Flammehav

Pigen blev stående //bidrag til Maze Runner-konkurrencen, valgmulighed 3

4Likes
5Kommentarer
266Visninger

1. -

Huset brændte. Flammerne slikkede op af det gamle træværk, der forkullede, mens ilden hurtigt bredte sig. Varmen lå i luften og ville få enhver til at gispe efter luft. Men ikke pigen. Hun stod tavst og betragtede tomt ilden nærme sig. Og selvom det glasagtige blik i hendes øjne spejlede flammerne, lod hun sig ikke mærke med det. Hun hostede ikke engang, selvom rummet var fuldt af kvælende røg. De desperate stemmer udenfor syntes ikke at nå hendes øregange, trods de kaldte hendes navn. Men de blev nu alligevel overdøvet af flammernes buldren, der var som sød musik for pigen, mens hun tavst stod og betragtede sit hjem brænde ned. 

Det var først, da en velkendt stemme kaldte på hende, hun blinkede forvirret. Det var som om, det først nu var gået op for hende, hvor hun befandt sig. Og alligvel var der ikke noget chok at spore i hendes ansigt, da hun langsomt drejede rundt på stedet for at lokalisere det forstyrrende råb, mens svedperlerne sprang frem på hendes pande. Hendes blik landede på en skikkelse, som var helt utydelig. Men hun kunne tydeligt se, hvordan han tavst kæmpede for at nå hende, trods brandsårene sikkert allerede var begyndt at dukke op på hans krop, som vildtvoksende ukrudt. Eller nej, de lignede nærmere blomster, tænkte hun, da hun stirrede ned på sin egen forbrændte hånd. Hun kunne ikke lade være med at beundre, hvordan den orange glød fik den til at lyse. 

Han var kommet tættere på, indså pigen irriteret. Hun havde lyst til at fortælle ham, han skulle vende om, inden han også var fanget, men tvivlede på, han ville være i stand til at høre hende for de sirener, der var begyndt at lyde i det fjerne. Det var i hvert fald umuligt at høre ham, trods hun tydeligt kunne se hans mund bevæge sig. Det var først, da der kun var få meter i mellem dem, hun var i stand til at skelne  ordene fra hinanden. 

 "Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det," råbte han, så det rungede unødvendigt højt i hele huset. 

Pigen kunne ikke lave være en hånlig grimasse. Nogen ville måske se det som et smil, men det var på ingen måde et udtryk for glæde. Hun undrede sig blot over, hvor tåbelig en mand kunne være, siden han troede, hun ville følge frivilligt med ud. Hun nød at se, alle minderne smuldre for sine fødder og hun havde ikke et sekund fortrudt at starte branden. Tværtimod. Det havde været så uendelig frydefuldt at se, hvordan tændstikken havde hængt i luften et øjeblik, halvt brændt ned, men stadig med en forbløffende kraftig flamme, før den havde ramt det gamle trægulv, der straks tog imod ilden med åbne arme. 

Så hun rystede langsomt på hovedet. Blot en lille bevægelse med hovedet, der alligevel var nok til at få hans ansigt til at krakelere i tusinder af små fortvivlede stumper. Han rakte tavst en hånd frem mod pigen, der rystede voldsomt. Hun vidste ikke helt, om det var gråden, der fik den til at ryste eller bare varmen. Hun var også ligeglad, hun ville alligevel ikke ud. 

"Hun ville ikke havde ønsket det her," sagde han med en stemme, der dryppede af sorg. Hun ignorerede ham foragteligt. Hvordan kunne han tillade sig at nævne hende? Snakke om hende, som om han kendte hende? Var det måske ham, der havde lyttet til hendes små tåbelige bekymringer? Var det måske ham, der havde opdaget, hendes pude altid var fugtig af tårer? Var det måske han, der sad oppe i timevis sammen med hende, når det regnede og prøvede at tælle dråberne? Det var i hvert fald ikke ham, der havde åbnet hendes skab og havde fundet hende hængende i sit yndlings tørklæde. Han havde ikke set, hvor blåt og ophovnet hendes ansigt var. Han havde ikke ligget på gulvet og grædt i syv nætter nu, fordi sengen var alt, alt for behagelig, og billedet af, hvordan hun langsomt havde dinglet frem og tilbage med tomme øjne, stadig spøgte i udkanten af hendes bevidsthed. 

Og pigen troede på, at hendes tvillingesøster ville have ønsket det her. Det var derfor, hun havde startet branden på hendes værelse, som ingen havde nænnet at gøre noget ved. Og hun blev næsten helt glad, da hun så alle minderne gå op i aske, for der var stadig en ukendt grund til, at hun begik selvmord. Måske var det fordi, han havde fejlet i at opfostre to piger, der ikke havde nogen mor. Hun vidste det ikke. Men det her hus var et symbol på alt det onde, så det skulle væk. Og hun skulle væk med det. 

Og dog, trods sine vrede tanker var det stadig uendeligt svært for hende, at få sagt det hun skulle sige. Hun vidste ikke, om det var hans velkendte grønne øjne, der var blevet spejlet i utallige flasker, eller de skægstubbe, som altid prydede hans kinder, der fik hende til at tøve. Men hun gjorde det for hende

"Bare gå far," hviskede pigen kraftesløst. Ilden havde næsten opslugt hele stuen, og snart ville han også være fanget herinde. Man kunne lige netop skimte brandbilerne udenfor og den klare aften, der lokkede ham. Han forlod langsomt flammehavet uden at se sig tilbage en eneste gang. 

Pigen blev stående.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...