på øjenvipper og øjenlåg. “Kan du blinke?” spurgte jeg, og du smilede. “Ja.” et meget tyndt lag hud skød ned foran dine øjne. “Cool.” sagde jeg. Du åbnede øjnene igen. “Du har virkelig flotte øjne.” sagde jeg. Du rødmede, og jeg opdagede, at dine kinder blev sorte, ikke røde. Lidt skræmmende, men jeg tror jeg havde vænnet mig til det. “Dine øjne er altså også ret pæne.” mumlede du, så lavt så jeg kun lige kunne høre det, men alligevel er jeg overbevist om, at jeg var helt vildt rød i hovedet. Quar kom hen til os. “Nee, sermi lu mae fu fung swe ge te.” sagde han, og jeg gik ud fra, det var meningen at jeg ikke skulle forstå det. “Hvad betyder det?” spurgte jeg. “Der er nogen der vil tale med mig.” sagde du. “Vil du have mig undskyldt?” sagde du, og gik med Quar. Jeg gik lidt rundt. Alex kom hen til mig. “Hvor gik Neemar hen?” spurgte han. Jeg pegede. “Okay, har du hørt at der er nogen ved vores rumskib?” Jeg nikkede. “Du, Avery?” “Ja?” “Kan du huske Nee trak mig til side, da vi næsten lige var ankommet?” Jeg nikkede. “Han finder dig attraktiv.” sagde Alexander lige ud. Jeg fandt vel egentlig også dig attraktiv, både udseende, og den personlighed jeg havde oplevet i dag. “Okay.” svarede jeg. “Okay?” nærmest råbte Alex. “Ja, okay.” sagde jeg. “Du kan altså ikke bare sige ‘okay’” sagde han. “Hvorfor ikke? Hvad skal jeg så sige?” spurgte jeg. “Hvad med: ‘Nå okay, godt jeg ikke har et crush på en sær alien-fyr jeg lige har mødt’?!” sagde han. “Undskyld mig, siden hvornår har det betydet noget for dig?!” råbte jeg, og løb væk fra ham. Jeg troede jeg var løbet ind i dig, men da jeg kiggede op, var det de forkerte øjne. Resten lignede, men øjnene var blå, så tæt på dine, men på ingen måde nær så smukke. De samme markerede kæber, samme smil, samme hår og frisure, samme stil. Men blå øjne. “Hvem er du?” “Neemar.” svarede han. “Jeg har mødt Neemar, du er ikke Neemar.” sagde jeg. “Hvordan kan du se forskel?” spurgte han. “Øjnene. Dine er blå, Neemar’s er lilla.” svarede jeg. “Hm, okay. Jeg er Neemar’s tvilling, Karbo.” sagde din bror, som jeg ikke vidste du havde. “Hvem er ældst?” spurgte jeg, for eftersom jeg selv havde en tvilling, forstår jeg lidt bedre andre tvillinger, og er meget nysgerrig med hvem er ældst. Det kan selvfølgelig også være min ADHD… “Ham.” svarede han, og lød skuffet. Jeg trak på skuldrene. “Min tvillingebror er også ældre end mig.” Karbo lyste op i et smil. “Hvordan kan du holde det ud?” spurgte han. Jeg grinede. “Hvordan kan du ikke?” spurgte jeg. Karbo’s smil forsvandt øjeblikkeligt. “Han får alting! Han skal arve alt, når han bliver gammel nok! Alle i byen siger at han er bedst til jordsprog, og det passer bare overhovedet ikke, han er belastende!” råbte din bror af mig, og jeg trak mig lidt væk. “Jeg synes han er flink.” sagde jeg forsigtigt, til dit forsvar. “Flink? flink? Selvfølgelig siger du det!” han råbte stadig. “Hvornår opdager folk, at min bror ikke er perfekt?” sagde han i frustration, og løb væk fra mig.

 

Alex og jeg blev hos jer en uges tid. Vi sov hos dig, altså i dit telt, og spiste sammen med resten af din landsby. “Ave?” sagde Alex en dag, og trak mig til side. “Ved du hvilken dag det er i dag?” spurgte han, og jeg nikkede. “Vores 15 års fødselsdag,” svarede jeg. Du og jeg havde lavet mange ting sammen, og jeg nød at være her. Jeg havde ikke set meget til din bror, Karbo, faktisk, havde jeg slet ikke set ham. “Hvad er din pointe?” spurgte jeg Alexander. “Savner du ikke at være hjemme?” spurgte han. Jeg smilede. “Jo, selvfølgelig gør jeg det, men jeg kan også godt lide at være her.” Jeg tænkte på dig, da jeg sagde det. “Kan du ikke?” spurgte jeg. Han trippede nervøst. “Faktisk, nej, jeg bryder mig ikke så meget om det.” Jeg sukkede. “Jeg ved godt, at vi burde tage hjem, snart, men jeg vil komme til at savne det her sted.” Alex lagde en arm om skulderen på mig. “Hvordan går det med at fikse rumskibet?” spurgte jeg, fordi jeg vidste at det var en del af hans projekt; Jeg stod for at hjælpe dig med noget husligt rundt i landsbyen, og Alex stod for, at vi kunne komme hjem. Alex trak på skulderen. “Vi har ikke længere nogen motor, og jeg er desværre bange for, at landsbyen ikke kan erstatte den. Vi skal bruge et så gigantisk skub, ikke af mennesker eller aliens, men af en eksplosion, eller lignende.” Alex sukkede. “Jordpige!” kaldte du, bag mig. Jeg vendte mig. “Ja, Rumdreng?” sagde jeg. “Jeg skal bruge din hjælp til at vaske op.” sagde du. “Må jeg godt gå, Alex?” spurgte jeg, og han nikkede, men jeg kunne se, at han savnede, at jeg gav ham opmærksomhed, i stedet for dig. Han savnede mig, han ville hjem.

Dagen efter var der besked om at Karbo havde startet et oprør. “Mod hvad?” spurgte jeg. “Mig, lader det til.” sukkede du. “Hvorfor?” spurgte jeg. “Han har aldrig rigtig kunne lide mig, han synes jeg var mors yndlings, ham der fik det hele, alt det der.” sagde du, og sukkede igen. “Han kan da ikke have mange på sin side?” sagde jeg. “Jo, han kan,” smilede du trist. “Der er mange flere der er imod mig, end man kan forestille sig.” Jeg lagde en arm om dig, og lænede mit hoved mod din skulder. “Hvad vil de gøre?” hviskede jeg. “Jeg ved det ikke, Jordpige.” hviskede du tilbage. “Så længe du er i sikkerhed.” hviskede du. Jeg smilede. “Hvor er du sød.” hviskede jeg, og gik over til nogen, der var i gang med at vaske op. “Skal jeg tage den her?” spurgte jeg, og hjalp til. Du kom da også og hjalp lidt efter. “Hvorfra har i vand og opvaskemiddel?” spurgte jeg. Du smilede. “Vand er her naturligt, og det her er ikke opvaskemiddel. Det er en speciel slags lava.” “Undskyld hvad?” sagde jeg, og stirrede forundret på dig. “Lava, l-a-v-a” “Jeg kan godt stave til lava.” snerrede jeg irriteret. “Men hvordan kan I vaske op, uden at brænde jer?” spurgte jeg, og tøede op. “Og hvordan kan jeg?” Du grinede kort. “Det er som sagt en speciel slags lava. Varm, men på en anden måde.” Jeg rystede på hovedet. “Jeg forstår stadig ikke.” sagde jeg. “Jeg kan ikke forklare det bedre på engelsk.” sagde du, og trak på skuldrene. “Okay.” sagde jeg. “Jeg tog den sidste tallerken agtige ting (jeres tallerkener var lidt anderledes end vores. Jeres var ligesom dobbelt, der var en stang i mellem to tallerkner, og der holdte man fat i den, og bandt sin gaffel-kniv til. I havde ingen knive, jeres gafler mindede mig om grill-gafler.) og vaskede den op med den specielle lava. “Hvornår har du sidst snakket med din bror?” spurgte jeg. “Omkring et jord år siden, tror jeg.” sagde du, som om det var det mest naturlige i verden. “Det er ret længe siden.” sagde jeg. Du trak igen på skuldrene. “Det er det vel.” sagde du. Jeg kiggede ind i dine smukke øjne. “Måske skulle du finde ham og snakke med ham, du ved, så vi kan undgå krig?” foreslog jeg, men du rystede trist på hovedet. “Han vil ikke snakke med mig.” sukkede du. “Måske kan du prøve igen?” foreslog jeg. “Det ville ikke nytte noget.” sukkede du. “Giv ham da i det mindste en chance!” sagde jeg. “Så skal du gå med.” sagde du. “Okay,” sagde jeg, og tog dig i armen. “Har du en anelse om hvor han er?” spurgte jeg.  “Ja, faktisk,” sagde du. “kom.”

Vi fandt din bror lidt uden for byen, ved et bål, med en flok barske fyre, jeg ikke kunne huske at have set før. “Karbo?” sagde du, og din tvillingebror rejste sig op. “Ja, Neemar?” sagde han, og stirrede med foragt på os. “Kan vi snakke sammen?” spurgte du forsigtigt. “Uden din kæreste.” sagde han, og nikkede mod mig. “Ven.” rettede vi i kor. “Ja sikkert.” sagde Karbo, og rullede med øjnene. I gik lidt væk, og jeg kunne høre din bror snerre: “Hvad er der nu?” Jeg skulle til at sætte mig, da min bror kom hen til mig. “Avery.” sagde han. “Alexander.” sagde jeg. “Hvad laver du her?” spurgte vi i kor. Så grinte vi. “Jeg venter på at Neemar bliver færdig med at snakke med sin bror.” sagde jeg. Alex stoppede med at smile. “Jeg synes du er for meget sammen med Neemar.” sagde han. “Alexander Havregryn Jones, du skal på ingen måde blande dig i, hvem jeg er, eller ikke er sammen med. Det er min beslutning, og du har ikke noget at skulle have sagt!” Sagde jeg højt. Alex kiggede ondt på mig. “Du er min søster!” råbte han. “Han er en alien, et rumvæsen, han er ikke normal!” råbte Alex, og stormede vredt væk. “Det er du heller ikke!” råbte jeg efter ham.

Du kom tilbage, med et bekymret udtryk, og et blåt øje. “Hvad er der sket?” spurgte jeg og rynkede panden. Du smilede, men det så smertefuldt og anstrengt ud. “Det der med at snakke med ham,” sagde du. “Ikke en god idé.” du rystede på hovedet. Du tog en hånd op til øjet. “Ved du om han vil gøre noget?” spurgte jeg. “Han truer med at brænde byen ned, hvis ikke jeg overgiver mig.” sukkede du. “Han gjorde hvad?” sagde jeg. Du trak på skuldrene. “Jeg må vel bare overgive mig.” sagde du, og forsøgte med et smil. “Hm, nej!” sagde jeg. “Du skal ikke tage forhastede beslutninger. Hvad sagde han helt præcist?” “ ‘Jeg er træt af, at du altid er først, altid den bedste, så hvis du ikke overgiver dig, så har jeg et par venner, der kan fikse en eksplosion, en brand, total smadring. Jeg tror du fattede pointen.’ ” sagde du. Jeg bed mig selv nervøst i underlæben. “Kan vi ikke snakke med nogen fra byen om det?” foreslog jeg. Og det gjorde vi så.

“Hvad i vil mig gøre?” spurgte en ældre, du mente var den klogeste i byen. Du forklarede situationen, og bad om hjælp. “Hvis virkelig, Karbo venner kan, ikke mig tro, vi chance have.” sukkede han, og jeg forstod ikke helt hvad han sagde. Du forstod åbenbart godt, for du bed dig i underlæben og nikkede samtykkende. “Du har nok ret, jeg ville egentlig bare have det bekræftet.” sukkede du. “Beklager.” sagde den gamle. Jeg satte hovedet i hænderne. “Skal vi bare overgive os eller hvad?” sagde jeg opgivende. “Hvis du giver mig lov, skal jeg gerne overgive mig.” sagde du, og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet. “Nej, det får du ikke lov til.”sagde jeg. “Det vidste jeg du ville sige.” smilede du. Jeg tænkte mig om, og kom i tanker om noget, jeg havde hørt i historie, som Jessie godt kan lide at fortælle om. Noget, der så vidt jeg huskede, var om Napoleon. “Neemar, jeg har en idé sagde jeg. “På jorden, for mange år siden, var der en fyr fra Frankrig, der hed Napoleon. Han tog til Moskva, for at få forsyninger, eller noget.” startede jeg, og du kiggede forvirret på mig. “Og?” spurgte du, og rynkede øjenbrynene. “Nej, ikke ‘og’ det er ‘men’,” sagde jeg. “For indbyggerne havde allerede brændt byen ned, og var flygtet indad mod Ruslands midte, og Napoleons hær døde af kulde.” sagde jeg, og følte mig genial. “Din pointe?” sagde du. “Vi får indbyggerne til at pakke nødvendige rationer sammen, og så brænder vi byen af, og flygter.” sagde jeg. Du så ikke overbevist ud. “Hvor flygter vi hen?” spurgte du. “Det er ikke mig der har boet her hele mit liv,” sagde jeg, og slog ud med armene. “Det ved du sikkert bedre end jeg gør?” “Der er vel et sted, tror jeg.” sagde du, og kløede dig i håret. “Fedt!” sagde jeg. “Lad os planlægge!” hvinede jeg.

Vi brugte en hel aften, på at planlægge, og forklare for byen. Det viste sig, at I ikke havde meget forstand på at forsvare jer, så I havde faktisk ikke rigtig en chance for, at kæmpe, i stedet for at flygte. “Alle på planen?” spurgte den gamle kloge. Alle jublede og råbte, men jeg lagde mærke til noget; din bror, og et par af hans venner, stod langt nede i rækkerne, og prøvede at falde ind i flokken. “De lytter.” Hviskede jeg til dig. “Der er ikke noget de kan gøre ved planen.” sagde du, og smilede forsikrende. Jeg kiggede overvejende på dig. “Hvis du siger det.” sagde jeg og smilede. Jeg nød det et øjeblik, og har senere brugt dette som eksempel på ‘kærlighed gør blind.’

Det her minde er det sværeste jeg har, for jeg holder stadig fat i, at alt det der skete herefter, er min skyld.

Din bror havde en backup plan, som fungerede perfekt. De havde sat sprængstof overalt i byen, og var klar til at springe hele landsbyen i luften. De tog det stille og roligt, for at skræmme os. “Avery!” råbte både du og Alex, i søgen efter mig. “Se at komme ud af det her!” råbte jeg til jer begge. Alex tog min hånd, og jeg tog din. Alex fór gennem flokken af panikslagne rumvæsner, og vi kom ud af byen. Vi var alle forpustede. “Det her er nok til at få jer væk!” sagde du. “Ind i rumskibet med jer!” sagde du. “Hvad med jer?” spurgte jeg. “Halvdelen af din by er vel allerede døde, kom med os!” Du rystede på hovedet. “Nej, Jordpige, jeg bliver her til det sidste, måske kan jeg stadig redde nogen.” Du smilede trist. “Er der noget jeg kan sige for at overtale dig?” spurgte jeg, og kiggede ængsteligt mod din by. Endnu en eksplosion. Du rystede på hovedet igen. “Nej Jordpige, se nu at komme afsted!” Jeg havde tænkt mig at gøre som du sagde, men først tog jeg fast i din jakke, og trak dig ind til mig, og kyssede dig. Først var du overrasket, men så gengældte du det. Vi trak os begge væk. “Se så at komme hjem.” sagde du og smilede. Alex trak mig med ind i rumskibet, men før porten lukkede, så jeg dig løbe tilbage, og lige efter kom en så stor eksplosion, at det lukkede døren, og tog dig med sig.


 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...